Husayn ibn Ali
 Husayn al-Shahīd Imāmer af Shiʿa-islam |
|
| Rang | Tredje tolver/zaydi/mustaʿlī imām Anden nizārī imām |
|---|---|
| Navn | Husayn ibn ʿAlī |
| Kunya | *Abu ‘Abdillāh[1][2] Posthumt: *Abu al-Ahrār[3] (Arabisk: Frihedens Fader) |
| Født | 3.[1] eller 5.[4] shaabân 4 AH[1][4] ≈ 8. jan. 626 e.v.t. |
| Død | 10. muharram 61 AH[1] ≈ 10. okt. 680 e.v.t. |
| Fødested | Madīnah[1] |
| Begravet | Imām Husayn-moskéen, Karbalā |
| Levetid | Før Imāmatet: 46 år (4 - 50AH) - 7 år med sin bedstefader [Muhammad] - 7 år med sin moder Fāṭimah - 36 år med sin fader ʿAlī - 46 år med sin broder Hasan Imāmat: 11 år (50 - 61AH) |
| Titler | *ash-Shahīd[3] (Arabisk: Martyren) *as-Sibt[3] (Arabisk:Sønnesønnen) *Sayyidush Shabābi Ahlil Jannah[3][5] (Arabisk: Lederen for Ungdommen i Paradiset) *ar-Rashīd[3] (Arabisk:Den retfærdigt ledte) *at-Tābi li Mardhātillāh[3] (Arabisk: Følgeren af Guds Vilje) *al-Mubārak[3] (Arabisk: Den Velsignede) *at-Tayyib[3] (Arabisk: Den Rene) *Sayyid ush-Shuhadā[1] (Arabisk:Lederen af Martyrerne) *al-Wafī[3] (Arabisk: Den Loyale) |
| Ægtefælle(r) | Shahrbānū bint Yazdgerd III Umm Rubāb Umm Laylā Umm Is'hāq bint Talha |
| Fader | ʿAlī |
| Moder | Fāṭimah |
| Børn | ʿAlī ibn Husayn, ʿAlī al-Akbar, ʿAlī al-Aṣghar, Sukayna bint Husayn, Fāṭimah Sughrá. |
|
ʿAlī · Hasan · Husayn |
|
Husayn ibn ʿAlī ibn Abū Tālib (3. Shaabân 625 i Medina - 10. Muharram 685 ved Karbalā) var barnebarn af den muslimske profet Muhammed og søn af ʿAlī (den første imām og den fjerde kalif) og Fātima al-Zahrā, datter af profeten Muhammad. Husayn er en vigtig figur inden for islām, eftersom han er medlem af Ahl al-Bayt (Muhammads husstand) og Ahl al-Kisā, foruden at være shiitisk imām og en af de Fjorten Ufejlbarlige i tolver-shiismen.
Husayn ibn ʿAlī er æret som en martyr, som kæmpede mod tyranni, fordi han nægtede at sværge trosskab over for Yazīd I[6], umayyadernes kalif. Han gik i spidsen for at skabe et regime, som ville genindføre et "ægte" islamisk styre i modsætning til hvad han betragtede som umayyadernes "uretfærdige" styre.[6] Som konsekvens heraf blev han dræbt og halshugget under Slaget ved Karbalā i 680 (61 AH) af Shimr ibn Thil-Jawshan.[7] . Hævnen over Husayns død blev til en samlende faktor, som hjalp med at underminere umayyade-kalifatet, og som gav næring til opblomstringen af en mægtig shia-bevægelse.[6]
[redigér] Liv og levned
Han og hans broder, imām Hasan, var de eneste efterkommere af Muhammed, som stadig var i live. Efter sin broders død overtog han imāmatet. I mellemtiden havde Yazīd ibn Muʿāwiya sikret sig magten, da hans fader Muʿāwiya, trods en aftale om ikke at overlade Yazīd tronen, gjorde det. Yazīd beordrede straks imām Husayn til at sværge ham troskab, hvilket han nægtede, ikke mindst på grund af Yazīds åbenlyse hykleri. Imām Husayn ville aldrig acceptere dette, da dette ville resultere i islams undergang.
Dette blev begyndelsen til Yazīds forfølgelse af Imam Hussein og hans ledsagere. På grund af denne drog Imam Hussein til Medina, hvor han levede et tilbagetrukket liv. Selv i Medina tillod man ham ikke at leve i fred, og han blev tvunget til at søge ly i Mekka, hvor han også blev dårligt behandlet, og Yazīd var opsat på at myrde ham i Kāba'ens midtpunkt.
Imām Husayn søgte derfor ly i en anden by kaldet Kūfa. Beboerne i denne by var trætte af Yazīds hykleri og diktatur, og derfor skrev de breve til Imam Hussein om at komme dem til hjælp til gengæld for beskyttelse for ham og hans ledsagere. Imām Husayn sendte derfor sin fætter til byen først for at sikre sig, at beboerne talte sandt og ikke lokkede ham i en fælde, hvilket fætteren Muslim ibn Aqil bekræftede, at de ikke gjorde.
Alligevel forrådte Kūfas beboere imām Husayn, da Yazīd sendte en guvernør, der var iklædt imām Husayns grønne farver, til byen. Da guvernøren Ubeydullah ibna Ziad først satte sig på tronen og erklærede sig som byens guvernør eller borgmester, turde befolkningen ikke sige ham imod, og derved gik de i krig med imām Husayn, der var på vej til Kūfa.
[redigér] Slaget ved Karbalā
Hovedartikel: Slaget ved KarbalaHæren mødte imām Husayn og hans ledsagere ved Karbalā i det nuværende Irak, og imām Husayn blev martyr sammen med familie og venner efter dages lidelser og tørst, fordi Ubeydullāh ibna Ziads hær havde afskåret dem fra floden.
Mange tragiske hændelser skete for imām Husayn og hans ledsagere og ikke mindst deres børn. Derfor huskes slaget ved Karbalā af de fleste mennesker som en åndelig sejr over tyrannerne, ved at der hvert år bliver holdt sørgearrangementer af shia-muslimerne med det formål at genopfriske hændelserne for at bevare moralen.
Dagen, hvor imam Hussein blev dræbt, kaldes Ashura og er den 10. dag i måneden Muharram. Ashura er en vigtig dag i den islamiske kalender.
[redigér] Noter
- ↑ 1,0 1,1 1,2 1,3 1,4 1,5 A Brief History of The Fourteen Infallibles. Qum: Ansariyan Publications. 2004. p. 95.
- ↑ Kitab al-Irshad. p. 198.
- ↑ 3,0 3,1 3,2 3,3 3,4 3,5 3,6 3,7 3,8 al-Qarashi, Baqir Shareef (2007). The life of Imam Husain. Qum: Ansariyan Publications. p. 58.
- ↑ 4,0 4,1 al-Qarashi, Baqir Shareef (2007). The life of Imam Husain. Qum: Ansariyan Publications. p. 51.
- ↑ Tirmidhi, Vol. II, p. 221 ; تاريخ الخلفاء، ص189
- ↑ 6,0 6,1 6,2 "al-Hussein ibn 'Ali". Encyclopedia Britannica Online. Hentet 2007-10-12.
- ↑ Gordon, 2005, pp. 144-146
