Radikale Venstre

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg Denne artikel omhandler det nuværende parti Radikale Venstre. Opslagsordet har også anden betydning, se Radikale Venstre (1878).
Radikale Venstre
(Danmarks social-liberale parti)
Radikale logo.svg
Partileder Margrethe Vestager
Partiformand Klaus Frandsen
Næstformand Folketingsgruppen:
Camilla Hersom Rasmus Helveg Petersen
Landsforbundet:
Emil Dyred[1]
Talsmand
Partisekretær
Politisk ordfører
Gruppeformand i Folketinget
Gruppeleder i :
Gruppeleder i
Grundlagt 21. maj 1905
Nedlagt
Partiavis Radikal Politik
Hovedkontor Christiansborg
1240 København K
Antal medlemmer 7.600 (pr. september 2013) [2]
Ungdomsorganisation Radikal Ungdom
Studenterorganisation
Pladser i Folketinget
Pladser i byrådene:
Pladser i regionsrådene:
Pladser i :
Pladser i :
Politisk ideologi Socialliberalisme[3]
Politisk placering Centrum[4][5] til centrum-venstre[6]
Internationalt samarbejdsorgan Liberal International
Nordisk samarbejdsorgan
Europæisk samarbejdsorgan European Liberal Democrat and Reform Party
Partigruppe i Europaparlamentet Alliance of Liberals and Democrats for Europe
Partifarve(r) Magenta og blå
Partibogstav B[7]
Website radikale.dk & radikale.net

Radikale Venstre (Danmarks social-liberale parti) (tidl. Det Radikale Venstre, i pressen oftest blot De Radikale, fork. RV, R eller B) er et socialliberalt dansk politisk parti, der ofte indtager en nøglerolle i Folketinget. Partiets politiske leder har siden 15. juni 2007 været Margrethe Vestager, der er økonomi- og indenrigsminister i regeringen Helle Thorning-Schmidt.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Partiet blev stiftet i Odense 21. maj 1905, hvor 538 delegerede fra en række af Venstres vælgerforeninger vedtog partiets navn, program og vedtægter. Det vedtagne program fik derefter tilslutning af de folketingsmedlemmer, der var blevet ekskluderet af Venstrereformpartiet i januar 1905 på grund af uenigheder om blandt andet forsvarspolitik. Udgangspunktet for Det Radikale Venstre var en konsekvent antimilitarisme, lige og almindelig valgret, forbedring af husmændenes og de dårligst stillede byboeres vilkår og bedre uddannelse til alle. Det liberale fokus på frihedsrettigheder skulle bevares, men staten måtte påtage sig et ansvar som socialt sikkerhedsnet og skabe muligheder for de mindrebemidlede.

Den radikale filosofi taler for at varetage hele samfundets interesser i stedet for at være talerør for bestemte samfundsgrupper som for eksempel arbejdere eller erhvervslivet. Det Radikale Venstre har historisk gået ind for decentralisering med henblik på at styrke borgernes mulighed for at deltage i den demokratiske proces. Partiets holdning til EF/EU var i begyndelsen splittet, men i dag er partiet et af de mest EU-venlige i Folketinget; dog findes der EU-kritiske grupper internt i partiet.

Regeringsdeltagelser[redigér | redigér wikikode]

Partiet har grundet sin politiske position på midten og en overvejende pragmatisk indstilling haft en afgørende rolle i regeringsdannelsen i Danmark i det mest af det 20. århundrede, som "tungen på vægtskålen", der kunne afgøre, om landet skulle have en borgerlig eller socialdemokratisk regering. Med etableringen af VKO-flertallet ved folketingsvalget i 2001 miste De Radikale denne postion og havde i de følgende år ganske lidt inflydelse, men de genvandt deres centrale rolle i dansk politik ved valget i 2011.

