Gunnar Heiberg

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Broom icon.svg Formatering
Denne artikel bør formateres (med afsnitsinddeling, interne links o.l.) som det anbefales i Wikipedias stilmanual. Husk også at tilføje kilder!
Wikitext.svg
Gunnar Heiberg, malt af Erik Werenskiold.

Gunnar Edvard Rode Heiberg (18. november 1857 i Kristiania22. februar 1929) var en norsk forfatter, bror til Jakob Wilhelm Rode Heiberg.

Efter at have taget Artium 1874 studerede Heiberg litteratur og teater hjemme og ude og virkede en Tid som Journalist ved »Dagbladet«. H.'s første litterære Arbejder var to længere Digte, inspireret af Tidens gærende Frihedstrang, »Menneskets Genesis« og »En soirée dansante«, det sidste offentliggjort 1878 sammen med Hans Jægers Afh. »Kants Fornuftskritik«. Først i Skuespillet »Tante Ulrikke«, som udkom 1884 efter et længere Udenlandsophold, fandt H. frem til sin egen Form, den dramatiske, hvor hans Lyrik ligger latent bag en original og indtrængende Menneskeskildring, udkrystalliseret i skarpt slebne og samtidig naturlige Replikker. I »Tante Ulrikke« tog H. Plads paa venstre Side i Fremskridtskampen; hans næste Skuespil »Kong Midas« (1889) markerede den unge litterære Radikalismes Skepsis over for Bjørnsons Moralise ring og vakte voldsom Forbitrelse, fordi Skildringen af Ramseth blev opfattet som en Bjørnson-Karikatur. »Kong Midas« opførtes paa en Række Scener og blev særlig paa det kgl. Teater i Kbhvn en ualmindelig Succes. Men den Udvikling bort fra de politiske, og almene Emner over til de rent psykologiske, som var begyndt i de tidligere to Skuespil, fuldbyrdedes i det næste, »Kunstnere« (1893), som mod en munter Baggrund af Satire over kunstnerisk Forlorenhed giver en fin og smertelig, indtrængende Skildring af Forholdet mellem Liv og Kunst. En lignende Stemning er der over det gratiøse og vittige Lystspil »Gerts Have« (1894), som skildrer en flagrende og letsindig Erotik, men som blev temmelig upaaagtet, indtil det 1917, paa H.'s 60 Aars Fødselsdag, opførtes paa Nationalteatret og blev en meget stor Succes. Langt stærkere Indtryk gjorde straks det lyrisk bevægede Skuespil »Balkonen«, som udk. tidligere i 1894. Det dannede Højdepunktet indtil da i H.'s Digtning med sin heftige og inderlige Skildring af Erotikkens Konflikt med sjælelige Værdier. Litterære og ulitterære Dydsvogtere, som misforstod Skuespillet og udelukkende ansaa det som en kynisk Forherligelse af Sanselighed, skabte ved deres Forargelse en usædvanlig Sensation om Stykket. I det sociale Skuespil »Det store Lod« (1895) nærmede H. sig atter de mere samfundsmæssige Emner; og med sin Komedie »Folkeraadet« (1897) staar han midt i den hjemlige Politik. Skuespillet satiriserede vittig og ubarmhjertig over de norske Partipolitikeres Holdning i Unionsstriden og blev ved Opførelsen paa Kria Teater mødt baade med stærk Pibning og Applaus. »Harald Svans Mor« (1899) er en i fl. Henseender ypperlig Satire over moderne Presse; »Kærlighed til Næsten« (1902), hvis satiriske Indhold er mindre originalt, har henrivende Skildringer af to Unges Forelskelse. Og i »Kærlighedens Tragedie« (1904) naaede H. atter den samme Højde og Fordybelse i Skildringen af erotisk Stemningsliv som i »Balkonen«, men nu med en mørkere Grundtone af smertelig Erkendelse. Paa Nationalteatret gjorde Skuespillet det stærkeste Indtryk, med Johanne Dybwad i Karens Rolle. H., som i denne Tid mest havde opholdt sig i Paris, deltog 1905 for første Gang aktivt i det politiske Liv hjemme; tidlig paa Aaret talte han paa Folkemøder sammen med Georg Stang med Vid og Begejstring for. at Norge skulde løse Unions-sagen efter sin egen Villie, og efter Unionens Opløsning i Juni talte og skrev han mod Tilbagetoget i Karlstadforliget — med Nedlæggelsen af Grænsefæstningerne — og mod Indførelsen af det ny Kongedømme. I sit næste Skuespil »Jeg vil værge mit Land«, som først udkom 1912, fik H. digterisk Form for sin dybe Stemning af national og menneskelig Skuffelse over 1905s Begivenheder. I Skuespillet gaar flængende Vid og inderlig Patos sammen med rammende Menneskeskildring til en ypperlig Helhed. Ved Opførelsen paa Nationalteatret oplevede man bevægede Scener af Pibning og Applaus — Forargelsen gjaldt særlig H.'s Satire over den forgudede Chr. Michelsen. Endnu større Publikumsforargelse mødte »Parade-sengen« (1913), en yderst respektløs Satire over store Mænds smaa Efterkommere, som af Opinionen paa en alt for haandfast Maade blev sat i Forbindelse med Bjørnsons pompøse Ligfærd 1910 og hans Børns Optræden ved den Lejlighed. Skuespillet blev af Hensyn til Bjørnsons Minde nægtet Opførelse paa Nationalteatret, endskønt Digteren i Skuespillet har liden Lighed med den afdøde store Digter. Ikke blot som dram. Forf., men ogsaa som Teatermand har H. sat Spor. 1884—88 var han Chef og Instruktør ved Bergens nationale Scene; han i har ogsaa siden ved sin fine og menneskelige Sceneinstruktion — i egne og andres Skuespil — ydet fremragende Kunst. Og ved sine ypperlige Avisartikler gennem mange Aar om politiske, kunstneriske og almene Emner har H. øvet en Virksomhed af stor kulturopdragende Bet. En Del af disse vittige og stemningsbevægede Artikler, som er uovertrufne i norsk Journalistik, er samlet i Bøgerne »Pariserbreve« (1900), »Set og hørt« (1917), »Ibsen og Bjørnson paa Scenen (1918), »Franske Visitter« (1919) og J »Norsk Teater« (1920). Et efterladt Skuespil »I frihetens bur«, skrevet i 1910, blev udgivet af hans Enke Høsten 1929 og opført paa Det nye Teater.


Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.
Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et
dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.