Vikingetid

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Vikinge skip
Historien om
Skandinavien

Vikingetiden foregik i perioden slutningen af 700-tallet til omkring 1066. Perioden var kendetegnet af talrige plyndringstogter efterfulgt af bosættelser i varierende omfang. Vikingerne fra det senere danske område hærgede især de britiske og frankiske kyster, mens de senere nordmænd sejlede til Skotland, Orkney, Færøerne, Island og Grønland. De svenske vikinger rejste øst på til Rusland og nåede så langt som til det byzantinske rige.

Periodens afgrænsning[redigér | redigér wikikode]

Den skandinaviske oldtid er inddelt i en række forskellige tidsperioder. Afslutningen af Jernalderen kaldes for vikingetiden. Et element i vikingetiden, er at skriftlige kildematerialer begynder at fortælle om interne forhold i Skandinavien. Uanset disse skrifter kun har meget begrænset omfang, indeholder de vigtige supplementer til de arkæologiske fund.

Som en særlig periode i historien blev betegnelsen Vikingetiden første gang brugt af den danske arkæolog Worsaae 1873. Brugen bredte sig til skolebøgerne, og blev brugt om perioden fra 800 til 1000.

Tidsafgrænsningen af perioden har ændret sig med årene. På dette punkt er der en metodisk forskel mellem historikere, der bruger skriftlige kilder, og arkæologer. De sidstnævnte anvender bestemte typer genstande til at definere en periode (f.eks at alt er udsmykket med Gribedyrsstil), og derefter søger de at opnå en mere præcis datering af, hvornår disse typer først blev fremstillet. De arkæologiske dateringsmetoder er hovedsagelig naturvidenskabelige, og usikkerheden i ​​deres dateringer kan undertiden ender i årtier, som historikere ikke har oplysninger om.

Historikere sætter tidligt begyndelsen af ​​vikingetiden til det første beskrevne vikingetogt i 793 mod klosteret på Lindisfarne i Skotland. Omkring 1990, arkæologer har foreslået, delvist baseret på foreløbige dateringer fra den danske by Ribe, at vikingetidens materielle kultur begyndte allerede omkring 750 Med flere dateringer har man dog opgivet denne opfattelse, som skabte en række problemer med den sene Vendel periode kronologi, som er opstået under forsøg på at fremrykke starten af ​​vikingetiden. Historikere og arkæologer er i dag generelt enige om, at startdatoen er omkring 790

Periodens afslutning er af britiske historiker fastsat til Harold Hårderådes mislykkede Vikingtogt til England i 1066. At afslutte vikingerne med en begivenhed, der havde ringe indflydelse på udviklingen i Skandinavien kan dog synes mindre hensigtsmæssigt. Selv om året 1050 er blevet bredt identificeret som slutdato. Fra et arkæologisk synspunkt er der ingen accepteret definition af, hvilke typer genstand, der definerer starten på den skandinaviske middelalder, og det er således uklart, hvornår de arkæologiske definitioner af vikingetiden afsluttes. Den sidste Vikingestil, Urnesstilen, fortsatte langt ind i 1100-tallet. En fælles opfattelse blandt både arkæologer og historikere, er imidlertid, at alle de skandinaviske landdistrikters stenkirker bør tilhøre til middelalderen. På grundlag af dendrokronologisk dateringer af disse kirker bør perioden derfor slutte senest 1100.

Vikingetiden kan inddeles i 3 perioder

Samfundet i denne periode var ikke kendetegnet ved statsdannelse, snarere skal det forstås som små selvstændige enheder i form af landsbyer. De senere statsdannelser i Norden hører middelalderen til.

Periodens særpræg[redigér | redigér wikikode]

Resterne af et vikingeskib fundet i Roskilde Fjord.

Én af de store teknologiske nyskabelser i vikingetiden var udviklingen i skibsbygning. Både de sejlførende oceangående handelsskibe og de lette hurtige krigsskibe, som både kunne sejle med sejl og årer, blev større, hurtigere og mere sødygtige. Det var langskibe og knarr. De bedre skibe betød, at der blev langt mere kontakt både mellem de forskellige dele af Norden og til udlandet. At det var muligt for vikingerne at etablere nye kolonier i Nordatlanten skyldes med stor sandsynlighed også det relativt varme klima, som flere forskere mener at have påvist for denne periode.

I løbet af vikingetiden kom kristendommen til Norden og med den mange andre dele af den kontinentale europæiske kultur. Det betød en stor omvæltning i den nordiske samfundsopbygning, og da ofrene for vikingernes angreb samtidig blev bedre til at forsvare sig, ebbede togterne efterhånden ud.

