Konstantin 1. af Grækenland

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Konstantin 1.
Valgsprog:
ΙΣΧΥΣ ΜΟY Η ΑΓΑΠΗ ΤΟΥ ΛΑΟΥ
Folkets kærlighed, min styrke'
Konge af Grækenland
Regerede 18. marts 191311. juni 1917
19. december 192027. september 1922
Ægtefælle Sophie af Preussen
Børn Georg 2., Konge af Grækenland

Alexander, Konge af Grækenland
Helena, Dronningemoder af Rumænien
Paul, Konge af Grækenland
Irene, Hertuginde af Aosta
Katharina

Far Georg 1. af Grækenland
Mor Olga af Rusland
Født 2. august 1868
Athen
Død 11. januar 1923 (54 år)
Palermo, Italien
Begravet Tatoi Palads
Ridder af Elefantordenen
Order of the Elephant (heraldry).svg
1886

Konstantin 1. (græsk: Κωνσταντῖνος Αʹ, Βασιλεὺς τῶν Ἑλλήνων), (2. august 186811. januar 1923), var konge af Grækenland i perioderne 1913-1917 og 1920-1922.

Som tronfølger kaldtes han hertug af Sparta og ægtede 1889 kejser Vilhelm 2.s søster, Sofie, med hvem han fik sønnerne Georg (f. 1890), Alexander (f. 1893) og Paul (f. 1901) og en datter. Han havde ledelsen af krigen mod tyrkerne marts—maj 1897, og dennes uheldige udfald skadede ham meget, men i en udførlig offentlig redegørelse stræbte han med held at lægge ansvaret andet steds, og i oktober 1900 blev han hærens øverstkommanderende. Han kunne dog ikke gennemføre en tilstrækkelig myndig reformpolitik, favoritvæsenet fortsattes. I august 1909 afsattes han ved en slags militært statskup og gik i landflygtighed. April 1910, da Venizelos var kommet til magten, vendte han tilbage, og ved sin ledelse af felttogene 1912—13 vandt han almindelig anseelse som feltherre. Den 5. marts 1913 besteg han tronen. Straks efter var det, at han ved nogle varme udtalelser om den græske hærs gæld til den tyske første gang kom i uoverensstemmelse med landets egentlige magthaver og vakte den uvilje hos vestmagterne, der blev skæbnesvanger under 1. verdenskrig. Man vidste, at hans uddannelse væsentlig havde været tysk, han skjulte ikke sin tro på, at Tyskland var uovervindeligt, og antoges også at mene, at det ville sejre. For så vidt han 1915—17 repræsenterede sin stat og sit folk, var han ganske berettiget til at protestere mod Ententemagternes suverænitetskrænkelser og hævde en væbnet neutralitet, men hans stilling svækkedes, fordi den hvilede på ukonstitutionel grund, og han mistænktes for at ville føre Grækenland over på Centralmagternes side. En tid lang vanskeliggjordes situationen yderligere ved kongens sygdom.

Den 12. juni 1917 måtte han abdicere til fordel for sin næstældste søn og tog med sin ældste og sin yngste ophold i Schweiz, hvor fra han vedligeholdt forbindelse med den hjemlige opposition mod Venizelos. Da kong Alexander var død 25. oktober 1920, og prins Paul, som Venizelos ville have til hans efterfølger, vægrede sig ved at tage den plads, der tilkom hans fader, medmindre folket erklærede det for sit ønske, kom rigsdagsvalgene den 14. november til at stå for eller mod Konstantin, der nu fralagde sig al politisk tyskvenlighed og godkendte principperne i Grækenlands udenrigspolitik. At Konstantins tilhængere vandt 2/3 af rigsdagsmandaterne, skyldtes for en stor del tilfældige fordele, valgkredsordningen gav dem, men stemningsomslaget var nu i gang, og den påfølgende folkeafstemning viste et så overvældende flertal for den tidligere konge, at Venizelisternes beslutning om at holde sig borte ikke er tilstrækkelig forklaring. Den 19. december modtoges Konstantin af sin jublende hovedstad. Hans fremtidige stilling måtte dog afhænge af, at Venizelos’ store udenrigspolitiske resultater ikke forspildtes. Ententemagterne anerkendte ham foreløbig ikke og vægrede sig ikke blot ved at tvinge tyrkerne til at fuldbyrde deres indrømmelser til Grækenland, men søgte endog på London-Konferencen i marts 1921 at skaffe dem gunstigere kår. Det felttog, Grækenland nu åbnede på egen hånd for at hævde Smyrna-territoriet, gik i begyndelsen uheldigt. I juni drog Konstantin selv til Smyrna for at tage overkommandoen, og i juli vandtes store sejre. Over for terrænets vanskeligheder og tyrkernes sejhed gik felttoget dog snart i stå, og Konstantin vendte hjem for at søge ny udveje. Ethvert håb om at få virkeligt medhold hos nogen ententemagt skuffedes stadig. I eftersommeren 1922 svandt Konstantins sidste udsigt, idet også England modsatte sig Grækenlands forsøg på at hente erstatning for de lilleasiatiske uheld ved at rykke mod Konstantinopel, og en uventet, voldsom tyrkisk offensiv kastede de græske tropper tilbage mod Smyrna, der måtte opgives den 8. september. Da det truede med, at nederlaget også ville koste Grækenland det nyerhvervede Thrakien, udbrød der opstand i hæren og flåden, og tvungen af revolutionen i hovedstaden abdicerede Konstatin atter den 27. september til fordel for prins Georg.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Huset Glücksborg i 150 år – Andet bind af Bo Bramsen, Gyldendals Bogklub 1976. ISBN 87-01-00251-1

Eksterne links[redigér | redigér wikikode]

Foregående: Græske konger Efterfølgende:
Georg 1. Alexander
Foregående: Græske konger Efterfølgende:
Alexander Georg 2.
Krone Stub
Denne artikel om en kongelig eller fyrstelig person er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.
Biografi