Bruger:TorbenTT/sandkasse3
Parlamentarisk immunitet er en beskyttelse af et parlaments medlemmer imod mulig politisk forfølgelse fra den udøvende magt gennem bl.a. politi og anklagemyndiged.
I Danmark har alle folketingsmedlemmer parlamentarisk immunitet i henhold til § 57 i Grundloven som siger: »Intet medlem af Folketinget kan uden dettes samtykke tiltales eller underkastes fængsling af nogen art, medmindre han er grebet på fersk gerning. For sine ytringer i folketinget kan intet af dets medlemmer uden folketingets samtykke drages til ansvar udenfor samme.«
Den danske grundlovs immunitet består således af to led; første led beskytter de til enhver tid værende folketingsmedlemmer imod strafferetlig forfølgning og indespærring mens andet led beskytter imod ansvar for ytringer fremsat i folketinget. Begge former for immunitet kan ophæves af folketinget men de to bestemmelser administreres meget forskelligt. Der gives som regel samtykke til til første led mens der som regel ikke gives samtykke til andet led. Det skyldes tildels at de to bestemmelser har forskelligt formål; første led skal sikre Folketingets medlemmer mod den udøvende magt misbruger sin kontrol over politi og anklagemyndighed til at påvirke Folketingets medlemmer eller sammensætning, derimod skal immuniteten ikke indskrænke medlemmernes ansvar for at overholde loven. Andet led skal sikre at Folketingets medlemmer kan tale frit uden frygt for efterfølgende repressalier.[1] Grundlovsgiver har dog ikke ville udelukke at denne parlamentariske ytringsfrihed kunne misbruges og har derfor givet mulighed for at også denne skal kunne ophæves.
Første led: Beskyttelsen mod tiltale og fængsling[redigér | rediger kildetekst]
Tiltale[redigér | rediger kildetekst]
Ved tiltale i første led forstås i hvert fald offentlig strafferetlig forfølgning. Om begrebet tiltale er begrænset hertil eller også omfatter privat påtalte straffesager fremgår ikke af bestemmelsen. I sagen U.1882.1016Ø afviste Østre Landsret at folketingsmedlem Overretssagfører B. N. E. Steenstrup var beskyttet mod en injuriesag. "Ved Udtrykket "tiltales" i den citerede § i Grundloven kan der nemlig alene antages at være sigtet til Tiltale under en offentlig Straffesag, men ikke til Sager, der, som nærværende, anlægges af Private og forfølges i Civilprocessens Former, selv om de gaa ud paa Strafs Idømmelse". Landsretten rejste også tvivl om hvorvidt immuniteten beskyttede imod tiltale i en sag der allerede var rejst inden Steenstrup blev folketingsmedlem og folketinget faktisk var samlet da anken blev indledt men tog ikke stilling hertil.
Bødeforlæg regnes efter praksis ikke som tiltale og efter afltalen af 1973 indhentes samtykke ikke ligesom Folketinget heller ikke skal underrettes herom. Vedtages folketingsmedlemmet ikke bøden vil folketingets samtykke naturligvis være nødvendigt da sagen i så fald skal afsluttes som egentlig straffesag ved domstolene.
Der indhetes ikke (særskildt) samtykke fra Folketinget ved rigretstiltale.
Fængsling af nogen art[redigér | rediger kildetekst]
Beskyttelsen i første led beskytter mod at et medlem af folketinget uden Folketingets samtykke underkastes "fængsel af nogen art". Dette Indtil 1915-grundloven galt beskyttelsen "hæftes for Gjæld, eiheller fængsles" og ændringen i 1915 var ikke begrundet i at man ville indskrænke beskyttelsen, tværtimod. Der er næsten enighed i litteraturen om at anholdelse må være omfattet.
Der er uenighed i den statsretlige litteratur om beskyttelsen omfatter administrativ frihedsberøvelse.
