Jack the Ripper

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Jack the Ripper (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Jack the Ripper)
ikke kendt
JacktheRipper1888.jpg
"Med the Vigilance Committee i East End: en mistænkelig person" fra The Illustrated London News, 13. oktober 1888
Fødenavn ikke kendt
Alias Jack the Ripper
Født den ikke kendt
Fødested ikke kendt
Død den ikke kendt
Straf
Dødsårsag ikke kendt
Drab
Antal ofre 5 - muligvis flere ofre
Periode 1888 – ?
Arresteret Nej

"Jack the Ripper" er det mest kendte navn for en uidentificeret seriemorder, som mistænkes for at stå bag flere drab begået i det dengang fattige område, der omgav Whitechapel-distriktet i London i 1888. Navnet blev til ud fra et brev, som siges at være fra morderen selv, som medierne publicerede. Brevet er dog blevet anset som falsk og er måske blevet skrevet af en journalist i et forsøg på at vække interesse for historien. Andre navne til morderen gennem tiden inkluderer "The Whitechapel Murderer" ("Whitechapel-morderen", red.) og "Leather Apron" ("Læderforklæde", red.).

Ofrene til mordene, der tilkobles Ripper, var typisk kvindelige prostituerede fra slumområder, hvis halse blev skåret over før deres maveregion blev lemlæstet. Fjernelsen af indvendige organer fra mindst tre af ofrene har givet en idé om, at morderen har haft en eller anden form for anatomisk eller kirurgisk viden. Rygterne om at mordene havde forbindelse til hinanden blev forstærket i september og oktober i 1888 og medierne og Scotland Yard modtog breve fra en forfatter eller forfattere, der påstod at være morderen. Brevet med titlen "From Hell" ("Fra helvede", red.), som George Lusk fra Whitechapel Vigilance Committee modtog, inkluderede en halv menneske-lever, højest sandsynlig fra et af ofrene. Grundet mordene ekstremt brutalt karakterer og grundet mediernes håndtering af begivenhederne, blev det mere og mere en almen opfattelse af der var tale om en enkelt seriemorder, som gik under navnet "Jack the Ripper".

Stor avisdækning resulterede i en verdensomspændende og vedvarende berygtethed omkring Ripper. Trods efterforskning af en serie af brutale drab i Whitechapel frem til 1891 var det ikke muligt endeligt at forbinde alle drabene til mordene i 1888, men historien om Jack the Ripper holdt ved. Idet mordene aldrig blev opklaret blev historierne om dem til en kombination af ægte historisk research, eventyr og førudgående historisk viden. Begrebet "ripperology" beskriver studiet og analyser af sagen om Ripper-mordene. Der er nu over 100 teorier omkring Rippers identitet og mordene har været til inspiration for flere fiktive værker.

Indholdsfortegnelse

Baggrund [redigér]

I midten af det 19. århundrede oplevede England en enorm indvandring af irske immigranter, som stærkt forøgede populationen af Englands store byer, herunder Londons East End. Fra 1882 indvandrede også jødiske flygtninge fra Østeuropa og Zar-rusland og bosatte sig i samme område.[1] Whitechapel-sogn i London's East End blev grundet denne indvandring voldsomt overbefolket. Arbejde- og boligforholdene blev forværret og en betydelig økonomisk underklasse udviklede sig.[2] Røverier, vold og alkoholmisbrug blev efterhånden normalt og den lokale fattigdom drev mange kvinder til prostitution. I oktober 1888 anslog Londons Metropolitan Police Service, at der var omkring 1200 prostituerede og omkring 62 bordeller i Whitechapel.[3] De økonomiske problemer blev snart efterfulgt af en stigning i skel mellem de sociale lag. Mellem 1886 og 1889 førte flere demonstrationer til intervention fra politiets side og fortsatte offentlige uroligheder.[4] Racisme, kriminalitet, sociale forstyrrelser og den fortsatte nedgang affødte offentlige opfattelser af at Whitechapel var et berygtet sted uden skyggen og eksistens af morale.[5] I 1888 blev disse opfattelser kun forstærket, da en række af grufulde og groteske drab udført af "Jack the Ripper" udløste uforventet dækning i medierne.[6]

Drab [redigér]

Nuvola apps download manager2-70%.svg Hovedartikel: Whitechapelmordene.
Victorian map of London marked with seven dots within a few streets of each other
Lokationer for de første syv Whitechapelmord – Osborn Street (midten til højre), George Yard (midten til venstre), Hanbury Street (øverst), Buck's Row (længst til højre), Berner Street (nederst til højre), Mitre Square (nederst til venstre) og Dorset Street (mellem til venstre)

