Versailles-freden

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg "Versaillestraktaten" omdirigeres hertil. For andre betydninger af Versaillestraktaten, se Versaillestraktaten (flertydig).
Versaillestraktaten
Fredstraktat mellem Ententemagterne og Associerede Magter og Tyskland
Treaty of Versailles, English version.jpg
Forsiden af den engelske udgave.
Underskrevet
- sted
28 juni 1919
Versailles, Frankrig
Effektueret
- betingelse
10 Januar 1920
At Tyskland og tre principale Ententemagter ratificerer
Underskrivere Frankrig Frankrig

Kongeriget Italien Kongeriget Italien
Storbritannien Storbritannien
USA USA

Weimarrepublikken Weimarrepublikken

Vært Den franske regering
Sprog Fransk, Engelsk
Wikisource-logo.svg Wikisource originaltekst:
Treaty of Versailles
Tyskland efter Versailles
     (hvidt): Tyske tab, indlemmet i nabolande.      (grønt): Tyske tab, administreret af Folkeforbundet.      (rødt): Weimarrepublikkens endelige grænser indtil 1935.
Fra venstre mod højre: Premierminister David Lloyd George fra Storbritanien, Vittorio Orlando fra Italien, Premierminister Georges Clemenceau fra Frankrig, og Præsident Woodrow Wilson fra Amerikas Forenede Stater

Versailles-freden blev underskrevet den 28. juni 1919 af Frankrig, Storbritannien, Belgien og deres allierede på den ene side og Tyskland på den anden side som afslutning på 1. verdenskrig.[1] USA ratificerede aldrig Versailles-traktaten, fordi landet syntes, at betingelserne var for hårde og forhandlede sig i stedet frem til en aftale med Tyskland: (Berlin-traktaten af 1921).

Fredsaftalen forpligtede Tyskland til at afskaffe almindelig værnepligt og højst have en hær på 100.000 mand. Tyskland måtte hverken have kampvogne, fly eller ubåde. Desuden måtte Reichsmarine kun have seks slagskibe under 10.000 tons, seks krydsere og 12 destroyere.

Desuden blev Tyskland pålagt en enorm krigsskadeerstatning, da det af Versailles-freden fremgik, at Tyskland alene bar ansvaret for krigen. Den engelske forhandler og økonom Keynes forlod forhandlingerne i protest mod dette punkt, da han mente, at det ville ruinere Tyskland.

Traktaten indeholdt 440 punkter. Tyskland måtte blandt andet afgive Alsace-Lorraine (Elsass-Lothringen) til Frankrig, store områder til Polen, samt mindre områder til Tjekkoslovakiet, Belgien og Danmark – sidstnævnte dog først efter en folkeafstemning. Tyskland måtte afgive 13,5% af sit territorium (1914) og omkring syv millioner indbyggere. Derudover skulle Saarområdet forblive neutralt fra 1920, og dets endelige status skulle afklares efter en folkeafstemning 15 år senere. Endelig skulle Tyskland afmilitarisere den vestlige Rhinbred.

Alle oversøiske kolonier skulle afstås: Tanganyika, Namibia, Togo og Cameroun i Afrika, Papua Ny Guinea og Qingdao (Tsingtao) samt andre kinesiske koloniområder i Asien.

Versailles hvilede i sin grundtanke på den amerikanske præsident Woodrow Wilsons ideer om nationale folks ret til selvbestemmelse. Derfor blev mange grænsedragninger foretaget på baggrund af folkeafstemninger fx i Sønderjylland. Til gengæld blev grænserne andre steder trukket i direkte strid med det regionale flertals ønsker. Fx kom tre millioner tyskere til at bo i Tjekkoslovakiet, og ca. 1,5 million tyskere i Danzig-området kom til at bo i Polen. Begge steder blev kimen lagt til fremtidige stridigheder.

Resultatet var, at Versailles-freden blev anset for at være hård og uretfærdig i Tyskland og USA, mens Frankrig mente, at den var for mild. Frankrig havde bl.a. ønsket, at Tyskland blev splittet op i en række mindre stater, sådan som det tidligere havde været.

Tyskland mistede sine kolonier, men de var af ringe værdi. Landafståelserne i Europa omfattede 10% af befolkningen, 13% af landområdet og 15% af produktionen. Riget var stadig intakt. I 1921 blev skadeserstatningerne opgjort til 138 milliarder guldmark i afdrag og renter frem til 1963. Beløbet var rent fiktivt, og kravets reelle indhold var bestemte årlige ydelser på 5-6% af nationalproduktet, som Tyskland gik med på at betale. Storbritannien og Frankrig var ikke meget bedre stillede, da de havde optaget enorme krigslån i USA, som de forgæves prøvede at få eftergivet. Tysklands skadeserstatning var beregnet at skulle dække denne gæld. I 1931 gav USA et års henstand med vestmagternes gæld (Hoover-moratoriet), og i 1932 opgav vestmagterne at indkræve Tysklands gæld, mens de samtidigt ophørte med at betale deres krigsgæld til USA.[2]

Versailles-traktaten spillede en vigtig rolle for det tidlige nationalsocialistiske parti (Deutsche Nationalsozialistische Arbeiterpartei) og er en af de vigtigste årsager til udbruddet af 2. verdenskrig. Ferdinand Foch udtalte sommeren 1919 om traktaten: "Dette er ikke en fred. Det er en 20 års våbenhvile!" [3]

Traktaterne fra forstæderne til Paris[redigér | redigér wikikode]

Den store fredskonference efter Første Verdenskrig åbnede i Paris d. 18. januar 1919. Datoen var nøje valgt, som en slags tak for sidst overfor Tyskland, der d. 18. januar 1871 fejrede sin sejr over franskmændene og udråbte deres nye kejser, netop i Versailles. Fredskonferencen i Paris resulterede i fem fredstraktater med de lande, der havde tabt krigen. Traktaterne blev underskrevet på slotte i Paris' forstæder eller omegn.

Traktaterne var:

Se også[redigér | redigér wikikode]

Henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  1. Versailles traktaten fulde ordlyd (Engelsk)
  2. Henning Poulsen: Hitlers krig (s. 24 og 28), Gyldendal, 1990, ISBN 87-00-32462-0
  3. Henning Poulsen: Hitlers krig (s. 11)
Militær Stub
Denne artikel om militær er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.