Karate

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Karate
空手
Hanashiro Chomo.jpg
Fokus: Slag, spark og blokering.
Kontaktgrad: Ingen eller semi kontakt
Stammer fra: Japan Japan
Skaber: Afhænger af stilart.
Ophav: Okinawan kobudo
Efterfølger: Ingen
Olympisk sport: Nej


Karate (japansk: 空手) kan oversættes til "tom hånd (te)" og er en japansk kampsport, hvis rod kan spores til Okinawa, der havde et selvstændigt kongerige, Kongeriget Ryukyu (琉球王国 Ryuukyuu Oukoku), der eksisterede indtil år 1879.[1]

Karate er baseret på shin-budo,[2] der er et system med spirituel disciplin, fysisk uddannelse, selvforsvar og konkurrence sport.[3]

Karate består overvejende af slag, spark og blokeringer; men afhængig af stilart indgår der også varierende grader af kast, holdegreb og låse.

Der eksisterer adskillige stilarter inden for karate, hvor denne artikel overordnet beskriver karate. Der henvises til de respektive artikler, der nærmere beskriver de specifikke stilretninger.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Før år 1879[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Okinawan kobudo

Karate har rødder i Okinawan kobudo, der er kampformer fra det selvstændige Kongeriget Ryukyu (琉球王国, Ryuukyuu Oukoku), hvis kongerige omfattede det meste af Ryukyuøerne og dermed øen Okinawa.[4]

Efter år 1879[redigér | redigér wikikode]

I år 1879 blev monakiet i Okinawa afskaffet og Okinawa blev underlagt Japan som et præfektur.[1]

I løbet af det 19. århundrede blev Okinawa således assimileret i den japanske kultur, hvor den okinawa-te uddannelsesmæssigt blev kendt, dog ikke systematisk.[5] Anko Itosu og Kanryo Higaonna begyndte at formalisere okinawa-te i det første årti af det 20. århundrede.[6][5]

Den japanske regering autoriserede inklusionen af "te", som fysisk uddannelse i skolerne på Okinawa i 1903.[7]

I år 1916 i Kyoto og i år 1922 i Tokyo foretog Gichin Funakoshi demonstrationer, hvor kampformen stadigvæk var kendt under betegnelsen ’okinawa-te’ eller ’to-de’.[6][5] Efterfølgende blev begrebet "te" (手) ændret til "karate-jutsu" (唐手術), der betød "kinesisk håndkunst".[7]

Nogle år efter introducerede Funakoshi kampformen under den nye betegnelse ’karate’,[6][5] hvor Funakoshi nu angav betydningen af ’karate’ til at være ’tom-hånd’.[8]

I 1932 havde alle universiteterne i Japan en dojo (træningslokale), hvor de blev trænet karate-jutsu. Omkring dette tidspunkt blev begrebet karate-jutsu forkortet til "karate", hvor idegrammerne blev ændret fra 唐手術 til 空手.[9]

Nogle af karatestilarterne har inkluderet brugen af våben fra Okinawa i deres træningssystem.

I Danmark[redigér | redigér wikikode]

Karate kom til Danmark i 50'erne under navnet "Karate Aikido", der blev indført af Jørgen Bura Larsen, "Bura Sensei" i 1963.[Kilde mangler] Karate var i en årrække forbudt at udøve, men blev tilladt i 1969, selv om der i alle årene blev trænet ihærdigt i det skjulte.[Kilde mangler] I årene frem til 1980 blev alle ved indmeldelse i en klub registreret hos Politiet.[Kilde mangler]

Betydningen af ordet karate[redigér | redigér wikikode]

Kalligrafi af det japanske ord karatedō.

I dag bruges ordet karate også ofte om stilarter med oprindelse i andre lande. Man kan opstille 3 måder at definere karate på, med faldende grad af specificitet:

  1. Karate blev tidligere skrevet med 唐手, og har rod i Okinawa.[9]
  2. Karate er en japansk kampsport, der skrives med tegnene 空手.[9]
  3. Karate er kampsport, der består af slag, spark og parader/blokeringer.

