Imam

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
En imam (som bønneleder) i stående hengivelse (qunūt) i 1865, Kairo, Egypten af Jean-Léon Gérôme.

Imām (egl. ’symbol, leder, ideel eksempel, arketype og førende’,[1] moderne dansk retskrivning Imam, persisk: امام, arabisk: إمام) bærer i praksis enten betydningen af en (vej)leder, hæderstitel eller standsperson. Termen er bredt anvendt indenfor både Shiisme og Sunnisme (islams to største denominationer), selvom begge trostolkninger betragter termen en anelse anderledes, dette både indenfor islamiske retsvidenskab (fiqh) og i daglig tale. I Danmark blev termen imam (substantiv) officielt en del af det danske sprog fra år 1959.[2],[note 1] Her blev betegnelsen bredt defineret som: ”leder af muslimsk gudstjeneste; islamisk religiøs og verdslig leder”. Senere blev betegnelsen tilføjet flere betydninger, hvor termen adskilte mellem betydningen af en (vej)leder og standsperson (hvor sidstnævnte særskilt anvendes indenfor Shiisme): (1. betydning) ”islamisk leder af bønnen i en moské” og (2. betydning) ”titel på forskellige islamiske overhoveder, især shiitisk overhoved der anses for at efterfølge Muhamed som islams leder”.[3] I daglig tale er det primære den første betydning (dvs. en imam som leder af fx en muslimsk menighed) der primært omtales, selvom denne på ingen måde fremgår særlig dækkende for termens alsidige betydning og anvendelse.[note 2] Indenfor dansk islamlitteratur har der været en tendens til at anvende betegnelsen ud fra dens almenkendte betydning (dvs. en imam som leder af fx en muslimsk menighed) og i tilfældet af at der ønskes at tillægge ordet en anden vægt eller betydning, er denne særligt blevet uddybet i kontekst. Med dette er den brede danske forståelse af termen imam indsnævret til et af de tre aspekter betegnelsen imam i sin praktiske realitet betegner (respektive som enten (vej)leder, hæderstitel eller standsperson).

Etymologi[redigér | redigér wikikode]

Betegnelsen imam (arabisk: ”إمام,”, translitteration: ”Imām”, transskription: ”Imam”, oversættelse: ”Imam”, IPA: [iˈmæˀm]) og flertalsformen imamer (aʿimma) har sin oprindelse i de semitiske sprog. I sin originale betydning rummer termen imam egenskaber som lederskab, forvaltning eller styring, dette både hvad angår de teologiske, spirituelle og politiske aspekter. Oprindeligt blev betegnelsen anvendt i denne brede kontekst, som de koraniske anvendelse også bekræfter; først senere blevet termen tildelt mere begrænset betydninger indenfor forskellige domæner indenfor religionen islam. Termen gennemgik en større betydningsudvikling akkurat i den religiøse og politiske diskurs der efterfulgte profeten Muhammeds død i år 632. Som forskellige overbevisninger i tidlig islam førte til adskilte denominationer, bevægelser og fraktion, blev betegnelsen imam tillagt forskellige betydning – imidlertid alle centret om dets originale betydninger med varierende vægt på ideologiske, teologiske og politiske aspekter. I moderne kontekst betegner en imam enten en (vej)leder, hæderstitel eller standsperson, alle med varierende vægt på den originale koraniske anvendelse og de historiske udviklinger termen har gennemgået.

Koranen[redigér | redigér wikikode]

Termen imam forekommer i Koranen sammenlagt syv gang i singularisform og fem gange i pluralisform. Den første koraniske anvendelse af betegnelsen er i reference til profeten Abraham som leder af menneskeheden:

Citat OG [HUSK,] da Abraham blev prøvet med ordre fra Sin Herre; så udførte han dem. Han sagde: »Jeg vil gøre dig til Imam (imāma) for menneskene.« Abraham spurgte: »Og mine efterkommere?« Han svarede: »Min pagt omfatter ikke de oppressive.« Citat
Koranen 2:124

Anvendelse[redigér | redigér wikikode]

Imambegrebet er ud fra et historisk perspektiv anvendt med varierende og til tider forskellige tekniske betydninger. Med et tilbageblik på tidlig litteratur er det muligt at opdele betegnelsen i tre overordnet anvendelsesområder der stadig gøres brug af til dato.