Grundet det store antal af angreb mod kvinder i East End gennem denne tid er det blevet usikkert, hvor mange af ofrene, der blev dræbt af den samme person.[7] Elleve separate drab begået fra tidsrummet d. 3. april 1888 til 13. februar blev inddraget i London Metropolitan Police Services efterforskning og var alle kendt og inkluderet i politirapporter under navnet "Whitechapelmordene".[8][9] Der er forskellige meninger om, hvorvidt disse drab alle skulle tilknyttes den samme drabsmand, men i hvertfald fem af de elleve Whitechapel-mord, kendt som "de kanoniske fem", menes at være blevet begået af Ripper.[10] Mange eksperter peger på de dybe sår i ofrenes halse, lemlæstelse af mave- og kønsorganerne, fjernelse af indre organer og voldsomme ansigtslemlæstelser som karakteristiske kendetegn for Jack the Ripper's modus operandi.[11] De to første sager i rapporten om Whitechapel-mordene, henholdsvis Emma Elizabeth Smith og Martha Tabram, er ikke inkluderet i de kanoniske fem.[12]

Smith blev berøvet og seksuelt overfaldet på Osborn Street, Whitechapel, den 3. april 1888. Et stumpt objekt var blevet implementeret i hendes skede, hvilket havde ødelagt hendes bughinde og altså skillevæggen mellem bughulen og de omkringliggende organer, såsom mavesækken og tarme. Dette gjorde, at hun udviklede bughindebetændelse og døde den efterfølgende dag på London Hospital.[13] Hun sagde, at hun var blevet overfaldet af to eller tre mænd, hvor en af de dem var en teenager.[14] Pressen koblede overfaldet til de senere drab, [15] men flere forfattere har konkluderet, at overfaldet var gruppeoverfald uden relation til Ripper-sagerne.[8][16][17]

Tabram blev dræbt den 7. august 1888 efter at være blevet udsat for 39 stiksår. Drabets grusomhed, manglen på et åbenlyst motiv og den nærliggende beliggenhed (George Yard, Whitechapel) og dato i forhold til de senere Ripper-mord gjorde, at politiet knyttede dem sammen.[18] Dog adskiller overfaldet sig fra de kanoniske drab, da Tabram blev stukket i stedet for at få halsen skåret over og maven skåret op. Mange af nutidens eksperter knytter ikke mordet til de senere drab grundet denne forskel i sårmønsteret.[19]

De kanoniske fem [redigér]

De kanoniske fem
Jack the Ripper ofre
Mary Ann Nichols
Annie Chapman
Elizabeth Stride
Catherine Eddowes
Mary Jane Kelly

De kanoniske fems ofre var Mary Ann Nichols, Annie Chapman, Elizabeth Stride, Catherine Eddowes og Mary Jane Kelly. Nichols' lig blev fundet omkring kl. 3:40 tidligt morgen fredag 31. august 1888 i Buck's Row (nu Durward Street), Whitechapel. Hendes hals var afskåret af to dybe snit, og den nederste del af hendes underliv var delvis flænset åbent og havde et dyb takket sår. Utallige andre snit i underlivet var udført med den samme kniv.[20]

Chapmans lig blev opdaget omkring kl. 6:00 tidlig morgen lørdag 8. september 1888 nær en døråbning i baghaven af Hanbury Street 29, Spitalfields. Ligesom i sagen om Mary Ann Nichols var halsen afskåret af to dybe snit.[21] Hendes mave og underliv var blevet flænset åbent og det blev senere opdaget at hendes livmoder var blevet fjernet.[22] Under ligsynet, tilstod et vidne af have set Chapman ved omkring kl. 5:30 med en mørk-håret mand af ussel bygning.[23]

Stride og Eddowes var dræbt tidlig morgen søndag 30. september 1888. Strides lig blev fundet omkring kl. 1 i Dutfield's Yard, nær Berner Street (nu Henriques Street) i Whitechapel. Dødsårsagen var et dybt snit der gennemskar hovedpulsåren i venstre side af halsen. Usikkerhed om hvorvidt Strides mord var udført af Jack eller om han blev afbrudt under mordet, stammer fra manglende lemlæstelser imod maven og underlivet.[24] Vidner der troede de så Stride den nat med en mand, gav forskellige udsagn: nogle siger hendes partner var lyshåret, andre mørkt; nogle sagde han var sølle klædt andre fornemt.[25] Eddowes lig blev fundet i Mitre Square i City of London, tre kvarter efter Strides. Hendes hals var afskåret, og mave og underliv var skåret op og havde et dyb takket sår. Hendes venstre nyre og store dele af hendes livmoder var blevet fjernet. En lokal mand, Joseph Lawende, havde passeret igennem torvet sammen med to af hans venner kort tid inden mordet, og han beskrev en lyshåret mand af sølle udseende sammen med en kvinde der kunne være Eddowes.[26] Hans venner kunne dog ikke bekræfte beskrivelsen.[26] Eddowes' og Strides mord var senere kaldt "dobbelt-begivenheden".[27] En del af Eddowes forklæde indsmurt i blod blev fundet i en indgang til en udlejningsejendom i Goulston Street, Whitechapel. Skrifter på væggen over forklædet der senere blev kendt som Ghoulson Street graffitien, hentydede til at implicere en jøde eller jøder, men det var uklart om det var morderen der havde skrevet teksten efter at have smidt forklædet, eller om det var et rent tilfælde.[28] Politikommissær Charles Warren frygtede at graffitien ville starte anti-semitiske demonstrationer, og beordrede at det blev vasket væk før daggry.[29]

Officielt politi foto af Mary Kelly's mordscene i Miller's Court 13[8]

Kellys grusomme mishandlet lig blev opdaget liggende på en seng i et enmandsværelse hvor hun boede i Miller's Court 13,[8] nær Dorset Street, Spitalfields kl. 10:45 fredag 9. november 1888. Hendes hals var afskåret helt ned til nakkehvirvlen, og maven var tømt for alle hendes organer der var spredt rundt i værelset. Hjertet manglede.

De kanoniske fem mord var alle opstået om natten, på eller inden en weekend, og enten inden månedens afslutning eller en uge efter.[30] Lemlæstelserne blev værre eftersom mordene fortsatte, dog med undtagen af Strides, hvis morder muligvis blev afbrudt.[31] Nichols lig manglede ingen organer; Chapmans lig manglede livmoderen; Eddowes lig manglede livmoderen og hendes venstre nyre og hendes ansigt var stærkt mishandlet; Kellys ligs organer var udtaget og hendes ansigt hakket væk, hendes hjerte var det eneste der manglede fra gerningsstedet.

Historisk set, teorien om at alle fem mord var udført af samme person stammer fra samtidige dokumenter der knytter dem sammen og udskiller de andre.[32] I 1894 skrev Sir Melville Macnaghten, assisterende politimester af Metropolitan Police Service og lederen af Criminal Investigation Department (CID) en rapport hvori han konstaterede: "Whitechapelmordene havde 5 ofre og fem ofre alene".[33] Ligeledes blev de kanoniske fem knyttet sammen af den daværende politi kirurg Thomas Bond til Robert Anderson, lederen af CID den 10. november 1888.[34] Nogle udforskere har beskrevet at selvom en del af mordene stammer fra den samme person, er et ukendt større antal mordere der arbejdede alene skyld i de andre.[35] Historikerne Stewart P. Evans og Donald Rumbelow diskuterede om hvorvidt de kanoniske fem er en "ripper-myte" og imens tre af mordene (Nichols, Chapman og Eddowes) kan med stor sandsynlighed knyttes sammen, er der større usikkerhed omkring Stride og Kelly, og endnu større omkring Tabram.[36] Derimod mener nogle at de seks mord imellem Tabram og Kelly var dræbt af samme gerningsmand.[11] Dr Percy Clark, assistent til patologen George Bagster Phillips, knyttede kun tre af mordene til samme mand og mente de andre var kopierede af "svag-sindede individer ... forsøgende i at efterligne mordene".[37] Macnaghten sluttede ikke politienhederne sammen før året efter mordene og hans notater indikere på seriøse faktuelle fejl omkring mulige mistænkte.[38]

Senere Whitechapel mord [redigér]

Kelly er af mange set som Rippers sidste offer og en teori var at gerningsmanden enten var død, fængslet, institutionaliseret eller immigreret.[16] Whitechapel rapporten indeholder også fire andre detaljerede mord der skete efter de kanoniske fem: mordet på Rose Mylett, Alice McKenzie, Pinchin Street torsoen og Frances Coles.

Mylett var fundet stranguleret i Clarke's Yard, High Street, Poplar d. 20. december 1888. Da der ingen tegn på kamp var, mente politiet at der måske var tale om at hun uheldigvis havde kvalt sig selv imens hun var fuld, eller at hun begik selvmord.[39] Alligevel mente ligsyn juryen at der var tale om mord.[39]

McKenzie blev dræbt 17. juli 1889 af et snit på venstre Arteria carotis externa. Utallige mindre skader og snit blev fundet på liget, der var fundet i Castle Alley, Whitechapel. En af de tilkaldte patologer, Thomas Bond mente at hun var dræbt af Jack the Ripper, dog mente en anden patolog, George Bagster Phillips der havde undersøgt tre tidligere ofre, at han var uenig.[40] Senere forfattere er også delt af dem der mener hendes morder kopierede Jacks modus operandi for at aflede mistanke fra dem selv,[41] og de som mener at hun var et offer for Jack.[42]

