Den romerske skole

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Den romerske skole betegner opdragelsen af børn og unge i antikkens Rom. Opdragelsen afhang af familiens sociale position og økonomiske placering i samfundet. De rige familiers børn fik den bedste uddannelse, mens mange børn fra fattige familier slet ikke lærte at læse. I antikkens Rom var mange voksne fra de lavere sociale lag derfor analfabeter.

Indholdsfortegnelse 1 Barndommen 2 Ungdommen 2.1 Mændene 2.2 Kvinderne 3 Noter 4 Litteratur

[redigér] Barndommen

Spædbørnsdødeligheden i datidens Rom var stor, og Plinius den Ældre nævner, at man først anså de nyfødte for livsduelige når de var syv måneder gamle.^[1] Det var almindeligt for de bedre stillede familier at have en amme til de nyfødte børn. Senere overtog en huslærer børneopdragelsen. Læreren var ofte en slave eller frigiven person (kaldet paedagogus) og helst fra grækenland, da både græsk og latin indgik i den almene undervisning.

Det var normalt at både piger og drenge lærte at skrive, læse og regne. Undervisningen forgik oftest i hjemmet men kunne også finde sted i det offentlige rum f.eks. på de forskellige fora. Grifler og skrivetavler af voks (kaldet cera) blev brugt til undervisningen. Når børne var omkring elleve år begyndte de at læse de græske klassiske tekster som f.eks. Homers Iliaden eller Odysseen og (efter år 19 f.kr.) Vergils Æneiden. Yderligere lærte børnene fag som historie, filosofi, astronomi og geografi. De dårligere stillede børn fik som regel ingen undervisning men måtte hjælpe familien med at tjene penge. Især på landet var undervisningen mangelfuld.

Undervisningsmetoderne var ofte strenge. Quintilian (fra ca. 30 e.kr.) var en af de første til at ændre datidens tankegang omkring opdragelsen. Hans teori gik ud på at omsorg overfor børnene frembragte bedre resultater. Han kritiserede også lærerne for at være for dårligt uddannede og forklarede at brutaliteten i undervisningen skyldtes deres manglende viden. Eleven bør roses, så personen kommer til at holde af undervisningen. Det er ifølge Quintilian vigtigt, at eleven selv er entusiastisk omkring undervisningen. For at opnå det er det nødvendigt med pauser i undervisningen, som skal bruges på leg og hvile. Til slut fraråder Quintilian at man bruger vold som afstraffelse overfor eleven.

[redigér] Ungdommen

[redigér] Mændene

Overgangen fra barndom til ungdom var markeret ved en religiøs fest kaldet Liberaliafesten, der fandt sted omkring d. 17. marts. Overgangen blev vist ved, at de unge mænd tog deres mandstoga på kaldet en toga virilis. Overgangen skete i alderen 16-17 år, og derefter var den unge mand en romersk borger. Som ung romersk borger var det vigtigt at træde i karakter og leve op til sin families forventninger og opretholde slægtens ære. Unge mænd fra den romerske elite kunne tage videregående uddannelser f.eks retorik og jura, som de kunne bruge til at markere sig i samfundet. De kunne f.eks. vinde en retssag mod en af familiens fjender, og til dette formål var et grundigt kendskab til jura og retorik altafgørende.

Unge mænd fra andre sociale lag i samfundet vis familie ikke ejede jord kunne melde sig til hæren og forvente at bruge de næste 20 år som soldat.

[redigér] Kvinderne

Unge kvinder blev primært brugt til at skabe alliancer mellem forskellige familier via ægteskab. Først og fremmest skulle kvinder sikre slægtens videreførsel ved børnefødsler. De var næsten altid underlagt en mands autoritet enten deres ægtemands eller faderens.

Kvinderne var dog ikke altid uselvstændige og der er flere eksempler på kvindelige jordejere og kvinder, der opnår skilsmisse. Nogle historiske eksempler viser, at de romerske kvinder har været i stand til at intrigere på lige fod med mændene. Ifølge visse mandlige romerske forfattere hænger kvinder og giftmord også uløseligt sammen.

[redigér] Noter

[redigér] Litteratur

• Susanne Wiliam Rasmussen: Politikens bog om Romerne. Politikens Forlag (2006)