Cornelis Vreeswijk

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Cornelis Vreeswijk, Fred Åkerström og Gösta "Skipperen" Cervin til VietnamdemonstrationHötorget i Stockholm den 28. august 1965

Cornelis Vreeswijk (8. august 1937 i IJmuiden, Nederlandene12. november 1987 i Stockholm) var en nederlandsk-svensk trubadur, komponist og digter.

Cornelis Vreeswijk var inspireret af både den franske chanson, jazzen og den amerikanske blues, som han formåede at kombinere med den svenske visetradition iblandet litterære impulser fra forfattere som Gunnar Ekelöf og Aksel Sandemose. Det udløste en enorm produktion af sange og viser. Senere blev han også påvirket af den latinamerikanske samba i forbindelse med en filmoptagelse i Brasilien.

Cornelis Vreeswijk var i Sverige en særdeles folkekær visesanger og anses sammen med Carl Michael Bellman og Evert Taube, som han begge fortolkede, som en svensk nationalskjald; uagtet at han aldrig blev svensk statsborger. I lighed med mange andre nederlændere flyttede hans forældre til Sverige efter 2. verdenskrig og bosatte sig i 1950 på Ekerö med deres børn.

Cornelis' tidlige kærlighed til den svenske poesi gjorde, at han hurtigt lærte det svenske sprog, og han forlod den svenske folkeskole med gode karakterer. Han studerede ved Socialhögskolan i Stockholm for at blive journalist og begyndte samtidigt at optræde som visesanger. Han blev hurtigt populær blandt bohemer og intellektuelle i Stockholm.

Han blev bemærket af den svenske visesanger og bellmanfortolker Fred Åkerström, der kontaktede producenten Anders Burman for at indspille en plade med Cornelis' viser. Da Anders Burman hørte Cornelis synge, besluttede han at indspille pladen med Cornelis selv. I 1964 kunne Cornelis Vreeswijk udgive sin første plade, Ballader och oförskämdheter, og året efter drog han på sverigesturné med Fred Åkerström og sangerinden Ann-Louise Hanson.

I den brede offentlighed blev han mest kendt for sine oversættelser af viserne I natt jag drömde, Brev från kolonien og den småsjofle vise om Hönan Agda – hvilken han ifølge eget udsagn blev meget træt af. Han opnåede også anerkendelse for sin medvirken i den svenske udgave af Jesus Christ Superstar, hvor han spillede Pontius Pilatus, og som Tevye i Spillemand på en tagryg. Han udgav også digtsamlinger og medvirkede i flere film bl.a. Rännstensungar fra 1974, hvor han spillede den flinke Farbror Fahlén, der tager sig af en lam pige.

Som Bellman og Taube havde han et persongalleri, der gik igen i hans viser. Der var bl.a. Ann-Katarin, Frederik Åkare og Polaren Pär, som han brugte til at udtrykke et solidaritet med de utilpassede ved en blanding af slang og det mere formelle svenske sprog; alt i et personligt udtryk.

Det var ikke alle, der værdsatte hans ligefremme og personlige stil, og flere af hans sange var i dele af 1960'erne og 1970'erne bandlyste i Sveriges Radio. Men hans popularitet var ikke til at tage fejl af, og flere af hans shows og optrædener blev vist på svensk tv, og i 1986 lavede Agneta Brunius en dokumentarfilm, Balladen om den flygande holländaren. Cornelis Vreeswijk forsøgte sig også med en karriere i sit fødeland, men slog aldrig rigtigt igennem. Nederlænderne fandt ham lidt gammeldags, og hans lange ophold i Sverige havde gjort hans nederlandske sprog lidt rustent og ude af trit med det nederlandske, der taltes i 1970'erne og 1980'erne. Han opnåede dog en vis opmærksomhed med singlerne Veronica og De nozem en de non.

Cornelis Vreeswijk levede til fulde op til billedet af et kunstnergeni, der brændte sit lys i begge ender. Hans personlighed gemte en mørk side, der kom til udtryk i skatteunddragelse, værtshusslagsmål og misbrug af euforiserende stoffer – men som trubadur var han, og er stadig en af de største i Sverige.

Cornelis Vreeswijks grav ved Katarina kyrkogård i Stockholm

I 1987 fik Cornelis Vreeswijk Nils Ferlin-Sällskapets trubadurpris. Senere samme år døde han af leverkræft på Södersjukhuset i Stockholm. Cornelis Vreeswijk blev begravet på Katarina kyrkogård i Stockholm.