Kronologi[redigér | redigér wikikode]

Ārōs år 950
Ārōs

Vikingetidens begyndelse sættes traditionelt til 793, hvor klosteret på den hellige ø Lindisfarne (Holy Island) i Nordengland blev plyndret. Godt nok er der ikke bevaret samtidige kilder til dette overfald, og der fandt angreb sted på de frankiske kyster så langt tilbage som 500-tallet. Ikke desto mindre tog antallet af togter dog for alvor til fra omkring år 800, så det symbolske årstal er ikke helt forkert.

I slutningen af 700-tallet gjorde Karl den Store sig til enehersker over Frankerriget og erobrede saksernes landområder nord for Elben. Befolkningen blev ved med at gøre oprør med støtte fra danerne, og i årene 804-10 havde Karl store problemer med den danske kong Godfred, der gik til modangreb og underlagde sig abodritternes i grænseegnene mellem daner og frankere. I 810 var Godfred i færd med at samle en stor flåde til et angreb på selve Frankerriget, men blev forinden dræbt af én af sine egne hirdmænd. I de følgende fem år var danernes rige præget af indbyrdes magtkampe, hvorefter Godfreds sønner satte sig på magten.

Vikingerne i England[redigér | redigér wikikode]

De første togter[redigér | redigér wikikode]

Vikingernes togter. De ensfarvede lysegrønne flader var områder beboet af nordboer. Irland, Flandern, Frisland og Sachsen var også i perioder underlagt vikingerne.

Da vikingerne i 793 kom til Lindisfarne, fandt de et let bytte og store rigdomme. Det fik dem til at kigge sig om i England efter mere, og det fandt de. Landet var før 760 opdelt i mindre kongeriger, men det ændrede sig, da Offa blev konge af Mercia i 757. I sin lange tid ved magten eroberede han store dele af England, så han ved sin død i 796 foruden Mercia var konge over Kent, Sussex, Wessex og East Anglia.

Efter Offas død fulgte den ene konge efter den anden, men de var svage, og ingen af dem regerede ret længe. Ved det første angreb på Lindisfarne i 793 fik vikingerne blod på tanden og begyndte at se mod fastlandet efter flere klostre, der på denne tid var fyldt med værdifulde skatte. Offa var også den første konge i England, der indførte sølvmønter, som vikingerne hurtigt fandt ud af havde stor værdi.

I fravær af en stærk kongemagt kunne man ikke stille meget op mod angrebene, som tog til fra 793 og frem til ca. 850, hvorefter vikingerne begyndte at bosætte sig fast i England og overtage jorden. I 870 havde vikingerne overtaget East Anglia, Northumbria og Mercia. De vendte nu deres opmærksomhed mod Wessex, der blev styret af en ung konge ved navn Alfred, senere kendt som Alfred den Store. Vikingerne vandt de første slag og erobrede store dele af Wessex, men selv om Alfred var stærkt presset, ville han ikke overgive sit land. Det lykkedes ham endelig at besejre vikingerne i slaget ved Cannington (i dag Edington iWiltshire), hvorefter de indgik en aftale, der delte lande i to. Vikingerne fik det, der blev kendt som Danelagen, bestående af East Anglia, Northumbia, den østlige halvdel af Mercia og størstedelen af Essex, og Alfred fik den vestlige halvdel af Mercia samt Kent, Sussex, Wessex og Wales.

I denne periode tog angrebene på England til i omfang. Der var i starten tale om "hit and run" angreb mod klostre, kirker og byer på kysterne, hvor vikingerne plyndrede bygningerne, voldtog kvinderne og tog trælle, og det var nærmest umuligt for lokalbefolkningen at forsvare sig, fordi vikingerne var væk, inden de kunne nå at mønstre et ordentligt forsvar.

Efterhånden slog vikingerne sig sammen i større flåder og etablerede lokale baser, hvorfra de kunne plyndre det omkringliggende land. Nogle gange var flåderne så store, at de kunne indkræve tribut fra befolkningen, den såkaldte danegæld, for at holde op med at hærge og plyndre.

Ud over Danelagen med centrum i York (Jorvík) etablerede vikingerne også en stærk base i Dublin i Irland.

