Leding

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Leding (latin: expeditio) var den ældste militære organisationsform i Skandinavien. I Danmark kunne den danske konge på basis af en inddeling af den danske befolkning i "skiben" (skipæn) og "havner" (hafnæ) oprindeligt udbyde en flåde på formentlig 600-800 skibe med hver 40 eller 42 roere og en styresmand.

Ledingens oprindelse i Danmark fortaber sig i vikingetiden, mens den mistede sin militære betydning i 1200-tallet eller 1300-tallet. Organiseringen af den er først beskrevet i Skånske Ledingsret og Jyske Lov fra første halvdel af 1200-tallet. I 1169, efter Rügens erobring, blev der imidlertid ifølge Saxo gennemført en ledingsreform, hvor en "bondeleding" blev afløst af en "herremandsleding", der kun bestod af hvert fjerde skib i den hidtidige leding (dvs. 150-200 skibe). Det er denne reformerede leding, der beskrives i dokumenterne fra 1200-tallet.

En "havne" skulle stille én mand, mens et "skiben" skulle stille et skib. Efter Jyske Lov gik ledingen på tur, så der kun skulle stilles et skib fra det enkelte skiben hvert fjerde år (udgærdsleding). De år, der ikke skulle stilles et skib, betalte man i stedet en pengeydelse, "ret leding", på en mark sølv per havne.

Begrebet kværsæde nævnes også i forbindelse med leding. Siden Johannes Steenstrups studier over Kong Valdemars Jordebog har man ment, at dele af landets jord permanent var fritaget for ledingsforpligtelsen og i stedet betalte kværsæde. Niels Lund har i Historisk Tidsskrift i 1999 imidlertid peget på, at det formodentlig er forkert, og at kværsæde simpelthen dækkede over den pengeydelse, man betalte tre ud af fire år.

Danmark[redigér | redigér wikikode]

Den det danske folk i middelalderen påhvilende værnepligt kaldtes leding og landeværn. Efter en ældre opfattelse betegnede landeværn pligten til at forsvare landet mod fjendtlige indfald, hvilken pligt påhvilede alle våbenføre mænd, fri og trælle, uden nogen undtagelse. De skulle møde »mand af huse«, og den, der ikke mødte, skulle hænges ved sin egen hanebjælke, men pligten var, i alt fald oprindeligt, indskrænket til at værge det »land« (provins), hvori man boede. Leding var derimod deltagelse i angrebskrige uden for riget. Denne opfattelse er senere blevet bestridt, idet det hævdes, at man ikke har haft uens ordninger for værnepligten under forsvarskrig og angrebskrig. Landeværn skal være den ældre betegnelse for pligten i almindelighed, mens leding fra først af alene har været anvendt om ledingstoget og først senere til en vis grad også er blevet brugt om værnepligten, nemlig for så vidt denne ytrede sig som en pligt til at udrede ydelser af formueværdi, eller, om man vil, som en skat. Landeværn skal da i modsætning hertil være kommet til alene at betegne den personlige tjenestepligt. Denne opfattelse indeholder sikkert noget rigtigt, men kan dog, hvad forklaringen af ordet landeværn angår, ikke anses for utvivlsom, og den ældre teori har i hvert fald ret i, at der ganske bortset fra ledingsvæsenet bestod en almindelig pligt for alle til, når det i nødsfald forlangtes, at deltage i landets forsvar.

Lovene omtaler kun skibsleding, aldrig leding til lands. Ledingspligtige var ikke alle beboere af riget, men kun de, der boede på rebdragen (det vil sige dyrket) jord, altså sådan jord, som hørte ind under de i jordfællesskab liggende landsbyer. Oprindeligt påhvilede leding alle fri beboere her, men efterhånden som der opstod en stand af privilegerede krigere, herremændene, kom det til, at deres gods, selv om det bestod af rebdragen jord, blev fritaget for deltagelse i leding. Den rebdragne jord var i øvrigt over hele riget inddelt i skipæn, så store distrikter, at de kunne bygge og udruste et krigsskib efter datidens brug, fartøjer, bestemte til at drives frem ved sejl eller årer (efter størrelsen omtrent 20 til 40 årer). I spidsen for hvert skipæn stod en styrismand, hvem det påhvilede at bygge skibet for de af bønderne gjorte tilskud, at kommandere skibet under leding og at møde med hest og fuldt rustet, hvorfor han lønnedes af bønderne.

I Halland, den eneste landsdel, hvor forholdene er nøjere kendt, var der fra 1—4 (som oftest 2) skipæn i hvert herred. Hvert skipæn var atter delt i et antal havne, og fra hver havne skulle, hvert år leding udgik, sendes en mand med behørige våben og proviant om bord på ledingsskibet. Forpligtelsen til personlig at "fare i leding" gik på omgang mellem bønder og landboer i havnen, hvor imod trælle var helt udelukkede. Den økonomiske byrde, som pligten til at "rede leding" udgjorde, fordeltes mellem beboerne i havnen efter visse regler, hvis oprindelige indhold ikke kendes, hvorimod der fra valdemarstiden i Jydske Lov haves udførlig oplysning om dem for Jyllands vedkommende. Den der gældende ordning, med hvilken i hvert fald den sjællandske i princippet har modsvaret, var karakteriseret ved, at byrden fordeltes i forhold til jordbrugenes størrelse, der i Jylland bestemtes efter den såkaldte guldvurdering, i Sjælland efter en beslægtet norm, som man plejer at benævne skyldtaksationen. Hele denne ordning stammer rimeligvis først fra Valdemar Sejrs tid, og man har antaget, at dens indførelse ikke blot har betydet en ligeligere fordeling af ledingsbyrden på befolkningen, men også en meget stor forøgelse af den, men om det sidste er rigtigt, er tvivlsomt. Ledingssystemet, der vistnok havde en høj alder, vedblev at være i fuld kraft indtil omkring år 1200. På denne tid begyndte den forandrede taktik, der krævede hære af fuldt rustede ryttere, som kæmpede fra hesteryggen, at indvirke på forholdene. Det blev nødvendigt at tage bønder ud af skipæn for at forvandle dem til ryttere, og fra nu af, især fra Valdemar 2.s tid, gik det bestandig tilbage med ledingshæren og fremad med rytterhæren. Det blev nu også skik at forvandle ledingsbyrden til en pengeydelse. Man gav kongerne valg imellem at forlange udredelse af leding efter gammel skik (udgerdsleding) eller erlæggelse af en vis sum (i reglen 3 mark penge) af hver havne (ledingspenge). Udgerdsleding er måske endnu blevet udbudt i begyndelsen af det 14. århundrede, hvor Erik Menved i 1304 gjorde forsøg på at reorganisere ledingsvæsenet på en væsentlig ny måde, men snart efter blev leding udelukkende en skat, som hvilede på bondebefolkningen, efterhånden dog kun på selvejerbønderne, mens hær og flåde nu tilvejebragtes på helt andre måder.

Norge[redigér | redigér wikikode]

Uagtet det også i middelalderens norske love foreskrives, at i tilfælde af fjendtligt anfald enhver våbenfør mand ("thegn og træl") skal møde frem til krigstjeneste, skelnes der dog ikke skarpt mellem landeværn og leding, idet den sidste er den regelmæssige form også for forsvaret. Lige som den danske var leding i Norge udelukkende skibstjeneste (oldnordisk leiðangr af leið, "det følge i krigstog, som undersåtterne skylder fyrsten" og angr vig, bugt, hvor flåden samledes). Den bragtes i ordnet skik i det 10. århundrede af kong Haakon Adelstensfostre, som inddelte landets kystdistrikter i "skibreder", hvoraf hvert havde at udrede et fuldt bemandet og provianteret ledingsskib. Skibredernes og dermed skibenes antal opgives noget uens, men synes at have været noget over eller under 300, eftersom et par skibreder undertiden sloges sammen om bestridelsen af et større fartøj end sædvanligt. Skibredet var igen delt i "lider", også kaldet "manngerder", hvilke udrustede hver sin mand. Skibenes størrelse angives efter antallet af rorbænke (sess), i reglen 20 eller 25, sjældnere 30. Årernes antal var følgelig fra 40 op til 60. Besætningen på en "tyvesesse" var mindst 80 mand eller to mand til hver åre ("halvrum"). Ifølge dette skulle den norske ledingsflåde under fuld leding eller, som det hed, "almenning", det vil sige alment udbud af det ledingspligtige mandskab, have udgjort mellem 30 og 40.000 mand. Fuld almenning kunne kongen imidlertid blot opbyde til landets eget forsvar, og den var ikke forpligtet til at følge ham længere end til rigsgrænsen. Det endnu meget videre gående opbud af enhver våbenfør person forbeholdtes derimod øjensynlig de rene nødsfald. Ville omvendt kongen selv gå angrebsvis frem, havde han alene ret til at forlange sig ledsaget af halv almenning og dette kun i 2, fra sidste halvdel af det 13. århundrede i 3 måneder. Helt uafhængig af sådanne indskrænkende bestemmelser var han kun for sine egne hirdskibes og de af lendemænd og sysselmænd stillede fartøjers vedkommende. Men antallet og størrelsen af disse vekslede stærkt efter tid og omstændigheder, og de tilhørte ikke leding i egentlig forstand.

Foruden at bygge og vedligeholde ledingsskibet med alt tilbehør og levere den tilstrækkelige proviant (til en værdi af 2 eller 3 måneders mad af mel og smør) pålagdes det skibredet at betale for hver mand om bord et vist lidet pengebeløb. Alt til leding medgående skulle i ældre tid udredes in natura af skibredets bønder efter mandtal, fra Magnus Lagabøte af udlignedes omkostningerne derimod efter formuen til erlæggelse enten i kurante varer eller penge. I øvrigt oppebares den del af ledingsudredslerne, der tjente til at bestride den årlige 2 (3) måneders udfærd, når ingen udfærd blev af, umiddelbart af kongedømmet. Med andre ord: leding gik for så vidt over til en skat på befolkningen i kystdistrikterne, der i tilfælde af virkeligt krigsudbud fik en speciel anvendelse. Den pålagdes fra Magnus Lagabøte af bønderne i forhold til gårdenes landskyld og blev herved i tidens løb til en fast grundbyrde på disse. I byerne bortfaldt den efterhånden. Ifølge lov af 17. december 1836 kunne den i lighed med visse andre grundbyrder afløses ved indbetaling af et større beløb én gang for alle. I egenskab af krigsudrustning forfaldt leding derimod allerede i det 14. århundrede, navnlig synes affolkningen ved den sorte død at have virket opløsende på dens organisation. Fra 1370 søgtes den, i det mindste søndenfjelds, erstattet ved tvungen krigstjeneste til hest.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Edvand Bull: Leding, Militær- og Finansforfatning i Norge i ældre Tid (1920).
  • Niels Lund: Lið, leding og landeværn. Hær og samfund i Danmark i ældre middelalder, Vikingeskibshallen:Roskilde 1996 ISBN 87-85180-28-9
  • Rikke Malmros: "Den danske ledingflådes størrelse" i Poul Enemark, Per Ingesman og Jens Villiam Jensen (red.): Kongemagt og Samfund i Middelalderen. Festskrift til Erik Ulsig på 60-årsdagen 13. februar 1988, Arusia:Århus 1988 ISBN 87-88032-12-4, s. 19-39
  • Rikke Malmros: Vikingernes syn på militær og samfund. Belyst gennem skjaldenes fyrstedigtning. Aarhus Universitetsforlag 2010. ISBN 978-87-7934-497-6

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]