Regeringsbærende parti[redigér | redigér wikikode]

De Radikale var dannet som opposition til Venstre, der var datidens klart dominerende parti, og de allierede sig fra starten med Socialdemokratiet mod Venstre. De Radikale dannede regering i 1909-1910 og 1913-1920 med Carl Theodor Zahle som konseilspræsident og Socialdemokratiet som støtteparti. Grunden til, at Socialdemokraterne ikke kom med i regeringerne var, at de var skeptiske overfor at overtage ansvaret for den borgerlige stat. De Radikale gennemførte under Første Verdenskrig en kraftig udbygning af den statlige styring af økonomien med indenrigsminister Ove Rode og finansminister Edvard Brandes som hovedmænd. Mens udenrigsminister Erik Scavenius sikrede Danmark mod at blive besat af Tyskland ved behændige dipomatiske manøvrer. Efter krigen stod partiet fast på, at Danmark ikke skulle indlemme Flensborg, som mange borgerlige og kongehuset ønskede, dette førte til Påskekrisen, hvor ministeriet Zahle blev afskediget af kong Christian 10.. Ved det efterfølgende valg tabte partiet regeringsmagten til Venstre.

Juniorpartner i Thorvald Staunings regeringer[redigér | redigér wikikode]

Ved valget i 1924 fik SR-alliancen igen flertal. Socialdemokratiet blev landets størrste parti og dermed det naturlige statsministerparti, og de Radikale gled ind i rollen som støtteparti. I 1929-1940 var De Radikale med i Staunings SR-reginger med Peter Munch som en markant udenrigsminister. Partiet sikrede en kraftig indskrænkning af hær og flåde, da det ikke mente, at Danmark kunne forsvares militært.

Samarbejdspolitikken[redigér | redigér wikikode]

Under Anden Verdenskrig indgik De Radikale sammen med de tre øvrige gamle partier i en national samlingsregering, først under Thorvald Staunings ledelse, men fra 1942 til 29. august 1943 med tidligere udenrigsminister Erik Scavenius som statsminister. Scavenius stod for en afvisende kurs overfor modstandsbevægelsen og en høj grad af tilpasning til tyske krav og kom efter krigen til at stå som symbolet på samarbejdspolitikken.

NATO-modstand og opbygningen af velfærdsstaten[redigér | redigér wikikode]

De Radikale indtrådte efter krigen i en friere rolle som støtteparti for socialdemokratiske regeringer i 1947-50 og 1953-57. En af årsagerne til at partiet ikke kom i regering i denne periode var, at de gik ind for dansk neutralitet i den kolde krig og var modstandere af Danmarks tilslutning til NATO under 1949. I 1957 indtrådte De Radikale i en flertalsregering med Socialdemokratiet og Retsforbundet (den såkaldte "ABE-regering"), og det fortsatte med at sidde i regering med Socialdemokratiet til 1964-valget.

VKR-regeringen[redigér | redigér wikikode]

Socialdemokratiets venstredrejning og samarbejde med SF i Det Røde Kabinet 1966-67, fik imidlertid De Raadikale ti at skifte side. Efter en valgsejr i 1968 gik partiet med i VKR-regeringen, der sad 1968-71 med den radikale leder Hilmar Baunsgaard som statsminister. Op gennem 1970erne fungerde De Radikale som støtteparti til Anker Jørgensens socialdemokratiske regeringer, hvis økonomiske politik partiet dog i stigende grad fandt uansvarlig. Da Anker Jørgensen gik af i 1982, pegede partiet derfor på den konservative leder Poul Schlüter som statsminster og støttede dennes borgerlige regeringer og deres økonomiske genopretningspolitik op genenm 1980erne samtidig med, at de var en del af det såkaldt alternative sikkerhedspolitiske flertal, der gennemtvang fodnotepolitikken i NATO. Efter valget i 1988 gik De Radikale med i en KVR-regeirng, der sad til 1990.

Ny SR-regering[redigér | redigér wikikode]

Partiet var med til at vælte Poul Schluther på Tamilsagen i 1993 og var 1993-2001 med i Poul Nyrup Rasmussens socialdemokratisk ledede regeringer og var med til at gennemføre flere arbejdsmarkedsreformer og en skattereform.

I opposition[redigér | redigér wikikode]

I 2001 gik partiet til valg på at fortsætte regeringssamarbejdet med Socialdemokraterne og oplevede en fremgang fra syv til ni mandater, men det var ikke nok til at sikre flertallet bag SR-regeringen. Situationen gentog sig ved folketingsvalget i 2005, hvor Radikale Venstre dog oplevede sin største fremgang i nyere tid – fra ni til 17 mandater.

I forbindelse med 2005-valget lykkedes det for De Radikale at tiltrække flere skuffede vælgere fra den socialdemokratiske venstrefløj. Dette var et paradoks, eftersom partiet siden midten af 1990'erne har påtaget sig tiltagende højreorienterede standpunkter på det fordelingspolitiske område. Samfundsforsker Johannes Andersen har forklaret det med, at vælgerne enten ikke har været optaget af den fordelingspolitikken eller at udlændinge-, rets- og uddannelsespolitik bare betyder mere for dem.[8]

Ny kurs – ny leder[redigér | redigér wikikode]

I 2006 udløste flere politiske uenigheder mellem De Radikale og Socialdemokraterne et såkaldt "frihedsbrev" fra Radikale Venstre – hvor partiet gav udtryk for at man ville have en radikalt ledet regering og hverken støtte en regering under Anders Fogh Rasmussen eller Helle Thorning-Schmidt. Der var dog ikke ret stor opbakning til den radikale strategi, der blev kaldt Den anden vej og i løbet af 2006 tabte partiet hastigt tilslutning i meningsmålingerne. Internt var der ikke udelt begejstring for den nye kurs. En gruppe i partiet, anført af Naser Khader, krævede, at partiet vendte tilbage til sin klassiske position på midten, hvor man ikke på forhånd erklærede sin støtte til en socialdemokratisk eller borgerlig regering. Uroen førte til, at Khader sammen med partiets europaparlamentsmedlem Anders Samuelsen forlod partiet og dannede Ny Alliance. Det blev startskuddet til et opgør med den linje partiet – og især Marianne Jelved – havde stået for. Flere kommentatorer opfordrede Jelved til at gå af, og den 15. juni overtog Margrethe Vestager så det politiske lederskab efter at have stået i spidsen for at redefinere partiets politiske kurs. 8. oktober 2008 forlod Simon Emil Ammitzbøll partiet efter uenigheder med Vestager.

Ved folketingsvalget i november 2007 gik partiet tilbage til de mere "normale" 9 mandater, og den parlamentariske situation var uændret, idet Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti stadig kunne mønstre et flertal bag sig i Folketinget.

Radikalt comeback[redigér | redigér wikikode]

Ved folketingsvalget i 2011 fik Radikale Venstre næsten fordoblet sit mandattal sammenlignet med det forrige valg. Partiet fik 17 mandater og blev større end Socialdemokraternes foretrukne regeringspartner, Socialistisk Folkeparti, der et år forinden havde stået til 30 mandater. Efter valget dannede De Radikale regering med Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti. Ifølge medierne lykkedes det i denne sammenhæng partiet at få gennemført det meste af sit program, mens Socialdemokraterne og især SF måtte bøje sig for De Radikale.

Historisk tilslutning[redigér | redigér wikikode]

Kurve over stemmeandel ved folketingsvalg.jpg

Partiet har haft sine vælgermæssige storhedstider i perioden kort efter dannelsen og i slutningen af 1960'erne og starten af 1970'erne.

Største tilslutning hidtil var ved folketingsvalget i 1918 med 21,3% af stemmerne. Siden har partiet typisk haft en tilslutning på 5-10%, men nåede en højdepunkt på 15,0% ved valget i 1968, 14,4% ved valget i 1971 og 11,2% ved valget i 1973 under politisk ledelse af Hilmar Baunsgaard som var statsminister i en regering med Venstre og Det Konservative Folkeparti fra 1968 til 1971.

Et lavpunkt blev nået kort efter denne storhedstid ved valget i 1977 hvor andelen blev på 3,6% stemmerne, nu under politisk ledelse af Svend Haugaard. Kun ved valget i 1990, under politisk ledelse af Niels Helveg Petersen og efter deltagelse i endnu en VKR-regering fra 1988-1990, har partiet med 3,5% opnået lavere tilslutning.

