Diskussion:Arne Herløv Petersen/præ-AHP-version

{{POV}} Arne Herløv Petersen (født 14. marts 1943 i København^[1]) er en dansk forfatter og oversætter, bosiddende på Langeland^[2] lidt syd for Humble^[3]. Herløv Petersen er kendt for at skrive romaner om tidstypiske livsværdier ofte i en humorisk facon.^[4] Han har arbejdet som journalist ved Aktuelt og Ritzaus Bureau^[3], og som redaktør af Studenterbladet 1963-65. Han er også kendt for sit tilhørsforhold på den venstrefløjen i dansk politik og har blandt andet været medlem af Venstresocialisterne (VS)^[5]. Han fik sin studentereksamen i Milwaukee i Wisconsin i 1962 og i 1971 blev han cand. phil. i historie^[3], med speciale om Emil Wiinblad og Social-Demokraten 1881-1911^[6], materiale herfra er i omarbejdet form udgivet som artikelsamlingen Fra den forkerte verden (2004).

Allerede i 1954 i en alder af 11 år blev Arne Herløv Petersen ansat Social-Demokratens børneside. Han fik som 11-årig sin debut i 1958 i antologien Unge meninger om Vi Mennesker, og sin selvstændige debut i 1962 med Digte.^[3] Hans romandebut fulgte i 1963 med Morgensol og glasskår og har i dag udgivet over 42 bøger^[6]. Et af Herløv Petersens store gennembrud var med roman Imod fremtids fjerne mål, som han udgav i 1975^[4]. Med denne bog fik god Arne Herløv Petersen bedre kritik end for sine forrige bøger^[5] og bogen er også kaldt hans hovedværk^[7]. Imod fremtids fjerne mål var den roman, der lå til grund for at Herløv Petersen fik Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat^[5]. Han har i nogle tilfælde brugt hans pseudonymet, som er Sixtus Holm ved udgivelsen af nogle af hans bøger^[8].

Arne Herløv Petersen har udgivet omkring 500 oversættelser^[2], hovedsagelig af amerikansk litteratur. Han oversætter fra seks forskellige sprog, nemlig engelsk, tysk, svensk, norsk, fransk og kinesisk^[9]. Han begyndte at oversætte i 1963^[3] og har blandt andre oversat Jack Kerouac^[6], Thomas Pynchon^[6], Kurt Vonnegut, Philip Roth^[6], Norman Mailer, Douglas Coupland, Richard Ford, James Lee Burke og James Ellroy. Desuden mange oversættelser af science fiction, blandt andre Ray Bradbury, Isaac Asimov, Arthur C. Clarke, J.G. Ballard, men han har desuden også skrevet flere bøger indefor netop denne genre^[10]. Dertil kommer oversættelser af lyrik, blandt andre gendigtninger af kinesiske kortdigte, oversættelser af James Joyce^[4], Edgar Allan Poe, Lewis Carroll, Edward Lear, Jean-Joseph Rabearivelo og Kobayashi Issa. Arne Herløv Petersen har selv udtalt at han holde meget af at oversætte digte selvom disse er svære at oversætte og ikke giver mange penge at oversætte. Han holde især af at oversætte kinesiske digte og digte af Jean-Joseph Rabearivelo^[11].

Arne Herløv Petersen har gennem tiden modtaget adskillelige legater, bl.a. fra Statens Kunstfond, Dansk Litteraturinformationscenter og Litteraturrådet.^[9] Han fortæller selv at de to gange han har modtaget et arbejdslegat fra Statens Kunstfond, at han har modtaget det mindst mulige beløb, der gives pga. han ikke er fundet værdig i det gode selskab.^[12]

Arne Herløv Petersen er en meget berejst mand.^[11] Han har blandt andet været på tre jordomrejsningerne i årene 1965 til 1968, 1978 og fra 1990 til 1991. Derudover har han besøgt mange andre lande i perioden fra 1972 til 2001.^[3] I 1974 tog han på en tur til Armenien, som journalist for at finde ud af mere om socialismen i landet. Turen ligger til grund for rejsebogen Gylden oktober, som udkom i 1977^[13]. I bogen kritiksere Arne Herløv Petersen Sovjetorionen for ikke at være marxistisk nok.^[5]

