Lorentz Dietrichson

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Broom icon.svg Denne artikel behøver tilrettelse af sproget.
Sproget i denne artikel er af lav kvalitet på grund af stavefejl, grammatikfejl, uklare formuleringer eller sin uencycklopædiske stil.
Du kan hjælpe Wikipedia ved at forbedre teksten.
Broom icon.svg Formatering
Denne artikel bør formateres (med afsnitsinddeling, interne links o.l.) som det anbefales i Wikipedias stilmanual. Husk også at tilføje kilder!
Wikitext.svg
Lorentz Dietrichson.

Lorentz Henrik Segelcke Dietrichson (1. januar 1834 i Bergen6. marts 1917 i Kristiania) var en norsk kunsthistoriker og forfatter, gift med Johanne Mathilde Bonnevie.

Dietrichson blev student 1853 og tog levende og virksom del i sin tids studenterliv med dets æstetiske og skandinaviske interesser, medens han mindre ivrig dyrkede sit påbegyndte teologiske studium, som han også efter en tids forløb ombyttede med fagstudiet litteratur og æstetik. Da Stortinget 1857 under indflydelse af datidens skandinavisme havde bevilget et universitetsstipendium i nordisk litteratur, hvortil han selv samme år havde ydet sit bidrag i det episke digt Olaf Liljekrands, konkurrerede han til denne stilling med en afhandling Læredigtet i Nordens poetiske Litteratyr (udgiven i Stockholm 1860), men uden at opnå stillingen.

Han rejste så 1859 til Uppsala, ved hvis universitet han kort efter holdt en række Forelæsninger over Danmarks Litteratur i vort Aarhundrede (1860), som vakte stor begejstring, og som selv var udslag af en ung og ædel begejstring for en poesi, af hvis udvikling efter Oehlenschläger der dengang ikke fandtes nogen samlet fremstilling i det nordiske bogrige. Året efter blev han ansat som docent ved Uppsala Universitet, hvor han dernæst i en række forelæsninger gav en lignende Indledning i Studiet af Sveriges Litteratur i vort Aarhundrede (1862).

Imidlertid bestemte han sig 1862 til at forlade Litteraturhistorien for helt at ofre sig for kunsthistoriske Studier, som laa hans Interesser nærmere. S. A. giftede han sig med Malerinden J. M. Bonnevie og drog Efteraaret 1862 paa en lang Rejse til Syden, over München og Venedig til Rom, hvor han var bosat til 1865. Det flg. Tiaar 1866-76 var han paa ny ved Bopæl, borgerlige Stillinger og Venskabsforbindelser (bl.a. med den kunstelskende Karl XV) knyttet til Sverige, hvor han fra 1866 var Amanuensis ved Nationalmus. og Lærer ved Kunstakademiet i Sthlm, ved hvilket han 1869 blev ekstraordinær Prof.

I Sthlm var han en meget populær Personlighed, der øvede en vidtstrakt Indflydelse gennem sine Forelæsninger og Skr saavel som ved sin Deltagelse i alle Foretagender, der arbejdede for Kunstens Formæling med Haandværket og det daglige Liv (Sløjdskolen og Sløjdforeningens Kunstindustrimus., Foreningen for Haandarbejdets Venner og det af ham grundlagte »Tidskrift for bildande konst«, hvortil han knyttede en Skole for Raderkunst under Ledelse af den holl. Kobberstikker Lowenstam).

Da Stortinget 1875 havde bevilget en Gage for ham som ekstraordinær Prof. i Kunsthistorie ved Kria Univ., tog han selvfølgelig med Glæde mod denne Kaldelse og har senere fortsat sin Virksomhed i Fødelandets Hovedstad, hvor han ogsaa har haft betydelig Del i Oprettelsen af Kunstindustrimus. og af Kobberstiksamlingen samt i Styrelsen af Skulpturmus. og Nationalgaleriet. Han har ofte og længe været paa Rejser i fremmede Lande for at studere disses Kunstsamlinger, i offentlige og private Galerier, navnlig har han, efter sit første fleraarige Ophold i Italien, foretaget to saadanne Rejser, der har sat Frugter i større litterære Arbejder: 1880-81 til Italien, Grækenland (Olympia), Palæstina og Ægypten og 1884 til Rusland, Polen, Schlesien og England for at studere den middelalderlige Trækirkearkitektur.

