Julius Robert von Mayer
Julius Robert von Mayer (25. november 1814 i Heilbronn – 20. marts 1878 sammesteds) var en tysk læge og fysiker.
Mayer studerede fra 1832 medicin ved Universitetet i Tübingen, blev bortvist af politiske grunde, fuldendte sine studier i München og Wien, blev Dr. med. 1838 og nedsatte sig som Læge i Heilbronn. Kort efter blev han Læge paa et hollandsk skib og kom til Java. Her saa han 1840 ved en åreladning, at en Europæers Veneblod var lyst som Arterieblod, og hørte, at dette Forhold ikke er sjældent i Troperne. Dette gav ham Anledning til at tænke over Iltningsprocessen i Organismen i Forhold til det ydre Varmetab og Organismens Arbejdsydelse. Resultatet blev en kort Artikel »Ueber quantitative und qualitative Bestimmung der Krafte«, som indsendtes 1841 til Poggendorff, der imidlertid refuserede den. Han omarbejdede den og sendte den som »Bemerkungen über die Kräfte der unbelebten Natur« til Liebig, der optog den i sine »Annalen der Chemie«, 31. Maj 1842. Paa Grundlag af, at en Aarsag ikke kan forsvinde, men maa genfindes i sin Virkning, opstiller M. her den Sætning, at Kraft (brugt i samme Bet., hvori man nu bruger »Arbejde« eller »levende Kraft«) er en uforgængelig Størrelse. Naar der (ved og fremkommer Varme, maa Varmen være Ækvivalent for Kraftforbruget og staa i et konstant Forhold til dette. Han angiver endelig, at en Vægt skal sænkes c. 365 m for at opvarme en lige saa stor Vægt Vand fra 0° til 1°. Beregningen, der findes i hans næste Skrift (1845), gaar ud fra, at naar en Luftmasse sammentrykkes og holdes paa konstant Temp., maa der føres en Varmemængde bort fra den, der netop er Ækvivalent for det anvendte Arbejde. 1848 fremkom »Beiträge zur Dynamik des Himmels in populärer Darstellung«, hvori han fremsætter den interessante Teori, at Solens Varmetab ved Udstraaling dækkes af den Varmeudvikling, der fremkommer ved Meteorers Fald paa Solen. 1851 kom endnu et Par Smaaskrifter, men derpaa følger en Pause paa 10 Aar, hvori M. var trykket af Modgang og Sygdom og en Tid maatte opholde sig paa en Sindssygeanstalt. Hans vigtigste fys. Arbejder er samlede i »Die Mechanik d. Wärme« (1. Opl. 1867, 3. Opl. 1893).
Der har staaet megen Strid om M.’s Rang som Opdager. Han er den første, som har givet en bestemt Værdi for Varmeenhedens Arbejdsværdi, og denne Værdi er saa god, som den kunde blive med det Materiale, der stod til hans Raadighed. Men han havde ikke selv gjort Forsøg, hvorpaa nogen Beregning kunde bygges, og hans Slutninger kan næppe kaldes overbevisende. Joule og Colding mødte Aaret efter, uden at kende M.’s Artikel, med Arbejder over samme Emne, støttede til egne Forsøg, og Tanken om Arbejdets Forvandling til Varme eller omvendt (Rumford 1798, Seguin 1839) var ikke helt ny, om end ikke saa tydelig udtalt før som hos M. Nogen Indflydelse paa Fysikkens Udvikling fik M. i hvert Fald ikke, thi da hans Arbejder blev dragne frem af Forglemmelsen, var Læren om Energiens Bestaaen ved andre Arbejder (Joule, Helmholtz) allerede bygget op paa Forsøgets og Beregningens sikre Grundvold.
| Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel. Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen. |
