Runealfabet

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Fuþark fra Kylverstenen, Sverige. (ca. 400 e.v.t.)
Sværd fundet i Themsen med angelsaksiske runer. (ca. 9. årh.)
lanseskaft fra Kragehul med runeinskriptioner. (ca. 5. årh. e.v.t.)

Runealfabetet er et skriftsystem, der opstod i 2. århundrede e.v.t. og som hovedsageligt blev brugt inden for den germanske og nordiske kultur.[1] Som skrifttradition var runerne udviklet uafhængigt af den latinske.[2] Et runebogstav bliver i reglen kaldt en "runestav", og "runerækken" kaldes fuþark efter rækkefølgen på de seks første runestave. De ældste eksempler på runer stammer fra slutningen af 100-tallet e.v.t., og de var i brug som kommunikationsmiddel i over 1.200 år. Først omkring 1000-1200-tallet begyndte de i Norden at blive erstattet af det latinske alfabet, men det overlevede længe efter som alternativt skriftsystem.[3]

Runerne var skabt til epigrafiske tekster, og blev brugt i både religiøse og dagligdags sammenhænge; fx mindesten over afdøde, ejersignaturer på genstande, graffiti, breve, notater, vers (fra digte), bønner, korte trylleformler osv.[4] Udviklingen kan inddeles i tre faser, hvor de havde hver deres udformning. Indtil omkring 8. århundrede var den dominerende form den ældre fuþark med 24 tegn. På dette tidspunkt skete der en tegnøkonomisk udvikling, hvor samme tegn kunne stå for flere fonemer, hvilket ikke gjorde teksterne mere læsevenlige.[5] Herefter var den yngre fuþark med 16 tegn dominerende indtil middelalderen. I 10. århundrede blev der tilføjet punkter til at skelne mellem forskellige fonemer.[5] Baggrunden for ændringen mellem den yngre og ældre form er ukendt, men den fandt sted samtidig med synkopen, der også markerer skiftet mellem det fælles urnordiske sprog og de regionale sprog olddansk, oldsvensk og oldnorsk. Fordelene ved den nye form var pladsøkonomi, ulempen var samme tegn for flere lyde.[3] I middelalderen skete der en yderligere udvikling, da der opstod to versioner, en primært dansk og en primært svensk/norsk. Dertil var middelalderens runer yderligere påvirket af det latinske alfabet.[6]

Det angelsaksiske eller oldengelske runealfabet har beholdt de 24 tegn og føjet flere til.

Nogle runer er skrevet i flere forskellige former for runekoder - fx jötunvillurkoden, lønrunekoden og Cæsarchifferet.[7]

Rune, stav og bog[redigér | redigér wikikode]

Ordet rune kan også betyde "hemmelighed"[8] (således i Wulfilas gotiske bibeloversættelse; jf. tysk raunen "hviske"). Dette navn skal ses i forbindelse med runernes magiske funktion. Desuden er skrift omgærdet af en vis mystik i kulturer, hvor størstedelen af befolkningen er analfabeter, og det derfor er en særlig kunst at tyde skriften ("at råde runer" hedder det på nordisk).[Kilde mangler]

Ordene stave og bogstav (også tysk Buchstab) er en reminiscens fra runerne, der ofte havde en fast streg (en tendens, der var endnu mere udtalt i det yngre runealafabet). Runernes form skyldes sandsynligvis, at de normalt blev ridset i træplader og på træpinde (bog betyder egentlig "bøg"), men vore tidlige runeindskrifter er normalt bevaret på metalgenstande (træ er mere forgængeligt end metal). Først omkr. 600 bliver det almindeligt at opsætte runestene. Pergamentbøger med runer kendes først fra middelalderen. Træstokke og birkebark med indskrifter kendes kun fra middelalderen, men det betyder ikke nødvendigvis, at de ikke blev benyttet før.[9]

Den latinsksprogede digter Venantius Fortunatus (6. årh. e. Kr.) har dette lille distikon om runerne over for latinske bogstaver (Carmina 7.18):

  • Barbara fraxineis pingatur rhuna tabellis
    quodque papyrus agit virgula plana valet.
  • Tegn blot den barbariske rune på asketræstavler. Alt hvad papyrussen gør, det formår også den flade gren.

Oprindelse[redigér | redigér wikikode]

Runernes ophavssted er ukendt, størsteparten af de ældste eksempler stammer fra det nuværende Danmark, men det beviser ikke, at de er opstået i dette område. Sandsynligvis har tegnene oprindeligt haft latinsk forbillede, men de fik deres særlige kantede form, fordi de blev udviklet til at blive ridset i træ.[10]

Baggrunden for deres udvikling er også usikker, men det ser ikke ud til, at det skete på grundlag af økonomiske og administrative behov. Preben Meulengracht Sørensen har foreslået, at grunden muligvis kan have været et ønske om at kunne markere sin egen politiske uafhængighed overfor Romerriget, ved at have sit eget skriftsprog. Samtidig fandtes der ikke et behov for et egentligt skriftsprog i Norden før omkring religionsskiftet. [11] Der er i al væsentlighed tre teser:

