Konstantin 1. af Grækenland

Konstantin 1.
Valgsprog: ΙΣΧΥΣ ΜΟY Η ΑΓΑΠΗ ΤΟΥ ΛΑΟΥ (Folkets kærlighed, min styrke)
Konge af Grækenland
Regerede	18. marts 1913 – 11. juni 1917
Forgænger	Georg 1.
Efterfølger	Alexander
Ægtefælle	Sophie af Preussen
Børn	Georg 2., Konge af Grækenland Alexander, Konge af Grækenland Helena, Dronningemoder af Rumænien Paul, Konge af Grækenland Irene, Hertuginde af Aosta Katharina
Hus	Huset Glücksborg
Far	Georg 1. af Grækenland
Mor	Olga af Rusland
Født	2. august 1868 Athen, Grækenland
Død	11. januar 1923 (54 år) Palermo, Italien
Hvilested	Tatoi Palads, nær Athen, Grækenland
Religion	Græsk-ortodoks

Ridder af Elefantordenen 1886

Konstantin 1., Hellenernes Konge (græsk: Κωνσταντῖνος Αʹ, Βασιλεὺς τῶν Ἑλλήνων), (2. august 1868–11. januar 1923), var konge af Grækenland i perioderne 1913-1917 og 1920-1922.

Biografi

Som tronfølger kaldtes han hertug af Sparta og ægtede 1889 kejser Vilhelm 2.s søster, Sofie, med hvem han fik sønnerne Georg (f. 1890), Alexander (f. 1893) og Paul (f. 1901) og en datter. Han havde ledelsen af krigen mod tyrkerne marts—maj 1897, og dennes uheldige udfald skadede ham meget, men i en udførlig offentlig redegørelse stræbte han med held at lægge ansvaret andet steds, og i oktober 1900 blev han hærens øverstkommanderende. Han kunne dog ikke gennemføre en tilstrækkelig myndig reformpolitik, favoritvæsenet fortsattes. I august 1909 afsattes han ved en slags militært statskup og gik i landflygtighed. April 1910, da Venizelos var kommet til magten, vendte han tilbage, og ved sin ledelse af felttogene 1912—13 vandt han almindelig anseelse som feltherre. Den 5. marts 1913 besteg han tronen. Straks efter var det, at han ved nogle varme udtalelser om den græske hærs gæld til den tyske første gang kom i uoverensstemmelse med landets egentlige magthaver og vakte den uvilje hos vestmagterne, der blev skæbnesvanger under 1. verdenskrig. Man vidste, at hans uddannelse væsentlig havde været tysk, han skjulte ikke sin tro på, at Tyskland var uovervindeligt, og antoges også at mene, at det ville sejre. For så vidt han 1915—17 repræsenterede sin stat og sit folk, var han ganske berettiget til at protestere mod Ententemagternes suverænitetskrænkelser og hævde en væbnet neutralitet, men hans stilling svækkedes, fordi den hvilede på ukonstitutionel grund, og han mistænktes for at ville føre Grækenland over på Centralmagternes side. En tid lang vanskeliggjordes situationen yderligere ved kongens sygdom.

Den 12. juni 1917 måtte han abdicere til fordel for sin næstældste søn og tog med sin ældste og sin yngste ophold i Schweiz, hvor fra han vedligeholdt forbindelse med den hjemlige opposition mod Venizelos. Da kong Alexander var død 25. oktober 1920, og prins Paul, som Venizelos ville have til hans efterfølger, vægrede sig ved at tage den plads, der tilkom hans fader, medmindre folket erklærede det for sit ønske, kom rigsdagsvalgene den 14. november til at stå for eller mod Konstantin, der nu fralagde sig al politisk tyskvenlighed og godkendte principperne i Grækenlands udenrigspolitik. At Konstantins tilhængere vandt 2/3 af rigsdagsmandaterne, skyldtes for en stor del tilfældige fordele, valgkredsordningen gav dem, men stemningsomslaget var nu i gang, og den påfølgende folkeafstemning viste et så overvældende flertal for den tidligere konge, at Venizelisternes beslutning om at holde sig borte ikke er tilstrækkelig forklaring. Den 19. december modtoges Konstantin af sin jublende hovedstad. Hans fremtidige stilling måtte dog afhænge af, at Venizelos’ store udenrigspolitiske resultater ikke forspildtes. Ententemagterne anerkendte ham foreløbig ikke og vægrede sig ikke blot ved at tvinge tyrkerne til at fuldbyrde deres indrømmelser til Grækenland, men søgte endog på London-konferencen i marts 1921 at skaffe dem gunstigere kår. Det felttog, Grækenland nu åbnede på egen hånd for at hævde Smyrna-territoriet, gik i begyndelsen uheldigt. I juni drog Konstantin selv til Smyrna for at tage overkommandoen, og i juli vandtes store sejre. Over for terrænets vanskeligheder og tyrkernes sejhed gik felttoget dog snart i stå, og Konstantin vendte hjem for at søge ny udveje. Ethvert håb om at få virkeligt medhold hos nogen ententemagt skuffedes stadig. I eftersommeren 1922 svandt Konstantins sidste udsigt, idet også England modsatte sig Grækenlands forsøg på at hente erstatning for de lilleasiatiske uheld ved at rykke mod Konstantinopel, og en uventet, voldsom tyrkisk offensiv kastede de græske tropper tilbage mod Smyrna, der måtte opgives den 8. september. Da det truede med, at nederlaget også ville koste Grækenland det nyerhvervede Thrakien, udbrød der opstand i hæren og flåden, og tvungen af revolutionen i hovedstaden abdicerede Konstatin atter den 27. september til fordel for prins Georg.

Litteratur

• Huset Glücksborg i 150 år – Andet bind af Bo Bramsen, Gyldendals Bogklub 1976. ISBN 87-01-00251-1

Eksterne links

• Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave, bind XIV, s. 452-453; opslag: Knstantin I

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Konstantin 1. af Grækenland

Foregående:	Græske konger	Efterfølgende:
Georg 1.		Alexander

Foregående:	Græske konger	Efterfølgende:
Alexander		Georg 2.

Spire Denne artikel om en kongelig eller fyrstelig person er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.