Spionage[rediger kildetekst]

I november 1981 under den kolde krig blev Arne Herløv Petersen anholdt sammen med sin daværende kone Inger Gorm Knudsen tiltalt ifølge straffeloven paragraf 108, som også kaldes den milde spionparagraf. I følge anklagemyndigheden havde Arne Herløv Petersen samlet underskrifter og annonceret mod atomvåbenfri zone i Norden på opførtning fra KGB og modtaget betaling for dette. Han havde desuden mødtes med sovjetiske diplomater, som viste sig at være medlemmer af KGB og videregivet oplysninger om den danske venstrefløj til den sovjetiske ambassade, samt fået tilsavn om at kunne blive evakueret til Sovjetunionen i tilfælde af truende krig. Anklagemyndigheden mente også at han havde skrevet kritiserende om den britiske premierminister Margaret Thatcher, med tekst leveret fra den russiske ambassade.^[5]^[14]

Forud for anholdelse havde PET siden 1979 aflyttet Arne Herløv Petersens telefon og det var i høj grad på disse samtaler at sagen blev ført. Han havde i perioden fra 1972 til 1981 mødtes med sovjetiske diplomater fra den sovjetiske ambassade. Anklagemyndigheden mente at han udleverede oplysninger om danske interesser, mens den anklagede selv hævede at han bare diskuterede med disse diplomater.^[5]^[14]

Efter at have siddet tre dage i varetægtsfængsel og været i retten 2 gange blev Arne Herløv Petersen løsladt. Et halvt år efter i april 1982 gav den daværende justitsminister Ole Espersen tiltalefrafald, hvilket vil sige at justitsministeren anså den tiltalte for skyldig, men valgte ikke at rejse tiltale. På denne måde blev Arne Herløv Petersen erklæret skyldig i spionage uden at hans sag havde været for en dommer^[6]. Det er dette der har gjort at sagen senere er blevet omtalt, som danmarkshistoriens mest besynderlige spionaffære af Politiken.^[5]^[14]

Arne Herløv Petersen føler at han på grund af denne sag har fået en tatovering af sjælen^[6] og har yderligere udtalt at han aldrig bliver renset. Han ville gerne have haft at sagen var kommet for en retten, idet han mener han er uskyldig i anklagerne.^[14] Sagen har også haft konsekenser for Arne Herløv Petersen idet den har skadet hans omdømme. Han er blevet sortlistet fra forlag og han har mistet læsere pga. sagen.^[12] Allerede i 1983 udgav Herløv Petersen Spionsigtet hvori han forklarede hans udlægning af sagen^[4].

Den daværende Justitsminister valgte at give Arne Herløv Petersen tiltalefald var det fordi han ikke mente at Arne havde skadet danske interesser og der på den måde ikke var nok bevis til en fængsling. Ole Espersen valgte dog ikke at lade tiltalen frafalde helt, da han stadig mente at Arne var skyldig i anklagerne^[6]. Dette gjorde han af to årsager. For det første mente han ikke at borgere skulle fængsles og tiltales uden grund og for det andet var det vigtigt for ham at få vist at PETs arbejde var nyttigt.^[14]

Professor Bent Jensen, som er en af de skrappeste kritikere af Arne Herløv Petersen, mener der er en helt anden årsag til at den daværende justitsminister valgte at lade tiltale frafalde. Et af anklagepunkterne var at Arne Herløv Petersen skulle have modtaget betaling for at annoncere om et atomfrit Norden. Et atomfrit Norden blev den daværende justitsministers parti socialdemokratiets politik kort efter og Bent Jensen mener derfor at justitsministeren valgte at lade tiltalen frafalde da man ikke kunne fængsle en person for noget og derefter gøre det til ens politik.^[14]

Arne Herløv Petersen har siden 1998 forsøgt at få agtindsigt i de aflytninger og papirer der lå til baggrund for sin anholdelse. I 2007 fik han to konkrete dokumenter, som efter hans egne udtalelser kun var årsrapporter, indeholdende overordnede vurderinger og ikke hvad disse vurderinger bygger på.^[15]^[16]