Wikipedia:Landsbybrønden/Indledende sammenfatning

Indledende sammenfatning

Som bekendt skal alle artikler indledes med en kort sammenfatning. I denne skrives nøgleord/overskrift med fed skrift. Mit spørgsmål er, om denne introducerende sammenfatning burde skrives med italica som det kendes fra tidsskriftartikler? Har dette emnet tidligere været diskuteret? venlig hilsen --Rmir2 29. mar 2011, 14:20 (CEST)

Jeg mener vi skal fastholde nuværende praksis, med den begrundelse at den fede fremhævning er lettere at få øje på end italica. Den fede fremhævning kaldes også for søgeord og derfor skal det vel være let at finde/se. --Villy Fink Isaksen 30. mar 2011, 21:10 (CEST)

For klarheden skyld: Jeg mener ikke, at det fede søgeord skal afskaffes. Spørgsmålet går alene på, om formen på sammenfatningen burde ligne det, der kendes fra videnskabelige artikler? venlig hilsen --Rmir2 30. mar 2011, 21:17 (CEST)

Altså hele introduktionen? Jeg mener nej, kursiv er ikke nem at læse i større mængder på en skærm (eller også er mine øjne ved at stå af). Mvh Knud Winckelmann 30. mar 2011, 21:18 (CEST)

Ok - men nej til hele introen i italica. --Villy Fink Isaksen 30. mar 2011, 21:28 (CEST)

Jeg mindes ikke at emnet har været oppe før, men tilslutter mig nej-sigerne. Jeg kan ikke forestille mig, at det øger læsevenligheden og synes egentlig, at det nuværende layout er udmærket. --Medic (Lindblad) 6. apr 2011, 04:05 (CEST)

Et eksempel

For at illustrere lidt hvordan det ville tage sig ud tillad mig et eksempel (ikke gjort i originalen):

Vepser er et østersøfinskt folk, som bor i den Karelske republik og omkring Vologda i Rusland. De taler fortrinsvis vepsisk. Vepsernes antal skønnes at være omkring 12.000. Vepsernes nærmeste slægninge er karelere, finner og estere. Vepserne er fordelt på tre ulige grupper: onegavepser omkring søen Onega, mellemvepser og, syd for Sankt Petersborg, sydvepser. Til trods for uligheder i sprog kan de tale sammen indbyrdes.

Udbredelse

Vepsernes bosættelsesområde ligger mellem Ladoga, Onega og Den Hvide Sø (Beloe Ozero). Befolkningen der splittet i tre mindre og indbyrdes adskilte grupper: en gruppe bor inden for Karelske Republik ved Onega syd for Petroskoj og omfatter 24 landsbyer. En anden gruppe bor i Leningrad-området omkring floden Ojatt, som udmunder i Ladoga. En tredje gruppe bor i det nordvestlige hjørne af det tidligere Novgorod, senere Vologda-område og omfatter et tital byer. Floden Svir adskiller den nordlige og de to sydlige grupper.

Antropologi

I antropologisk henseende regnes vepserne til den østbaltiske race, det vil sige overvejende europide med svage præg af mongolske racetræk.

Historie

Den vepsiske folkestamme har åbenbart allerede tidligt dannet en selvstændig folkegruppe. Den omtales formentlig i Jordanes krønike fra 300-tallet som Vasina broncas ved siden af andre folk. Også i Nestorkrøniken omtales vepserne, ves, idet de nævnes blandt de folk, som i 800-tallet skulle have indkaldet de svenske varjager som herskere over sig. Vepserne, visu, nævnes i forbigående også af araberen Ibn Fadlan i dennes beskrivelse af sin rejse i Europa 921-922 samt af Adam af Bremen som Wizzi. Endog Saxo omtaler dem. Derefter var der i århundreder tavshed om vepserne, indtil de blev kendte for omverdenen igen gennem A. J. Sjögren, som 1824 besøgte og beskrev deres bosættelsesområder.

Ved Ladogas sydøstre strand, hvor floderne Olhava, Ojatt og Svir udmunder, har man fundet gravhøje fra tiden 950-1100 e.Kr., som hidrører fra dette områdes ældste faste bebyggelse under perioden forud for slavernes ankomst. Disse gravhøje tillægges karelerne og vepserne. Gravfundene vidner om handelsforbindelser med vest.

Omkring år 1000 kom de første slaver til vepsernes land og da påbegyndtes en symbiose, som skulle strække sig over flere hundrede år. Om vepsernes tidligere storhedstid under det tiende og elfte århundrede vidner blandt andet Adam af Bremen. År 1485 annekteredes vepsernes land af storfyrstendømmet Moskva og gradvist fortrængtes vepserne.

Vepserne har traditionelt været jordbrugere, men 1703 anlagde Peter den Store en smelteovn til jernfremstilling, og en våbenfabrik på Onegas strand, hvor man tidligere havde udvundet myremalm. Lige siden da har fabriksarbejde været en vigtig indkomstkilde for mange vepser.

Sovjettiden

Sovjetunionen lagde, i det mindste i begyndelsen, stor vægt på hensynet til de olige nationelle mindretal. Hele det sovjetiske samfund skulle gøres læsekyndigt, og man var tvungen at skabe flere olige skriftsprog. Vepsiske skoler grundlagdes, og et eget skriftsprog, baseret på det latinske alfabet, udvikledes i begyndelsen af 1930-erne. 1934 havde alle vepsiske skoler skolebøger på det nye skriftsprog vepsisk og et vepsiskt lærarseminarium oprettedes i Lodejnoje Polje.