  • 1. Den græske tese har ikke så mange tilhængere længere. Den antager som forbillede enten et arkaisk græske alfabet fra det 6. årh. f. Kr. eller en østgræsk minuskelskrift fra det 2. eller 3. årh. e. Kr. Kontakten skulle være sket i Sortehavsområdet. De nordiske runeindskrifter er imidlertid ældre end det tidspunkt, hvor goterne må antages at have befundet sig ved Sortehavet.[Kilde mangler]
  • 2. Den latinske tese. Når man betænker den romerske kulturs enorme betydning på det tidspunkt, hvor runerne dukker op, er det i udgangspunktet mest sandsynligt, at runerne skal være afledt af det latinske alfabet. Der er da også flere tegn, der mest sandsynligt har et latinsk forbillede (f.eks. ᛓ = F og ᚱ = R). Det er derfor stadig den mest populære tese blandt forskerne.[Kilde mangler]
  • 3. Den etruskisk-norditaliske tese mener, at runerne er afledt af det etruskiske alfabet eller et andet af de alfabeter, der var i brug i Norditalien og i Alpeområdet i århundreder før Kristi fødsel. Disse alfabeter er alle, ligesom det latinske, afledt af det græske, men har særlige tegn og særlige former af tegnene. Tesen støtter sig først og fremmest på en indskrift på en hjelm fra Negau: Harigastiz fefakit "Harigastiz gjorde (den)". Indskriften, der dateres til det 3. eller 2. århundrede e. Kr., benytter et norditalisk alfabet, og verbet er oldlatin, men navnet er germansk. Tydningen af indskriften er dog omstridt.
    Det vægtigste argument for den den italisk-etruskiske tese er dog bogstavernes former, der i disse alfabeter er mere arkaiske, end det er tilfældet i samtidens latinske og græske indskrifter. Bogstavernes skæve streger gør dem mere runeagtige. Der er desuden mange flere bogstaver, der ligner hinanden i runealfabetet og de norditaliske alfabeter, end det er tilfældet, hvis man sammenligner runerne med enten det latinske eller det græske alfabet. Problemet er, at tesen forudsætter, at runerne blev formet allerede omkring Kristi fødsel et sted i Alpeegnene, selv om der ikke er spor af skriften i området. De dukker først op i det 2. århundrede og fortrinsvis i Skandinavien.[Kilde mangler]
  • 1 + 2 + 3. Træalfabet. Det er muligt at kombinere alle tre teser, da næsten alle bevarede latinske indskrifter er på sten, metal og papyrus, og da alfabeterne på sten og på papyrus er indbyrdes forskellige så kan der sagtens have været et tredje alfabet til at skære en hurtig besked i træ, men dette træalfabet er bare ikke blevet bevaret. Når runerne har en vis lighed med visse etruskiske tegn, så kan det være, fordi etruskerne ikke havde udviklet en særlig smuk skrifttype til at skrive på sten med og kun sjældent skrev på den dyre papyrus.[Kilde mangler]

Vikingetiden og senere[redigér | redigér wikikode]

I Norden var jernalderens og vikingetidens kultur mundtlig, men man rådede også over et skriftsystem. Den egnede sig imidlertid ikke til lange tekster, og kulturen var i overvejende grad mundtligt overleveret. Skriftkultur var imidlertid ikke ukendt, da den i hele perioden fandtes i flere af nabolandene.[12]

I vikingetiden bliver den latinskkyndige indflydelse mere tydelig, fx står indskrifter pænt på linje, ligesom i et dokument, men runerne fik også en dokumenterende funktion, fx ved at beskrive og fastholde begivenheder, handlinger og situationer. Traditionelt blev de monumentale runesten brugt demonstrerende og fastholdende, men i sidste halvdel af vikingetiden fik de også en kommunikativ funktion, fx i forbindelse med arvesager, hvor en sten rejses med information om slægtskabsforhold og ejendom. Den store Jellingesten er det fremmeste eksempel på denne udvikling, her proklamerede Harald Blåtand sine politiske bedrifter for eftertiden. Den Harald som sig vandt Danmark og al Norge og gjorde danerne kristne.[13] Der hvor der gengives fortællinger, er det stadig kun som hentydninger, de mundtlige fortællinger var stadigvæk den væsentlige form.[14] Meulegracht-Sørensen har derfor tolket vikingetidens runesten som et levn til en begyndende skriftkultur i Norden.[15]

I 11. og 12. århundrede opbygges de første lærdomscentre i Norden, og først her begynder en egentlig latinsk skriftkultur at slå rod. På trods af dette vedblev runerne med at være i brug længe efter. Og de blev i middelalderen opfattet som et fuldgyldigt og oprindeligt nordisk alfabetet, og ikke som en ufuldstændig og degenereret udgave af det latinske. Endnu i 13. århundrede blev runekundskaber regnet som vigtige kompetencer for en mand. Damsgaard Olsen mener, at baggrunden for det var at runerne var en mere funktionel skriftform i dagligdagen: De kunne fremstilles vha. en kniv, noget som alle dengang gik med, og en genstand med en ikke for hård overflade, fx ben, træ, bly o.lign. Det var med andre ord ting, der var tilgængelige for alle, i modsætning til den latinske skrifttradition, der krævede professionelt udstyr. I 12. og 13. århundrede blev runerne endda absorberet af det gejstlige og latinkyndige miljø.[16]