Efter hans død er hans popularitet stadig intakt, ligefrem stigende, og hans plader sælges stadig i store oplag i Sverige. Den royalty hans pladesalg indbringer, tilfalder en fond, der forvaltes af Cornelissälskapet, der hvert år siden 1988 har uddelt Cornelis Vreeswijk-stipendiatet til en svensk sanger, der har udmærket sig. Blandt modtagerne af stipendiet er så meriterede kunstnere som Monica Zetterlund, Olle Adolphson, Sven-Bertil Taube, Mikael Wiehe og hans egen søn Jack Vreeswijk, der har løftet arven efter sin far.

Der er skrevet flere biografier om Cornelis Vreeswijk, hvoraf den mest omfattende er Oscar Hedlunds Cornelis: scener ur en ävertyrares liv fra 2000. Her omtales bl.a. den kvinde, der var forbillede til figuren Ann-Katarin. En veninde til Cornelis, der døde af stofmisbrug.

Cornelis Vreeswijk var gift tre gange, og havde fra sit første ægteskab sønnen Jack Vreeswijk.

Diskografi[redigér | redigér wikikode]

  • 1964Ballader och oförskämdheter
  • 1965Cornelis live
  • 1965Visor och oförskämdheter
  • 1965Ballader och Grimascher
  • 1966Grimascher och telegram
  • 1968Tio vackra visor och personliga person
  • 1969Cornelis sjunger Taube
  • 1970Poem, ballader och lite blues
  • 1971Spring mot Ulla, spring! Cornelis sjunger Bellman
  • 1972Cornelis live!
  • 1972Visor, svarta och röda
  • 1973Istället för vykort
  • 1973Linnéas fina visor
  • 1974Getinghonung
  • 1976Narrgnistor och transkriptioner
  • 1977Movitz! Movitz!
  • 1978Cornelis sjunger Victor Jara
  • 1978Narrgnistor 2, En halv böj blues och andra ballader
  • 1978Felicias svenska suite
  • 1979Vildhallon
  • 1979Cornelis – Live. Montmartre-Köpenhamn Vol 1
  • 1979Cornelis – Live. Montmartre-Köpenhamn Vol 2
  • 1979Cornelis – Live. Montmatre-Köpenhamn
  • 1979Jazz incorporated
  • 1980Bananer – bland annat
  • 1980En spjutkastares visor
  • 1981Alla har vi varit små – Cornelis sjunger Povel/1
  • 1981The gräsänkling blues – Cornelis sjunger Povel/2
  • 1981Turistens klagan
  • 1981Hommager och Pamfletter
  • 1981Cornelis sjunger Povel
  • 1985Cornelis Bästa
  • 1985Mannen som älskade träd
  • 1986I elfte timmen
  • 1987Till Fatumeh, rapport från de osaligas ängder

Efter hans død er udkommet:

  • 1994 Mäster Cees Memoarer vol. 1-5
  • 1995 Cornelis på Mosebacke

I Nederlandene udgav han:

  • 1972Cornelis Vreeswijk
  • 1973Leven en laten leven
  • 1974Liedjes voor de Pijpendraaier en mijn Zoetelief
  • 1976Foto's en een souvenir: Vreeswijk zingt Croce
  • 1977Het recht om in vrede te leven
  • 1978Het beste van Cornelis Vreeswijk
  • 1982Ballades van de gewapende bedelaar

Bibliografi[redigér | redigér wikikode]

  • 1970En handfull gräs
  • 1974I stället för vykort
  • 1978Felicias svenska suite
  • 1987Till Fatumeh

Efter hans død er udkommet:

  • 1988Sånger, redigeret af Jan-Erik Vold
  • 1989Dikter, redigeret af Jan-Erik Vold
  • 1990Osjungna sånger
  • 2000Skrifter, redigeret af Jan-Erik Vold
    • I. Samlade sånger
    • II. Enskilda sånger
    • III. Dikter Prosa Tolkningar

Følgende bøger om Cornelis Vreeswijk er udkommet:

  • 1989 – Rolf Fridholm, Polarn Cornelis
  • 1991 – Klas Widén, Cornelis Vreeswijk: En förteckning över hans produktion med kort biografi
  • 1996 – Ulf Carlsson, Cornelis Vreeswijk: Artist-vispoet-lyriker
  • 1996 – Rolf Fridholm, Medborgare! En vänbok om Cornelis
  • 2000 – Oscar Hedlund, Scener ur en äventyrares liv
  • 2006 – Klas Gustafson, ett bluesliv

Filmografi[redigér | redigér wikikode]

  • 1965Hej du glada sommar!!!
  • 1965Salta gubbar och sextanter
  • 1967Drra på – kul grej på väg till Götet
  • 1968Svarta palmkronor
  • 1970Kyrkoherden
  • 1971Niklas och Figuren
  • 1974Rännstensungar
  • 1978Marjol och Cornelis på cirkus (tv-produktion)
  • 1982Ingenjör Andrées luftfärd

Eksterne link og kildehenvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: