Robert von Mayer

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Julius Robert von Mayer)
Gå til: navigation, søg
Julius Robert von Mayer.

Julius Robert von Mayer (25. november 1814 i Heilbronn20. marts 1878 sammesteds) var en tysk læge og fysiker.

Mayer studerede fra 1832 medicin ved Universitetet i Tübingen, hvorfra han blev bortvist af politiske grunde. Han fuldendte sine studier i München og Wien, blev Dr. med. 1838 og nedsatte sig som læge i Heilbronn. Kort efter blev han læge på et hollandsk skib og kom til Java. Her så han 1840 ved en åreladning, at en europæers veneblod var lyst som arterieblod, og hørte, at dette forhold ikke er sjældent i Troperne. Dette gav ham anledning til at tænke over iltningsprocessen i organismen i forhold til det ydre varmetab og organismens arbejdsydelse. Resultatet blev en kort artikel Ueber quantitative und qualitative Bestimmung der Krafte, som indsendtes 1841 til Poggendorff, der imidlertid refuserede den. Han omarbejdede den og sendte den som Bemerkungen über die Kräfte der unbelebten Natur til Liebig, der optog den i sine Annalen der Chemie, 31. maj 1842.

På grundlag af, at en årsag ikke kan forsvinde, men må genfindes i sin virkning, opstiller Mayer her den sætning, at kraft (brugt i samme betydning, hvori man nu bruger "arbejde" eller "levende kraft") er en uforgængelig størrelse. Når der (ved og fremkommer varme, må varmen være ækvivalent for kraftforbruget og stå i et konstant forhold til dette. Han angiver endelig, at en vægt skal sænkes c. 365 m for at opvarme en lige så stor vægt vand fra 0° til 1°. Beregningen, der findes i hans næste skrift (1845), går ud fra, at når en luftmasse sammentrykkes og holdes på konstant temperatur, må der føres en varmemængde bort fra den, der netop er ækvivalent for det anvendte arbejde. 1848 fremkom Beiträge zur Dynamik des Himmels in populärer Darstellung, hvori han fremsætter den interessante teori, at solens varmetab ved udstråling dækkes af den varmeudvikling, der fremkommer ved meteorers fald på solen. 1851 kom endnu et par småskrifter, men derpå følger en pause på 10 år, hvori Mayer var trykket af modgang og sygdom og en tid måtte opholde sig på en sindssygeanstalt. Hans vigtigste fysikalske arbejder er samlede i Die Mechanik der Wärme (1. oplag 1867, 3. oplag 1893).

Der har stået megen strid om Mayers rang som opdager. Han er den første, som har givet en bestemt værdi for varmeenhedens arbejdsværdi, og denne værdi er så god, som den kunde blive med det materiale, der stod til hans rådighed. Men han havde ikke selv gjort forsøg, hvorpå nogen beregning kunde bygges, og hans slutninger kan næppe kaldes overbevisende. Joule og Colding mødte året efter, uden at kende Mayers artikel, med arbejder over samme emne, støttede til egne forsøg, og tanken om arbejdets forvandling til varme eller omvendt (Rumford 1798, Seguin 1839) var ikke helt ny, om end ikke så tydelig udtalt før som hos Mayer. Nogen indflydelse på fysikkens udvikling fik Mayer i hvert fald ikke, thi da hans arbejder blev dragne frem af forglemmelsen, var læren om energiens beståen ved andre arbejder (Joule, Helmholtz) allerede bygget op på forsøgets og beregningens sikre gθrundvold.

Kilder[redigér | redigér wikikode]