I 16. århundrede opstod der i lærde kredse, i forbindelse med Renæssancens interesse i Antikkens kultur, en fornyet interesse for runerne. Ole Worms værk Literatura Runica er det første videnskabelige værk om nordiske litteratur i middelalderen og runerne. Det har derfor haft enorm betydning, bl.a. at det indtil slutningen af 19. århundrede var den almindelige opfattelse, at de islandske middelalderlige skrifter oprindeligt var blevet nedskrevet med runer.[17]

Religion[redigér | redigér wikikode]

Nuvola apps download manager2-70%.svg Hovedartikel: Runemagi.

Fra vikingetiden ved vi at runer var associeret med hellig viden og at de blev opfattet som en guddommelig gave, dvs. at runetekster også kunne have en ikke-kommunikativ betydning. Desuden kunne runer også bruges til at kommunikere med guddommelige magter. Overført betød rune ’’hemmelighed’’, og de mange bevarede runerækker (kaldet futhark) tyder på at de også havde en betydning i sig selv, der måske har været religiøs. Skriftens primære funktion var at fastholde en meddelelse og/eller en forbindelse mellem en person og den genstand, de blev indridset på. Runer med religiøs betydning kunne derfor tilføre noget guddommeligt til den genstand de var indridset på.[18]

Fra digtet Sigrdrifúmál fremgår det at ristning af T-runen på våben betød sejr, grunden var formentlig, at man derved gjorde krigsguden Týr nærværende. Sådanne indridsede runer er blevet fundet på flere våben. I andre tilfælde giver teksten sprogligt set ingen mening, måske fordi risterne ikke selv kunne skrive. Meulengracht-Sørensen ser det som et tegn på at skriften i sig selv havde en betydning, der var uafhængig af selve ordenes betydning; dvs. den type meddelelser var imitation af skrift, med det formål, at bruge runernes kraft.[19]

Før-kristne runesten indeholder ofte tekstelementer, som Thorkil Damsgaard Olsen mener, kan have haft en betydning i relation til begravelsesritualer eller forfædrekult. Han relaterer dette til verbal magi, som han forklarer med, at runetekster (i lighed med andre inskriptioner) blev fremsagt, og derved aktiveret, hver gang en forbipasserende stavede sig igennem teksten.[20]

Det ældre runealfabet[redigér | redigér wikikode]

Ældre runer på Einangstenen.

Det germanske runealfabet havde fireogtyve tegn og blev brugt i hele det germanske område, men de fleste af vore indskrifter er fundet i Skandinavien. Det drejer sig fortrinsvis om amuletter og andre genstande med navne og trylleformularer. De tidligste indskriftfund er fra de store våbenofringer i de danske moser fra det 2. århundrede e. Kr. (Illerup, Nydam, Torsberg, Vimose).

De enkelte runer havde navne, typisk ord, der begyndte med den lyd, som runen betegnede; undtaget er ᛉ og ᛜ, da lydene z og ŋ ikke forekom i begyndelsen af et ord. Navnene kendes ikke fra samtidige indskrifter, men først fra middelalderlige håndskrifter. De er her blevet rekonstrueret i deres urgermanske form. Navnene tjente dels til at huske runerne (de blev sat på vers, som man kan se af de senere digte på oldengelsk og oldnorsk anført nedenfor) og dels til at tage varsler. De blev i den forbindelse delt i tre ætter.

rune lyd navn rune lyd navn rune lyd navn
Runic letter fehu.svg f *fehu "ejendom/kvæg?" Runic letter haglaz.svg h *hagla "hagl" Runic letter tiwaz.svg t *Tīwaz "Tyr"
Runic letter uruz.svg u *ūruz "urokse" Runic letter naudiz.svg n *naudiz "nød" Runic letter berkanan.svg b *berkana / *berkō "birk"
Runic letter thurisaz.svg þ *þurisaz "jætte" Runic letter isaz.svg i *īsaz "is" Runic letter ehwaz.svg e *ehwaz "hest"
Runic letter ansuz.svg a *ansuz "gud" Runic letter jeran.svg ē *jēra "år" Runic letter mannaz.svg m *mannaz "mand"
Runic letter raido.svg r *raidō "rejse" Runic letter iwaz.svg ï *īwaz "taks" Runic letter laukaz.svg l *laukaz "løg" / *laguz "vand"
Runic letter kauna.svg k *kauna "hår, svulst" Runic letter pertho.svg p *perþō "busk"? Runic letter ingwaz.svg ŋ *Ingwaz "Frej"
Runic letter gebo.svg g *gebō "gave" Runic letter algiz.svg z *algiz "elg" Runic letter dagaz.svg d *dagaz "dag"
Runic letter wunjo.svg w *wunjō "lyst, glæde" Runic letter sowilo.svg s *sōwulō "sol" Runic letter othalan.svg o *ōþala "slægt"

Richard Joachim Paullis tegning af det andet guldhorn og dets runeindskrift.

