Wimbledon-mesterskaberne 1913

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Wimbledon-mesterskaberne 1913
Herresinglefinalen mellem Tony Wilding og Maurice McLoughlin
Herresinglefinalen
mellem Tony Wilding og Maurice McLoughlin
Arrangement
Arrangør All England Lawn Tennis and Croquet Club
Turnering nr. 37
Dato(er) 23. juni - 4. juli 1913
Spillested All England Lawn Tennis and Croquet Club
Worple Road
Værtsby London, Storbritannien
Underlag Græs
Kategori Verdensmesterskab
Vindere
Herresingle New Zealand Tony Wilding  (4. titel)
Damesingle Storbritannien Dorothea Lambert Chambers  (6. titel)
Herredouble Storbritannien Herbert Roper Barrett
Storbritannien Charles Dixon  (2. titel)
Damedouble Storbritannien Winifred McNair
Storbritannien Dora Boothby  (1. titel)
Mixed double Storbritannien Hope Crisp
Storbritannien Agnes Tuckey  (1. titel)

Wimbledon-mesterskaberne 1913 var den 37. udgave af Wimbledon-mesterskaberne i tennis. Turneringen blev spillet i All England Lawn Tennis and Croquet Club i London, Storbritannien, og blev afviklet i perioden 10. - 17. juli 1893.

I herresingle vandt Tony Wilding titlen efter sejr over Maurice McLoughlin på 8–6, 6–3, 10–8. Herbert Roper Barrett og Charles Dixon vandt herredoublerækken, hvor de besejrede tyskerne Heinrich Kleinschroth og Friedrich Wilhelm Rahe med 6–2, 6–4, 4–6, 6–2. I damesingle vandt Dorothea Lambert Chambers med 6–0, 6–4 over Winifred McNair.

For første gang blev der endvidere afviklet mesterskabsrækker i damedouble og mixed double. I damedoublerækken blev Winifred McNair og Dora Boothby de første Wimbledon-mestre, da Charlotte Cooper Sterry og Dorothea Lambert Chambers måtte opgive at fuldføre finalen på et tidspunkt, hvor de ellers førte med 6–4, 4–2. Mixed double-finalen blev heller ikke spillet til ende, eftersom James Cecil Parke og Ethel Thomson Larcombe opgav i andet sæt i kampen mod Hope Crisp og Agnes Tuckey.

For første gang gjaldt Wimbledon-mesterskaberne endvidere som officielt verdensmesterskabgræs, anerkendt af det nystiftede International Lawn Tennis Federation.

Resultater[redigér | redigér wikikode]

Herresingle[redigér | redigér wikikode]

Turneringen havde i alt deltagelse af 117 spillere. I all comers-turneringen spillede 116 spillere om retten til at møde den forsvarende mester, Tony Wilding, i "udfordringsrunden". All comers-turneringen blev vundet af amerikaneren Maurice McLoughlin, som i finalen besejrede australieren Stanley Doust med 6-3, 6-4, 7-5, og som dermed nåede udfordringsrunden for første og eneste gang i karrieren.

Mesterskabet blev afgjort i udfordringsrunden, hvor den forsvarende mester, newzealænderen Tony Wilding, vandt over vinderen af all comers-turneringen, Maurice McLoughlin, med 8–6, 6–3, 10–8 og dermed sikrede sig sin fjerde og sidste Wimbledon-titel i herresingle i karrieren.

Damesingle[redigér | redigér wikikode]

Damesingleturneringen havde deltagelse af 42 spillere, og alle kampene blev spillet bedst af tre sæt, der skulle vindes med mindst to overskydende partier. Eftersom den forsvarende mester, Ethel Thomson Larcombe, ikke forsvarede sin titel, blev vinderen af all comers-turneringen, Dorothea Lambert Chambers automatisk kåret som ny mester. I all comers-finalen havde Chambers vundet over Winifred McNair med 6–0, 6–4, hvorved hun sikrede sig den femte af hendes seks Wimbledon-titler i damesingle, mens det var første og eneste gang i karrieren, at McNair nåede all comers-finalen.

Herredouble[redigér | redigér wikikode]

Herredoubleturneringen havde i alt deltagelse af 49 par. 48 af parrene spillede i all comers-turneringen om retten til at møde de forsvarende mestre, Herbert Roper Barrett og Charles Dixon, i udfordringsrunden.

All comers-turneringen blev vundet af tyskerne Heinrich Kleinschroth og Friedrich Wilhelm Rahe, som i finalen besejrede Alfred Beamish og James Cecil Parke med 6-3, 6-2, 6-4, og som dermed nåede udfordringsrunden for første og eneste gang i karrieren.

I udfordringsrunden besejrede de forsvarende mestre, Herbert Roper Barrett og Charles Dixon, de tyske vindere af all comers-turneringen med 6–2, 6–4, 4–6, 6–2. Det var briternes anden Wimbledon-titel i herredouble som par, og dermed sikrede Herbert Roper Barrett sig sin tredje og sidste Wimbledon-titel i karrieren, mens det for Charles Dixon var den anden og sidste Wimbledon-titel.

Damedouble[redigér | redigér wikikode]

I 1913 havde Wimbledon-mesterskabernes damedoubleturnering for første gang mesterskabsstatus, og 21 par stillede op. De første officielle Wimbledon-mestre i damedouble blev Winifred McNair og Dora Boothby, da modstanderne i finalen, Charlotte Cooper Sterry og Dorothea Lambert Chambers, måtte opgive at fuldføre kampen på et tidspunkt, hvor de ellers førte med 6–4, 4–2.

Mixed double[redigér | redigér wikikode]

Det var også første gang, at mixed double-rækken talte som officielt mesterskab, og ligesom i damesingleturneringen blev finalen i denne række ikke spillet til ende, eftersom James Cecil Parke og Ethel Thomson Larcombe opgav i andet sæt i kampen mod Hope Crisp og Agnes Tuckey, som dermed kunne lade sig hylde som de første Wimbledon-mestre i mixed double. Turneringen havde deltagelse af 41 par.

Kilder / eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]