"Pinchin Street torsoen" var en hovedløs og benløs torso af en uidentificeret kvinde fundet under en jernbane i Pinchin Street, Whitechapel d. 10. september 1889. Det virkede sandsynligt at mordet var begået andetsteds og dele af den parterede krop var spredt med henblik på bortskaffelse.[43]

Coles blev dræbt 13. februar 1891 under en jernbane-bue ved Swallow Gardens, Whitechapel. Der var skåret i hendes hals, men hendes krop var ikke yderligere mishandlet. James Sadler der tidligere var blevet set sammen med hende, blev sigtet for mord og man mente i en kort periode at have fanget Jack the Ripper.[44] Han blev dog senere frifundet i retten på grund af manglende beviser d. 3. marts 1891.[44]

Andre påstået ofre [redigér]

Udover de elleve Whitechapel mord har kommentatorer også forsøgt at knytte andre mord til Jack the Ripper. I et tilfælde, var mordet på "Fairy Fay" knyttet til Jack the Ripper. Der er dog usikkerhed om hvorvidt dette mord nogensinde har fundet sted, eller om det var blevet skabt som et forsøg på "Ripper lore".[45] "Fairy Fay" var et øgenavn givet til et påstået offer fundet 26. december 1887 "efter en pæl var brugt til at gennembore hendes underliv",[46][47] men der var ingen tilsvarende mord på eller omkring juletid i Whitechapel i 1887.[48] "Fairy Fay" kan være blevet skabt af pressen efter en forvirring om detaljerne omkring mordet på Emma Elizabeth Smith der havde et separat ikke-dødligt angreb den tidligere jul.[45] Mange forfattere og researchere er i dag enige om at "Fairy Fay" aldrig har eksisteret.[45][49]

Annie Millwood blev indskrevet på Whitechapel workhouse infirmary med stiksår i hendes ben og underliv d. 25. februar 1888.[50] Hun blev senere udskrevet og døde senere af naturlige årsager 31. marts 1888.[49] Hun blev senere set som Jacks første offer, men angrebet kan ikke knyttes til de andre på grund af den store usikkerhed.[51] Et andet tidligere påstået offer var Ada Wilson,[52] der overlevede at blive stukket to gange i halsen 28. marts 1888.[53] Annie Farmer der boede ved det samme logi-hus som Martha Tabram,[54] meldte et angreb d. 21. november 1888. Hun havde et overfladisk snit på hendes hals, men der er en sandsynlighed for at det er selvforskyldt.[55]

"Whitehall mysteriet" oktober 1888

"Whitehall mysteriet" var et øgenavn til en uopklaret sag omkring en hovedløs torso fundet flydende i themsen nær Pimlico, og en af benene var efterfølgende fundet begravet nær hvor torsoen var blevet fundet.[56] De andre kropsdele blev aldrig fundet og liget blev aldrig identificeret. Lemlæstelserne var ens til de der var fundet i Pinchin Street sagen, hvor hoved og ben manglede men ikke armene. Whitechall mysteriet og Pinchin Street sagen har måske været en del af en serie af mord, kaldet "Themsen mysterierne", udført af den samme seriemorder kendt som "The Torso killer".[57] Hvorvidt om Jack the Ripper og "The Torso killer" var en og samme person, eller om de begge var to seriemordere der arbejde indenfor det samme område vides ikke, og er stadig under debat.[57] Da "The Torso killers" modus operandi var forskellig i forhold til Jack the Rippers, mente politiet ikke at der var en sammenhæng.[58] Den prostituerede Elizabeth Jacksons legemsdele blev alle fundet i themsen omkring 2. juni til d. 25. juni 1889, har måske været et offer for "The Torso killer".[59]

John Gill, en syv årig dreng blev fundet myrdet i Manningham 29. december 1888. Hans ben var blevet afskåret, hans mave og underliv åbnet, hans tarme udtømt fra maven og hans hjerte og en af hans øre var blevet fjernet. Sammenligningerne med mordet på Mary Kelly fik pressen til at påstå at han havde været et offer for Jack the Ripper.[60] Drengens arbejdsgiver, mælkemand William Barrett, blev efter man fandt indicier på mordet anholdt to gange. Han blev senere frifundet.[60] Ingen andre blev nogensinde sigtet for mordet.[60]

Carrie Brown (også kaldt "Shakespeare" for sigende at skulle have citeret William Shakespeare citater) var stranguleret ved hjælp af tøj og derefter lemlæstet ved brug af kniv d. 24. april 1891 i New York City.[61] Hendes lig blev fundet med en stor flænge i lysken og overfladiske snit på hendes ben og ryggen. Ingen organer var blevet fjernet, dog fandt man en æggestok der enten var fjernet med vilje eller utilsigtet placeret på hendes seng.[61] Ved tiden omkring mordet blev det sammenlignet med de andre Whitechapel mord, men Metropolitan Police udlukkede senere en forbindelse.[61]