Eksempel (Gallehus guldhorn, ca. 400):

  • Runer:
    ᛖᚲᚺᛚᛖᚹᚨᚷᚨᛊᛏᛁᛉ : ᚺᛟᛚᛏᛁᛃᚨᛉ : ᚺᛟᚱᚾᚨ : ᛏᚨᚹᛁᛞᛟ
  • Translitteration:
    Ek Hlewagastiz : Holtijaz : horna : tawido
  • Oversættelse:
    "Jeg Lægæst, søn af Holt (fra Holt?), udsmykkede hornet"

Det angelsaksiske runealfabet[redigér | redigér wikikode]

rune lyd Angelsaksisk runedigt Engelsk oversættelse
f Feoh byþ frofur fira gehwylcum;
sceal ðeah manna gehwylc miclun hyt dælan
gif he wile for drihtne domes hleotan
"Wealth is a comfort to all men;
yet must every man bestow it freely,
if he wish to gain honour in the sight of the Lord."
u Ur byþ anmod ond oferhyrned,
felafrecne deor, feohteþ mid hornum
mære morstapa; þæt is modig wuht.
"The aurochs is proud and has great horns;
it is a very savage beast and fights with its horns;
a great ranger of the moors, it is a creature of mettle."
þ Ðorn byþ ðearle scearp; ðegna gehwylcum
anfeng ys yfyl, ungemetum reþe
manna gehwelcum, ðe him mid resteð.
"The thorn is exceedingly sharp,
an evil thing for any knight to touch,
uncommonly severe on all who sit among them."
o Os byþ ordfruma ælere spræce,
wisdomes wraþu ond witena frofur
and eorla gehwam eadnys ond tohiht.
"The mouth is the source of all language,
a pillar of wisdom and a comfort to wise men,
a blessing and a joy to every knight."
r Rad byþ on recyde rinca gehwylcum
sefte ond swiþhwæt, ðamðe sitteþ on ufan
meare mægenheardum ofer milpaþas.
"Riding seems easy to every warrior while he is indoors
and very courageous to him who traverses the high-roads
on the back of a stout horse."
c Cen byþ cwicera gehwam, cuþ on fyre
blac ond beorhtlic, byrneþ oftust
ðær hi æþelingas inne restaþ.
"The torch is known to every living man by its pale, bright flame;
it always burns where princes sit within."
g Gyfu gumena byþ gleng and herenys,
wraþu and wyrþscype and wræcna gehwam
ar and ætwist, ðe byþ oþra leas.
"Generosity brings credit and honour, which support one's dignity;
it furnishes help and subsistence
to all broken men who are devoid of aught else."
w Wenne bruceþ, ðe can weana lyt
sares and sorge and him sylfa hæfþ
blæd and blysse and eac byrga geniht.
"Bliss he enjoys who knows not suffering, sorrow nor anxiety,
and has prosperity and happiness and a good enough house."
h Hægl byþ hwitust corna; hwyrft hit of heofones lyfte,
wealcaþ hit windes scura; weorþeþ hit to wætere syððan.
"Hail is the whitest of grain;
it is whirled from the vault of heaven
and is tossed about by gusts of wind
and then it melts into water."
n Nyd byþ nearu on breostan; weorþeþ hi þeah oft niþa bearnum
to helpe and to hæle gehwæþre, gif hi his hlystaþ æror.
"Trouble is oppressive to the heart;
yet often it proves a source of help and salvation
to the children of men, to everyone who heeds it betimes."
i Is byþ ofereald, ungemetum slidor,
glisnaþ glæshluttur gimmum gelicust,
flor forste geworuht, fæger ansyne.
"Ice is very cold and immeasurably slippery;
it glistens as clear as glass and most like to gems;
it is a floor wrought by the frost, fair to look upon."
j Ger byþ gumena hiht, ðonne God læteþ,
halig heofones cyning, hrusan syllan
beorhte bleda beornum ond ðearfum.
"Summer is a joy to men, when God, the holy King of Heaven,
suffers the earth to bring forth shining fruits
for rich and poor alike."
eo Eoh byþ utan unsmeþe treow,
heard hrusan fæst, hyrde fyres,
wyrtrumun underwreþyd, wyn on eþle.
"The yew is a tree with rough bark,
hard and fast in the earth, supported by its roots,
a guardian of flame and a joy upon an estate."
p Peorð byþ symble plega and hlehter
wlancum [on middum], ðar wigan sittaþ
on beorsele bliþe ætsomne.
"Peorth is a source of recreation and amusement to the great,
where warriors sit blithely together in the banqueting-hall."
x Eolh-secg eard hæfþ oftust on fenne
wexeð on wature, wundaþ grimme,
blode breneð beorna gehwylcne
ðe him ænigne onfeng gedeþ.
"The Eolh-sedge is mostly to be found in a marsh;
it grows in the water and makes a ghastly wound,
covering with blood every warrior who touches it."
s Sigel semannum symble biþ on hihte,
ðonne hi hine feriaþ ofer fisces beþ,
oþ hi brimhengest bringeþ to lande.
"The sun is ever a joy in the hopes of seafarers