Fersk Gerning[redigér | rediger kildetekst]
Anklagemyndigheden behøver ikke folketingets samtykke hvis fængslingen eller tiltalen skyldes et forhold hvor folketingsmedlemmet er taget på fersk gerning. Denne bestemmelse er meget sjældent brugt. I Kranførersagen[2] var landstingsmand Julius Albert Andersen tiltalt for spirituskørsel. Han havde i beruset tilstand påkørt en Falck kranvogn og var af kranføreren kørt til sygehuset hvor han var blevet afhørt af politiet men ikke anholdt. Andersen påstod tiltalen afvist med henvisning til sin parlamentariske immunitet. Både Esbjerg Købstads ret og Vestre Landsret fandt at han var taget på fersk gerning og afvisningspåstanden blev derfor ikke taget til følge. På dette tidspunkt under besættelsen var Rigsdagen ude af funktion og Landstingets samtykke til tiltale kunne derfor ikke indhentes, hvilket efter 1915-grundloven var påkrævet rigsdagen var "samlet", domstolene tog ikke stilling til om rigsdagen kunne anses for samlet. Sagen er den eneste hvor domstolene har statueret fersk gerning i forhold til grundloven.[3]
Tidligere var det praksis at der indhentedes samtykke selvom der var tale om fersk gerning efter ønske fra Folketingets formand der mente at det tilkom Folketinget at afgøre spørgsmålet, i 1961 blev samtykke i to sager indhentet selvom der ikke var tvivl om at der var tale om fersk gerning[4]. I aftalen fra 1973 er det fastslået at samtykke ikke skal indhentes.
I 1998 blev folketingsmedlem Jette Gottlieb tiltalt for hærværk. Her anlagde Rigsadvokaten en mere restriktiv fortolkning af "fersk gerning" begrebet end Kranførersagens. Rigsadvokaten vurderede at Gottlieb ikke var grebet på fersk gerning, "idet politiet først ankom til gerningsstedet efter, at malingen var påført kantstenene." Det var derfor nødvendigt med folketingets samtykke.[5]
Tidsmæssig udstrækning[redigér | rediger kildetekst]
Et andet spørgsmål er om beskyttelsen også omfatter allerede iværksatte indgreb. I U.1882.1016Ø nævner landsretten det som et tvivlsspørgsmål som der dog ikke tages stilling til. Zahle anfører at samtykke må indhentes[6] Når den pågældende er fængslet til afsoning af en pådømt straf vil spørgsmålet kun opstå såfremt folketinget ikke finder at han har mistet sin valgbarhed.
Andet led: Den parlamentariske ytringsfrihed[redigér | rediger kildetekst]
Ytringer i Folketinget[redigér | rediger kildetekst]
Modsat beskyttelsen i første led gælder den Parlamentariske Ytringsfrihed ethvert ansvart for den pågældende ytring uanset hvornår ansvaret gøres gældende. Den beskytter imod ansvar, hvilket antages at være ethvert ansvar, såvel civil- som strafferetligt. Den præcise afgrænsning af "ytringer i Folketinet" (indtil 1953 "på rigsdagen") giver anledning til tvivl, der er enighed i litteraturen om at der ikke er tale om noget stedligt kriterium, men afgørende er om udtalelsen er som led i ens arbejde som folketingsmedlem, hvilket dog heller ikke har klare grænser.
Det er i teorien antaget at en gentagelse af en ytring fremsat i folketinget udenfor folketinget medfører at gentagelsen kan retsforfølges, mens en simpel bekræftelse eller vedståelse ikke bringer en udenfor beskyttelsen
- I sagen U.1911.368 havde Folketingsmand Peter Sabroe under et andet medlems tale, hvor sidstnævnte havde omtalt Etatsråd Oscar Davidsen, udråbt "Davidsen er en ågerkarl". Davidsen havde anmodet Folketinget om at ophæve Sabroes immunitet. Folketinget Forretningsudvalg fandt ikke at ytringen var fremsat i Folketinget og afgav ikke en indstilling. Davidsen anlagde herefter injuriesag mod Sabroe. Byretten fandt modsat udvalget for forretningsorden at var fremsat i Folketinget og afviste sagen.
