Georg Stiernhielm
Georg Stiernhielm (7. august 1598 i Dalarna – 22. april 1672) var en svensk digter og sprogforsker.
Stiernhielm kom 1619 til Upsala som student og tog daNavnet Lillia, han havde oprindelig heddet Göran Olafsson, men 1631 adledes han under Navnet S. 1626 blev han Lektor ved Gymnastet i Vesterås og tildrog sig allerede da Kong Gustaf Adolfs Opmærksomhed, og allerede 1631 blev han Assessor i Dorpats hofrätt, deltog 1642 i Lovkommissionen, udnævntes 1649 til Rigsarkivar og anvendtes meget som Hofdigter og maître de plaisir. Imidlertid faldt han i Unaade, i alt Fald rejste han 1651 til Livland, hvor han havde Len, men den russ. Krig fordrev ham 1656, og forsk. Besværligheder vanskeliggjorde hans senere Leveaar, indtil han 1667 udnævntes til Formand i det da oprettede Antikvitetskollegium.
Stiernhielm var sin Tids mest ansete Polyhistor, og selv om hans Værker nu kun har hist. Betydning, har de dog i høj Grad bidraget til at oplade hans Samtids Øjne paa de videnskabelige Omraader, som han beherskede mere ved sin store Kombinationsevne og Fantasi end ved grundig Viden. Geijer har kaldt ham »i alt en stor Begynder«, og dette gælder absolut som den bedste Betegnelse, naar man m. H. t. hans Videnskab tilføjer, at han skyldte sin Lærer, Autodidakten J. Th. Bureus, de første Impulser til sin Forskning. S. var Matematiker og bistod Regeringen med Indførelse af justeret Maal og Vægt, han var Retslærd og udgav »Vestgotalagen« (1663) og gennemgik de ældre Love, han var Filosof og indleder i sv. Tænkning Bevægelsen for en »naturlig« Religion. Men de fleste af hans Værker er utrykte ell. ufuldendte, hvorfor man nu sikrest har Kendskab til hans filologiske og digteriske Virksomhed.
Den sammenlignende Sprogvidenskab var netop paa den Tid i sin Barndom, og de mange Hypoteser, som den etymologiske Forskning frembragte, maatte i høj Grad tiltale S. I Indledningen til sin Udgave af »Ulfilas« (1671) giver han en for sin Tid interessant Udredning af Sprogenes Udvikling, og i det Leksikon, »Gambia Svea og Götha Måles Fatebur« (1643), hvoraf kun Bogstav A udkom, har han meddelt Etymologier, skarpsindige og naive mellem hinanden, medens hans i Stridsskriftet »Anti-Cluverius« (udg. 1685) forsvarer Paastanden om Sverige som Goternes Urhjem. Men ved Siden af denne sproglige Virksomhed har han udført et betydeligt mere anerkendelsesværdigt Arbejde som praktisk Sprogrenser; han krævede Agtelse for Modermaalet og bidrog til dets Udvikling.
Endnu medens han levede, blev han kaldt »den svenske Digtekunsts Fader«, hans Digtning var saa formfuldendt og frembød saa mange ny Versemaal, at Samtiden maatte anerkende ham. Hans berømteste Digt er »Herkules« (1648, trykt 1658), som efter antikt Mønster skildrer Samtiden og giver Raad angaaende det Hofliv, hvori han selv var saa ivrig Deltager. Han digtede »Heroisk Fägnesång« (1643) og »Heroisk Jubelsång« (1644) til Dronningens Fødselsdag, og de flg. Aar opførtes hans Balletter: »Then fångne Cupido«, »Freds-Afl« o. fl. Paa sine ældre Dage forfattede han det i en senere Tid mest ansete Digt »Bröllops-Besvärs-Ihågkommelse«, hvori han skildrer de Fataliteter og Besværligheder, som er forbundne med et Bryllup. Han er i dette Digt Virkelighedsskildrer som ingen før ham, hans Opfattelse er nøgtern, og Fremstillingen er farverig som de holl. Maleres Billeder. Digtet hører til hans bedst læselige.
S. er Sundhedens og Livsglædens Digter — et af hans sidste Arbejder er »Hälse Prijs« — men ellers er hans Digtning uden Glød; hans Betydning for Samtiden, der modtog Impulser fra hans Digtekunst ved Samlingen: Musæ Suethizantes. Thet, är Sång-Gudinnor. Nu först lärande Dikta och Spela på Swenska«, som han selv udgav 1668, laa i den Udformning, han gav Sproget, og den Stilsikkerhed, han krævede. Efterlignelsen af Antikken, som han indledte, tabte sig hos Efterfølgerne, men de fortsætter mod Virkelighedsskildring og mod Livsglæde i den Retning, han havde anvist; der ligger hans store Betydning for Eftertiden. Hans Værker udgaves flere gange, senest 1818 (af Lorenzo Hammarsköld), 1834-35 og 1871 (af Pehr Hanselli). »Valda skrifter« ved Tamm (1903).
Kilder[redigér]
- Stiernhielm, Georg i Christian Blangstrup, Salmonsens Konversationsleksikon (2. udgave, 1927)