when they journey away over the fishes' bath,
until the courser of the deep bears them to land."
t Tir biþ tacna sum, healdeð trywa wel
wiþ æþelingas; a biþ on færylde
ofer nihta genipu, næfre swiceþ.
"Tiw is a guiding star; well does it keep faith with princes;
it is ever on its course over the mists of night and never fails."
b Beorc byþ bleda leas, bereþ efne swa ðeah
tanas butan tudder, biþ on telgum wlitig,
heah on helme hrysted fægere,
geloden leafum, lyfte getenge.
"The poplar bears no fruit; yet without seed it brings forth suckers,
for it is generated from its leaves.
Splendid are its branches and gloriously adorned
its lofty crown which reaches to the skies."
e Eh byþ for eorlum æþelinga wyn,
hors hofum wlanc, ðær him hæleþ ymb[e]
welege on wicgum wrixlaþ spræce
and biþ unstyllum æfre frofur.
"The horse is a joy to princes in the presence of warriors.
A steed in the pride of its hoofs,
when rich men on horseback bandy words about it;
and it is ever a source of comfort to the restless."
m Man byþ on myrgþe his magan leof:
sceal þeah anra gehwylc oðrum swican,
forðum drihten wyle dome sine
þæt earme flæsc eorþan betæcan.
"The joyous man is dear to his kinsmen;
yet every man is doomed to fail his fellow,
since the Lord by his decree will commit the vile carrion to the earth."
l Lagu byþ leodum langsum geþuht,
gif hi sculun neþan on nacan tealtum
and hi sæyþa swyþe bregaþ
and se brimhengest bridles ne gym[eð].
"The ocean seems interminable to men,
if they venture on the rolling bark
and the waves of the sea terrify them
and the courser of the deep heed not its bridle."
ŋ Ing wæs ærest mid East-Denum
gesewen secgun, oþ he siððan est
ofer wæg gewat; wæn æfter ran;
ðus Heardingas ðone hæle nemdun.
"Ing was first seen by men among the East-Danes,
till, followed by his chariot,
he departed eastwards over the waves.
So the Heardingas named the hero."
œ Eþel byþ oferleof æghwylcum men,
gif he mot ðær rihtes and gerysena on
brucan on bolde bleadum oftast.
"An estate is very dear to every man,
if he can enjoy there in his house
whatever is right and proper in constant prosperity."
d Dæg byþ drihtnes sond, deore mannum,
mære metodes leoht, myrgþ and tohiht
eadgum and earmum, eallum brice.
"Day, the glorious light of the Creator, is sent by the Lord;
it is beloved of men, a source of hope and happiness to rich and poor,
and of service to all."
a Ac byþ on eorþan elda bearnum
flæsces fodor, fereþ gelome
ofer ganotes bæþ; garsecg fandaþ
hwæþer ac hæbbe æþele treowe.
"The oak fattens the flesh of pigs for the children of men.
Often it traverses the gannet's bath,
and the ocean proves whether the oak keeps faith
in honourable fashion."
æ Æsc biþ oferheah, eldum dyre
stiþ on staþule, stede rihte hylt,
ðeah him feohtan on firas monige.
"The ash is exceedingly high and precious to men.
With its sturdy trunk it offers a stubborn resistance,
though attacked by many a man."
y Yr byþ æþelinga and eorla gehwæs
wyn and wyrþmynd, byþ on wicge fæger,
fæstlic on færelde, fyrdgeatewa sum.
"Yr is a source of joy and honour to every prince and knight;
it looks well on a horse and is a reliable equipment for a journey."
io Iar byþ eafix and ðeah a bruceþ
fodres on foldan, hafaþ fægerne eard
wætre beworpen, ðær he wynnum leofaþ.
"Iar is a river fish and yet it always feeds on land;
it has a fair abode encompassed by water, where it lives in happiness."
ea Ear byþ egle eorla gehwylcun,
ðonn[e] fæstlice flæsc onginneþ,
hraw colian, hrusan ceosan
blac to gebeddan; bleda gedreosaþ,
wynna gewitaþ, wera geswicaþ.
"The grave is horrible to every knight,
when the corpse quickly begins to cool
and is laid in the bosom of the dark earth.
Prosperity declines, happiness passes away
and covenants are broken. %
- (cweorth) -
- (calc) -
- (cealc) -
- (stan) -

Eksempel (runeæsken fra Auzon, = Franks Casket, 7. årh.):

  • Runer:
    ᚻᚱᚩᚾᚫᛋᛒᚪᚾ
    ᚠᛁᛋᚳᚠᛚᚩᛞᚢᚪᚻᚩᚠᚩᚾᚠᛖᚱᚷ
    ᛖᚾᛒᛖᚱᛁᚷ
    ᚹᚪᚱᚦᚷᚪᛋᚱᛁᚳᚷᚱᚩᚱᚾᚦᚫᚱᚻᛖᚩᚾᚷᚱᛖᚢtᚷᛁᛋᚹᚩᛗ
  • Translitteration:
    Hronæs ban:| Fisc flodu ahof on ferg|enberig | warþ gasric grorn þær he on greut giswom
  • Oversættelse:
    "Hvalknogle: Fisken kastede floden op på fyrre|bjerget. | Uhyret blev trist, da det svømmede på stranden."