Efterforskning [redigér]

Frederick Abberline, 1888

De overlevende politi filer angående Whitechapelmordene giver et detaljeret syn på efterforsknings-procedurer i klunketiden.[62] Et stort hold af politimænd udførte hus-til-hus undersøgelser i Whitechapel området. Retsmedicinsk materiale blev samlet og undersøgt. Formodede gerningsmænd blev identificeret, overvåget og blev enten undersøgt til bunds eller fjernet fra mistanke. Politi arbejde følger den samme metode i dag.[62] Over 2000 folk blev afhørt, "op mod 300" mennesker blev undersøgt og 80 blev tilbageholdt.[63]

Efterforskningen blev oprindeligt udført af Metropolitan Police Whitechapel (H) Division Criminal Investigation Department (CID) ledet af kriminalinspektør Edmund Reid. Efter mordet på Nichols sendte Scotland Yard kriminalinspektørerne Frederick Abberline, Henry Moore og Walter Andrews for at assistere. Efter mordet på Eddowes, hvilket foregik indenfor City of London, blev City Polices kriminalinspektør James McWilliam involveret.[8] Dog de overordnede retningslinjer for mord forespørgslerne blev hæmmet af den grund at den nye leder af CID, Robert Anderson, befandt sig i Schweiz fra d. 7. september til 6. oktober, under den tid hvor Chapman, Stride og Eddowes blev dræbt.[64] Dette fik den daværende Metropolitan Police kommissær, Sir Charles Warren, til at vælge administrerende inspektør Donald Swanson til at koordinere undersøgelsen fra Scotland Yard.[65]

"Blind-man's Buff": Punch tegneserie af John Tenniel (22. september 1888) der kritisere polities påstået inkompetence. Politiets mangel på at have fanget morderen styrkede de radikales holdninger i at politiet var udulige og dårligt forvaltede.[66]

På grund af en utilfredshed med politiets indsats, valgte en gruppe frivillige i East End of London kaldt Whitechapel Vigilance Committee at patruljere gaderne, holde udkig efter suspekte personer, opfordrede regeringen til at udlove en dusør for information omkring mordene og hyrede privatdetektiver der afhørte vidner.[67]

Slagtere, slagterier, kirurger og læger blev mistænkt på grund af den måde lemlæstelserne var udført på. Et overlevende notat fra Major Henry Smith, fungerende kommissær for City Police, indikere at alibier af lokale slagtere og slagterier blev undersøgt, med det resultat at de blev fjernet fra undersøgelsen.[68] En rapport af inspektør Donald Swanson til Home Office bekræfter at 76 slagtere og slagterier blev besøgt og omfattede alle deres ansatte i undersøgelsen de næste seks måneder.[69] Nogle aktuelle figurer såsom Victoria af Storbritannien synes at morderens mønster mindede om en slagter eller kvægdriver på en af de mange kvægbåde der transporterede kvæg imellem London og Europa. Whitechapel var tæt på Londons havn,[70] og normalt gik sådanne både til land på en torsdag eller fredag, og sejlede videre lørdag eller søndag.[71] Kvægbådene blev alle undersøgt men ingen af bådene matchede datoerne på mordene og mistanken om deres besætningsmedlemmer blev ligeledes droppet.[72]

Gerningsmandsprofil [redigér]

Ved slutningen af oktober spurgte Robert Anderson politi kirurgen Thomas Bond om hans mening omkring omfanget af morderens kirurgiske evner og viden.[73] Bonds vurdering omkring Whitechapel morderen er den tidligste overlevende gerningsmandsprofil.[74] Bonds vurdering var baseret på hans egne undersøgelser af de omfattende lemlæstede ofre og post mortem notater fra de fire tidligere kanoniske mordere.[34] Han skrev:

Alle fem mord var med uden tvivl begået af den samme hånd. Ved de første fire var deres halse skåret fra venstre til højre, i den sidste sag på grund af de omfattende lemlæstelser er det svært at sige i hvilken retning det dødelige snit var begået, men blod var fundet sprøjtet på muren tæt på hvor kvindens hoved måtte have ligget.
Alle omstændigheder omkring mordene gør at jeg er kommet til den konklusion at kvinden måtte have lagt ned da hun blev dræbt og i alle af mordene blev halsen skåret over først.[34]