- JD.1936.107 Valdemar Thorsen
- I utrykt dom af Københavns Byret af 23. april 1953 (14. afd.) fandt retten at ytringer i et folketingsgruppemøde var beskyttet.[7]
- I utrykt dom af Københavns Byret af 1. september 1965 (14. afd.) havde folketingsmedlem Helge Nielsen i en udtalelse til Aktuelt bekræftet en udtaltelse i Folketinget: "Jeg har ikke drømt om at tilbagetage en stavelse af disse udtalelser ... de mange hundrede lejere vil kunne bekræfte, at mine udtalelser er korrekte". Byretten afviste sagen idet at "et folketingsmedlem uden for tinget på forespørgsel udtaler, at han ikke vel tilbagekalde eller at han står ved sine udtalelser i tinget, når disse i øvrigt ikke gentages, findes ikke at kunne anses for sådan gentagelse" at samtykke var unødvendigt.[8]
- utrykt dom af Københavns Byret af 28. oktober 1983 (afd. b) afvistes et injurie søgsmål ligeledes.
- Ved Retten i Horsens kendelse afsagt d. 28. maj 2004 blev et injurie søgsmål anlagt af Advokat Hans Boserup imod Irene Simonsen (V) admitteret.[9] Irene Simonsen havde på sin hjemmeside skrevet: »Den aktivistiske advokat Hans Boserup vejleder derfor sine klienter til at få ordineret en nervemedicin, som ikke kan skaffes i Kosovo. Det er meget snedigt tænkt af Boserup, for med dette lille kunstgreb gør han det vanskeligt for myndighederne at hjemsende de pågældende. Hans Boserups vejledning er bevidst fidusmageri, som alene foretages for at omgå de danske hjemsendelsesregler.«[10][11]
drages til ansvar[redigér | rediger kildetekst]
Beskyttelsen af den parlamentariske ytringsfrihed i andet led er, modsat beskyttelsen i første led, ikke begrænset til bestemte typer ansvar og beskytter mod såvel straf som erstatningsansvar uanset om det forfølges i civilprocessen eller staffeprocessen. Disciplinæransvar af offentligt ansatte folketingsmedlemmer er formentlig også omfattet.
Afkald[redigér | rediger kildetekst]
Det antages at folketingsmedlemmet ikke kan give afkald på sin immunitet. Forsåvidt andgår ytringer fremsat i folketinget, kan medlemmet de facto give afkald på immuniteten ved at gentage sin ytring uden for folketinget.[12] For så vidt beskyttelsen mod tiltale og fængsling kan et folketingsmedlem helt at nedlægge sit mandat og dermed også immuniteten[13]. Endelig er det forhold at bødeforlæg kan vedtages uden tiltale de facto det samme som at kunne give afkald på immuniteten i sådanne sager.
Samtykke[redigér | rediger kildetekst]
Udvalg
Folketingets samtykkepraksis[redigér | rediger kildetekst]
Som nævnt har Folketinget forskellige praksis for de to led af immuniteten.
Peter Germer anfører dog at der ikke er eksempler på at Folketinget har nægtet samtykke uden at dette var berretiget
Aftalen fra 1973[redigér | rediger kildetekst]
Folketingets Præsidium og Justitsministeriet indgik i 1973 en aftale om behandling af immunitetssager hvori det fastlages:[14]
"At Justitsministeriet fremtidig undlader at forelægge sager om tiltalerejning for Folketinget i tilfælde, hvor det pågældende medlem må anses for "grebet på fersk gerning",
at Justitsministeriet meddeler anklagemyndigheden, at samtlige sager om tiltale mod medlemmer af Folketinget fortsat skal forelægges Justitsministeriet,
at Justitsministeriet underretter Folketinget om rettens afgørelse, når sagen er afsluttet, og at sådan underretning vil blive givet om alle sager, hvor anklagemyndigheden har rejst tiltale mod folketingsmedlemmer, uanset om Folketingets samtykke til tiltalen har været indhentet, samt
at sager om udenretlig bødeforelæg fortsat ikke forelægges Folketinget, og at Folketinget ikke underrettes om sådanne sager."