Den vepsiske opblomstring kom til en brat afslutning under de store udrensninger i 1937–1938. Alle kulturelle aktiviteter stoppedes, og skolerne blev lukket, efter som vepserne skulle tvangsassimileres. Vepsiske bøger blev brændte på bål, og lærerne blev sat i fængsel.

Under fortsættelseskrigen adskilte fronten nordvepsernes områder fra de mellemste og sydlige vepsers områder. Fronten gik i en længere tid langs med floden Svir, og Finland befriede området nord derfor. De finlandske myndigheder indrettede en stedlig administration, skoleforholdene indrettedes efter finskt mønster, og lærebøger fik man fra Finland. Stedlige kareler og vepser, som fandtes blandt de sovjetiske krigsfanger, ansluttede sig frivilligt til den finske armé i den såkaldte Frændebataljon (svensk: Frändebataljon, estisk: Hõimupataljon). Tillbagedragelsen af fronten gav anledning til store lidelser og mange menneskelige tragedier. Hårde straffe fra Sovjets side ramte dem, som havde samarbejdet med fjenden. Frændebataljonen overdroges ved fredsslutningen til Sovjetunionen. Enkelte vepser havde held til via Finland at komme til Sverige som flygtinge.

Efterkrigstiden

Under efterkrigstiden fortsatte tvangsassimileringen. Mange vepsere udvandrede til byerne. Vepserne regnedes nu officielt ikke mere som en minoritet, men angaves i de sovjetiske folketællinger som russere.

I 1989 oprettedes Vepsa Kultuuri Selts (Vepsisk Kulturforening), der har til formål at bevidstgøre vepserne om deres historiske og kulturelle arv og om deres sprog.

(eksempel slut, kun uddrag)

Eksempel slut. Diskussion fortsat

Det vil der næppe være opbakning til at indføre, men man kan jo med sit eget CSS (og måske også tilretning af JavaScript) styre, hvordan det ser ud for en selv (og det kan andre så kopiere, hvis de vil). --Palnatoke 6. apr 2011, 18:39 (CEST)

Tillad mig følgende spørgsmål: hvorfor overhovedet en sammenfattende indledning? Da jeg greb mig selv i spørgsmålet var det - som antydet - netop tidsskriftsartikler, jeg først kom til at tænke på. venlig hilsen --Rmir2 6. apr 2011, 18:54 (CEST)

Der er nok samme bagvedliggende grund - hensynet til den læser, der kun har begrænset tid eller opmærksomhed. Denne grund ligger også bag manchetter i avisartikler og executive summaries til bestyrelsesmedlemmer. En sammenfattende indledning gør det også nemmere at genbruge indholdet - for eksempel som "lokkemad" på forsiden. I oversættelsesarbejdet er det også nyttigt - en lang artikels indledning kan blive en udmærket stub. --Palnatoke 6. apr 2011, 19:33 (CEST)

Et opklarende spørgsmål til Rmir2: Er det opsætningen af indledningen - altså italica vs. ikke-italica - du ønsker debatteret, eller er det relevansen af overhovedet at have en indledning til artikler, der er spørgsmålet her? --Medic (Lindblad) 6. apr 2011, 19:42 (CEST)

Problemet opstod i forbindelse med nogle etnografiske artikler. Da jeg satte mig for at opstille en disposition for indholdet, slog det mig, at der uundgåeligt ville blive et vist sammenfald mellem indledningens indhold og selve teksten. Derfra kom spørgsmålet om det rimelige i gentagelser. Det slog mig da, at sammenfatningen i tidsskriftartikler altid adskiller sig i stil fra selve teksten og ikke sjældent netop ved brug af italica (fx Historie og Historisk Tidsskrift, og formen har også bredt sig til bøger). Min tanke var da, at hvis (når) sammenfatningen alligevel har samme formål som i tidsskriftartikler, kunne det være rimeligt også at anvende samme fremtrædelsesmåde. Med andre ord at vise, at dette afsnit er en sammenfatning. Jeg er forøvrigt klar over, at det kun er rimeligt at gøre det, hvis artiklen har nået en vis størrelse (populært sagt: 5 liniers tekst behøver ingen extra sammenfatning). Sagt kort: det er tanken om at gøre opsætningen ens med hvad der kendes andre steder fra. venlig hilsen --Rmir2 6. apr 2011, 20:03 (CEST)

Jeg siger også nej tak, selvom jeg bruger det hyppigt i min email, er det ikke brugbart her. Med dette begrundelse: Vi citerer ofte nogle udtalelser eller bare tekst. Det gør vi ikke kun mellem "tekst" men ofte også som Tekst. Det ville blive alt for forvirrende synes jeg. Jeg har selv spekuleret på det en gang om vi ikke kunne gøre det ved billederne, og rammerne. Men også der synes jeg at det ikke ville gavne wikipedia. Så nej tak.--

En indleding er altid nødvendigt. Men vil nemlig fastholde læsernes opmærksomhed. Den indledning vi bruger her fortæller kort hvad eller hvem man snakker om, og hvad læseren eventuelt kan forvente. Det betyder ikke at man skal lave en indledning, og så starte forfra med de sammen sætinger som aviserne gøre. Der ligger forskellen. Så nej, de skal ikke fjernes, og skal ses som indledning, ikke et sammenskrivning som i aviserne.--
 •    Rodejong    _✉️ ^👀 → 7. apr 2011, 05:43 (CEST)