Alexandra af Hessen-Darmstadt

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Alexandra af Hessen-Darmstadt
Kejserinde af Rusland
Ægtefælle Nikolaj 2. af Rusland
Børn Olga af Rusland
Tatjana af Rusland
Marie af Rusland
Anastasia af Rusland
Alexei af Rusland
Far Ludwig 4. af Hessen
Mor Alice Maud af Storbritannien
Født 6. juni 1872
Darmstadt
Død 17. juli 1918 (46 år)
Jekaterinburg

Alexandra af Hessen (6. juni 187217. juli 1918) var med sit russiske giftenavn Alexandra Feodorovna Ruslands sidste kejserinde (zarina). Hun var datter af Ludwig 4. af Hessen og Alice Maud af Storbritannien, barnebarn af dronning Victoria af Storbritannien og tipoldebarn af kong Frederik Vilhelm 2. af Preussen.

Hun er kendt som bærer af den arvelige blødersygdom, hæmofili. Hun var en skarp fortaler for enevældet i Rusland, og bekendtskabet med Rasputin er også del af hendes eftermæle.

Tiden i Tyskland[redigér | redigér wikikode]

Fødsel og barndom[redigér | redigér wikikode]

Alexandra er født i Darmstadt i 1872 som fyrstinde Viktoria Alix Helena Luise Beatrice af Hessen-Darmstadt. Hun var det sjette af syv børn ved storhertugen, Ludwig 4. af Hessen. Hendes gudforældre var Edward af Wales, Alexandra af Danmark, Storfyrst Alexander af Rusland, Dagmar af Danmark, Beatrice af Storbritannien, Augusta af Hessen-Kassel og Anna af Preussen. Hun havde kælenavnene Alicky og Sunny. Hele den fyrstelige familie med undtagelse af søsteren Elisabeth fik difteri i november og december 1878. Den yngste af døtrene og Alice Maud af Storbritannien døde 10 dage før jul.

Forlovelse[redigér | redigér wikikode]

Alix havde fået ægteskabstilbud fra Albert Victor af Storbritannien. På trods af hans gode position som nr. 2 i tronfølgen i Storbritannien og familiens pres afslog hun tilbuddet. Det vakte alligevel dronning Victoria af Storbritanniens beundring.

Alix havde allerede mødt og forelsket sig i tronfølgeren storfyrste Nikolaj af Rusland. Der var gode forbindelser mellem de to fyrstehuse, så muligheden var nærliggende. De to mødtes første gang i 1884, og efter et besøg i Rusland i 1889 var der ingen vej tilbage. Imidlertid var kejser Alexander 3. af Rusland ikke begejstret for forbindelsen, da han var særdeles anti-tysk. Kejserinde Dagmar var af samme mening, især efter hendes far, Christian 9.'s lederlag i 1864. Kejseren så derimod positiv på en forbindelse med Hélène af Orléans, som både var smuk og rig og desuden var hendes far, Philippe d'Orléans, greve af Paris, arving til den franske trone. Selv om både Alexander og Dagmar pressede på, hjalp det ikke, og til syvende og sidst ville Hélène heller ikke. Zarparret så nu mod Margarete af Preussen, der var datter af kejser Frederik 3. af Tyskland. Men Nikolaj sagde, at han hellere ville abdicere og blive munk end at gifte sig med så kedelig en pige. Margarete ville heller ikke blive russisk-ortodoks. Alix havde også betænkeligheder ved at skifte religion for at blive zarina, men blev dog hurtigt troende i sin nye religion.

I begyndelsen af 1894 gjorde Alexander 3.'s helbred, at han gav efter for sønnens krav og de unge blev forlovet i april i Coburg.

Zarina i Rusland[redigér | redigér wikikode]

Den kejserlige familie i 1913. Fra venstre til højre: Storfyrstinde Marie, zarina Alexandra, storfyrstinderne Olga og Tatjana, zar Nikolaj 2. og storfyrstinde Anastasia. Storfyrst Alexei sidder på gulvet forrest.

Bryllup[redigér | redigér wikikode]

Alexander 3. af Rusland døde 1. november 1894 kort inden brylluppet. Alix var nu storfyrstinde Alexandra Feodorovna af Rusland. Brylluppet foregik i Vinterpaladset i Skt. Petersborg den 26. november 1894. Ved en procession til ære for den døde kejser blev der hvisket, at den nye kejserinde kom til os bag en kiste.

