Kate Bush

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Kate Bush
KateBushComicRelief.png
Kate Bush i 1986
Information
Fødenavn Catherine Mary Bush
Født 30. juli 1958 (56 år)
Oprindelse Bexleyheath, London, England
Genre(r) Art rock, progressiv rock, alternativ rock
Beskæftigelse Musiker, sanger, sangskriver, pladeproducer
Instrument(er) Vokal, piano, keyboards, el-bas, guitar, violin
Aktive år 1975-
Pladeselskab EMI (1975-)
Hjemmeside www.katebush.com

Catherine "Kate" Mary Bush (født 30. juli 1958 i Bexleyheath, London) er en britisk musiker, sanger, sangskriver og pladeproducer. Hendes særprægede musikalske stil og specielle vokalarbejde har gjort hende til en af Storbritanniens mest succesrige kvindelige solokunstnere i de seneste mere end 30 år.

I 1978 debuterede hun i en alder af nitten år med "Wuthering Heights", der blev udsendt som single og toppede UK Singles Chart i fire uger. Hun blev dermed den første kvindelige musiker, der nåede den britiske førsteplads med en selvskrevet sang.[1] Hun har efterfølgende udgivet ti album, af hvilke de tre nåede førstepladsen på UK Albums Chart, og hun har haft 25 singler på top 40; af disse er ud over "Wuthering Heights" også "Running Up that Hill", "King of the Mountain", "Babooshka", "The Man with the Child in His Eyes" og "Don't Give Up" nået i top 10.

I 1987 vandt hun en Brit Award for Bedste britiske kvindelige solokunstner, og i 2002 modtog hun en Ivor Novello-pris for sine bidrag til britisk musik. I sin karriere er hun desuden blevet nomineret til tre Grammy Awards. Efter sin første og eneste koncertturné i 1979 fik hun udgivet albummet Never for Ever (1980), og dette album gik direkte ind på førstepladsen på album-hitlisten,[2] hvilket dermed skete for første gang for en kvindelig soloartist, lige som det var første gang, at en britisk kvinde nåede førstepladsen på denne liste. Desuden er hun den første – og til dato eneste – kvindelige kunstner, der har haft album i top 5 på den britiske hitliste i fem på hinanden følgende årtier.

I maj 2012 vandt Bushs nyeste album, 50 Words for Snow, South Bank Arts Award.[3] Den var endvidere nomineret til Ivor Novello-prisen og en Brit Award samme år.

Opvækst[redigér | redigér wikikode]

Kate Bush blev født i Bexleyheath i Kent, nu det sydøstlige London, som datter af den engelske læge Robert Bush og hans irske hustru, Hannah Daly.[4] Hun voksede op i deres hus på landet i East Wickham sammen med sine to storebrødre, John og Paddy.[5] Der var tale om en meget kunstnerisk orienteret familie, hvor moderen var tidligere irsk folkedanser, hendes far var en talentfuld pianist, Paddy var instrumentmager, John var digter og fotograf og begge brødrene spillede desuden musik. Begge brødre var aktive på den lokale folkemusikscene.[4]

John gik endvidere til karateGoldsmiths College, og han fik sin lillesøster med. Hun fik tilnavnet "Ee-ee" på grund af sit pibende kampråb. En af hendes instruktører, Dave Hazard, har senere i en selvbiografi bemærket, at Kate Bushs dans bærer præg af hendes karatebaggrund.[6]

Under påvirkning af sin musikalske familie lærte Kate Bush sig selv at spille klaver som 11-årig efter at have fået de første lektioner af sin far. Hun spillede også violin og orgel i en lade bagved forældrenes hus.[7] Som teenager begyndte at skrive sine egen melodier, og snart satte hun også tekster til.[8]

Bush gik i folkeskole på St. Joseph Convent Grammar School og senere en katolsk pigeskole i Abbey Wood i Sydøstlondon.

Karriere[redigér | redigér wikikode]

I midten af 1970'erne indspillede familien et demobånd med omkring 50 af Kate Bushs kompositioner, som blev sendt til flere pladeselskaber, men afvist af dem alle. En af familiens venner, Ricky Hopper, hørte hendes sange og præsenterede hendes musik for guitaristen i Pink Floyd, David Gilmour. Gilmour var imponeret og hjalp hende med at få skabt en mere professionel lyd til et nyt, mere salgbart demobånd, produceret af hans ven Andrew Powell, der senere blev producer på Kate Bushs første to album.[9][8] Lydteknikeren var den tidligere The Beatles-mand, Geoff Emerick.[10] Båndet blev ved David Gilmours hjælp sendt til Terry Slater hos EMI,[11] og han var så interesseret, at han gav Bush en pladekontrakt. Britisk rockmusik var på den tid stagnerende.[11] Progressiv rock var meget populær, og visuelt orienterede rockkunstnere var på vej til at blive mere interessante, hvilket betød, at pladeselskaberne især var på udkig efter det næste nye, store navn på den alternative scene.[11]

Hos EMI var repertoirechef Bob Mercer egentlig ret sikker på, at Bushs musik var god nok til at blive udgivet straks, men han mente, at en eventuel fiasko ville være demoraliserende for hende, mens en succes kunne være for vanskelig at håndtere for den purunge pige. I stedet fortsatte hun de næste to år med skolen, og hun fik sin afgangseksamen.[12] I 2005 udtalte Bush i et interview med Marc Radcliffe på BBC Radio 2, at hun mener, at EMI skrev kontrakt med hende, før hun var klar til at lave et album, for at forhindre, at et andet pladeselskab skrev kontrakt med hende. Kontrakten gav hende et pænt forskud, som hun brugte på at forberede sig som kunstner. Hun studerede dans, mimekunst og vokalteknik og fortsatte med at skrive sange. I dans blev hun undervist af Lindsay Kemp, der også havde undervist David Bowie,[13] og mimekunsten lærte hun af Adam Darius.[14]

Kate Bush skrev og lavede demoindspilninger af henved 200 numre, af hvilke enkelte senere er udgivet på bootleg-indspilninger; de kendes samlet som Phoenix Recordings.[15] Hun sang desuden i perioden marts-august 1977 i et band kaldet The KT Bush Band i pubber rundt omkring i London, især i Rose of Lee i Lewisham. Bandet bestod ud over hende selv af hendes daværende kæreste Del Palmer på bas, Brian Bath på guitar og Vic King på trommer. I august 1977 begyndte hun at indspille materiale til sit første album[8] i tillæg til de to numre, der allerede var indspillet i sommeren 1975.

The Kick Inside og Lionheart[redigér | redigér wikikode]

Skønt hun havde forberedt indspilningerne til The Kick Inside ved at give koncerter på pubber med The KT Bush Band, blev Kate Bush overtalt til at bruge etablerede studiemusikere. Nogle af disse beholdt hun, også da hun senere fik sine kammerater fra bandet med til indspilninger. Hendes bror Paddy spillede mundharmonika og mandolin; senere spillede han mere eksotiske instrumenter på hendes plader som balalajka og didgeridoo. Stuart Elliott spillede nogle af trommerne, og han skulle blive hendes vigtigste percussionist på de følgende album.[16]

Bush udgav The Kick Inside i 1978, da hun var 19 år gammel, men nogle af sangene havde hun skrevet, da hun var yngre, helt ned til 13 år. Oprindeligt var det EMI's ide, at den mere rock-orienterede "James and the Cold Gun" skulle være debutsinglen, men Bush insisterede på, at det skulle være "Wuthering Heights". Allerede på dette tidlige tidspunkt i hendes karriere var hun kendt for sin målrettethed, når det gjaldt beslutninger vedrørende hendes arbejde.[8] "Wuthering Heights", der var baseret på Emily Brontës bog af samme navn strøg til tops på den britiske single-hitliste[17] og i Australien og blev et internationalt hit. Hun var den første kvindelige kunstner, der opnåede en førsteplads med en sang, hun selv havde skrevet.[18] Den efterfølgende single, "The Man with the Child in His Eyes" nåede sjettepladsen på den britiske hitliste.[17] Den nåede også ind på Billboard Hot 100 på en 85. plads i begyndelsen af 1979. Det var Bob Mercers opfattelse, at Bushs relativt beskedne succes i USA skyldtes, at hendes musik passede dårligt til den måde, amerikansk radio fungerede på, og at der ikke var nogen måde, hvorpå det visuelle udtryk, som var så central for interessen andre steder, kunne blive eksponeret. "The Man with the Child in His Eyes" modtog i 1979 Ivor Novello-prisen for bedste britiske tekst.[19]

Albummet nåede tredjepladsen på albumhitlisten og solgte over tre millioner eksemplarer i Storbritannien alene. EMI havde profiteret af Bushs udseende ved at promovere The Kick Inside med en plakat med et billede af hende iført en lyserød top, der fremhævede hendes bryster. I et interview med NME i 1982 kritiserede Bush denne markedsføringsteknik med ordene: "Folk var i almindelighed ikke klar over, at jeg selv skrev sangene og spillede klaver. Medierne viste mig blot som en kvindekrop. Det er som om, jeg skulle bevise, at jeg er en kunstner i en kvindes krop".[8] Med den store succes, som debutalbummet havde, overbeviste EMI Bush om, at hun skulle lave et opfølgningsalbum snarest muligt, og det resulterede i Lionheart, der udkom i slutningen af 1978, blot ni måneder efter debutalbummet. Kate Bush har i flere forbindelser udtrykt sin utilfredshed med Lionheart og sagt, at hun skulle have brugt mere tid på det for at få det til at blive godt. Albummet blev produceret af Andrew Powell, assisteret af Bush. Albummet resulterede i flere hitsingler, specielt "Wow", men generelt blev det ikke modtaget helt så godt som The Kick Inside. Albummet selv nåede sjettepladsen på den britiske albumhitliste.

