Yingluck Shinawatra
Yingluck Shinawatra (thai: ยิ่งลักษณ์ ชินวัตร, transskriberet: Yinglak Chinnawat; udtalt: [jîŋ.lák.t̠͡ɕʰin.ná.wát]; født 21. juni 1967) er Thailands premierminister.
Hun er den yngste søster til den tidligere thailandske premierminister Thaksin Shinawatra, der nu lever i eksil.
Oppositionspartiet Puea-Thai-Parti, der står hendes bror nær, nominerede hende den 11. maj 2011 som spidskandidat til posten som premierminister ved parlamentsvalget 2011. Hun vandt valget og blev dermed den første kvinde i Thailand til at besidde posten.[1]
Yingluck blev født den 21. juni 1967 som niende og yngste barn af Lert og Yindee Shinawatra. Hun studerede politik og forvaltning ved Chiang-Mai Universitet, hvilket hun færdiggjorde med en bachelorgrad i 1988. Derefter fortsatte hun sine studier i samfundsvidenskab i USA, hvor hun studerede på Kentucky State University og fik en master i 1990. Efter sin tilbagevenden til Thailand arbejdede hun i førende stillinger i forskellige virksomheder, der var i hendes families besiddelse. Politisk var hun indtil sin opstilling som spidskandidat knap nok synlig.
Yingluck lever sammen med Anusorn Amornchat, en manager i M Link Asia Corporation. Parret har en søn ved navn Supasek.
Kilder
- Bendixen, Søren (2011-07-02). "Kvinde står til sejr ved skæbnevalg i Thailand". DR. Hentet 2011-07-03.
- Hookway, James (2011-05-17). "New Thai Candidacy". Wall Street Journal.
- "Thaksin Shinawatra's sister Yingluck to run for Thai PM". BBC News. 2011-05-16.
- "Pheu Thai picks Yingluck for PM". Bangkok Post. 2011-05-16.
Referencer
- ^ Jochen Buchsteiner (2011-06-15). "Thaksins Coup". Frankfurter Allgemeine Zeitung (tysk). Hentet 2011-06-16.
Spire Denne politikerbiografi er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |