Feminisme

Redigér links
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 7. jun. 2015, 20:42 af 83.94.201.138 (diskussion) 83.94.201.138 (diskussion) (Hun er ikke feminist... Scroll op og se definitionen på feminisme og derefter læs Scum manifest... Hvis du ikke kan se hvorfor Solanas ikke bør være på denne side, er du en idiot.)
Symbol for Feminismen

Feminismen er en samling af bevægelser og ideologier, der kæmper for kvinders økonomiske, sociale og politiske rettigheder.

Det omfatter f.eks. kampen for lige muligheder for alle mennesker i uddannelse og på arbejdsmarkedet.

En feminist advokerer for eller støtter kvinders rettigheder og ligestilling som menneske, ved at nedbryde det nuværende patriarkalske samfund.

Bevægelsen kan spores tilbage til 1700-tallet, og feminismen har siden eksisteret i en lang række former.

Ordet feminist var oprindelig et nedsættende udtryk om kvinder, der ikke tilpassede sig de gældende kønsnormer (antonym: maskulist).[1] Navnet blev brugt af kvindebevægelsen ved den internationale kvindekonference i Paris i 1892[2].

Siden oplysningstidens frihedstanker og den franske revolution er feminismen vokset til en betydningsfuld intellektuel og politisk kraft.

Feminisme er ligestillingen mellem køn, der ligger sig, mellem den patriarkalske samfund og den Matriarkate samfund.

Feminisme er ønske om ligestilling mellem mennesker.

Historie

Feminister opererer med tre bølger (waves):

  • Den første betegner perioden fra 1800 til første del af det tyvende århundrede og er især rodfæstet i USA og i Storbritannien. Bevægelsen arbejdede især for stemmeret til kvinder, kvinders adgang til ejendomsret og til kontraktuel, individuel frihed, når de indgik ægteskab. Således at de to parter i et ægteskab havde lige rettigheder og kvinden ikke juridisk var mandens ejendom.
  • Den anden fra først i 1960'erne til ca. 1990. Til forskel fra første bølge, der er meget politisk og juridisk orienteret, inddrager den anden i højere grad sociale og kulturelle uligheder. En af hovedfigurerne Carol Hanisch lancerede sloganet "Det personlige er politisk", som anden bølges teori om, at der ikke kan skelnes skarpt mellem den enkeltes privatliv og de generelle politiske rettigheder.
  • Tredje bølge fra først i 1980'erne og overlapper den anden. Tredje bølge udfordrer den "essentielle" entydige og universelle definition på det kvindelige, som de beskylder tidligere feminister for at have. Den lægger vægt på at inddrage aspekter som klasse, social status og magtrelationer. Nogle af de mest kendte er forfatterne Jennifer Baumgardner og Amy Richards, der sammen har udformet Manifesta et skrift der definerer tredje bølge ideologisk.

Før Den Franske Revolution

Kvindens myndighed var tillagt faderen eller ægtemanden, kvinden blev altså betragtet som umyndig. De havde hverken personlig myndighed, ret til at eje penge eller ejendomsret. Kun hvis en kvinde blev enke, fik hun personlige rettigheder. Kvinden var nærmest tvunget til at indgå et ægteskab, fordi de fleste erhverv var lukkede for kvinder. De eneste jobs kvinden kunne få, var lave på den sociale rangstige, som f.eks. tjenestepige. Når en kvinde blev gift, var hendes plads i hjemmet, hvor hun skulle tage sig af børn og husholdning. Det fik hun ingen penge for, og hvis hun manglede midler til husholdning, skulle hun spørge manden om lov. På den måde havde manden den højeste magt i hjemmet.[3]

Frem til Den Franske Revolution havde man ikke stemmeret, og kun de højtstående blandt mænd havde en vis politisk indflydelse. I stedet var det kongerne i de forskellige lande, der havde den altdominerende magt. Førend kvindeoprøret satte i gang, var det således mandens rettigheder, der var på dagsordenen.[3]

Den Franske Revolution

Det første internationale kvinde-oprør kom med den franske revolution. Omvæltningerne i 1789 af den franske samfundsform skete under slagordene “frihed, lighed og broderskab”. Kongen blev fravristet sin enevældige magtposition, og i stedet indførtes en mere demokratisk styreform med folkevalgte repræsentanter, sådan som vi kender det i dag. Det betød, at hierarkiet i samfundet blev opblødt. Revolutionen smittede også de vestlige lande, og ”menneskerettigheder” blev indført. I dag ville disse ”menneskerettigheder” blive opfattet snævre: de gjaldt kun for mænd uden anden etnisk baggrund, som havde selvstændig husholdning og en vis indkomst. Disse ”menneskerettigheder” indeholdt kun rettigheder som stemmeret og lige ret til alle høje embeder. At kvinder således var udelukket hvilket fik flere kvinde til at protestere og kræve at få en del af de vundne rettigheder, derfor kan man sige, at den moderne feminisme har rødder tilbage i Den Franske Revolution.[3]

I Frankrig offentliggjorde den franske forfatter Olympe de Gourges en erklæring om kvindens og borgerens rettigheder, som reaktion på kvindernes udelukkelse i det nye borgerskab. Kravet om kvinders stemmeret ansås for så kontroversielt, at Olympe de Gourges blev dødsdømt og henrettet i 1793.[3]

I USA kom protesterne ikke så prompte, men til gengæld kom de samlet. I 1848 indkaldte to kvinder, Elisabeth Cady Stanton og Lucretia Mott, til konvent i Seneca Fall, og her blev i enighed skrevet under på, at kvinder skulle have valgret. Konventet medførte dog en voldsom reaktion, og flere kvinder trak således efterfølgende deres underskrifter på dokumentet tilbage.[3]

Den moderne feminisme

Demonstration for stemmeret, New York City 1912

Feminisme i Danmark

I 1889 blev Kvindevalgretsforeningen stiftet. Som navnet antyder, var deres hovedmål at skaffe valgret til kvinderne. Foreningen lukkede i 1898. Dansk Kvindesamfund overtog dens 200 medlemmer og kassebeholdningen på 150 kroner. [3]

Gennem 1890’erne blev der fremsat mange forslag til kvindernes valgret (til kommunalvalg), men de blev alle afvist. Først i 1901, hvor valgloven ændrede sig, så at det ikke længere var kongen, der udpegede regeringen med folketingets parlamentariske flertal, blev det muligt at indføre nye reformer:

  • I 1903 fik kvinderne for første gang ret til såvel at stemme som til at kandidere, nemlig til de nyoprettede menighedsråd. Stemmeretten gjaldt for alle over 25.
  • I 1905 fik kvinder adgang til værgeråd, der varetog det sociale arbejde med børn og unge.
  • I 1907 fik kvinderne adgang til bistandshjælp.[3]

I teorien havde kvinder faktisk relativt høje rettigheder i samfundet (per lov):

  • Formelt havde kvinder fået adgang til universiteterne i 1875 og adgang til at få overordnede stillinger, men det betød jo ikke per automatik, at de blev ansatte.
  • Formelt havde ugifte kvinder fået ret til at hæve egen løn og selv administrere den via lov i 1880, mens gifte kvinder fik økonomisk råderet i 1899. Men det fik de jo ikke en formue af.
  • Formelt havde kvinder fået lov til at stille op til valg, men det betød jo hverken, at de kom på stemmelisterne, eller at de blev valgt. Ved det følgende valg i 1918 blev fire kvinder valgt ind i Folketinget (en fra hvert parti), hvilket svarede til 2,9 % af pladserne.

Der var dog endnu lang vej mod decideret politisk valgret. For at støtte de danske kvinders valgretskamp blev det arrangeret, at København skulle være vært ved International Woman Suffrage Alliance’s kongres i 1906. Dette gav håb og kampånd. Dansk Kvindesamfund tilføjede da også politisk ligestilling på programmet, hvilket gjorde, at medlemstallet eskalerede voldsomt.[3]

Håbet blev desto mere forstærket, da den nye kommunelov i 1908 endelig gav kvinder valgret til kommunalvalget.[3]

I 1909 var der ligeledes valg til Rigsdagen, og her demonstrerede kvinder ved at klæbe plakater op i valglokalerne med udsagn som: “Der er ikke almindelig valgret i Danmark, når kvinderne er uden politisk indflydelse”.[4]

Resultatet af de mange års kampe kom den 22. april 1915. Grundloven blev ændret, og kvinder og tjenestefolk blev en del af vælgerkorpset. 29 år var da gået, fra det første forslag om kvindevalgret blev fremsat, til kvinderne endelig blev en del af den officielle politiske dagsorden. Kvindeorganisationerne kvitterede med et stort demonstrationstog gennem København.[3]

Rødstrømperne

Selvom kvinderne nu havde flere rettigheder i samfundet end før, var det helt op i 60’erne forsat kvinderne, der passede børnene (hovedsageligt).

I den vestlige verden opstod den socialistiske bevægelse kaldet ”rødstrømperne”. De tog afstand fra og gjorde oprør mod kapitalisme, racisme, sexisme, etnicitet og krig. Definitionen på en rødstrømpe var en socialistisk kvinde, men i dag bliver de mere opfattet som feminister, skønt det kun var et af deres mål. Eksempler på rødstrømper, som stadigvæk er politisk aktive og derfor kendte i offentligheden, er Lone Dybkjær fra Det Radikale Venstre, forfatter Drude Dahlerup og journalist på Information Karen Syberg. Rødstrømperne havde ingen hierarkisk struktur eller leder, de bestod af mindre grupper med 4-6 kvinder i.[3]

Rødstrømperne ønskede/krævede:

  • 30 timers arbejdsuge for alle fordelt på fem dage.
  • Gode og billige daginstitutionspladser til alle.
  • Et halvt års barselsorlov til kvinder og barselsorlov til mænd.
  • Kønskvotering, så der kommer 50 % kvinder i alle besluttende organer.
  • Reel ligeløn.

[3]

Postfeminisme

Postfeminismen er en reaktion mod nogle af de fejltagelser og udeladelser yngre feminister i 1980'erne mente at feministerne i 1970'erne havde gjort sig skyldige i. Termen er tvetydig og dækker over en række divergerende teorier og synspunkter.

Kost Tekst mangler, hjælp os med at skrive teksten

To former for feminisme

Feminismen kan opdeles i to hovedretninger: Liberal feminisme og radikal feminisme.

Liberal feminisme: ligestilling mellem kønnene, dog skal forskellen mellem kvinder og mænd anerkendes, men de samme rettigheder skal gælde for både mænd og kvinder. Den liberale feminisme forstår ligestilling mellem mand og kvinde som opnået, når disse har lige muligheder. Den liberale feminisme anerkender dog, at sociale og kulturelle holdninger og mønstre kan begrænse ligestilling, og således menes der med lige muligheder ikke blot formel ligestilling. Særegent for ideologen er, at den ikke anser kvinders underordnede position i samfundet som et resultat af en større struktur, som radikal og marxistisk feminisme gør det. Derfor kæmper den liberalistiske feminisme heller ikke for et konkret opgør med den nuværende samfundsorden og benytter sig i stedet af det eksisterende system i sin kamp for ligestilling. Gennem retsinstanser og demokratiske processer forsøges der at opnå og beskytte juridiske rettigheder for kvinder. Derfor kaldes ideologien ”moderat”, og den kritiseres ofte for udelukkende at beskæftige sig med de konkrete samfundsmæssige uligheder, i stedet for at undersøge de dybtliggende årsager til, hvorfor ulighed mellem kønnene finder sted. [5]

Radikal feminisme: troen på, at kønslig undertrykkelse ses i samfundet. Patriarkatet menes at være skyld i denne undertrykkelse, måden at stoppe denne undertrykkelse må ske via revolution, da mænd er socialiseret til at være dominerende. Den radikale feminisme centrerer omkring forestillingen om, at mænd som gruppe opretholder og drager fordele af undertrykkelsen af kvinder. I denne ideologi anses patriarkatsteorien altså som den væsentlige forklaring på kvindeundertrykkelse, og alle aspekter af denne i samfundet, som f.eks. vold eller chikane mod kvinder, anses som en systematisk opretholdelse af patriarkatet, da den blandt andet næsten udelukkende begås af mænd. Patriarkatets opståen begrundes ofte med, at denne samfundsstruktur gør det nemmere for manden at tilegne sig og beherske kvindens krop og seksualitet, men da patriarkatet er så gammelt, så er der ingen 100% klar fakta omkring præcist hvordan den kan være opstået.[6]

Berømte feministiske forfattere

Mary Wollstonecraft

Skønlitterære feministiske forfattere

Kilder

  1. ^ # Svenska Akademiens Ordlista, ord: feminism
  2. ^ # Ordet "feminism" i den svenske Nationalencyklopedin Multimedia 2000 plus på DVD, april 2000. ISBN 91-7133-749-0.
  3. ^ a b c d e f g h i j k l ”Rødstrømper - kvindekamp og feminisme” af Karina Søby Madsen og Anne Vindum
  4. ^ ”Gyrithe og de sorte ravne” af Gretelise Holm
  5. ^ Giddens, Anthony: Sociology, 6th edition. Polity Press. 2011. S. 616-617
  6. ^ Giddens, Anthony: Sociology, 6th edition. Polity Press. 2011. S. 617-618

Eksterne henvisninger

Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Feminisme&oldid=8159743"