Utilfreds med at være blevet presset til at lave det andet album så hurtigt tog Kate Bush konsekvensen og dannede sit eget forlag, Kate Bush Music, og sit eget management-firma, Novercia, der skulle sikre hende fuld kontrol over sit arbejde. Bush udgjorde selv sammen med medlemmer af hendes familie firmaets ledelse.[8] Som et led i at promovere Lionheart pressede EMI Bush til at tage på, hvad der skulle blive hendes første og eneste turné. Turneen, der havde titlen The Tour of Life, begyndte i april 1979 og varede i seks uger. Med sig på scenen havde hun tryllekunstneren Simon Drake, der også havde været med til at tilrettelægge showet.[20] Karakteristisk for hendes behov for at have kontrol med forløbet var Kate Bush involveret i alle aspekter af koncerternes produktion, koreografi, kostumer og personaleansættelse.[8]

Turneen var både udmattende for Kate Bush og en finansiel katastrofe. Siden da har hun kun optrådt live meget sporadisk i forskellige sammenhænge, mest til velgørenhedskoncerter.

Never for Ever og The Dreaming[redigér | redigér wikikode]

I september 1980 udkom singlen "Babooshka", der nåede femtepladsen på singlehitlisten.[17] Sangen var med på albummet Never for Ever, der var Kate Bushs andet forsøg som producer, idet hun delte opgaven med Jon Kelly. Det første forsøg var med live-ep'en On Stage, der var udsendt efter hendes turné det foregående år. Hendes to første studiealbum var karakteristiske ved at have en veldefineret lyd, der gik igen på alle numrene, hvor orkesterarrangement supplerede lyden af et live band. På Never for Ever er der mere variation i lyden mellem numrene strækkende sig fra gedigen rock på "Violin" til vemodig vals på "Army Dreamers", der også blev et hit som singleudspil. Albummet var det første for Bush, hvor der blev brugt synthesizer og trommemaskine. I særlig grad anvendte hun Fairlight CMI, som hun var blevet præsenteret for, da hun medvirkede som korsanger på Peter Gabriels eponymt navngivne tredje album tidligere på året.[8] Albummet blev hendes første, der nåede toppen på albumhitlisten i Storbritannien, hvorved hun også blev den første kvindelige, britiske kunstner, der nåede denne position,[12] ligesom det var første gang overhovedet, at en kvindelig kunstner fik et album direkte ind på førstepladsen.[2] Som supplement til albummet udsendte Bush i december 1980 julesinglen "December Will Be Magic Again", der blev nummer 29 i Storbritannien.[17]

Hendes næste album var The Dreaming, der blev udsendt i september 1982 og var det første album, der var fuldstændig produceret af Bush selv.[21] Det markerede også en anden stor forandring for Bush, idet sangene hertil var blevet komponeret ved hjælp af Fairlight CMI'en frem for klaver, og hvor sangene i højere grad blev tilpasset og lavet om i studiet frem for blot at blive arrangeret der. Med denne nyfundne kunstneriske frihed eksperimenterede hun med produktionsteknikker, der resulterede i et album, der i endnu højere grad end forgængeren varierede sit lydudtryk og blandt andet kendes for at få stort set så meget ud af Fairlight CMI'en som muligt. I første omgang fik The Dreaming en blandet modtagelse hos de britiske anmeldere. Mange var forvirrede over det kompakte lydbillede, Kate Bush havde skabt, og nogle kritikere fandt, at albummet var overproduceret. I 1993 udtalte Bush i et interview med Q: "Det er mit 'Hun er blevet tosset'-album".[8] Til gengæld blev albummet rost til skyerne og kaldt et "mesterværk" og en "musikalsk tour-de-force" af kritikerne i USA, og albummet blev hendes første på den amerikanske hitliste, skønt det kun nåede en 157. plads.[8] Albummet gik ind på tredjepladsen på den britiske albumhitliste, men er til dato det af hendes album, der har solgt færrest eksemplarer, og det opnåede blot en guldplade.

Den første single fra albummet var "Sat on Your Lap", som blev udsendt mere end et år før selve albummet. Dens bedste placering på den britiske hitliste var en 11. plads.[17] Titelnummeret fra albummet, hvorpå Rolf Harris og Percy Edwards medvirkede, nåede blot en 48. plads,[17] mens "There Goes a Tenner" overhovedet ikke opnåede en hitlisteplacering trods reklamering fra både EMI og Bush selv. Sangen "Suspended in Gaffa" blev kun udsendt på det europæiske kontinent, ikke i Storbritannien.

Idet hun fortsatte sin tradition for at fortælle historier med sine sange, havde Kate Bush gået langt uden for sine egne erfaringer for inspiration til sangene på albummet. Hun trak på gamle kriminalfilm til "There Goes a Tenner", på en dokumentarfilm om Vietnamkrigen til "Pull Out the Pin" og australske oprindelige folks pligter i "The Dreaming". "Houdini" handler om tryllekunstnerens død, og "Get Out of My House" var inspireret af Stephen Kings roman Ondskabens hotel.[22]

Hounds of Love og The Whole Story[redigér | redigér wikikode]

I 1985 udkom "Running Up That Hill", som blev hendes næstbedst sælgende single nogensinde og nåede den britiske hitlistes tredjeplads.[17] Singlen var forløber for albummet Hounds of Love fra samme år. Det var indspillet i et nyt privat studie, som Kate Bush fik bygget nær sit hjem for at få fuld kontrol over indspilningsprocessen.[23] Albummet gik direkte ind på den britiske hitlistes førsteplads, hvor det slog Madonnas Like a Virgin og blev der i tre måneder.

Hounds of Love udnytter vinylpladens format med to meget forskellige sider. Side ét med undertitlen Hounds of Love omfatter fem relativt lettilgængelige popsange, heriblandt de fire singler "Running Up That Hill", "Cloudbusting", "Hounds of Love" og "The Big Sky". "Running Up That Hill" gav desuden Kate Bush et egentligt gennembrud i USA, hvor den nåede 30. pladsen på Billboard-listen i november 1985. Albummets anden side med undertitlen The Ninth Wave er navngivet efter Alfred Tennysons digt "Idylls of the King" om den sagnomspundne kong Arthur og hans regeringsperiode, og der er tale om ét langt, sammenhængende stykke musik. Albummet indbragte Bush nomineringer til bedste kvindelige kunstner, bedste album, bedste single og bedste producer ved Brit Awards 1986. Samme år indspillede Bush sammen med Peter Gabriel duetten "Don't Give Up" (Dolly Parton, som var Gabriels første ønske, havde afslået[24]), og EMI udsendte et delvist "greatest hits"-album med titlen The Whole Story. Albummet indeholdt en version af "Wuthering Heights" med blandt andet nyt vokalarbejde samt en helt nyindspillet sang med titlen "Experiment IV"; dette nummer blev også udsendt som single. Ved Brit Award 1987 vandt Bush prisen som bedste kvindelige kunstner.

The Sensual World og The Red Shoes[redigér | redigér wikikode]

I 1989 udkom The Sensual World, der viste en udvikling hos Kate Bush hen imod en stadig mere personlig tone med sange om uudtrykt kærlighed ("Love and Anger"), uigengældt kærlighed ("Never Be Mine") og presset på moderne forhold ("Between a Man and a Woman"). En af de skæveste sange på albummet, der viser Bushs sorte humor, er "Heads We're Dancing", der handler om en kvinde, der danser hele natten i 1939 med en charmerende ukendt, men opdager senere han er Adolf Hitler.[25] Titelnummeret er inspireret af James Joyces Ulysses.[25]

Albummet nåede andenpladsen på den britiske albumhitliste[26] og gik hen og blev hendes bedst sælgende album nogensinde i USA, hvor det fire år efter udgivelsen rundede et salg på en halv million eksemplarer.

