Theodosius den Store

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Theodosius I den Store på mønt

Theodosius I den Store, (egl. Flavius Theodosius) (11. januar 34717. januar 395) var romersk kejser 379-395, og den sidste kejser, som regerede hele Romerriget.

Han var af officersfamilie fra Spanien, deltog i felttog til England, og kæmpede mod germanerneBalkan, da kejser Valens' nederlag og død mod goterne 378 pludselig skabte krise. Senatet kaldte Theodosius til hjælp, og han udnævntes i 379 til kejser sammen med de to mindreårige Gratian og Valentinian II, hvis søster han giftede sig med. Reelt blev han dermed overkejser, men først få måneder før sin død opnåede han det officielle eneherredømme.

Theodosius' regering faldt sammen med folkevandringernes første fase og prægedes af fornyelse indadtil og begyndende sammenbrud udadtil. Ved tronbestigelsen blev han kristen, og som lovgiver opbyggede han den nye kristne romerske stat, mens han ustandselig måtte kæmpe mod germanske indfald og tronkrævere.

På Balkan lykkedes det ham med stort besvær at drive goterne tilbage til deres enemærker. Men han måtte flere gange kæmpe mod nye indfald og ansatte i vidt omfang germanske generaler, vigtigst var vandalen Stilicho, til at bekæmpe deres stammefrænder. Efter medkejseren Gratians død i 383 måtte han dele magten med tronkræveren Magnus Maximus, men ham besejrede han og lod ham halshugge i 388. I de sidste år kæmpede han mod modkejseren Eugenius, som var blevet opstillet af den germanske general Arbogast efter Valentinians død; ham nedkæmpede han i 394, kort før sin død.

Under hans styre sejrede kristendommen definitivt. I 380 indførtes søndagen som obligatorisk helligdag, i 392 blev den kristne lære stats- og enereligion, og i 394 blev De Olympiske Lege forbudt som hedenske fester. Det er dog usikkert, om lovenes strenge tekst er et resultat af gejstlighedens pression. Han var flere gange i strid med sine medregenter af religiøse årsager. I 388 blev en synagoge nedbrændt i Callinicum ved Eufrat på initiativ af biskoppen i Edessa. Theodosius krævede gerningsmændene straffet, og synagogen genopbygget på biskoppens regning. Da greb kirkefaderen Ambrosius harmfuldt ind fra Milano: En kirkens mand skulle ikke tvinges til at bygge en synagoge, "et vantroens og ryggesløshedens sted": "Jeg erklærer, at jeg har stukket synagogen i brand, ja, at jeg har givet ordre til det, for at det ikke længere skulle være et sted, hvor Kristus blev fornægtet," skrev han. Kirkens magt var stor nok til, at Ambrosius fik tvunget kejseren til at tilbagekalde ordren og indvilge biskoppen i Edessa og de øvrige gerningsmænd straffrihed.[1]

Ved Theodosius’ død deltes riget mellem hans to mindreårige sønner Arcadius og Honorius, som fik henholdsvis øst- og vestdelen – begyndelsen til det Byzantinske og det Vestromerske Rige. Hans slægt regerede i disse riger til 450 og 455.

Henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  1. Jørgen Hansen: Englene og al deres væsen (s. 334-5), forlaget Gyldendal, København 1996, ISBN 87-00-12114-2

Ekstern henvisning[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:
Foregående: Romerske kejsere Efterfølgende:
Valens
364 - 378
Arcadius 395 - 408
Honorius 395 - 423