Samtykkets udstrækning[redigér | rediger kildetekst]
Et samtykke til tiltale indebærer ikke et samtykke til afsoning af en eventuel straf. Det er derimod i retspraksis antaget at samtykke også gælder eventuelle anker.
Det er i teorien antaget og i folketingets praksis fulgt at samtykket, i hvert fald i forhold til første led, alene gælder for den pågældende folketingsperiode således at det nye Folketing må forny samtykket hvis pågældende medlem er genvalgt.[15]
Opfølgning[redigér | rediger kildetekst]
Efter aftalen fra 1973 modtager Folketinget orientering om alle domme i sager mod Folketingsmedlemmer. Hvis medlemmet er blevet idømt en straf skal der tages stilling til om denne medfører at medlemmet har mistet sin valgbarhed jf. grundlovens § 30. Prøvelsen foretages i første omgang af Udvalg til Valgs Prøvelse som afgiver en beretning og hvis de finder at den pågældende har mistet sin valgbarhed en indstilling som der skal stemmes om i plenum.
Liste over folketingsmedlemmer der har fået ophævet deres immunitet[redigér | rediger kildetekst]
| 2015 | Thomas Danielsen (V) for overtrædelse af færdselsloven. Betænkning og Indstilling. Politiet havde først rejst tiltale ved Retten i Roskilde uden at indhente Folketingets samtykke da de ikke havde været opmærksom på at han var medlem af Folketinget. |
| 2010 | Jesper Langballe (O) for racistiske ytringer. Dansk Folkeparti stemte "hverken for eller imod" ophævelsen og Søren Espersen som ordfører under behandlingen at racismeparagraffen "er en såvel latterlig som folkestyreskadelig paragraf, som bør afskaffes hurtigst muligt." Betænkning og Indstilling. Folketingets behandling. |
| 2006 | Lene Espersen (C) for overtrædelse af færdselsloven. Betænkning og Indstilling |
| 2004 | Flemming Oppfeldt (V) for sex med 13-årig dreng. Betænkning og Indstilling (Anholdelse og varetægtsfængsling). |
| 2003 | Peter Brixtofte (V). Betænkning og Indstilling |
| 1998 | Jette Gottlieb (Ø) for hærværk. Betænkning og indstilling |
| 1994 | Karen Jespersen (A) for overtrædelse af færdselsloven. Betænkning og Indstilling |
| 1993 | Grethe Fenger Møller (C) for falsk forklaring for retten i forbindelse med Tamilsagen. Betænkning og indstilling |
| 1989 | Hugo Holm (Z) for vold, falsk anmeldelse, forsikringssvindel og overtrædelse af færdselsloven. Betænkning og Indstilling (straffeloven). Betænkning og Indstilling (færdselsloven). |
| 1988 | Jørgen Tved (P). Tiltale for bagvaskelse af politibetjent. Betænkning og Indstilling |
| 1985 | Anne Grete Holmsgaard (Y), Steen Tinning (Y), Keld Albrechtsen (Y) og Jørgen Lenger (Y). Straffeloven § § 152, stk. 1. (videregivelse af fortrolige oplysninger) ved at videregive rapporter fra monopoltilsynet om henholdsvis kunstgødningsbranchen og varmeisoleringsmaterialeindustrien, selvom industriministeren havde bestemt at de ikke skulle offentliggøres. De fem tiltalte blev straffet med hver 50 dagbøder á 100 kr. (U.1987.53Ø). Udvalg til valgs prøvelse afgjorde efterfølgende at de ikke havde mistet deres valgbarhed (Beretning). |
| 1984 | Bernhard Baunsgaard (B). |
| 1982 | Povl Brøndsted (V). |
| 1982 | Thure Barsøe-Carnfeldt (Z). |
| 1980 | Ole Maisted (Z). |
| 1976 | Hans Buchart Petersen (A). |
| 1975 | Mogens Voigt (Z). |