Bond var stærkt imod teorien om at morderen skulle have videnskabelig eller anatomisk viden, eller endog "den tekniske viden som en slagter eller hesteslagter".[34] Hans mening var at morderen måtte have været en mand af ensomme vaner og omfattende "periodiske anfald af morderiske og erotiske mani", med karakterer af lemlæstelser der muligvis indikere "satyriasis".[34] Bond konstaterede også at "den morderiske impuls kan have udviklet sig fra en hævngerrig eller rugende tilstand af sindet, eller at religiøst mani muligvis har været den originale sygdom men jeg tror ikke at begge hypoteser er sandsynlige".[34]

Imens der ingen beviser er for at morderen har haft seksuel aktivitet med ofrene,[11][75] mener nogle psykologer at indtræningen med kniv i ofrene og "efterlade dem i seksuelt nedværdigende positioner med de udsatte sår" indikere at morderen muligvis har opnået seksuelt nydelse fra angrebene.[11][76] Denne holdning er udfordret af andre der afviser sådanne hypoteser som ubeviste antagelser.[77]

Mistænkte [redigér]

Uddybende Uddybende artikel: Jack the Ripper mistænkte.
Tom Merrys bud på Jack the Ripper - forsiden af magasinet Puck 21. september 1889

At mordene foregik i weekenderne og gaderne var tætte på hinanden, har for mange indikeret at Jack the Ripper arbejdede i hverdagene og boede der lokalt.[78] Andre mener at han var en uddannet overklasses mand, muligvis en doktor eller en aristokrat, der af og til besøgte Whitechapel fra et bedre stillet område;[79] sådanne teorier er baseret på kulturelle perceptioner såsom frygten for medicinske uddannede, mangel på tillid til den moderne videnskab, eller udnyttelsen af en fattig mand begået af rigere.[80] Mistænkte forslået år efter mordene omfatter stort set alle fjernt forbundet med sagen af samtidige dokumenter, såvel som mange populære navne, der aldrig var en del af politiets efterforskning. Da alle der var i live i den tid nu er døde, kan alle nutidige forfattere anklage hvem de vil, "uden behov for nogen understøttende historiske beviser".[81] Mistænkte nævnt i politiets datidige dokumenter inkludere tre i Sir Melville Macnaghten memorandum fra 1894, men beviserne imod dem er i bedste tilfælde indirekte.[82]

På trods af de mange og varierede teorier omkring Jack the Rippers identitet og profession, har myndighederne ikke været enige om en fælles løsning og antallet af navngivne mistænkte overstiger 100.[83][84]


Film om Jack the Ripper [redigér]

Commons-logo.svg
 Wikimedia Commons har medier relateret til:

Kilder [redigér]