(Vej)leder[redigér | redigér wikikode]

Den nok almindeligste brug af betegnelsen imam er som titlen på den, der leder en muslimsk menighed.[note 3] Denne position tilfalder oftest den mest kyndige indenfor eller ældste religiøse individ i den lokale menighed.[note 4] Ved særlige muslimske forsamlingshuse, foreninger og moskéer vil imamen som menighedsforstander være ansat til at udøve et hverve – med dette betegner termen i denne brug ikke en profession eller rang. Ved bortfald af hvervet som imam af helligdommen, bortfalder også betegnelsen for den pågældende. Selvom dette er den mest generelle anvendes af betegnelsen imam på dansk, er denne betydningstillæggelse ikke identisk med termens generelle og brede definition af en imam, der betegner enhver der (vej)leder en skare af muslimer.

Beslægtede betegnelser af imam i kontekst af en (vej)leder:

  • Mullah: fungere delvis overlappende med betegnelsen imam som anvendt i form af (vej)leder, dette selvom mullah er et breder begreb for enhver respekteret muslimsk lærd.
  • Sheikh: kan både anvendes synonymt med betegnelsen imam og mullah, selvom det i højere grad anvendes som en hæderstitel.
  • Præst: i sin bogstavstro betydning som ”person der leder hellige ceremonier inden for en religion…”[4] er identisk med en imam som leder (eksempelvis af en fællesbøn). I moderne brug betegner en præst også en religiøs funktionær, der hermed gør sammenligningen mellem en imam og præst (i general brug) misvisende. Her vil en præst kunne sammenlignes med en uddannet lærd der er hvervet som imam af en menighed.

Eksempel på en imam som (vej)leder i sin egentlige og brede betegnelse:

Eksempel på en imam som (vej)leder i kontekst af en religiøs funktionær:

Hæderstitel[redigér | redigér wikikode]

Herudover anvendes betegnelsen imam i form af en æresbetegnelse eller hæderstitel for anerkendte muslimske lærde og jurister.[5] Det er primært betydningsfulde islamiske karakter der udfoldet sig tidlig islam der er blevet tildelt titlen og hermed ikke en titel der længere gives nutidige anerkendte muslimske individer. Termen imam skal i denne kontekst tolkes som leder i en bredere forstand end bare leder af fx fællesbønnen eller en menighed, nok snarere fungere betegnelsen imam i denne kontekst i form af en ideologisk leder.

Beslægtede betegnelser af imam i kontekst af en hæderstitel:

  • Ayatollah: fungere delvis overlappende med betegnelsen imam som anvendt i form af hæderstitel, selvom denne titel kun anvendes indenfor Shiisme samt det at termen imam som æresbetegnelse, kun anvendes om enkelte individer der har ophøjet en særskilt høj grad af islamisk viden.

Eksempel på en imam som hæderstitel i sin generelle anvendelse:

Særskilt indenfor Sunnisme er imam-titlen i omtale af Imam ʿAlī anvendt som en hæderstitel, hvor det inden for Shiisme udelukkende anvendes som en standsperson.

Standsperson[redigér | redigér wikikode]

Inden for Shiisme[note 6] anvendes betegnelsen imam også i en særlig teknisk betydning, dette udelukkende i omtale af tolv på hinanden følgende standsperson. Her er imambegrebet tolket som standspersoner og gudsmænd udstyret med særlige egenskaber fra Gud. Tilsvarende alle de tidligere aposteller og profeter samt andre gudsmænd indenfor islam, er de tolv imamer gudsmænd og prædestineret på forordningen af Gud. Akkurat som profeten Muhammed blev guddommelig udnævnt som Guds sidste forkynder og sendebud, udnævnte Muhammed blandt sine blodbeslægtede en imam som sin direkte efterkommer og -følger. Hermed er imambegrebet i denne betydning den fra profeten Muhammeds nedstammende samt det faktum, at imam-rækken er guddommelig forordnet og forudbestemt, hvor hver enkelt imam udnævner sin efterfølger blandt sine direkte efterkommere.[5]

Uddybende Uddybende artikel: Tolv Imamer

Imame i den tekniske betydning som standsperson og gudsmænd indenfor Shiisme:[note 7]

  1. Imam ʿAlī (d. 661; fjerde historiske kalif indenfor sunnisme).
  2. Imam al-Ḥasan (d. 670).
  3. Imam al-Ḥusayn (d. 680).
  4. Imam ʿAlī Zayn al-ʿĀbidīn (d. 713).
  5. Imam Muḥammad al-Bāqir (d. 732).
  6. Imam Jaʿfar al-Ṣādiq (d. 765).
  7. Imam Mūsā al-Kāẓim (d. 799).
  8. Imam ʿAlī Riḍā (d. 818).
  9. Imam Muḥammad al-Jawād (d. 835).
  10. Imam ʿAlī al-Hādī (d. 868).
  11. Imam Ḥasan al-ʿAskarī (d. 874).
  12. Imam Muḥammad al-Mahdī (født 869–).