Stilarter[redigér | redigér wikikode]

Der eksisterer mere end 70 forskellige karate-stilarter.[10] Nogle stilretninger har tilføjet ordet "ryu" i deres navn, hvilket betyder "skole" på japansk. Stilarterne trænes som kampsport (konkurrence), enten i form af kata eller kamp, desuden tilbyder samtlige stilarter træning i form af selvforsvar.

Eksempler på disse stilarter er følgende: Ashihara, Gensei-Ryu, Goju-ryu, Isshinryu, Koryu Uchinadi, Kyokushin, Matsubayashi-Ryu, Shinkyokushin, Shito-Ryu, Shorin-Ryu Shorinkan, Shotokai, Shotokan, Shuri-ryu, Tenshinkan, Wado-ryu, Yakami-Ryu, etc.

Frikamp (Jiyu Kumite)[redigér | redigér wikikode]

Desuden for kata, kihon og teknisk kumite indeholder langt de fleste stilarter også frikamp (japansk: 自由組み手 Jiyū kumite) (Shiai). Frikamp er et udtryk for, når to modstandere konkurrerer improvisativt mod hinanden, bundet af et bestemt regelsæt. Når et sportsstævne afholdes sker dette som oftest under WKF-regler, hvor udøveren får point for en "effektiv teknik". Om en teknik er effektiv afhænger af det WKF-regelsæt man benytter. I knockdown-karate er en effektiv teknik, hvis udøveren 'sunde sig' efter slaget/sparket. I karatekonkurrence hvor der anvendes markeringsteknikker, er det teknikkens udførelse samt råbet (kiai), der scores point på. De forskellige regelsæt, der eksisterer under forskellige typer af konkurrencer er følgende:

  • Markeringskarate
  • Knockdown
  • Moderat Knockdown
  • Semi-kontakt
  • Fuld Kontakt

I pointsystemet er der tre forskellige typer af scoringer: Yuko (1 point), Waza-ari (2 point) og Ippon (3 point). Eksempelvis gives point inden for markeringskarate ved følgende teknikker:

  • Yuko: Gives for en vellykket teknik med bagerste hånd til maven eller hovedet, eller for en vellykket teknik med forreste hånd til hovedet.
  • Waza-ari: Gives for en vellykket benteknik til maven.
  • Ippon: Gives for en vellykket balancebrydende teknik med opfølgende teknik svarende til en Yuko, eller en vellykket benteknik til hovedet eller hvis det lykkes at nedlægge modstanderen og lave en opfølgende håndteknik.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:
  1. 1,0 1,1 Henderson, Gregory (1973) Public Diplomacy and Political Change. Side 9.
  2. Draeger, Donn F. (1974): Modern Bujutsu & Budo – The Martial Arts and Ways of Japan. Weatherhill. New York. USA. Side 11,57. ISBN 0-8348-0351-8
  3. Draeger, Donn F. (1974): Modern Bujutsu & Budo – The Martial Arts and Ways of Japan. Weatherhill. New York. USA. Side 124. ISBN 0-8348-0351-8
  4. Draeger, Donn F. (1974) Modern Bujutsu and Budo. New York: Weatherhill. Page 135. ISBN 0-8348-0351-8
  5. 5,0 5,1 5,2 5,3 Draeger, Donn F. (1974): Modern Bujutsu & Budo – The Martial Arts and Ways of Japan. Weatherhill. New York. USA. Side 124-125. ISBN 0-8348-0351-8
  6. 6,0 6,1 6,2 Kenji Tokitsu (2012) The Inner Art of Karate: Cultivating the Budo Spirit in Your Practice. Page 13. ISBN 978-1-59030-949-0
  7. 7,0 7,1 Draeger, Donn F. and Smith, Robert W. (1969) Comprehensive Asian fighting Arts. Kodansha International. Page 59. ISBN 0-87011-436-0
  8. Kenji Tokitsu (2012) The Inner Art of Karate: Cultivating the Budo Spirit in Your Practice. Page 14. ISBN 978-1-59030-949-0
  9. 9,0 9,1 9,2 Draeger, Donn F. and Smith, Robert W. (1969) Comprehensive Asian fighting Arts. Kodansha International. Page 60. ISBN 0-87011-436-0
  10. Draeger, Donn F. (1974) Modern Bujutsu and Budo. New York: Weatherhill. Page 124. ISBN 0-8348-0351-8