  1. ↑ Kershen, Anne J., "The Immigrant Community of Whitechapel at the Time of the Jack the Ripper Murders", in Werner, pp. 65–97; Vaughan, Laura, "Mapping the East End Labyrinth", in Werner, p. 225
  2. ↑ Life and Labour of the People in London (London: Macmillan, 1902–1903) (The Charles Booth on-line archive) retrieved 5 August 2008
  3. ↑ Evans and Skinner, Jack the Ripper: Letters from Hell, p. 1; Police report dated 25 October 1888, MEPO 3/141 ff. 158–163, quoted in Evans and Skinner, The Ultimate Jack the Ripper Sourcebook, p. 283; Fido, p. 82; Rumbelow, p. 12
  4. ↑ Begg, Jack the Ripper: The Definitive History, pp. 131–149; Evans and Rumbelow, pp. 38–42; Rumbelow, pp. 21–22
  5. ↑ Marriott, John, "The Imaginative Geography of the Whitechapel murders", in Werner, pp. 31–63
  6. ↑ Haggard, Robert F. (1993), "Jack the Ripper As the Threat of Outcast London", Essays in History, vol. 35, Corcoran Department of History at the University of Virginia
  7. ↑ Woods and Baddeley, p. 20
  8. ↑ 8,0 8,1 8,2 8,3 8,4 The Enduring Mystery of Jack the Ripper, London Metropolitan Police, http://www.met.police.uk/history/ripper.htm, hentet 31 January 2010 
  9. ↑ Cook, pp. 33–34; Evans and Skinner, The Ultimate Jack the Ripper Sourcebook, p. 3
  10. ↑ Cook, p. 151
  11. ↑ 11,0 11,1 11,2 11,3 Keppel, Robert D.; Weis, Joseph G.; Brown, Katherine M.; Welch, Kristen (2005), "The Jack the Ripper Murders: A Modus Operandi and Signature Analysis of the 1888–1891 Whitechapel Murders", Journal of Investigative Psychology and Offender Profiling, vol. 2, pp. 1–21
  12. ↑ Evans and Rumbelow, pp. 47–55
  13. ↑ Begg, Jack the Ripper: The Definitive History, pp. 27–28; Evans and Rumbelow, pp. 47–50; Evans and Skinner, The Ultimate Jack the Ripper Sourcebook, pp. 4–7
  14. ↑ Begg, Jack the Ripper: The Definitive History, p. 28; Evans and Skinner, The Ultimate Jack the Ripper Sourcebook, pp. 4–7
  15. ↑ e.g. The Star, 8 September 1888, quoted in Begg, Jack the Ripper: The Definitive History, pp. 155–156 and Cook, p. 62
  16. ↑ Fodnotefejl: Ugyldigt <ref>-tag: Der er ikke specificeret nogen fodnotetekst til navnet odnb
  17. ↑ Begg, Jack the Ripper: The Definitive History, pp. 29–31; Evans and Rumbelow, pp. 47–50; Marriott, pp. 5–7
  18. ↑ Evans and Rumbelow, pp. 51–55
  19. ↑ Evans and Rumbelow, pp. 51–55; Marriott, p. 13
  20. ↑ Evans and Rumbelow, pp. 60–61; Rumbelow, pp. 24–27
  21. ↑ Rumbelow, p. 42
  22. ↑ Marriott, pp. 26–29; Rumbelow, p. 42
  23. ↑ Begg, Jack the Ripper: The Definitive History, p. 153; Cook, p. 163; Evans and Skinner, The Ultimate Jack the Ripper Sourcebook, p. 98; Marriott, pp. 59–75
  24. ↑ Cook, p. 157; Marriott, pp. 81–125
  25. ↑ Begg, Jack the Ripper: The Definitive History, pp. 176–184
  26. ↑ 26,0 26,1 Begg, Jack the Ripper: The Definitive History, pp. 193–194; Chief Inspector Swanson's report, 6 November 1888, HO 144/221/A49301C, quoted in Evans and Skinner, pp. 185–188
  27. ↑ e.g. Evans and Skinner, Jack the Ripper: Letters from Hell, p. 30; Rumbelow, p. 118
  28. ↑ Cook, p. 143; Fido, pp. 47–52; Sugden, p. 254
  29. ↑ Letter from Charles Warren to Godfrey Lushington, Permanent Under-Secretary of State for the Home Department, 6 November 1888, HO 144/221/A49301C, quoted in Evans and Skinner, The Ultimate Jack the Ripper Sourcebook, pp. 183–184
  30. ↑ e.g. Daily Telegraph, 10 November 1888, quoted in Evans and Skinner, The Ultimate Jack the Ripper Sourcebook, pp. 339–340
  31. ↑ Macnaghten's notes quoted by Evans and Skinner, The Ultimate Jack the Ripper Sourcebook, pp. 584–587; Fido, p. 98
  32. ↑ Cook, p. 151; Woods and Baddeley, p. 85
  33. ↑ Macnaghten's notes quoted by Cook, p. 151; Evans and Skinner, The Ultimate Jack the Ripper Sourcebook, pp. 584–587 and Rumbelow, p. 140
  34. ↑ 34,0 34,1 34,2 34,3 34,4 34,5 Letter from Thomas Bond to Robert Anderson, 10 November 1888, HO 144/221/A49301C, quoted in Evans and Skinner, The Ultimate Jack the Ripper Sourcebook, pp. 360–362 and Rumbelow, pp. 145–147
  35. ↑ e.g. Cook, pp. 156–159, 199
  36. ↑ Evans and Rumbelow, p. 260
  37. ↑ Interview in the East London Observer, 14 May 1910, quoted in Cook, pp. 179–180 and Evans and Rumbelow, p. 239
  38. ↑ Marriott, pp. 231–234; Rumbelow, p. 157