Særskilt indenfor Shiisme er imam-begrebet i omtalte af Imam ʿAlī anvendt som standsperson og gudsmand, hvor det inden for Sunnisme udelukkende anvendes som en hæderstitel.

Beslægtede betegnelser af imam i kontekst af en standsperson:

  • Pave: titlen for den romersk-katolske kirkes overhoved der af menigheden udnævnes som temporær øverste biskop. Dennes opgave indebære bl.a. at ordinere og føre tilsyn med præsterne, samt det at fungere som spirituel identitet for religionen udadtil. Hermed fungere betegnelsen delvis overlappende med en imam som standsperson, idet imamens autoritet ikke kun er begrænset til den spirituelle sfære samt at denne er forordnet og udvalg af Gud.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Herfra har man på dansk også senere (år 2000) fået termen ’fængselsimam’ (substantiv), med en vis sandsynlighed inspireret fra den danske fængselspræst.
  2. Iman M. Kashi hvis forskningsområde berøre tidlig islam og Shiisme skriver hertil: ”Betegnelsen imam (imām) er et ukendt land (terra incognita) for de fleste i Vesten, specielt ved omtale af Shīʿa imamerne. Der er oftest en forveksling mellem den, der leder en muslimsk menighed, titlen på prominente historiske figurer og en standsperson inde for islam. Overordnet kan disse tre grove kategorier opsummeres som en (a) leder, (b) hæderstitel eller (c) gudsmand …” — Iman Kashi, Shiisme, s. xxii.
  3. Dette både i general forstand som leder af en menighed eller mere specifikt som leder af fredagsbønnen ved en menighed. Ved sidstnævnte tilfælde tiltales imamen mere specifikt som ’Imamen af fredag[sbønnen]’ (imām-jumʿa). I Iran hvor statsreligionen er Shiisme, samt andre lande med større shiitiske befolkningsgrupper, anvendes imām-jumʿa også mere afklarende, for ikke at forveksle mellem en imam som standsperson.
  4. En imam af en lokal menighed fungere i ligeså høj grad som vejleder, idet denne står til rådighed overfor meningen som en religiøs repræsentant.
  5. Der eksister forskellige dogmatiske aspekter blandt de forskellige islamiske retsskoler af hvilken aspekter der skal være gældende, forinden man kan figurere som imam – en af disse er at personen har nået en moden alder (dvs. pubertetsalderen). Hertil er der også andre aspekter som er kønsrelaterede, fx det at kvindens kønsrolle generelt ikke kan funger som en imam (i eksempelvis fællesbøn) for en forsamling der også er sammensat af mænd.
  6. Betegnelsen anvendes kun indenfor klassisk Shiisme (dvs. Ithnāʿasharī) samt Ismāʿīlī Shīʿa-grenen. Zaydī-Shīʿa bekender sig ikke til imamer som standspersoner og gudsmænd.
  7. Ismāʿīlī Shīʿa-grenen bryder med klassisk Shiisme (dvs. Ithnāʿasharī) efter den sjette imam, Jaʿfar b. Muḥammad al-Ṣādiq (702-765). Her anser de dennes søn, Ismāʿīl b. Jaʿfar, som værende den efterfølgende imam samt det faktum at det er gennem Ismāʿīls direkte efterkommer at imam-rækken skal forsætte. Således betragter de den efterfølgende imam som værende Ismāʿīls søn, Muḥammad b. Ismāʿīl. Generalt betegnes Ismāʿīlī Shīʿa-grenen som syver eftersom de anser Muḥammad b. Ismāʿīl som den syvende imam og det faktum at de ikke betragter den anden imam al-Ḥasan b. ʿAlī (624-670) som en legitim imam.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. (Engelsk) EIq, Brill Online, Imām af Imtiyaz Yusuf.
  2. Nye Ord 1955-98, Gyldendal (1999), opslag på imam, af Pia Jarvad (online).
  3. Den Danske Ordbog (DDO) (1955–), opslag på imam (online).
  4. Den Danske Ordbog (DDO) (1955–), opslag på præst (online).
  5. 5,0 5,1 Iman Kashi, Shiisme, s. xxiii.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Bøger:

Artikler:

  • (Engelsk) (EI2) Encyclopaedia of Islam, 2. udgave (1960–2005), red. .J. Bearman, Th. Bianquis, C.E. Bosworth, E. van Donzel og W.P. Heinrichs et al.
  • (Engelsk) (EIq) Encyclopaedia of the Qurʾān (2001–2006), red. Jane Dammen McAuliffe et al. | ISBN 978-90-04-14743-0.
  • (Engelsk) The Oxford Encyclopedia of the Islamic World, red. John L. Esposito. Oxford Islamic Studies Online (online, begrænset adgang).