| 1975 | Erlendur Pattursson (Republikanerne) for overtrædelse af straffeloven. |
| 1974 | Mogens Glistrup (Z) |
| 1974 | Ib Ejnar Andersen (Z). |
| 1973 | Poul Nielson (A). |
| 1972 | Lene Christensen (tidligere Bro) (A). |
| 1972 | Per Gudme (B). |
| 1972 | Hans Jørgen Lembourn (C). |
| 1972 | Knud Østergaard (C). |
| 1972 | Mogens Camre (A). |
| 1972 | A.C. Normann (B) for uagtsom manddrab og uagtsom legemsbeskadigelse. A.C. Normann var skyld i at to døde og tre kom til skade ved en trafikulykke og fik frataget sin parlamentariske immunitet. Efter dommen blev han den 23. november 1972 af et flertal i Folketinget (88-70) fundet uværdig til at sidde i tinget. |
| 1971 | Knud Holm Tved (A). |
| 1969 | Lene Bro (A). |
| 1969 | Bernhard Baunsgaard (B). |
| 1965 | Christian Thomsen (A), landbrugsminister. |
| 1962 | Adolph Sørensen (C). |
| 1961 | Søren Peter Andersen (V). |
| 1962 | Axel Reedtz-Thott (C). |
| 1960 | Poul Hansen (A). |
| 1957 | Thorstein Petersen (Fólkaflokkurin). |
| 1955 | Arne Stæhr Johansen (C). Mistænkt for bedrageri, forsøg på bedrageri og dokumentfalsk i en byggeskandale i forbindelse med byggeriet af højhuset Domus Vista. |
Ændringer i bestemmelsen[redigér | rediger kildetekst]
Gennem tiden fra den første grundlov i 1849 til idag har bestemmelsen og den tilsvarende bestemmelse i de to fællesforfatninger gennemgået en række ændringer. De væsentlige indholdsmæssige ændringer er:
- 1849 grundloven beskyttede mod at et medlem "hæftes for Gjæld, eiheller fængsles", i 1915-grundloven blev dette ændret således at der nu beskyttes mod "fængling af nogen art" ændringen skete for at fastslå at beskyttelsen ikke alene omfattede varetægtsfængsling men også fængling til afsoning.[16]
- Frem til grundloven af 1953 galt beskyttelsen i første led kun mens rigsdagen var samlet, i 1953 grundloven blev ordningen med perioder hvor rigsdagen var samlet og ude af funktion resten af tiden afskaffet således at folketinget i princippet altid er i funktion.
- En tredje ændring består i at tokammersystemet blev afskaffet, under tokammersystemet skulle samtykket indhentes fra det pågældende ting og ikke den samlede rigsdag. Den omvendte ændring skete for så vidt galt rigsrådet med fællesforfatningen af 1863.
En oversigt over de forskellige bestemmelse nedenfor. Ændringer er markeret med fed, rene sproglige ændringer dog med kursiv.
| Grundlov | Indhold |
|---|---|
| 1849[a] | § 61. Saalænge Rigsdagen er samlet, kan ingen Rigsdagsmand uden Samtykke af det Thing, hvortil han hører, hæftes for Gjeld, eiheller fængsles eller tiltales, medmindre han er greben paa fersk Gjerning. For sine Yttringer paa Rigsdagen kan intet af dens Medlemmer uden Thingets Samtykke drages til Ansvar uden for samme. |
| 1855 (Fælles For.) |
§ 44. Saalænge Rigsraadet er samlet, kan intet Medlem uden Rigsraadets Samtykke hæftes for Gjæld, ei heller fængsles eller tiltales, medmindre han er greben paa fersk Gjerning. For sine Yttringer i Rigsraadet kan intet Medlem uden Rigsraadets Samtykke drages til Ansvar udenfor samme. |
| 1863 (Fælles For.) |
§ 31. Saalænge Rigsraadet er samlet, kan intet Medlem uden Samtykke af det Thing, hvortil han hører, hæftes for Gjæld, eiheller fængsles eller tiltales, medmindre han er greben paa fersk Gjerning. For sine Yttringer i Rigsraadet kan intet Medlem uden vedkommende Things Samtykke drages til Ansvar udenfor samme. |