Det yngre runealfabet[redigér | redigér wikikode]

I det 8. århundrede indførtes der i Norden en forenklet form af runealfabetet med kun 16 runer. Alfabetet findes i to varianter: en langstavet og en kortstavet:

langstavet kortstavet lyd oldnorsk runedigt dansk oversættelse
Old Futhark f.png f (-v-) vældr frænda róge;
føðesk ulfr í skóge.
Fæ (husdyr) forårsager strid mellem frænder;
der fødes en ulv i skoven.
Old Futhark u.png u (o, y, ø, w) Úr er af illu jarne;
opt løypr ræinn á hjarne.
Ur (støvregn) er af dårligt jern;
der løber ofte en ren på isen.
Old Futhark th.png þ (-ð-) Þurs vældr kvinna kvillu;
kátr værðr fár af illu.
Turs (jætte) volder kvinder kvaler;
få bliver lykkelige af ulykke.
Long-branch Oss.png ą (a, æ, oͅ) Óss er flæstra færða
foͅr; en skalpr er sværða.
Os (munding) er en færd for de fleste;
men det er en skede til sværdet.
Old Futhark r.png r Ræið kveða rossom væsta;
Reginn sló sværðet bæzta.
Ridt er det værste for heste;
Regin slog det bedste sværd.
Long-branch Kaun.svg k (g) Kaun er barna boͅlvan;
bǫl gørver nán foͅlvan.
Knude er en ulykke for barnet;
døden gør liget blegt.
H-rune.gif h Hagall er kaldastr korna;
Kristr skóp hæimenn forna.
Hagl er det koldeste korn;
Krist skabte den verden i urtiden.
Old Futhark n.png n Nauðr gerer næppa koste;
nøktan kælr í froste.
Nød giver næppe valg;
den nøgne fryser i frosten.
Old Futhark i.png i (e, æ) Ís koͅllum brú bræiða;
blindan þarf at læiða.
Is kalder vi den brede bro;
den blinde må blive ledt.
Long-branch Ar.png a (æ, oͅ) Ár er gumna góðe;
get ek at oͅrr var Fróðe.
År er godt for mændene;
jeg finder, at Frode var gavmild.
Long-branch Sol.png s Sól er landa ljóme;
lúti ek helgum dóme.
Sol er landenes lys
Jeg knæler for den hellige dom.
Old Futhark t.png t (d) Týr er æinendr ása;
opt værðr smiðr blása.
Tyr er den enhåndede as;
ofte må smeden blæse.
Old Futhark b.png b (p) Bjarkan er laufgrønstr líma;
Loki bar flærða tíma.
Birk er det løvgrønneste træ;
Loke havde held med sit bedrag.
Long-branch Madr.png m Maðr er moldar auki;
mikil er græip á hauki.
Mand er en forøgelse af støvet;
stor er kloen på høgen.
Old Futhark l.png l Loͅgr er, fællr ór fjalle
foss; en gull ero nosser.
Lag (vand) er den fos, der falder
fra fjeldet, men guld er smykker.
Long-branch Yr.png R Ýr er vetrgrønstr viða;
vænt er, er brennr, at sviða.
I (taks) er det vintergrønneste ved;
det, der brænder, er vant til at svide.

Runesten i Uppsala

Bortfaldet af det gamle runealfabets b, d, g er usædvanligt. En mulig forklaring kan være, at de egentlig stod for de stemte frikativer [β], [ð], [γ]. I olddansk (og oldnorsk og oldsvensk) var de derimod stemte klusiler i forlyd, [b], [d], [g], som man måske mente bedst kunne betegnes med tegnene for de ustemte klusiler [p], [t], [k]. I indlyd var forskellen mellem stemt [β], [ð] og ustemt [f], [þ] desuden blevet ophævet, så heller ikke her var der længere basis for selvstændige tegn ([γ] fulgte i så fald bare trop).

Det oprindelige a blev sandsynligvis brugt for en nasaliseret [ã] (som i fransk chance), og det transskriberes derfor ą; den nye lydværdi skyldes, at det gamle bogstavnavn *ansuz naturligt var kommet til at lyde ãs "as (gud)" (siden – efter kristendommens indførelse – omfortolket som ōss "munding"). Ved siden af dette var der blevet indført et nyt tegn for det almindelige a, nemlig den gamle j-rune, idet denne runes navn *jāra ved det regelmæssige nordiske j-bortfald var kommet til at lyde ār "år".

Det nye r, der normalt skrives R, er en fortsættelse af den gamle z-rune og bruges netop til at betegne den r-lyd, der var udviklet regelmæssigt af det urgermanske *z. På olddansk blev det sandsynligvis udtalt som en mellemting mellem z og r (muligvis lig det tjekkiske ř). Allerede tidligt forveksler man R og r efter t, og i de sene indskrifter opretholdes skellet mellem de to lyd ikke længere.