I 1990 udsendtes et bokssæt, This Woman's Work, med alle Bushs album med deres originale omslag samt to plader med alle b-sider af singlerne udsendt mellem 1978 og 1990. I 1991 udsendte Bush en single med to Elton John-sange: "Rocket Man" og "Candle in the Wind". "Rocket Man" nåede 12. pladsen på den britiske hitliste[17] og andenpladsen i Australien. I 2007 blev nummeret kåret som den bedste coverindspilning nogensinde af læserne af The Observer.[27]

Det næste originale album fra Bush var The Red Shoes fra november 1993. Albummet er kendetegnet ved give plads til en række gæster, heriblandt komponisten og dirigenten Michael Kamen, komikeren Lenny Harry, Prince, Eric Clapton, Gary Brooker (fra Procol Harum), Trevor Whittaker og Jeff Beck. I lighed med The Sensual World havde The Red Shoes også deltagelse af Trio Bulgarka, en kvindetrio, der sang på flere af numrene, blandt andet "You're the One" og "Rocket's Tail". Albummet indbragte Bush den hidtil højeste placering på den amerikanske albumliste med en 28. plads, men kun en enkelt single fra pladen, "Rubberband Girl", kom på den amerikanske liste med 88. plads som bedste placering. Bedre gik det i hjemlandet, hvor albummet nåede andenpladsen, og fire singler (ud over "Rubberband Girl" også "The Red Shoes", "Moments of Pleasure" og "And So Is Love") nåede i top-30.[17] I 1994 stod Kate Bush som instruktør og manuskriptforfatter bag kortfilmen The Line, the Cross & the Curve med Bush og den engelske skuespiller Miranda Richardson i de centrale roller. Filmen præsenterede seks af sangene fra The Red Shoes.[28]

Det var oprindeligt planen at tage på turné med sangene fra The Red Shoes, og derfor havde Bush som mål med albummet, at det skulle have en fornemmelse af et live-band, og derfor blev der ikke brugt så mange studie-kunstgreb, som havde karakteriseret hendes seneste tre album, da de ville være for komplicerede at genskabe på scenen.[29] Der blev dog aldrig taget egentlige skridt til at planlægge turneen, men albummet kom på den måde til at vende en del af hendes fanskare væk, idet de netop var begejstrede for det indviklede i hendes tidligere kompositioner,[30] mens andre fandt en ny kompleksitet i teksterne og de følelser, de udtrykte.[31]

På den tid havde Kate Bush mange kvaler. Hun havde oplevet flere dødsfald, heriblandt guitaristen Alan Murphy, som hun havde samarbejdet med siden sin Tour of Life-turné i 1979, og moderen Hannah, som hun havde et meget tæt forhold til.[12] Mange af de nærtstående mennesker, som hun mistede, er mindet i balladen "Moments of Pleasure" på The Red Shoes. Bushs mor levede stadig, da hun skrev og indspillede denne sang, og hun har siden beskrevet, hvordan hun spillede den for sin mor, der syntes, at den linje, hvor Bush citerer sin mor for sætningen "Every old sock meets an old shoe" var herlig, og "ikke kunne holde op med at le."[32]

Aerial[redigér | redigér wikikode]

Efter udgivelsen af The Red Shoes trak Bush sig tilbage fra offentligheden i mange år, hvor der dog med mellemrum opstod forlydender i medierne om, at hun havde et nyt album på vej. Oprindeligt var det hendes intention at tage et års pause fra musikken, men skønt hun arbejdede på nyt materiale, kom der til at gå tolv år, inden hendes næste udspil kom.[33] Pressen fremstillede hende jævnligt som en excentrisk eneboer, idet de til tider trak en linje til miss Havesham fra Dickens' Store forventninger.[34] Sandheden var imidlertid, at hun prøvede på at give sin søn en normal barndom og havde brug for et roligt sted, for at hendes kreative processer kunne fungere.[33] I 1998 var Bush nedkommet med sønnen Albert (med kælenavnet Bertie), som hun fik med sin guitarist og ægtemand, Danny McIntosh.[12][35] Efter i mange år at have boet i Eltham i Sydøstlondon flyttede familien væk fra byen og har nu to hjem: Et mindre hus i East Portlemouth på Devon-kysten[35] og et større på en lille ø i Kennet and Avon Kanalen ved Sulhamstead i West Berkshire.

Kate Bushs ottende studiealbum, Aerial, blev udgivet på dobbelt-cd og vinyl i november 2005.[12] Den første single fra albummet var "King of the Mountain", der blev spillet første gang på BBC Radio 2 den 21. september 2005.[36]

I lighed med Hounds of Love er dette album opdelt i to afsnit, der hver har eget tema og stemning.[37] Den første plade, der har titlen A Sea of Honey, indeholder en samling sange, der er uden relation, men hører til et tema, herunder "King of the Mountain", "Bertie", en ode til hendes søn i renæssance-stil, og "Joanni" om Jeanne d'Arc. I sangen "П" synger Bush tallet pi til den 115. decimal.[37] Den anden plade med titlen A Sky of Honey indeholder et eneste stykke musik, der beskriver oplevelsen af at være udendørs efter at være vågnet ved daggry, hen over dagen, aftenen og natten til den næste dags morgen. Alle delene i denne suite refererer eller hentyder til himlen og havet i deres lyriske indhold. Bush har blandet sin stemme med kurrende duer i gentagelsen af linjerne "A sea of honey, a sky of honey" og "You're full of beauty" gennem hele musikstykket og bruger optagelser af fuglesang tilsvarende. På A Sky of Honey medvirker Rolf Harrisdidgeridoo i en del og med vokalarbejde på "The Painter's Link."[37] Blandt de andre medvirkende gæster på albummet er Peter Erskine, Eberhard Weber, Lol Creme og Gary Brooker. To numre har strygerarrangement af Michael Kamen spillet af London Metropolitan Orchestra. En cd-udgivelse af singlen "King of the Mountain" indeholder også en version af Marvin Gayes "Sexual Healing".[38]

"King of the Mountain" gik ind på den britiske download-liste på en sjetteplads 17. oktober 2005,[39] og 30. oktober samme år var den blevet Bushs tredjebedst placerede single i Storbritannien med en fjerdeplads som det højeste. Aerial gik ind på den britiske albumhitliste på en tredjeplads[40] og i USA på 48. pladsen.[41] Bush gjorde ikke noget særlig meget for at promovere albummet, idet hun kun gav få interviews til aviser og radio. Aerial indbragte hende to nomineringer til BRIT Awards 2006 for bedste kvindelige britiske solokunstner og bedste britiske album.

I slutningen af 2007 skrev og indspillede Kate Bush en ny sang, "Lyra", til soundtracket til fantasy-filmen Det gyldne kompas.[42]

Director's Cut og 50 Words for Snow[redigér | redigér wikikode]

16. maj 2011 udsendte Kate Bush albummet Director's Cut. Det indeholder elleve numre fra de tidligere album The Sensual World og The Red Shoes, men alle omarbejdet i markant omfang, så Bush selv har betegnet det som et fuldstændig nyt projekt frem for remix af numrene. Numrene blev alle indspillet med analoge instrumenter frem for digitale for at skabe en "varmere lyd". Alle numre har nye lead-vokaler, nye trommer samt radikalt ændrede instrumenteringer. Nogle numre er transponeret til en lavere toneart for at passe til hendes stemme, der i mellemtiden var faldet i tonelejet. Tre af sangene, blandt andet "The Woman's Work", er fuldstændig nyindspillet, og teksten er nogle steder ændret.[43] Anmelderne af albummet spredte sig meget, idet mange var usikre på selve albummets koncept, og de reagerede med varierende grad af begejstring over de ændrede numre. Det blev specielt bemærket, at sangene havde en varmere, mere intim tone, og at Bushs stemme havde en fyldigere, mere moden klang.[44] Albummet er det første fra hendes nye pladeselskab, Fish People, som er en gren under EMI Records, som Bush har arbejdet for, siden hun begyndte at indspille plader. Director's Cut udkom i både en basisudgave på én cd og en boksudgave sammen med hele The Sensual World og en analogt remasteret udgave af The Red Shoes. Albummet gik ind som nummer to på den britiske albumliste.[17]

Sangen "The Sensual World" er blevet omdøbt til "Flower of the Mountain" og indeholder en passage fra Molly Blooms berømte monolog i James Joyces roman Ulysses. Bush udtalte om dette: "Da jeg oprindeligt skrev 'The Sensual World', havde jeg brugt noget tekst fra slutningen af Ulysses. Da jeg søgte om tilladelse til at bruge teksten, fik jeg afslag, hvilket jeg var skuffet over. Derpå skrev jeg min egen tekst til sangen, skønt jeg følte, at den originale ide var mere interessant. Jeg er jo ikke James Joyce, vel? Da jeg påbegyndte dette projekt, tænkte jeg, at jeg kunne søge om tilladelse igen, og denne gang fik jeg lov."[45]

Det første singleudspil fra albummet var "Deeper Understanding" med et nyt kor bestående af computerbehandlet sang af Bushs søn, Albert. En video til sangen, instrueret af Bush selv, er offentliggjort via hendes YouTube-kanal. I videoen ser man en mand, spillet af Robbie Coltrane, der er opslugt af sit forhold til sin computer (hvis stemme spilles af Albert). Frances Barber spiller mandens hustru, og Noel Fielding medvirker også.

Bushs næste studiealbum, 50 Words for Snow, blev udsendt 21. november 2011. Albummet indeholder syv nye sange "sat op mod en baggrund af sne, der falder" med en samlet spilletid på 65 minutter.[46] En radiotilpasset udgave af den første single, "Wild Man", blev udsendt den 11. oktober.[47] Den 14. november blev albummet spillet første gang i sin helhed på den amerikanske radiostation NPR.[48]

Albummet er opbygget omkring Bushs afdæmpede, jazzprægede klaver og Steve Gadds trommer, og der bruges både sang og talte ord til vokalarbejdet i det, som Steve Dalton fra bladet Classic Rock kalder: "en .. smidig og eksperimenterende sag med en nutidig kammer-poplyd baseret på en klar klaverlyd, et minimum af slagtøj og elektroniske instrumenter tilføjet med let hånd .. flagrende jazz-rock lydbilleder, med indvævede brudstykker af fortællinger leveret med en række stemmeføringer fra det skingre til Laurie Anderson-agtig kurren."[49] Blandt de øvrige medvirkende på albummet er bassisten Danny Thompson, Elton John samt skuespilleren Stephen Fry.

Albummets første nummer er "Snowflake", der var skrevet specielt, så det gjorde brug af Bushs søn, Alberts, lyse stemme, der endnu ikke var gået i overgang. Denne stemme spiller rollen som et faldende snefnug i en sang, der udtrykker håbet om, at en støjende verden snart vil blive gjort tavs af snefald. "Snowflake" går umærkeligt over i "Lake Tahoe", hvor korsangeren Stefan Roberts sammen med Bush synger om et sjældent set spøgelse: En kvinde, der optræder i en victoriansk kjole og kalder på sin hund, Snowflake. Kate Bush forklarede til sin musikerkollega Jamie Cullum i et interview på den hollandske radiostation Avro,[50] at hun havde lyst til at undersøge, hvad der skete, når hun satte en mandestemme op mod hendes egen, nu dybere, stemme. Det næste nummer, "Misty", handler om en elskende snemand, der smelter væk efter en lidenskabelig nat, og det efterfølges af "Wild Man" om en gruppe bjergbestigere i Himalaya, der finder bevis på, at der er en yeti i nærheden, og dernæst sletter disse spor for at beskytte den mod at blive opdaget. Elton John og Bush spiller to evigt adskilte elskende i duetten "Snowed In at Wheeler Street", som efterfølges af Stephen Frys recitering af "50 Words for Snow", inden albummet afsluttes med den stille "Among Angels".[51]

50 Words for Snow fik generelt gode anmeldelser af musikkritikerne. Metacritic.com, som opsamler vurderinger og skalerer dem ind på en skala på 0-100 har baseret på 35 anmeldelser regnet sig frem til en score på 85.[52] Hun blev endnu engang nomineret til en BRIT Award for bedste kvindelige kunstner,[53] og albummet blev i 2012 nomineret som årets album hos både South Bank Arts og Ivor Novello-priserne.[54] Det vandt prisen hos South Bank Arts.[3]

Musikalsk stil[redigér | redigér wikikode]

Kate Bushs musik er sammensat, idet hun bruger forskellige musikstile, ikke bare fra album til album, men også inden for det enkelte album. Hun har lavet sange inden for så forskellige stilarter som rock, pop, alternativ rock og art rock.[7] Selv i sine tidligste arbejder, hvor klaveret var hendes hovedinstrument, flettede hun mange forskellige inspirationer som klassisk musik, rock og en lang række etniske og folkemusikmæssige kilder ind, og dette træk har været gennemgående i hele hendes karriere.

I et interview i Melody Maker i 1977 afslørede hun, at mandlige musikere havde mere indflydelse på hendes arbejde end kvindelige, idet hun udtalte: "Alle de kvinder, man ser ved et klaver, er enten Lynsey De Paul eller Carole King. Og meget mandlig musik – ikke alle, men det bedste af det – griber virkelig én. Den stiller dig op mod en mur, og det er det, jeg godt kunne tænke mig at gøre. Jeg vil gerne have, at min musik trænger sig på. Ikke mange kvinder har held til det."[8]

Den eksperimentelle natur i hendes musik har ført til, at den beskrives som en sen, mere teknologisk og mere lettilgængelig manifestation af den britiske progressive rockbevægelse.[55][11] Sydengland var hjemstedet for de mest indflydelsesrige og populære navne i denne bevægelse,[55] og som andre kunstnere i denne genre afviser Bush den klassiske amerikanske måde at lave popmusik på, som ellers var blevet valgt af de fleste andre britiske popnavne. Bushs stemme indeholder elementer af britiske, engelsk-irske og mest tydeligt (sydlig) engelske betoninger, og deri samt ved hendes inddragelse af instrumenter fra fra et bredt repertoire af perioder og steder ligger især forskellen mellem hendes musik og den amerikanske popnorm.[55] Dele af Bushs tekster har også mere usædvanlige elementer og færre klicheer, end man normalt finder i amerikansk poplyrik. Hun inddrager ofte historiske eller litterære referencer, mens hun oftest undgår at i bruge sit eget liv i sine tekster. Hun ser sig selv som en historiefortæller, der udtrykker tankerne hos den figur, der synger sangen, og benægter på det kraftigste de antydninger, som andre har givet om, at hendes sange er selvbiografiske.[55]

Anmeldere har sommetider brugt ordet "surrealistisk" i beskrivelsen af hendes musik.[56] Mange af sangene har en melodramatisk følelsesmæssig og musikalsk surrealisme, der gør dem svære at kategorisere.[57] Det er bemærket, at selv hendes mere glade sange er ofte farvet med indslag af melankoli, lige som de mest sorgfulde stykker har elementer af vitalitet, der kæmper mod alt det, som vil undertykke dem.[58]

Bush er ikke bange for at tage fat på følsomme eller tabubelagte emner.[59] "The Kick Inside" er baseret på en traditionel engelsk folkesang ("The Ballad of Lucy Wan") om et incestuøst svangerskab og efterfølgende selvmord.[60] "Kashka from Baghdad" er en sang om et mandligt, homoseksuelt par;[61] "The Infant Kiss" handler om en forpint, psykisk ustabil kvindes næsten pædofile forelskelse i en ung dreng, som hun passer (inspireret af Jack Claytons film De uskyldige fra 1961, som var baseret på Henry James' kendte novelle The Turn of the Screw),[62] mens "Breathing" betragter resultatet af radioaktivt nedfald set fra perspektivet af et ufødt barn i livmoderen.[63] Hendes tekster har berørt en lang række emner, ofte temmelig obskure som i "Cloudbusting", som var inspireret af Peter Reichs selvbiografi, Book of Dreams, om hans forhold til sin far Wilhelm Reich, mens G.I. Gurdjieff optræder i "Them Heavy People", og "Deeper Understanding" fra The Sensual World portrætterer en person, der bliver indendøre for manisk at tale med sin computer, mens han skyer menneskelig kontakt.

Humor og komedier har også stor indflydelse på Kate Bush og udgør en vigtig del af hendes arbejde. Hun har citeret Woody Allen,[64] Monty Python, Halløj på badehotellet og The Young Ones[65] som sine særlige favoritter. Skrækfilm er en anden af hendes interesser og viser sig i det gotiske element i flere af hendes sange som "Hounds of Love", der er inspireret af skrækfilmen Nattens uhyre fra 1957.[66] Hendes sange kombinerer nogle gange humor og skræk i en sort humor, der viser sig i giftmordet i "Coffee Homeground", en alkoholisk mor i "Ran Tan Waltz" og en hurtig sang som "The Wedding List", der er inspireret af François Truffauts film fra 1967, Bruden var i sort, om en brudgoms død og brudens efterfølgende hævn på morderen.[67]

Perioderne mellem albummene og opfattelsen af perfektion[redigér | redigér wikikode]

De lange perioder, der er gået mellem udgivelserne af flere af hendes album, har ført til rygter i medierne om Kate Bushs helbred og udseende.[65] Tidligere er historierne om vægtforøgelse og mental ustabilitet blevet imødegået af hendes offentlige fremkomst i medierne igen fra tid til anden.[68] I 2011 fortalte Bush til BBC Radio 4, at de lange perioder mellem albumudgivelserne er ekstremt stressende, idet hun sagde: "Det er vældig frustrerende, at albummene tager så lang tid, som de gør ... Jeg ville ønske, der ikke var så lange ophold mellem dem." I det samme interview benægtede Bush, at hun var perfektionist i studiet på denne måde: "I mener, det er vigtigt, at tingene er lidt fejlbehæftede ... Det er det, der gør et kunstværk interessant nogle gange – den del, der er fejl ved, eller den fejltagelse, du begik, kan have ført til en ide, du ikke ellers ville have fået," hvorpå hun igen pegede på sin prioritering af sit familieliv.

Koncertoptræden[redigér | redigér wikikode]

Bushs eneste turné med titlen Tour of Life fandt sted i perioden 2. april – 13. maj 1979. De enkelte shows var ambitiøst opbygget med trylleri ved tryllekunstneren Simon Drake, lige som Kate Bush i stor udstrækning dansede til sine sange, sytten kostumeskift, dans af Kate Bush og komplicerede lysshows. På grund af hendes behov for at danse, samtidig med at hun sang, blev Bush den første sanger, der optrådte med en trådløs mikrofon i et headset, hvis man ser bort fra det svenske band The Spotnicks, der havde eksperimenteret med teknikken i starten af 1960'erne.[7] Hun har udtalt om turneen, at hun "virkelig nød den", og at det var en "fantastisk, kæmpestor oplevelse".[69]

Turneen tog imidlertid også hårdt på hende, og hun har aldrig senere været på turné; hun har knap nok optrådt live. Hun har selv fastholdt, at årsagen hertil er, at hun finder turnelivet udmattende. Hun har sagt, at når hun er færdig med at lave et album, tilhørende videoer og reklamefremstød, "er der ikke mere tilbage i mig."[69] Hun siger, at på den måde, hun arbejder, vil det være umuligt at turnere. Der har været præsenteret adskillige andre årsager til, at hun opgav at turnere, heriblandt rygtet om hendes behov for at være i fuldstændig kontrol med slutproduktet, som ikke harmonerer med levende sceneoptræden, et rygte om en lammende angst for at flyve[70] samt et rygte om, at den 21-årige Bill Duffields død var et hårdt slag for hende. Duffield, der stod for hendes lysshow, omkom ved en ulykke samme dag, som hun gav sin første koncert 2. april 1979 i Poole Arts Centre. Bush afholdt i den forbindelse en støttekoncert til fordel for Duffields familie 12. maj samme år i Hammersmith Odeon i London med deltagelse af Peter Gabriel og Steve Harley. Duffield blev desuden æret på to senere sange: "Blow Away" fra Never for Ever samt "Moments of Pleasure" fra The Red Shoes. Bush fortalte i et interview på BBC Radio 2, at hun faktisk havde nydt turneen, men var slidt af arbejdet med det følgende album. Et filmhold fra BBC fulgte forberedelserne til turneen, og resultatet blev et halvtimes program, som blev vist på en af BBC's nationale tv-kanaler.

I samme periode, som turneen fandt sted, optrådte Kate Bush i adskillige tv-programmer over det meste af verden, herunder på Top of the Pops i Storbritannien, Bios Bahnhof i Tyskland og Saturday Night Live i USA (med Paul Shaffer på klaver).[71] Den 28. december 1979 viste BBC et Kate Bush Christmas Special, som var indspillet i Birmingham i oktober samme år med koreografi af Anthony Van Laast.[72] Ud over at spille sange fra sine to første album spillede Bush i dette program også "December Will Be Magic Again" og "Violin" fra sit kommende album, Never for Ever. Desuden medvirkede Peter Gabriel, der spillede "Here Comes the Flood" samt sang duet med Bush i "Another Day".[73]

Efter turneen Tour of Life planlagde Bush at lave to nye album inden en ny turné. På det tidspunkt blev hun aktivt involveret i produktionsteknikker og eksperimenter med lyde, hvilket kostede megen tid og forhindrede hende i at turnere. Senere opstod der situationer, hvor hun var på nippet til at drage på turné igen, uden det dog blev ført ud i livet.[74]

I 1982 medvirkede Kate Bush i den første af velgørenhedskoncerterne til fordel for prins Charles' fond sammen med kunstnere som Madness, Midge Ure, Phil Collins, Mick Karn og Pete Townshend. Den 25. april 1986 spillede hun live for den britiske velgørenhedsbegivenhed Comic Relief, hvor hun sang "Do Bears ...?" sammen med komikeren Rowan Atkinson samt en udgave af "Breathing". Senere samme år, 28. juni, gav hun en gæsteoptræden hos Peter Gabriel i "Don't Give Up" i Earl's Court i forbindelse med hans So-turné. I marts 1987 sang hun "Running Up that Hill" til tredje udgave af The Secret Policeman's Ball.

Hendes seneste offentlige musikalske optræden fandt sted 17. januar 2002, da hun gæsteoptrådte sammen med sin mentor David Gilmour i sangen "Comfortably Numb" ved en koncert i Royal Festival Hall i London.

I 2011 udtalte Kate Bush til Classic Rock Magazine: "Jeg håber, at jeg på et tidspunkt får muligheden for at lave nogle shows. Måske ikke ligefrem en turné, men et eller andet."[74] I et andet interview sagde hun: "Måske laver jeg nogle shows en dag. Jeg vil gerne tro på, at det sker, før jeg bliver alt for gammel – så jeg dukker op med gangstativ."[75]

Videoprojekter[redigér | redigér wikikode]

I 1979 blev Bushs turné, The Tour of Life, filmet for BBC og til udgivelse på VHS under titlen Kate Bush Live at the Hammersmith Odeon.[76]

Bush har i flere tilfælde medvirket i nyskabende musikvideoer lavet i forbindelse med udsendelse af hendes singler. Blandt de kendte af disse er "Running Up that Hill", "Babooshka", "Breathing", "Wuthering Heights", "The Man with the Cloud in His Eyes" samt "Cloudbusting"; i sidstnævnte medvirker også Donald Sutherland.[77] EMI har udsendt flere samlinger af hendes videoer, blandt andet The Single File, Hair of the Hound, The Whole Story: The Videos, der udkom i 1986 samtidig med opsamlingsalbummet The Whole Story, og The Sensual World.[78]

I 1993 instruerede hun kortfilmen The Line, the Cross & the Curve, en musical, som hun selv spillede hovedrollen i sammen med skuespilleren Miranda Richardson. Filmen indeholdt musik fra albummet The Red Shoes, som var inspireret af en film fra 1948 af samme navn. Den blev udgivet på VHS i Storbritannien i 1994 og blev også vist i mindre omfang i visse biografer. I nyere interviews har Kate Bush selv betegnet filmen som en fejltagelse, og hun sagde i 2001: "Jeg er meget glad for fire minutter af filmen, men meget utilfreds med resten."[79] I et interview i 2005 betegnede hun filmen som "en gang lort."[80]

I 1994 stod Bush for musikken til en serie tv-reklamer med psykedelisk tema til brug i USA for sodavanden Fruitopia. Samme mærke udsendte også reklamerne i Storbritannien, men her var det Elizabeth Fraser fra Cocteau Twins, der stod for musikken.[81]

I slutningen af 2006 udsendte Sexy Intellectual en dokumentar-dvd med titlen Kate Bush – Under Review, som indeholder en serie arkivinterviews med Bush samt interviews med en række musikjournalister og -historikere (heriblandt Phil Sutcliffe, Nigel Williamson og Morris Pert). Dvd'en indeholder også klip fra flere af Bushs musikvideoer.[82]

I 2008 udkom på dvd fjerde sæson af Saturday Night Live, hvor Bush medvirkede.[83] Et tredobbelt dvd-sæt med The Secret Policeman's Ball-velgørenhedskoncerterne, som også inkluderede optræden af Kate Bush, blev udsendt 27. januar 2009.[84]

Bush har udsendt fire korte videoer til albummet 50 Words for Snow. Den ene er en reklame for albummet. De to næste er såkaldte stop motion-"animation segments", som blev publiceret på Kate Bushs officielle hjemmeside og på YouTube; den første af disse svarer til 2 minutter og 25 sekunder af "Misty" med titlen "Mistraldespair", mens den anden svarer til 2 minutter og 33 sekunder af "Wild Man". "Mistraldespair" er instrueret af Bush og animeret af Gary Pureton,[85] mens "Wild Man"-stykket er skabt af Finn og Patrick fra Brandt Animation.[86] Den 24. januar 2012 blev en fjerde video med titlen "Eider Falls at Lake Tahoe" offentliggjort på hendes hjemmeside og på YouTube. Der er tale om en skyggedukkefilm i sepia farver på 5 minutter og 1 sekund, som er instrueret af Bush og fotograferet af den prisvindende britiske filmfotograf Roger Pratt, mens Robert Allsopp lavede skyggedukkerne.[87] Kate Bush har udtalt, at "Eider Falls at Lake Tahoe" er ment som en "selvindeholdende enhed", der er uafhængig af sangen "Lake Tahoe".[88]

Film- og tv-projekter[redigér | redigér wikikode]

I 1990 havde Kate Bush en fremtrædende rolle i den sorte tv-komedie Les Dogs, produceret af The Comic Strip for BBC Television. I filmen, der blev sendt 8. marts 1990, spiller hun bruden Angela ved et bryllup i et fremtids-England efter en stor katastrofe. I sin rolle som brud optræder Bush i brudekjole i de fleste scener, og hun har ikke nogen replikker, hvis man ser bort nogle linjer i dialog med Peter Richardson i to drømmesekvenser. Til en anden af The Comic Strip-filmene, GLC, producerede hun sangen "Ken", som hun også er forsanger på. Sangen er om Ken Livingstone, der på det tidspunkt var formand for Rådet for Storlondon (senere blev han Londons borgmester), og han var på den tid i gang med at mobilisere unge vælgere til at stemme på Labour Party ved hjælp af en række musikere.[89] Hun lavede desuden al ledsagemusik, der var baseret på synthesizer.

I 1979 skrev hun sangen "The Magician" i markedsplads-stil til Menahem Golans film Troldmanden.[90] I 1985 sang hun Ary Barrosos gamle sang "Brazil" i en mørk, melankolsk udgave, arrangeret af Michael Kamen, til soundtracket til Terry Gilliams film Brazil.[91] Hun skrev også musikstykket "Sam Lowry's 1st Dream" til filmen.[92] I 1986 skrev og indspillede hun "Be Kind to My Mistakes" til Nicolas Roegs Drømmen om Paradis. En version af denne sang blev i 1989 brugt som B-side på singlen "This Woman's Work", som i 1988 var med i John Hughes' film Næsten voksen, og som i en let remikset udgave også var med på albummet The Sensual World.[93] Sangen har siden været med i mange tv-programmer og nåede ottendepladsen på den britiske download-liste, efter at den havde været med i en britisk reklamekampagne for National Society for the Prevention of Cruelty to Children.[94]

Kate Bush skrev og indspillede i 1999 en sang til Disney-filmen Dinosaurerne, men sangen blev aldrig taget med på soundtracket. Ifølge vinterudgaven 1999 af Home Ground, et Bush-fanblad, blev den fravalgt, fordi hun på anmodning fra selskabet ikke ønskede at skrive sangen om. Bedre gik det samme år med sangen "The Sensual World", der fik en fremtrædende placering i canadiske Atom Egoyans film Felicia's Journey.[95] "The Man with the Child in His Eyes" findes på soundtracket til den britiske romantiske komedie Starter for 10 fra 2006.[96]

I 2007 blev Bush spurgt, om hun ville skrive en sang til soundtracket for Det gyldne kompas med tilknytning til historiens hovedperson, Lyra Belacqua. Det gjorde hun, og sangen "Lyra" er med i filmen under rulleteksterne til slut. Den nåede en 187. plads på den britiske hitliste[97] og blev nomineret til International Press Academys Satellite Award for bedste originale sang i en spillefilm.[98] Ifølge Del Palmer blev sangen skrevet meget hurtigt, idet Bush kun fik ti dage til at have den klar.[99] Den blev indspillet og produceret i Bushs eget studie, og Magdalen College-koret fra Oxford medvirkede på den.

Samarbejdsprojekter[redigér | redigér wikikode]

Kate Bush har leveret vokal til to af Peter Gabriels album, blandt andet på hittene "Games Without Frontiers" og "Don't Give Up" samt "No Self-Control". Gabriel har modsat medvirket i Bushs tv-juleprogram i 1979, hvor de sang duet sammen i Roy Harpers "Another Day". Hun har også sunget på et par af Harpers sange: "You" på hans album fra 1979 The Unknown Soldier og "Once", titelnummeret på hans album fra 1990. Af andre kunstnere, hun har sunget med, kan nævnes Big Country med titelnummeret på 1986-albummet The Seer, Midge Ure med nummeret "Sister and Brother" fra 1988-albummet Answers to Nothing, Go Wests single "The King Is Dead" fra 1987 samt to sange sammen med Prince: "Why Should I Love You?" fra hendes album The Red Shoes og "My Computer" fra hans 1996-album Emancipation. Hun medvirkede desuden på Ferry Aid-projektets velgørenhedsindspilning af "Let It Be" i 1987 samt på velgørenhedssinglen "Spirit of the Forest" i 1989.

I 1995 medvirkede hun på hyldestalbummet til George Gershwin, The Glory of Gershwin, hvor hun sang hans "The Man I Love". Et andet projekt, hun også bidrog til, var Common Ground: The Voices of Modern Irish Music, der var et irsk-engelsk samarbejdsprojekt med folk-rock-sange, hvor hun sang "Mna Na h-Éireann" (irsk for "Irlands kvinder"). Bush skulle synge sangen på irsk, og skønt hendes mor var irsk, beherskede hun ikke sproget og måtte lære teksten fonetisk.[100] I 2010 leverede hun vokalarbejde til Rolf Harris' udgave af den traditionelle irske sang "She Moves Through the Fair". Han beskriver samarbejdet her som "det bedste jeg nogensinde har gjort."[101]

Blandt de kunstnere, der har optrådt på Bushs album, kan nævnes Eric Clapton, Jeff Beck, David Gilmour, Nigel Kennedy, Gary Brooker og Prince. På hendes album 50 Words for Snow synger hun duet med henholdsvis Elton John og Stephen Fry.

I 1990 producerede Bush for hidtil eneste gang i sin karriere en sang for en anden kunstner, da hun stod for indspilningen af Alan Stivells "Kimiad" på hans Again-album. Stivell havde optrådt på hendes The Sensual World-album. Til gengæld afslog hun at producere et af Erasures album, idet hun "følte, at det ikke var hendes område."[102]

Bushs indflydelse[redigér | redigér wikikode]

Fra begyndelsen af 1980'erne og siden har det været ganske ofte forekommende, at nye kvindelige musikere bliver sammenlignet med Kate Bush af medierne. Blandt de musikere, der er sammenlignet med hende, kan nævnes Tori Amos, Björk,[103] KT Tunstall,[104] Lily Allen,[105] PJ Harvey[106] og Florence Welsh.[107]. Andre navne, hvor medierne mener at se en forbindelse til Bush, er Outkast,[106] Muse[103] og Bloc Party.[108]

Amerikanske Paula Cole nævnte i sin takketale for Grammy-prisen som årets mest lovende navn Bush som en af sine inspirationskilder. Ariel Pink skrev en hyldestsang til Bush med titlen "For Kate I Wait", inkluderet på albummet The Doldrums. Tricky har sagt om hende: "Jeg tror ikke på Gud, men hvis jeg gjorde, ville hendes musik være min bibel".[12] Punkrockeren John Lydon, kendt som Johnny Rotten fra Sex Pistols, har erklæret, at hendes værker er "skønhed, der ikke er til at fatte",[109] "helvedes fantastisk" og betegnede hende som "ægte original". Lydon skrev engang en sang til hende, "Bird in Hand" (om udnyttelsen af papegøjer), som Bush dog afslog. Lydon mente selv, at det skyldtes, at hun troede, at sangen var ment som en fornærmelse mod hende.[110] Marc Almond har udnævnt Bushs sang "Moments of Pleasure" til en af de ti bedste sange, han kender. Rufus Wainwright har udpeget hende som en af ti ikoner for homoseksuelle.[111]

Blandt de kunstnere, der har indspillet sange skrevet af Kate Bush, er Charlotte Church, The Futureheads (der havde et britisk top 10-hit med "Hounds of Love"), Placebo (hvis version af "Running Up that Hill" har været brugt i flere tv-serier og film), Pat Benatar, Hayley Westenra, Jane Birkin og Natalie Cole. Den tyske musiker og komponist Theo Bleckmann har indspillet et helt album med Kate Bush-sange med titlen Hello Earth! – The Music of Kate Bush med fjorten af hendes mest kendte sange.[112]

Privatliv[redigér | redigér wikikode]

Kate Bush er gift med guitaristen Dan McIntosh, og parret har sammen sønnen Albert[35] og bor i Devon. Bush er vegetar.[113]

Diskografi[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Kate Bushs diskografi

Denne liste indeholder de studiealbum, som Kate Bush har lavet.

  • The Kick Inside (1978)
  • Lionheart (1979)
  • Never for Ever (1980)
  • The Dreaming (1982)
  • Hounds of Love (1985)
  • The Sensual World (1989)
  • The Red Shoes (1993)
  • Aerial (2005)
  • 50 Words for Snow (2011)

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Graeme Thomson (2010-05-13). "Kate Bush's only tour: pop concert or disappearing act?". The Guardian. http://www.guardian.co.uk/music/2010/may/13/kate-bush-only-tour-live. 
  2. 2,0 2,1 "Chart Stats - Never for Ever". chartstats.com. http://www.chartstats.com/albuminfo.php?id=5079. Hentet 2012-05-21.  Arkiveret 2012-07-28.
  3. 3,0 3,1 Robert Dex (2012-05-01). "Kate Bush scoops South Bank award". The Independent. http://www.independent.co.uk/arts-entertainment/music/news/kate-bush-scoops-south-bank-award-7704165.html. 
  4. 4,0 4,1 "Kate Bush". nndb.com. http://www.nndb.com/people/504/000025429/. Hentet 2012-05-22. 
  5. Amy Standen (2001-03-20). "Kate Bush". salon.com. http://www.salon.com/2001/03/20/kate_bush/. Hentet 2012-05-22. 
  6. Dave Hazard (2007). Born Fighter. London: John Blake Publishing. s. 114. 
  7. 7,0 7,1 7,2 "Kate Bush". allmusic.com. http://www.allmusic.com/artist/p3805. Hentet 2012-05-22. 
  8. 8,00 8,01 8,02 8,03 8,04 8,05 8,06 8,07 8,08 8,09 8,10 Gillian Gaar (1992, 2002). She's a Rebel. Pgw. 
  9. Jason Cowley (2005-02-07). "The Wow Factor". New Statesman. 
  10. "The Rightful Heir?". Q (48). september 1990. 
  11. 11,0 11,1 11,2 11,3 Holly Kruse (1988). "Kate Bush: Enigmatic chanteuse as pop pioneer". Tracking: Popular Music Studies (1). http://www.icce.rug.nl/~soundscapes/DATABASES/TRA/Kate_Bush.shtml. 
  12. 12,0 12,1 12,2 12,3 12,4 12,5 Nigel Williamson (2005-10-02). "The Mighty Bush". Scotland on Sunday. 
  13. "Today's Style and Looks". Face & Figure. 1979. 
  14. Adam Darius. The Adam Darius Method. Latonia. s. 236-240. 
  15. "Demos: The Phoenix recordings". www.last.fm. http://www.last.fm/music/Kate+Bush/Demos%253A+The+Phoenix+recordings+%252F+Studio+Sessions. Hentet 2012-05-22. 
  16. Hæfter fra Kate Bushs album, EMI
  17. 17,0 17,1 17,2 17,3 17,4 17,5 17,6 17,7 17,8 17,9 "Kate Bush in the UK singles chart". www.officialcharts.com. http://www.officialcharts.com/artist/_/kate%20bush/#singles. Hentet 2012-05-22. 
  18. Patrick Barkham (2005-09-30). "The Guardian profile: Kate Bush". The Guardian. http://www.guardian.co.uk/music/2005/sep/30/popandrock1. 
  19. "Kate Bush, Biography". Altius Directory. http://www.altiusdirectory.com/Society/2008/07/kate-bush-30th-july-famous.html. Hentet 2012-05-22. 
  20. "Magic Profile - Simon Drake". magicweek.co.uk. http://www.magicweek.co.uk/magic_profiles/magicprofile_0001_simon_drake.htm. Hentet 2012-05-22. 
  21. "Something from Kate, at last". Australien: The Age. 2005-10-08. http://www.theage.com.au/news/music/something-from-kate/2005/10/06/1128562936076.html?page=3. Hentet 2012-05-25. 
  22. Paul Simper (1982-10-16). "Dreamtime Is Over". Melody Maker. 
  23. Barbara Ellen (2005-10-02). "Comeback Kate". The Observer. http://www.guardian.co.uk/music/2005/oct/02/popandrock1. Hentet 2012-05-25. 
  24. "Peter Gabriel: 'Kate Bush replaced Dolly Parton on ´Don't Give Up´'". New Musical Express. 2011-09-19. http://www.nme.com/news/peter-gabriel/59311. Hentet 2012-05-25. 
  25. 25,0 25,1 Hille Italie (1989-11-26). "Kate Bush's dream world". The Sunday Telegraph. http://news.google.com/newspapers?id=2fYlAAAAIBAJ&sjid=TfwFAAAAIBAJ&pg=7016,7079481&dq=hitler+heads-we-re-dancing+kate-bush&hl=en. Hentet 2012-05-25. 
  26. "Kate Bush Biography". www.starpulse.com. http://www.starpulse.com/Music/Bush,_Kate/Biography/. Hentet 2012-05-25. 
  27. "The top 50 greatest covers as voted by you". The Observer. http://observer.guardian.co.uk/omm/ttremastered/story/0,,2166706,00.html. Hentet 2012-05-25. 
  28. The Line, the Cross & the CurveInternet Movie Database (Engelsk)
  29. "Well Red". Future Music. november 1993. 
  30. Parry Gettelman (1993). "The Red Shoes Review". The Orlando Sentinel. 
  31. "The Red Shoes Review". Request. november 1993. 
  32. "Kate Bush talks to Ken Bruce". BBC. 2005-05-09. http://www.bbc.co.uk/programmes/p00gtnyf. 
  33. 33,0 33,1 "The day I said sorry to Kylie, and other pop star encounters from the diary of DJ Mark Radcliffe". MailOnline. 2009-03-28. http://www.dailymail.co.uk/tvshowbiz/article-1165471/The-day-I-said-sorry-Kylie-pop-star-encounters-diary-DJ-Mark-Radcliffe.html. Hentet 2012-05-29. 
  34. Patrick Barkham (2005-09-28). "Guardian profile: Kate Bush". The Guardian. 
  35. 35,0 35,1 35,2 "Kate Bush and the war of Wuthering Heights". The Evening Standard. 2007-05-05. http://web.archive.org/web/20070509043901/http://www.thisislondon.co.uk/news/article-23395189-details/Kate+Bush+and+the+war+of+Wuthering+Heights/article.do. Hentet 2012-05-29. 
  36. Stephen McKenna (2005-09-22). "Kate Bush back on form with first single in 12 years". icScotland.com. http://icscotland.icnetwork.co.uk/whatson/whatson2/tm_objectid=16160326&method=full&siteid=50141&headline=kate-bush-back-on-form-with-first-single-in-12-years-name_page.html. Hentet 2012-05-29. 
  37. 37,0 37,1 37,2 Adrian Thrills (2005-11-04). "Is this great, Kate - or just Pi in the sky?". Daily Mail. http://www.highbeam.com/doc/1G1-138325566.html. Hentet 2012-05-29. 
  38. "Kate Bush: King of the Mountain". www.allmusic.com. http://www.allmusic.com/album/king-of-the-mountain-mw0000535069. Hentet 2012-05-29. 
  39. "The Official UK Digital Download Chart Book". The Official UK Charts Company. http://web.archive.org/web/20070106072642/http://www.distantstar.org.uk/DigitalDownloadChartBook.pdf. Hentet 2012-05-29. 
  40. "Operatic act beat Bush to the top". BBC. 2005-11-13. http://news.bbc.co.uk/2/hi/entertainment/4433752.stm. Hentet 2012-05-29. 
  41. Chris Harris (2005-11-16). "50 Cent Gets A Billboard Beating From Zellweger's Ex". MTV. http://www.mtv.com/news/articles/1513846/get-rich-soundtrack-lands-at-2.jhtml. Hentet 2012-05-29. 
  42. "Soundtracks for Det gyldne kompas (2007)". imdb.com. http://www.imdb.com/title/tt0385752/soundtrack. Hentet 2012-05-29. 
  43. "Front Row: Kate Bush in a rare interview; and John Cleese reviewed". BBC. 2011-05-04. http://www.bbc.co.uk/iplayer/episode/b010vxyv/Front_Row_Kate_Bush_in_a_rare_interview_and_John_Cleese_reviewed/. Hentet 2012-05-30. 
  44. Flere anmeldelser er citeret med links i arkivet på www.katebushnews.com
  45. Sean Michaels (2011-04-05). "Kate Bush reveals guest lyricist on new album - James Joyce". The Guardian. http://www.guardian.co.uk/music/2011/apr/05/kate-bush-new-album-james-joyce. Hentet 2012-05-30. 
  46. "Kate to release brand new album: "50 Words for Snow" on 21 November". www.katebush.com. http://www.katebush.com/news/kate-release-brand-new-album-50-words-snow-november. Hentet 2012-05-30. 
  47. Priya Elan (2011-10-10). "Kate Bush, 'Wild Man'". New Musical Express. http://www.nme.com/reviews/kate-bush/12361. Hentet 2012-05-30. 
  48. Ann Powers (2011-11-13). "First Listen: Kate Bush, '50 Words for Snow' : NPR". www.npr.org. http://www.npr.org/2011/11/13/142133269/first-listen-kate-bush-50-words-for-snow. Hentet 2012-05-30. 
  49. http://www.katebushnews.com/ "Stephen Dalton describes '50 Words for Snow'", www.katebushnews.com (findes via søgning)
  50. "EXCLUSIEF: Jamie Cullum interviewt Kate Bush". avro.nl. 2011-11-17. http://avro.nl/audioplayer/?p=podcast_schiffersxtra&pc=schiffersxtra_17391&stream=undefined. Hentet 2012-05-30. 
  51. Greg Kot (2011-11-18). "Album review: Kate Bush, '50 Words for Snow'". Chicago Tribune. http://www.chicagotribune.com/entertainment/music/turnitup/chi-kate-bush-album-review-50-words-for-snow-reviewed-20111118,0,6147350.column. Hentet 2012-05-30. 
  52. "50 Words for Snow - Kate Bush". www.metacritic.com. http://www.metacritic.com/music/50-words-for-snow. Hentet 2012-05-30. 
  53. Anita Singh (2012-01-12). "Brit Awards nominations: Kate Bush vs Adele for best female". The Telegraph. http://www.telegraph.co.uk/culture/music/9011168/Brit-Awards-nominations-Kate-Bush-vs-Adele-for-best-female.html. Hentet 2012-05-30. 
  54. "All-female shortlist is a first for Ivor Novello awards". BBC. 2012-04-17. http://www.bbc.co.uk/news/entertainment-arts-17739529. Hentet 2012-05-30. 
  55. 55,0 55,1 55,2 55,3 Ron Moy (2006). "A Daughter of Albion?". www.popular-musicolog-online.com. http://www.popular-musicology-online.com/issues/02/moy-01.html. Hentet 2012-05-31. 
  56. Sue Hudson (december 1985). The Unique Poetry of Kate Bush. Hi-Fi & Record Review. 
  57. Sue Hudson. The Back Page. Hi-Fi & Record Review. 
  58. Erik Davis (1993). Red Shoes review. Spin. 
  59. Jane Solanas (1983). "The Barmy Dreamer". New Musical Express. 
  60. Colin Irwin (november 1989). "Iron Maiden". Q Magazine. 
  61. Phil Sutcliffe (1980-08-30). "Labushka". Sound. 
  62. "Kate Bush interview". Q Magazine. 1990. 
  63. "Kate Bush interview". Smash Hits. 1980. 
  64. Len Brown (1989-10-07). "In the Realm of the Senses". New Musical Express. 
  65. 65,0 65,1 "Little Miss Can't Be Wrong". Q Magazine. december 1993. 
  66. Phil Sutcliffe (juni 1991). "Hounds of Love sleevenotes". Q Magazine. 
  67. Colin Irwin (1980-10-10). "Paranoia and Passion of the Kate Inside". Melody Maker. 
  68. Mollie Ziegler (2005-11-08). "The Return of a Sultry Songstress". The New York Sun. 
  69. 69,0 69,1 Sheila Rogers (1990-02-08). "The Sensual Woman". Rolling Stone: 21-22. 
  70. Maureen Littlejohn (marts 1990). "The Sensual Woman". Network. 
  71. Paul Gambaccini (1993-11-24). "Kate Bush Smiles in Her New Red Shoes". New York Press. 
  72. "Full Cast and Crew for 'Kate: Kate Bush Christmas Special'". imdb.com. http://www.imdb.com/title/tt1427061/fullcredits#cast. Hentet 2012-05-31. 
  73. "Passing Through Air". gaffa.org. http://gaffa.org/passing/v79_dec.html. Hentet 2012-05-31. 
  74. 74,0 74,1 "Kate Bush: The reclusive first lady of art rock". Classic Rock Magazine (160). 
  75. Robin Murray (2011-04-27). "Could Kate Bush Tour Again?". clashmusic.com. http://www.clashmusic.com/news/could-kate-bush-tour-again. Hentet 2012-06-02. 
  76. "Live at the Hammersmith Odeon". www.allmusic.com. http://www.allmusic.com/album/live-at-the-hammersmith-odeon-video-mw0000676157. Hentet 2012-06-01. 
  77. "Donald Sutherland in Kate Bush's "Cloudbusting"". entertainment.ca.msn.com. http://entertainment.ca.msn.com/music/photos/gallery.aspx?cp-documentid=25146759&page=8. Hentet 2012-06-01. 
  78. "The Whole Story: The Videos". www.allmusic.com. http://www.allmusic.com/album/the-whole-story-the-videos-mw0000864026. Hentet 2012-06-01. 
  79. John Aizlewood (december 2001). "The Big Sleep". Q Magazine. 
  80. Mojo Magazine, s. 81, oktober 2005
  81. "Cocteau Twins Discography". cocteautwins.org. http://www.cocteautwins.org/~leesa/cocteautwins/cHTML/html/soundtracks.html. Hentet 2012-06-01. 
  82. "Kate Bush - Under Review". www.allmusic.com. http://www.allmusic.com/album/under-review-dvd-mw0001445823. Hentet 2012-06-01. 
  83. David Lambert (2008-09-05). "Saturday Night Live - Universal Announces The Complete 4th Season". www.tvsholsondvd.com. http://www.tvshowsondvd.com/news/Saturday-Night-Live-Season-4/10468. Hentet 2012-06-01. 
  84. John Latchem (2008-12-05). "Unveiling Britain's 'Secret'". Home Media Magazine. http://www.homemediamagazine.com/tv-dvd/unveiling-britains-secret-14017. Hentet 2012-06-01. 
  85. "Mistraldespair - Animation". www.katebush.com. http://www.katebush.com/news/mistraldespair-animation. Hentet 2012-06-01. 
  86. "Wild Man - Animation". www.katebush.com. http://www.katebush.com/news/wild-man-animation. Hentet 2012-06-01. 
  87. "Eider Falls at Lake Tahoe - Animation". www.katebush.com. http://www.katebush.com/news/eider-falls-lake-tahoe-animation. Hentet 2012-06-01. 
  88. Dan Raby (2012-01-24). "Kate Bush's Shadow Play". NPR Music. http://www.npr.org/blogs/allsongs/2012/01/24/145698181/first-watch-kate-bushs-shadow-play. Hentet 2012-06-01. 
  89. Luke Turner (2010-09-23). "Ken Livingstone Interviewed: Boris, The Other Boris, Music, Politics & London". The Quietus. http://thequietus.com/articles/04999-ken-livingstone-interview-music-politics. Hentet 2012-06-01. 
  90. "Soundtracks for Troldmanden". imdb.com. http://www.imdb.com/title/tt0079504/soundtrack. Hentet 2012-06-01. 
  91. "Kate Bush - Credits". allmusic.com. http://www.allmusic.com/artist/kate-bush-mn0000855423/credits. Hentet 2012-06-01. 
  92. "Soundtracks for Brazil". http://www.imdb.com/title/tt0088846/soundtrack. Hentet 2012-06-01. 
  93. "Soundtracks for Næsten voksen". imdb.com. http://www.imdb.com/title/tt0096094/soundtrack. Hentet 2012-06-01. 
  94. "Eighties Kate Bush track goes Top 10 on download chart". Music Week. 2005-11-24. http://www.musicweek.com/story.asp?storyCode=16666&sectioncode=1. Hentet 2012-06-01. 
  95. "Soundtracks for Felicia's Journey". imdb.com. http://www.imdb.com/title/tt0165773/soundtrack. Hentet 2012-06-01. 
  96. "Soundtracks for Starter at 10". imdb.com. http://www.imdb.com/title/tt0477095/soundtrack. Hentet 2012-06-01. 
  97. "Chart Log UK, 1994-2010". zobbel.de. http://www.zobbel.de/cluk/CLUK_B.HTM. Hentet 2012-06-01. 
  98. Stacey Silberman (2007-11-30). "Tis the Awards Season: Lots of Green & "Golden" Loving Stars". Hollywood Today. http://www.hollywoodtoday.net/2007/11/30/tis-the-awards-season-lots-of-green-%E2%80%9Cgolden%E2%80%9D-loving-stars/. Hentet 2012-06-01. 
  99. "Lyra". delpalmer.com. http://www.delpalmer.com/page14.htm. Hentet 2012-06-01. 
  100. "Mna Na h-Éireann". Hot Press. 1996-05-29. 
  101. Andrew Williams (2010-06-30). "Rolf Harris: Glastonbury was highlight of my entertainment career". www.metro.co.uk. http://www.metro.co.uk/music/833603-rolf-harris-glastonbury-was-highlight-of-my-entertainment-career. Hentet 2012-06-02. 
  102. "Erasure & Kate Bush: The Lost Collaboration". The Quietus. 2009-03-04. http://thequietus.com/articles/01240-erasure-wanted-to-work-with-kate-bush. Hentet 2012-06-02. 
  103. 103,0 103,1 "Interview with Björk". Time Out. 1997-10-15. 
  104. Brian Boyd (2005-10-28). "What Kate didn't do next". The Irish Times. 
  105. Queens of British pop (including an interview with Lily Allen about Kate Bush), BBC Television (2009-04-01)
  106. 106,0 106,1 "Kate Bush is back". abc.net.au. 2005-09-29. http://www.abc.net.au/triplej/musicnews/s1470979.htm. Hentet 2012-06-02. 
  107. Ian Youngs (2009-01-07). "BBC Sound of 2009: Florence and the Machine". http://news.bbc.co.uk/2/hi/entertainment/7813609.stm. Hentet 2012-06-02. 
  108. "Archive". blocparty.com. http://web.archive.org/web/20070323002520/http://blocparty.com/history.php. Hentet 2012-06-02. 
  109. Queens of British pop: Johnny Lydon taler om Kate Bush, BBC Television (2009-04-01)
  110. "Bush Rejected Rotten's Song". contactmusic.com. 2007-12-05. http://www.contactmusic.com/news/bush-rejected-rottens-song_1052447. Hentet 2012-06-02. 
  111. "The ten gay icons". The Guardian. 2006-11-12. http://www.guardian.co.uk/music/2006/nov/12/popandrock.rufuswainwright. Hentet 2012-06-02. 
  112. "Theo Bleckmann: Hello Earth! – The Music of Kate Bush". theobleckmann.com. http://www.theobleckmann.com/MUSIC/MUSIC_DISCO_13_details.html. Hentet 2012-06-02. 
  113. Alexis Petridis (2011-05-12). "Kate Bush: Director's Cut - review". The Guardian. http://www.guardian.co.uk/music/2011/may/12/kate-bush-directors-cut-review. Hentet 2012-06-02. 

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Robert Godwin (2006). The Illustrated Collector's Guide to Kate Bush (2. udg.). Collector's Guide Publishing. ISBN 1894959450. 
  • Rob Jovanovic (2006). Kate Bush. The Biography. Little Brown Book Group. ISBN 0749951141. 
  • Graeme Thomson (2012). Under the Ivy (2. udg.). Omnibus Press. ISBN 1780381468. 

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]