| 1866 | § 57. Saalænge Rigsdagen er samlet, kan ingen Rigsdagsmand uden Samtykke af det Thing, hvortil han hører, hæftes for Gjæld, eiheller fængsles eller tiltales, medmindre han er greben paa fersk Gjerning. For sine Yttringer paa Rigsdagen kan intet af dens Medlemmer uden Thingets Samtykke drages til Ansvar uden for samme. |
| 1915[a] | § 56. Saa længe Rigsdagen er samlet, kan ingen Rigsdagsmand tiltales eller underkastes Fængsling af nogen Art uden Samtykke af det Ting, hvortil han hører, medmindre han er grebet paa fersk Gerning. For sine Ytringer paa Rigsdagen kan intet af dens Medlemmer uden Tingets Samtykke drages til Ansvar udenfor samme. |
| 1939 (forkastet) |
§ 50. Saa længe Rigsdagen er samlet, kan ingen Rigsdagsmand tiltales eller underkastes Fængsling af nogen Art uden Samtykke af det Ting, hvortil han hører, medmindre han er grebet paa fersk Gerning. For sine Ytringer paa Rigsdagen kan intet af dens Medlemmer |
| 1953 | § 57. |
| Noter: a. ↑ Grundlovsændringerne af 1855 og 1920 medførte ingen ændringer i bestemmelsen. | |
Henvisninger[redigér | rediger kildetekst]
- ^ Germer s. 79
- ^ Vestre Landsrets kendelse af 16. maj 1944 i sag nr. Kære IV 977/1944. Trykt i Vestre Landsretstidende Årgang 1944 s. 218 (V.L.T. 1944.218).
Se på wikisource
- ^ Jens Peter Christensen, Jørgen Albæk Jensen og Michael Hansen Jensen. Dansk Statsret 1. udgave, s. 84
- ^ Dethlefsen s.372
- ^ Betænkning og indstilling om Folketingets samtykke i henhold til grundlovens § 57 (Jette Gottlieb). På Retsinfo, Folketingets webarkiv
- ^ Zahle bind 1, s. 192.
- ^ Jf. Dethlefsen s. 376
- ^ Jf. Zahle bind 1, s. 197
- ^ http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-876906
- ^ https://web.archive.org/web/20030416231400/http://www.irenesimonsen.dk/kosovo.php
- ^ http://web.archive.org/web/20080622205049/http://www.weekendavisen.dk/apps/pbcs.dll/article?AID=/20070420/SAMFUND/104200125 Flygtningenes dyre ven Af Hans Mortensen, Weekendavisen. NR. 16, 20. - 26. april 2007
- ^ Dethlefsen s. 177
- ^ Dethlefsen s. 173
- ^ jf. "Præsidiets skrivelse af 10. oktober 1973 til Udvalget for Forretningsorden" som citeret i Dethlefsen s. 373f
- ^ Zahle bind 1, s. 192 og Germer s. 79 med henvisninger.
- ^ Zahle bind 1, s. 191.
Litteratur mv.[redigér | rediger kildetekst]
- Danmarks Riges Grundlov hos retsinformation.dk
- Beretning om Forhandlingerne paa Rigsdagen 1848-1849 sp. 35, 1513, 2281-2282 og 3256.
- Parlamentarisk Immunitet i Salmonsens Konversationsleksikon (2. udgave, 1924), forfattet af Professor Knud Berlin
- Henrik Zahle, Dansk Statsforfatningsret, 3. udg. bind 1, 2001, Christian Ejlers forlag. s. 189-200
- Claus Dethlefsen i Danmarks Riges Grundlov med kommentarer, 2. udgave, DJØF forlag 2006, redigeret af Henrik Zahle. s. 370-377.
- Jens Peter Christensen, Jørgen Albæk Jensen og Michael Hansen Jensen. Dansk Statsret 1. udgave, 2012. s. 83-87
- Peter Germer. Dansk Statsforfatningsret. 5. udgave, 2012. s. 77-81.
- "Den komplette liste over syndere på Christiansborg". TV2 Nyhederne. 19. oktober 2004. Arkiveret fra originalen 11. november 2005.