  39. ↑ 39,0 39,1 Evans and Rumbelow, pp. 245–246; Evans and Skinner, The Ultimate Jack the Ripper Sourcebook, pp. 422–439
  40. ↑ Evans and Rumbelow, pp. 208–209; Rumbelow, p. 131
  41. ↑ Evans and Rumbelow, p. 209
  42. ↑ Marriott, p. 195
  43. ↑ Evans and Rumbelow, p. 210; Evans and Skinner, The Ultimate Jack the Ripper Sourcebook, pp. 480–515
  44. ↑ 44,0 44,1 Evans and Rumbelow, pp. 218–222; Evans and Skinner, The Ultimate Jack the Ripper Sourcebook, pp. 551–568
  45. ↑ 45,0 45,1 45,2 Evans, Stewart P.; Connell, Nicholas (2000). The Man Who Hunted Jack the Ripper. ISBN 1-902791-05-3
  46. ↑ Fido, p. 15
  47. ↑ The name "Fairy Fay" was first used by Terrence Robinson in Reynold's News, 29 October 1950, "for want of a better name".
  48. ↑ Evans and Skinner, The Ultimate Jack the Ripper Sourcebook, p. 3
  49. ↑ 49,0 49,1 Begg, Jack the Ripper: The Facts, pp. 21–25
  50. ↑ The Eastern Post and City Chronicle, 7 April 1888
  51. ↑ Beadle, William (2009), Jack the Ripper: Unmasked, London: John Blake, ISBN 978-1-84454-688-6, p. 75
  52. ↑ Beadle, p. 77; Fido, p. 16
  53. ↑ e.g. East London Advertiser, 31 March 1888
  54. ↑ Beadle, p. 207
  55. ↑ Beadle, p. 207; Evans and Rumbelow, p. 202; Fido, p. 100
  56. ↑ Evans and Rumbelow, pp. 142–144
  57. ↑ 57,0 57,1 Gordon, R. Michael (2002), The Thames Torso Murders of Victorian London, Jefferson, North Carolina: McFarland & Company, ISBN 978-0-7864-1348-5
  58. ↑ Evans and Rumbelow, pp. 210–213
  59. ↑ Gordon, R. Michael (2003), The American Murders of Jack the Ripper, Santa Barbara, California: Greenwood Publishing, ISBN 978-0-275-98155-6, pp. xxii, 190
  60. ↑ 60,0 60,1 60,2 Evans and Skinner, Jack the Ripper: Letters from Hell, p. 136
  61. ↑ 61,0 61,1 61,2 Vanderlinden, Wolf (2003–04). "The New York Affair", in Ripper Notes part one No. 16 (July 2003); part two No. 17 (January 2004), part three No. 19 (July 2004 ISBN 0-9759129-0-9)
  62. ↑ 62,0 62,1 Canter, David (1994), Criminal Shadows: Inside the Mind of the Serial Killer, London: HarperCollins, pp. 12–13, ISBN 0-00-255215-9
  63. ↑ Inspector Donald Swanson's report to the Home Office, 19 October 1888, HO 144/221/A49301C, quoted in Begg, Jack the Ripper: The Definitive History, p. 205; Evans and Rumbelow, p. 113; Evans and Skinner, The Ultimate Jack the Ripper Sourcebook, p. 125
  64. ↑ Evans and Skinner, The Ultimate Jack the Ripper Sourcebook, p. 675
  65. ↑ Begg, p. 205; Evans and Rumbelow, pp. 84–85
  66. ↑ Begg, Jack the Ripper: The Definitive History, p. 57
  67. ↑ e.g. Evans and Skinner, The Ultimate Jack the Ripper Sourcebook, pp. 245–252
  68. ↑ Rumbelow, p. 274
  69. ↑ Inspector Donald Swanson's report to the Home Office, 19 October 1888, HO 144/221/A49301C, quoted in Begg, Jack the Ripper: The Definitive History, p. 206 and Evans and Skinner, The Ultimate Jack the Ripper Sourcebook, p. 125
  70. ↑ Marriott, John, "The Imaginative Geography of the Whitechapel murders", in Werner, p. 48
  71. ↑ Rumbelow, p. 93; Daily Telegraph, 10 November 1888, quoted in Evans and Skinner, The Ultimate Jack the Ripper Sourcebook, p. 341
  72. ↑ Robert Anderson to Home Office, 10 January 1889, 144/221/A49301C ff. 235–6, quoted in Evans and Skinner, The Ultimate Jack the Ripper Sourcebook, p. 399
  73. ↑ Evans and Rumbelow, pp. 186–187; Evans and Skinner, The Ultimate Jack the Ripper Sourcebook, pp. 359–360
  74. ↑ Canter, pp. 5–6
  75. ↑ Woods and Baddeley, p. 38
  76. ↑ See also later contemporary editions of Richard von Krafft-Ebing's Psychopathia Sexualis, quoted in Woods and Baddeley, p. 111
  77. ↑ Evans and Rumbelow, pp. 187–188, 261; Woods and Baddeley, pp. 121–122
  78. ↑ Marriott, p. 205; Rumbelow, p. 263
  79. ↑ Begg, Jack the Ripper: The Definitive History, p. 43
  80. ↑ Woods and Baddeley, pp. 111–114
  81. ↑ Evans and Rumbelow, p. 261
  82. ↑ e.g. Frederick Abberline in the Pall Mall Gazette, 31 March 1903, quoted in Begg, Jack the Ripper: The Definitive History, p. 264
  83. ↑ Whiteway, Ken (2004). "A Guide to the Literature of Jack the Ripper", Canadian Law Library Review, vol. 29 pp. 219–229
  84. ↑ Eddleston, pp. 195–244

Hentet fra "http://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Jack_the_Ripper&oldid=7151456"