Kroningen af det nye kejserpar foregik den 14. maj 1896 i Kreml i Moskva. Under fejringen blev flere tusinder bønder trampet ihjel, da der opstod panik. Tragedien gjorde, at mange tænkte, at der nu var startet en ny grusom enevældig periode, hvor kejseren og hans "tyske kone" ville trampe befolkningen ned.

Børnene[redigér | redigér wikikode]

Alexandra og Nikolaj fik fem børn:

  1. Olga af Rusland – (3. november 189517. juli 1918)
  2. Tatjana af Rusland – (29. maj 189717. juli 1918)
  3. Marie af Rusland – (14. juli 189917. juli 1918)
  4. Anastasia af Rusland – (5. juni 190117. juli 1918)
  5. Alexei af Rusland – (30. juli 190417. juli 1918)

Derudover fik Alexandra mindst to aborter, i 1896 og 1902.

Det var var af altoverskyggende betydning at producere en mandlig arving. Her havde Alexandra og Nikolaj ikke heldet med sig. Fire døtre kunne ikke arve tronen i Rusland. Alexandra blev dybt religiøs og gjorde alt for at få en søn. Det lykkedes, da Alexei kom til verden i 1904. Desværre stod det hurtigt klart, at drengen havde den arvelige blødersygdom, hæmofili, hvilket var en katastrofe, især da sygdommen netop kom fra moderen. Alexandra tilbragte al sin tid med at passe på sin svagelige søn. De fire døtre voksede sig samtidig store og blev ualmindeligt smukke og særdeles interessante partier for europæiske fyrster. Men netop som de ældste døtre skulle debutere i sociallivet udbrød 1. verdenskrig. Det satte en stopper for alle sociale arrangementer.

Undergangen[redigér | redigér wikikode]

Revolution[redigér | redigér wikikode]

Efter Alexeis fødsel holdt Alexandra sig for sig selv og brugte al sin tid på ham. Det og det at hun var tysker gjorde kun befolkningens had større. Dertil kom hendes aristokratiske afstand til den, den arvelige blødersygdom, hendes beskyttelsen af Alexei og brug af mystikere som Rasputin. At landet nu var i krig med det Tyske Kejserrige gjorde kun ondt værre. Rusland led enorme tab under krigen og til sidst var kejserfamiliens forhold til befolkningen uholdbar. I marts 1917 begyndte adskillige store optøjer i de russiske byer, og den 15. marts må Nikolaj 2. abdicere både for sig og sine efterkommere. Familien blev anbragt i husarrest i Czarskoie Selo og videresendt til Sibirien i august 1917.

Jekaterinburg[redigér | redigér wikikode]

I april 1918 ankom den kejserlige familie til Jekaterinburg, deres sidste opholdssted. Her blev de overvåget af 75 soldater, og Alexandra syer i smug adskillige af familiens andre ædelstene ind i sine og døtrenes livstykker. Den 17. juli 1918 kl. 02.15 blev familien vækket og stillet på linje. De fik besked om, at ingen i deres familie internationalt har ønsket at hjælpe dem, så de vil nu blive skudt. Nikolaj når kun at sige "Hvad.." inden han blev skudt adskillige gange i brystet. Alexandra forsøgte at vende sig, men blev skudt i hovedet lige over venstre øre. Resten af familien og trofaste tjenestefolk blev henrettet.

Identifikation[redigér | redigér wikikode]

Ligene blev først smidt i en mine lidt nord for Jekaterinburg. Kort efter blev de dog trukket op, alle skeletdele blev helt adskilt og smadret og hastigt begravet under jernbanesveller. Først i begyndelsen af 1990'erne kom der dokumenter og notater frem, som kunne føre til ligene og oplyse, hvad der var sket i 1918. De var alle fundet i 2008 efter DNA-prøver fra familien. Det var bl.a. en blodprøve fra Philip af Storbritannien (barnebarn til Alexandras søster), der fastslog Alexandras identitet.

Genbegravelse[redigér | redigér wikikode]

Alexandra, Nikolaj og tre døtre blev genbegravet i Peter og Paul-katedralen i Skt. Petersborg i 1998.