(Bemærk at ved folketingsvalget i 1915 blev der i langt de fleste valgkredse afholdt fredsvalg. Derfor er stemmetallene ikke opgjort, men opgørelsen af stemmeandelen er i stedet baseret på mandatandelen: 31 af 114 mandater).

Partiets opbygning[redigér | redigér wikikode]

Radikale Venstre har en klar adskillelse mellem partiets landsforbund, der ledes af en landsformand, og folketingsgruppen, der ledes af gruppeformanden – også kaldet den politiske leder. Landsformand er Klaus Frandsen, mens Christian Friis Bach er formand for folketingsgruppen.

Partiets ungdomsorganisation er Radikal Ungdom.

Medlemstallet var ca. 30.000 i 1960'erne, og efter at have været nede omkring 5.000 medlemmer i 1980'erne og 1990'erne har partiet i de senere år stabiliseret sig omkring 9.000 medlemmer.

Medlemstal

  • 2013: 7.500
  • 2012: 9.100
  • 2011: 7.800
  • 2010: 7.300
  • 2009: 7.600
  • 2008: 7.900
  • 2007: 8.500
  • 2006: 9.500
  • 2005: 9.500
  • 2004: 9.000
  • 2003: 7.600
  • 2002: 7.500
  • 2001: 6.700

Økonomi[redigér | redigér wikikode]

Frivillige bidrag[redigér | redigér wikikode]

Radikale Venstre har i sit 2010-regnskab[9] opgivet at have modtaget bidrag for over 20.000 kroner fra:

Statsministre[redigér | redigér wikikode]

  • Carl Theodor Zahle, Statsminister 1909-1910 og 1913-1920, Justitsminister 1929-1935
  • Erik Scavenius, Statsminister 1942-1945 (I praksis dog kun til d. 29. august 1943), Udenrigsminister 1909-1910, 1913-1920 og 1940-45.
  • Hilmar Baunsgaard, Statsminister 1968-1971, Handelsminister 1961-1964

Andre ministerposter[redigér | redigér wikikode]

Partiledere[redigér | redigér wikikode]

Landsformænd[redigér | redigér wikikode]

Formænd for Folketingsgruppen[redigér | redigér wikikode]

Nuværende medlemmer af Folketinget[redigér | redigér wikikode]

Valgresultater[redigér | redigér wikikode]

Folketingsvalg siden 1906[redigér | redigér wikikode]

Folketingsvalg Stemmer Procent Mandater
1906 41.460 13,7 % 11
1909 60.261 18,8 % 18
1910 66.734 19,1 % 20
1913 67.903 18,7 % 31
1915 31
1918 195.159 21,3 % 32
26. april 1920 123.877 12,0 % 17
6. juli 1920 111.055 11,6 % 16
21. september 1920 147.120 12,1 % 18
1924 166.476 13,0 % 20
1926 150.931 11,3 % 16
1929 151.746 10,7 % 16
1932 145.221 9,4 % 14
1935 151.247 9,2 % 14
1939 161.834 9,5 % 14
1943 175.179 8,7 % 13
1945 167.073 8,2 % 11
1947 144.246 7,1 % 10
1950 167.969 8,2 % 12
21. april 1953 178,942 8,6 % 13
22. september 1953 169.295 7,8 % 14
1957 179.822 7,8 % 14
1960 140.979 5,8 % 11
1964 139.702 5,3 % 10
1966 203,858 7,3 % 13
1968 427.304 15,0 % 27
1971 413.620 14,4 % 27
1973 343.717 11,2 % 20
1975 216.553 7,1 % 13
1977 113.330 3,6 % 6
1979 172.365 5,4 % 10
1981 160.053 5,1 % 9
1984 184.642 5,5 % 10
1987 209.086 6,2 % 11
1988 185.707 5,6 % 10
1990 114.888 3,5 % 7
1994 152.701 4,6 % 8
1998 131.254 3,9 % 7
2001 179.023 5,2 % 9
2005 308.212 9,2 % 17
2007 177.161 5,1 % 9
2011 336.698 9,5 % 17

Se også[redigér | redigér wikikode]

Kilder og eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]