Mein Kampf

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Fransk udgave fra 1934 af Mein Kampf.

Mein Kampf (dansk: "Min Kamp") er en bog som Adolf Hitler dikterede til sin kampfælle og sekretær Rudolf Hess, mens de sad i fæstningsarrest i Landsberg am Lech i 1924 efter kupforsøg i München. Formålet var at fastlægge udviklingen og målsætningen for den nationalsocialistiske bevægelse.

Før rigsdagsvalget i 1928 solgtes under 4000 eksemplarer, men den nåede i 1943 et samlet oplag på 10 millioner.

Bogens indhold

Bogen består af to dele: I 1925 udkom Eine Abrechnung og i 1926 Die Nationalsozialistische Bewegung. Hitler kaldte værket Viereinhalb Jahre des Kampfes gegen Lüge, Dummheit und Feigheit (= Fire et halvt år fra kampen mod løgn, dumhed og fejhed) – af hans forlagsredaktør, Max Amann, forkortet til Mein Kampf.

Første del

Bogens første del, Eine Abrechnung, er en delvis selvbiografi. Hitler beskriver barndom og opvækst, kunstnerdrømmene, tiden i Wien og oplevelser i første verdenskrig og fortvivlelsen over nederlaget. Han fortæller, hvordan han kom i forbindelse med Det tyske arbejderparti, som han ændrede til Det Nationalsocialistiske Tyske Arbejderparti. Han gør rede for sine synspunkter om "jødeproblemet", sin foragt for "novemberforræderne" og Versaillestraktaten. Han redegør for andre politiske bevægelser som kommunisme, socialdemokrati og de nationale bevægelser, som han hentede inspiration til sin ideologi fra.

Anden del

Die Nationalsozialistische Bewegung er en formel politisk proklamation. Hitler giver sit syn på historien og statens rolle kontra racens og nationens: det tyske folk. Han giver instruktioner for partiets organisation og om brug af propaganda til at vinde politisk magt. Han afslutter med sin vision om Tysklands udenrigspolitiske forhold efter magtovertagelsen.

Efter krigen

Mein Kampf er efter krigen forbudt i Tyskland, og delstaten Bayern har ophavsrettighederne. Da den britiske forlægger Peter McGee ønskede at udgive tre seksten sider lange uddrag af Mein Kampf med kritiske kommentarer til, nedlagde landsretten i München i januar 2012 fogedforbud på opfordring fra delstaten Bayern. McGee udgiver ugeavisen Zeitungszeugen, [1] på dansk "avisvidner", som trykker og kommenterer tyske aviser fra nazitiden. [2]

I Det palæstinensiske selvstyre var en arabisk oversættelse af Mein Kampf på bestsellerlisten i 1990'erne. [3] Tilsvarende blev der i Tyrkiet i 2005, på kun to måneder solgt over 100.000 eksemplarer af Mein Kampf.[4]

Henvisninger

  1. ^ Zeitungszeugen | Geschichte erlesen
  2. ^ Domstol forbyder genoptryk af 'Mein Kampf' - Politiken.dk
  3. ^ Mein Kampf for sale, in Arabic - Telegraph
  4. ^ Mein Kampf sales soar in Turkey | World news | The Guardian

Eksterne henvisninger