Eksempel (den Store Jellingsten, ca. 965):

  • Runer:
    ᚼᛅᚱᛅᛚᛏᚱ : ᚴᚢᚾᚢᚴᛦ : ᛒᛅᚦ : ᚴᛅᚢᚱᚢᛅ : ᚴᚢᛒᛚ : ᚦᛅᚢᛋᛁ : ᛅᚠᛏ : ᚴᚢᚱᛘᚠᛅᚦᚢᚱᛋᛁᚾ : ᛅᚢᚴᛅᚠᛏ : ᚦᚬᚢᚱᚢᛁ : ᛘᚢᚦᚢᚱ : ᛋᛁᚾᛅ : ᛋᛅ : ᚼᛅᚱᛅᛚᛏᚱ : ᛁᛅᛋ : ᛋᚬᛦ : ᚢᛅᚾ : ᛏᛅᚾᛘᛅᚢᚱᚴᛅᛚᛅ : ᛅᚢᚴᚾᚢᚱᚢᛁᛅᚴ : ᛅᚢᚴᛏᛅᚾᛁ ᚴᛅᚱᚦᛁᚴᚱᛁᛋᛏᚾᚬ
  • Translitteration:
    haraltr • kunukR • baþ • kaurua • kubl • þausi • aft • kurm faþur sin • auk aft • þąurui • muþur • sina • sa • haraltr • ias • sąR • uan • tanmaurk ala • auk nuruiak • auk tani karþi kristną
  • Transskription:
    Haraldr konungR bað gørwa kumbl þø̄si æft Gorm, foͅður sinn, ok æft Þōrwī, mōður sīna. Sā Haraldr, es sǣR wann Danmoͅrk alla ok Norweg ok dani gærði kristna
  • Oversættelse:
    "Kong Harald bad gøre dette mindesmærke efter sin fader Gorm og sin moder Thyra. Den Harald, der vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne."

Middelalderens runer[redigér | redigér wikikode]

Runealfabetet var i levende brug helt op i middelalderen, selv om religionsskiftet førte til, at man foretrak det latinske alfabet i officielle meddelelser. I det 13. århundreder oplevede runerne en mindre renæssance i Danmark, og Skånske lov er således skrevet på runer. En vigtig grund, til at runerne bevarede deres popularitet var at de var lettere at bruge i hverdagen. I middelalderen var skrivematerialer som papir og blæk sjældne, mens træstykker og knive, som runealfabetet var ideelt til, som regel altid var ved hånden. Den latinske skrift var i denne periode var desuden nært knyttet til kirken, mens ingen ’’ejede’’ runerne.[9]

Det middelalderlige runealfabet har udvidet den vanskelige sekstentegnsfuþark, således at der var tegn, der svarede til de latinske tegn, der ellers blev brugt til at skrive de skandinaviske sprog ("stungne runer"):

Rune Latin Rune Latin Rune Latin Rune Latin
a f m u
b g n v
c h o y
d i p z
þ k r æ
ð l ᛋ/ᛌ s ø
e m t

Eksempel (melodi fra håndskriftet til Skånske Lov, ca. 1300):

  • Runer:
    ᛑᚱᚯᛘᛑᛅ : ᛘᛁᚴ : ᛅᚿ : ᛑᚱᚯᛘ : ᛁ : ᚿᛆᛐ : ᚢᛘ : ᛋᛁᛚᚴᛁ : ᚮᚴ : ᛅᚱᛚᛁᚴ : ᛔᛅᛚ
  • Translitteration:
    drømdæ : mik : en : drøm : i : nat : um silki : ok : ærlik : pæl
  • Oversættelse:
    "Jeg drømte mig en drøm i nat om silke og kostbart stof."

Populærkultur[redigér | redigér wikikode]