Erobring og tilbagetog[redigér | redigér wikikode]

Kort som viser skandinavisk bosættelse i det ottende (mørkerød), niende (rød), tiende (orange) og elvte (gul) århundrede. Grøn viser områder udsat for gentagne Vikinge plyndringer

I løbet af 900-tallet blev Danmark et samlet rige, og den stærke centralmagt kunne koordinere angreb i en helt anden størrelsesorden end tidligere. Vikingernes flåder voksede sig nu så store og stærke, at deres spredte plyndringer blev til deciderede erobringstogter. Den danske konge Svend Tveskæg erobrede England i 1013 og lagde dermed grunden til et dansk-norsk-engelsk Nordsøimperium, der bestod til efter hans søn Knud den Stores død i 1035. I 1066 blev England invaderet af en normannisk adelsmand, Wilhelm Erobreren (der i øvrigt selv nedstammede fra danske vikinger). Dette år sættes traditionelt som slutningen på vikingetiden, da plyndringstogterne herefter stort set holdt op.

Vikingernes indflydelse[redigér | redigér wikikode]

De danske vikingers besættelse af England var en omfattende proces og har derfor også sat sit præg på den engelske kultur. Selv om de vikinger, der bosatte sig i England, forholdsvis hurtigt blev assimileret af lokalbefolkningen, bragte de alligevel også dele af deres egen kultur med sig, og påvirkningen kan spores den dag i dag, ikke mindst i sproget. Mange engelske ord er afledt af gamle nordiske ord, hvilket ikke mindst kan ses i stednavnene. I vikingernes gamle hovedby York ender mange vejnavne på "-gate", der tydeligvis stammer fra det danske "gade". Især i Nordengland findes der masser af små byer og landsbyer med navne, der ender på -dale, -ness, -beck, -thorpe,

Vigtige begivenheder[redigér | redigér wikikode]

  • 793 Overfaldet på Lindisfarne kloster i Nordengland – (Vikingetiden indledes).
  • 804-10 Karl den Stores konflikt med den danske kong Godfred.
  • 891 Ifølge frankiske kilder dræbes den danske kong Sigfred i et slag mod frankerne. Fra det følgende halve århundrede har vi meget få oplysninger; muligvis regeres egnene omkring Hedeby af et "svensk dynasti".
  • 960'erne Harald Blåtand "gør alle daner kristne", sandsynligvis mere af politiske end religiøse årsager; han får på samme tid fuld kontrol over Danmark og får erobret Blekinge og Bornholm

Håndværk og kunst[redigér | redigér wikikode]

Nuvola apps download manager2-70%.svg Hovedartikel: Kunst i vikingetiden.

Arkæologien viser at håndværk i vikingetiden i reglen blev udført i byerne og på handelspladserne, hvor flere forskellige typer af håndværkere ofte var samlet. De vigtigste materialer var træ, linned, uld, læder og jern. I modsætning til tidligere perioder var lertøj ikke så udbredt, i stedet brugte man især træ, jern og klæbersten fra Norge til beholdere af forskellig slags. Kun lokalt på de enkelte gårde fandtes som regel en mindre produktion af lertøj af primitiv karaktér. Jern var af afgørende betydning, og blev benyttet til bl.a. redskaber, våben og skibe. Meget blev produceret lokalt ud fra myremalm, og udvundet i højovne. Produktion af jerngenstande var en kompliceret proces, og af smedene havde våbensmeden den største prestige. Analyser af arkæologiske fund viser at våbensmedene var højt specialiserede håndværkere, der kunne fremstille produkter af meget høj kvalitet.[1]

Vikingetidens kunst er af arkæologer blevet klassificeret i syv forskellige hovedstilarter, der var fremherskende i bestemte tidsepoker og/eller regioner. Disse stilarter kaldes: Broa, Berdal, Borre, Jellinge, Mammen, Ringerike og Urnesstil. Stilarterne er hver især blevet opkaldt efter den lokalitet, hvor man har fundet særligt fremtrædende genstande udsmykket i den pågældende stil; fx Jelling i Jylland.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Aksel E. Christensen: Vikingetidens Danmark paa oldhistorisk baggrund, København 1969 (2. udgave, 1977)
  • Else Roesdahl: Vikingernes verden; 8. udgave, 1. oplag; Slovenia 2012; ISBN 978-87-02-10882-8

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Graham-Campbell (1994) s. 91


Tidsnavigation:

Epoke: Holocæn
Istid: ← Flandern-mellemistid (den aktuelle mellemistid)
Kronozone: Subboreal tid Subatlantisk tid
Kulturhistorisk periode: Bronzealder Jernalder Vikingetid Middelalder Nyere tid og nutiden