Populisme

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Populisme (af latin: populus; folk) er en betegnelse for en politisk bevægelse forankret i det jævne folks verdensbillede. I modsætning til mange af de traditionelle ideologier har populistiske partier ikke et bredt program men samler sig om en enkelt eller nogle få mærkesager. Populisme kan således være såvel venstreorienteret som midterorienteret eller højreorienteret. Populismen står stort set altid i opposition til en elite i form af det politiske establishment, og det er kendetegnende for mange populistiske partier, at de er opstået som protestpartier.

Tilhængere og repræsentanter af populismen kaldes populister. I dag bruges ordet "populisme" ofte nedsættende om en politik, hvor politikere til enhver tid forsøger at gøre det der er mest populært, godt hjulpet af de seneste meningsmålinger. Ret beset kan populisme imidlertid ses som udtryk for, at de etablerede partier er kommet ud af takt med vælgerne og derfor ikke længere afspejler betydelige befolkningsandeles opfattelse. Mange folkelige bevægelser begynder netop som folkerørelser, men de bliver først "farlige" modstandere (og derfor taget alvorligt af de etablerede politiske partier), når de omdanner sig til partier, der kan deltage i valg og dermed ved tilslutning true de etablerede partier, der har glemt demokratiets grundlæggende principper.

Beskyldninger om populisme gælder ikke kun politiske partier men tillige videnskabelige forskere og medierne/journalister.

Populist Party[redigér | redigér wikikode]

I moderne tid er betegnelsen introduceret af The Populist Party (også kaldet The People's Party) som i 1890 dannedes blandt bønderne i USAs Midtvesten og på prærien.[1]

Det 21. århundredes populisme[redigér | redigér wikikode]

Adjunkt, ph.d., Institut for Filosofi og Idéhistorie ved Aarhus Universitet Mikkel Thorup har rammende karakteriseret populismen i begyndelsen af det 21. århundrede således:

"...populisme er ikke en partibetegnelse, ideologi eller politisk doktrin. Det er en kritisk strategi; og alle politiske aktører kan i princippet anvende det populistiske sprog. Populisme handler om at fremhæve skel imellem folket og dets fjender.
Populisme bruges ofte som skældsord for platte politiske forslag foreslået udelukkende for at vinde stemmer, men populisme refererer ikke til popularitet eller uansvarlighed, men derimod til populus, folket. Populisme kan kort defineres som mobilisering af folkelig politisk identitet i opposition til den herskende magt. Folket er populismens vigtigste referenceramme, og eliten er den afgørende modpol.
Det, der gør det populistiske sprog så stærkt og virkningsfuldt, er, at det kan trække på folkesuverænitets-tanken i demokratiet, altså den nødvendige fundering af demokratiet hos folket, folket som øverste magt, vox populi.
Demokratiske systemer er splittet imellem dets folkelige og dets institutionelle side. På den ene side får de legitimitet og energi fra dets folkelige pol, men stabilitet og effektivitet fra parlamentarismens institutionalisering af demokratiet, hvor den folkelige deltagelse er reduceret til valghandlinger og passiv betragtning af det politiske spil gennem massemedierne."
"Populisme er en appel til en anerkendt og øverste autoritet: folket, som populister påstår at tale på vegne af. De ser sig selv som de sande demokrater, der giver mæle til de meninger, som systemet ignorerer, undertrykker og latterliggør.
Populisme er en appel til folkets direkte inddragelse i politik, der skal komme til udtryk, før medierne og partierne stopper eller forvansker budskabet. Da påstanden er, at folkets stemme her kommer uforfalsket til udtryk, fremhæver populismen ofte folkeafstemningen og altid folkestemningen (f.eks. »retsfølelsen«) som den øverste demokratiske instans. Det betyder også, at de tegner et billede af det politiske system som basalt set mislykket. Medierne, partierne og organisationerne udgør et lukket, selvsupplerende og kartellignende system, der ligger meget langt fra det demokratiske ideal.
Det politiske system afbildes som udemokratisk og ofte som svært skelneligt fra et diktatur. Staten, partierne og medierne udgør en systematisk og forstenet forhånelse af det almindelige menneske. Populismen redefinerer den demokratiske politik til at være udemokratisk, lukket og totalitær, hvilket giver populismen en affinitet til de antiautoritære bevægelser, som populismen i sin højrevariant forstår sig som i modsætning til."
"Populisme er derfor en fuldt integreret del af demokratisk politik, men vi kan også skelne imellem en række mere specifikke former, fx: en venstreradikal populisme som den Hugo Chavez eller den globaliseringskritiske bevægelse udtrykker med sloganet ’Ikke i vores navn’; en postideologisk populisme, hvor politik reduceres til dels teknokratisk administration af globale krav og dels til en legitimerende moralistisk værdipolitik; en markedspopulisme, der hylder det frie marked som det perfekte demokrati og kritiserer statslige interventioner i økonomien som angreb på den personlige frihed ; og en nationalpopulisme, der i stigende grad beskriver situationen som en krigstilstand, hvor nationen trues af de fremmede samt af de antinationale, der tillader »invasionen«, »islamificeringen«, »multikulturaliseringen« etc."[2]

Eksemplet Finland[redigér | redigér wikikode]

Finland kan belyse, hvad et populistisk parti kan bevirke. Finlands tre store partier Centerpartiet, Samlingspartiet og Socialdemokraterne havde gennem 100 år delt magten mellem sig på ret udramatisk vis. De har dannet regering på kryds og tværs, og traditionen byder, at regeringen altid tager oppositionens ønsker med i forlig, så de bliver så brede som muligt.

De Sande Finner kalder sig selv et populistisk parti med fokus på enkeltsager, og de gik i 2011 til valg på, at Finland skulle deltage minimalt i EU – herunder ikke støtte Portugal i dets Euro-vanskeligheder, begrænse deltagelsen i internationale klimakonventioner, skære ned på ulandsbistanden, lukke for indvandring og hæve skatterne for højtlønnede. Partiet vandt omkring 19% af stemmerne ved det finske parlamentsvalg. Den siddende regering mistede helt deres tidligere tilslutning.

Videnskabelig populisme[redigér | redigér wikikode]

Udtrykket "videnskabelig populisme" betegner, at "højtuddannede videnskabsfolk og embedsmænd giver køb på den faglige integritet for at fremme et bestemt budskab og opnå eksponering. Man bruger statistik og matematik kreativt for at fremme den konklusion, man ønsker at eksponere, og man tilsidesætter fundamentale principper som vurdering af usikkerhed i datamaterialet." Dette kan ske ved eksempelvis at vælge den fremstilling, der bedst udtrykker den i forvejen fastlagte konklusion eller slutning, man ønsker at fremme. Dette kan eksempelvis ske som følger: "Hvis USA's forsvarsbudget forøges med 2 %, vil det blive præsenteret som absolutte tal, da 12 milliarder dollar lyder af mere end 2 %. Men hvis antallet af tvangsauktioner pr. måned stiger fra 200 til 400, fremstilles det som en fordobling, da det lyder af mere end 200." [3] Et andet klassisk eksempel er, da man så at sige "regnede tilbage" ved trafikprognoserne forud for den faste Storebæltsforbindelse, således at denne under alle omstændigheder fremstod som økonomisk rentabel.

Populisme i medierne[redigér | redigér wikikode]

Også medierne beskyldes undertiden for populisme: "Magtudredningen konkluderer, at medierne har »betydelig indflydelse på både befolkningens dagsorden, befolkningens holdninger, den politiske kommunikation og de politiske beslutninger. Men deres magt kan også overdrives«."[4] Det er indlysende, at medierne – med regeringens eller magthavernbes tilslutning eller måske netop imod denne – sætter bestemte spørgsmål på dagsordenen og herved gør brug af fremstillinger, der påkalder sig opmærksomhed, det være sig med omtale af konkrete enkeltbegivenheder eller reference af denne eller hin "eksperts" vurdering af det emne, der ønskes fremmet (eller modvirket, alt efter omstændighederne).[5]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Populisme på Leksikon.org

Noter[redigér | redigér wikikode]