J. R. R. Tolkien[redigér | redigér wikikode]

I J. R. R. Tolkiens bog Hobbitten fra 1937, bliver angelsaksiske runer brugt på et kort som eksempel på dværgeruner. Senere udviklede han sit eget runelignende ’’Cirth’’-alfabet. Som resultat af Tolkiens popularitet optræder runer eller runelignende tegn I utallige populærkulturelle værker, især fantasylitteratur, spil o.lign.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. Gertrud Pettersson; Svenska språket under sjuhundra år, Lund, 2005 ISBN 91-44-03911-5
  2. Damsgaard Olsen (1994) s. 154
  3. 3,0 3,1 Meulengracht-Sørensen (2006) s. 37
  4. Damsgaard Olsen (1994) s. 154-157
  5. 5,0 5,1 Damsgaard Olsen (1994) s. 156
  6. Meulengracht-Sørensen (2006) s. 38
  7. 26. februar 2014, videnskab.dk: Vikingernes runekoder er blevet knækket. Runekoderne 'jötunvillur' er knækket for første gang. Det kan bidrage til at løse mysteriet om vikingernes hemmelige koder. Citat: "...Alle runer har et navn, og jötunvillurkoden går ud på, at man bytter runetegnet ud med den sidste lyd i runenavnet...Runekoderne blev ikke bare brugt til oplæring. Brugen af koder vidner om en legende og fantasifuld brug af runer i Vikingetiden og Middelalderen, mener runeeksperten...Ni af de omkring 80 kodede runeindskrifter, som Jonas Nordby har gennemgået, er skrevet med jötunvillurkoden...lønrunekoden er et system, der inddeler runealfabetet i tre dele...Cæsarchifferet er opkaldt efter den romerske kejser Julius Cæsar. Det går ud på at bytte et runetegn ud med et andet i runealfabetet...Der findes sandsynligvis flere typer af runekoder end dem, forskerne har løst, og der er mange beskeder, som endnu ikke er tydet...»Runekoder var middelalderens svar på soduko,« siger han..."
  8. Meulengracht-Sørensen (2006) s. 44
  9. 9,0 9,1 Meulengracht-Sørensen (2006) s. 52
  10. Meulengracht-Sørensen (2006) s. 37-39
  11. Meulengracht-Sørensen (2006) s. 39
  12. Meulengracht-Sørensen (2006) s. 16
  13. Meulengracht-Sørensen (2006) s. 46-47
  14. Meulengracht-Sørensen (2006) s. 51
  15. Meulengracht-Sørensen (2006) s. 17
  16. Damsgaard Olsen (1994) s. 154-160
  17. Willis (2004) s. 439
  18. Meulengracht-Sørensen (2006) s. 41-44
  19. Meulengracht-Sørensen (2006) s. 45
  20. Damsgaard Olsen (1994) s. 153-157

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Harry Andersen: "Til Skivum-stenen" (Danske Studier 1943; s. 97-112)
  • S. A. Andersen: "Tawido paa Stenmagle-Æsken og paa Guldhornet" (Danske Studier 1949-50; s.147-148)
  • Hans Brix: "Til Store Rygbjerg-Stenen" (Danske Studier 1931; s. 83-84)
  • Anders Bæksted: "Vore yngste Runeindskrifter" (Danske Studier 1939; s. 111-138)
  • Anders Bæksted: "Stenmagle-Æsken og Guldhorns-Indskriften" (Danske Studier 1946-47; s. 49-57)
  • Lars Holleufer og Marie Stoklund: "Runegåde" (Skalk 1985 nr. 3; s. 4-7)
  • Mikkel Hule: "De historiske sten" (kronik i Skalk 1994 nr. 2; s. 18-27)
  • Mette Iversen: "Bedstefars sten" (Skalk 1978 nr. 4; s. 16-17)
  • Svend Aage Knudsen, Karen Thuesen: "Omstridt runesten" (Skalk 1988 nr. 2; s. 3-9)
  • Magnus Kristensen: "Runekævlen fra Viborg II" (Danske Studier 1938; s. 45-48)
  • Erik Moltke: "Gravlev-Runepind" (Danske Studier 1951; s. 30-33)
  • Erik Moltke: "Hemdrup-runerne" (Skalk 1972, nr. 1; s. 21)
  • Erik Moltke: Runerne i Danmark og deres oprindelse; København 1976; ISBN 87-553-0426-5
  • Michael Lerche Nielsen: "Ase, Thorgot og Bove" (Skalk 1996 nr. 3; s. 12-14)
  • Michael Lerche Nielsen: "Runeindskrifter fra Starigard/Oldenburg. Og andre runefund fra det vestslaviske område" (Danske Studier 1999; s. 16-35)
  • Magnus Olsen: "De skaanske og bornholmske Runestene" (Danske Studier 1906; s. 20-39)
  • Thorkil Damsgaard Olsen (1994); Skriften og sproget ca. 800 – 1200. i Lund, Niels (red.); Norden og Europa i vikingetid og tidlig middelalder. ISBN 87-7289-240-4
  • Fr. Orluf: "Runekævlen fra Viborg" (Danske Studier 1938; s. 33-45)
  • Fr. Orluf: "Runestenene Bjerregrav 1-2" (Danske Studier 1949-50; s. 121-131)
  • Marie Stoklund: "De nye runefund fra Illerup ådal og en nyfundet runeindskrift fra Vimose" (Danske Studier 1985; s. 5-24)
  • Marie Stoklund: "Die Runen der römischen Kaiserzeit" (i: Ulla Lund Hansen - et alii: Himlingøje - Seeland - Europa. Ein Gräberfeld der jüngeren römischen Kaiserzeit auf Seeland, seine Bedeutung und internationalen Beziehungen; København 1995; s. 317-346)
  • Marie Stoklund: "De første runer - germanernes skriftsprog" (i: Sejrens triumf. Norden i skyggen af det romerske imperium; Nationalmuseet 2003; ISBN 87-7602-005-3; s. 172-178)
  • Carsten Sønderby: "- og efter Åmund" (Skalk 1990 nr. 5; s. 13-15)
  • Preben Meulengracht Sørensen: Kapitler af Nordens litteratur i oldtid og middelalder; 2006; ISBN 87-7934-219-1
  • Tarrin Willis: "The Third Grammatical Treatise, and Ole Worm’s Literatura Runica" (i: Scandinavian Studies, Winter 2004, vol. 76 no. 4); ISSN 0036-5637

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: