Harald Hartvig Kayser
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Harald Hartvig Kayser (6. marts 1817 - 10. oktober 1895) var en dansk tømrermester og politiker. Han var formand for Københavns Borgerrepræsentation 1863-73 og medlem af Folketinget 1854-64 og af Landstinget 1871-1895.
[redigér] Biografi
Harald Kayser var søn af en sadelmager og voksede op i en stor børnflok under beskedne kår. Han blev håndværkssvend i 1835. Han ville imidlertid gerne videre og studerede bygningskunst på Kunstakademiet og kom efterfølgende på Polyteknisk Læreanstalt. Her blev han kandidat i 1842. Han underviste nu i en periode i tegning både i Danmark og en tid også i Norge, men ville gerne være tømrermester. Han kunne imidlertid ikke blive optaget i lauget uden at have lavet et mesterstykke. Kayser hævdede, at laugenes mesterprøver ikke viste noget om håndværkerens dygtighed eller hans evner som arbejdsleder. Og han henviste til, at man allerede fra 1830 havde fået ret til at underkaste sig en ikke laugsmæssig prøve. Kayser endte til sidst med at få sin vilje og blev tømrermester, og dermed bidrog han til opløsningen af det snævre laugssystem. Da Kayser 50 år senere fejrede borgerjubilæum blev han i øvrigt æresmedlem af lauget.
Harald Kayser samlede som politiker ikke på tillidshverv, men måtte alligevel påtage sig mange, og han fik stor indflydelse på arbejdet i borgerrepræsentationen. Som tømrermester kom han bl.a. til at bebygge området mellem Tulipangade (nu: Suensonsgade) og Meriansgade (nu: Gernersgade) i København med en art tidlige sociale boliger. Dette byggeri med korridorlejligheder blev først nedrevet i 1970'erne, og det er helt berretiget, at det fine sociale boligbyggeri, tegnet af arkitektbrødrene Ib & Jørgen Rasmussen, som afløste Kaysers bygninger, kom til at bære navnet Kaysergården. Kaysergården er i dag en særdeles eftertragtet bebyggelse på grund af dens smukke udseende og beliggenheden med Nyboder som nabo.
[redigér] Kilder
Dansk Biografisk Leksikon. Bd. 7. 3. udg. Gyldendal, 1981.
København før og nu - og aldrig. Bd 5. Palle Fogtdal, 1988.