I øvrigt har han besøgt næsten alle Europas Lande og som populær Foredragsholder over Emner af Skønlitteratur, Kunsthistorie og Kunstindustri næsten alle større Byer i Norge, Sverige og Finland. Hans Forfattervirksomhed har været lige saa udstrakt som hans Rejser. Han har som Digter skrevet lystige Viser (»Samfundsviser af Jørgen Latiner« [1859]), Rejseskildringer og Kauserier (»Fra min Vandringstid«, 1-3 [1875-77] og i sv. Udg. [1873-75]), episk-polemiske Digte (»Kivleslaatten« [1.-2. Opl., 1879]), højtstemte Kantater og dram. Arbejder (»Madonnabilden« [1870], »En arbetare« [1872], ogsaa paa Norsk og Tysk, »Karl Folkunge« [1874]), som har været opført med Bifald paa de store nordiske Scener.

Her kan også nævnes hans livlige og elskværdig fortalte Livserindringer: »Svundne Tider« (3 Bd, 1896-1901). Bl. hans litteraturhistoriske Skr maa, foruden de ovf. omtalte Ungdomsarbejder, nævnes »Omrids af den norske Poesis Historie« (1.-2. Del 1866-69) og hans Biografi af J. L. Runeberg (1864), hvortil han delvis hentede Stof ved Samvær med Digteren selv. – Vigtigst er dog hans kunsthistoriske Forfatterskab. Af hans populære Oversigtsarbejder maa fremhæves »Det skönas verld« (2 Bd, 1872-79), »Fra Kunstens Verden« (1885) og »Vore Fædres Værk. Norges Kunst i Middelalderen« (1906). Hans videnskabelige Produktion, der udmærker sig ved sin behagelige Fremstilling, er præget af stor Lærdom og spænder over mange forsk. Felter.

Han har behandlet antik Kunst, saaledes i »Antinoos, eine kunstarchäologische Untersuchung« (1883, Univ.-Program), har skrevet en ikonografisk Studie »Kristusbilledet« (1880), et »Omrids af den kirkelige Kunstarkæologi« (1902) og en Monografi over »Michelagniolo« (1880). Af større Bet. er imidlertid hans Bidrag til Norges hjemlige Kunsthistorie; specielt maa fremhæves »De norske Stavkirker« (1891-92), der, selv om dets Resultater delvis nu er forældede, dog er af grundlæggende Værd. Videre er at nævne det store Pragtværk »Monumenta Orcadica. Nordmændene paa Orknøerne og deres efterladte Mindesmærker« (sammen med Arkitekt Johan Meyer, 1906), Plancheværket »Die Holzbaukunst Norwegens« (sammen med Arkitekt H. Munthe, 1893) og »Den norske Træskærerkunst« (1878).

Den nyere Tids Kunsthistorie har han behandlet blandt andet i Monografien over »Den norske Elfenbensskærer Magnus Berg« (1912), og den Periode af norsk Kunst, som han selv staar nærmest, Nationalromantikken omkring Midten af 19. Aarh., har han belyst i sin sympatiske Skildring af »Adolf Tidemand, hans Liv og Værker« (1878-79) og i sin Indledning til Pragtværket »Af Hans Gudes Liv og Værker« (Kunstnerens Selvbiografi, 1899). Endelig kan nævnes »Det norske Nationalgaleri, dets Tilblivelse og Udvikling« (1887). Kunsthistorisk Forening i Kria hyldede ham paa hans 75-aarige Fødselsdag med et Festskrift »Kunst og Kultur« (1908). Et 4. bind af »Svundne Tider« udkom posthumt i 1917. Paa hans Grav paa Vor Frelsers Gravlund blev der 23. Novbr. 1924 rejst et Monument med Gustav Vigelands Buste af D.

Kilder[redigér | redigér wikikode]