Kensington-runestenen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Kensington-runestenen
Disambig bordered fade.svg for anden brug af navnet Kensington, se Kensington.

Kensington-runestenen er en 90 kg tung sten med runeindskrifter, der blev fundet under en trærod på en svenskejet gård i Kensington, Douglas county, Minnesota, i efteråret 1898. På runestenen står der, at 8 gøter og 22 nordmænd kom til området i 1362, 130 år før Columbus kom til Amerika. Det var en svensk landmand ved Olof Ohman (egentlig Öhman), som sammen med sin søn Edward fandt stenen på sine jorder. Stenens ægthed er omstridt.

Tolkninger[redigér | redigér wikikode]

Teksten lyder:

  • 8 göter ok 22 norrmen po opdagelsefard fro winland of west wi hade læger wed 2 : skjar en dags rise norr fro deno sten wi war ok fiske en dagh aptir wi kom hem fan 10 man rode af blod og ded AVM fraelse af illy har 10 mans ve havet at se æptir wore skip 14 dagh rise from deno öh ahr 1362.

Oversat: "Otte gøter (eller gotere) og to og tyve nordmænd på opdagelsesfærd fra Vinland mod vest. Vi havde lejr ved en sø med to skær i, en dagsrejse nord for denne sten. Vi var ude og fiskede en dag. Da vi kom hjem, fandt vi ti mand røde af blod og døde. Ave Maria, frels os fra det onde. Har ti mand ved havet til at se efter vore skibe, fjorten dagsrejser fra denne ø, året i 1362."

At årstallet er angivet med vore tal er meget påfaldende. Samtlige runestene, man ellers kender, angiver tal skrevet med bogstaver eller romertal. [1] Videre optræder indskriften med forkert verbbøjning: Wi war/kom/fan (= Vi var/kom/fandt), når man i den tid bøjede verb i første person flertal: Wi warom/komom/funnum. [2]

Ægthedsdiskussion[redigér | redigér wikikode]

Ohman og hans tiårige søn påstod senere, at de først troede, de havde fundet en indiansk almanak. En afskrift af inskriptionen blev sendt til afdelingen for græsk sprog ved universitetet i Minneapolis, før den havnede hos professor Olaus Breda, [3] som første gang hørte om stenen ved nytår 1898/99. I et brev dateret 7.marts 1910 forklarer han, hvorfor han anså den som en forfalskning: 1) Det var helt utroværdigt, at en indskrift kunne fremstå så klar efter at være udsat for Minnesotas barske klima i over 500 år. 2) Det absurde i, at rejsende, helt ukendte på det amerikanske kontinent, efter kun to uger var nået fra kysten helt frem til Minnesota. 3) Det absurde i selve indskriften, der var et virvar af gamle sprogformer, gammeldags ortografi og moderne svensk, iblandet engelske udtryk. Professor Breda fortæller videre, at Sophus Bugge, Gustav Storm og Oluf Rygh, der alle var kapaciteter på runeindskrifter, enstemmigt vurderede stenen som en forfalskning, og at en udfyldende rapport om Kensington-stenen fra universitetet i Oslo oplevede sprogformen "umulig, et særdeles klodset forsøg på at konstruere en gammel sprogform uden at besidde den nødvendige kundskab. Af runologiske, sproglige og historiske årsager kan indskriften ikke være ægte". [4]

Selve stenen blev oversendt til professor George Curme ved Northwestern University i Illinois. På grundlag af professor Bredas oversættelse troede han i udgangspunktet, at den kunne være ægte, men synet af den satte ham på andre tanker. Runerne fremstod klart og tydeligt og måtte være indridset nyligt. Han beskrev stenen som "en klodset forfalskning". [5] Folk så nu med mistro på Ohman, der var den, som fandt stenen. I disse år kæmpede Norge for løsrivelse fra Sverige, og fra norsk hold tog det sig påfaldende ud, at der lige nu dukkede en indskrift op, der omhandlede en ekspedition af nordmænd og svenskere på en tid, da de også havde en fælles konge, nemlig Magnus Eriksson. [6] Nogle huskede også "Ossians sange", som var blevet modtaget med begejstring – og afsløret som en ren forfalskning.

Men i 1907-10 anså nogle mennesker Kensington-runestenen for ægte. Countyet, som stenen blev fundet i, blev ikke beboet (af europæiske nybyggere) førend 1858. Newton Winchell fra Minnesota Historical Society og som herudover er en højt respekteret geolog, undersøgte stenens forvitring i inskriptionen og konkluderede, at inskriptionen var omkring 500 år gammel.

I november 2000 præsenterede Scott Wolter en artikel baseret på de foreløbige undersøgelser, som anslår, at med en jordforvitringsproces vil stenens inskriptionsriller være mindst 50-200 år gammel.

En af Wolters pointer er den komplette forvitring af stenens glimmer i inskriptionsrillerne. På gravsten, som er 200 år gamle, er en stor del af glimmeret i nyhuggede overflader og inskriptioner forvitret. Det skal dog bemærkes, at gravsten bliver udsat for en anden slags forvitring end sten under jord. Men det indikerer, at stenen var blevet begravet, længe før de første nybyggere kom i 1858.

Kilder/referencer[redigér | redigér wikikode]

  • DMOZ: Kensington Runestone
    • Web archive backup: Debunking the Kensington Stone Mystery
    • Web archive backup: 13 Aug 1998: why KRS cannot be a forgery Citat: "...CONCLUSION It is completely clear now that, as an absolute minimum, we must conclude that a person who could "forge" KRS must have been a highly competent scholar with at least a PhD in both medieval Scandinavian philology, and runology. (The much more realistic conclusion of course should be that such a forgery could not have been done at all at that time. Period..."

Se også[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:

Koordinater: 45° 48′ 47,28″ N, 95° 40′ 18,3″ V