Herman Bang

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Herman Joachim Bang (20. april 1857 - 29. januar 1912) var en dansk forfatter og journalist. Han blev født i Asserballe på Als i det daværende hertugdømme Slesvig, og døde i Ogden City, Utah, USA under en oplæsningsturné. Herman Bang er især kendt for sin impressionistiske skrivestil.

Hans romandebut i 1880 med bogen Haabløse slægter vakte furore, da der i bogen skildredes, hvorledes en moden kvinde, grevinde Hatzfeldt, forfører den unge hovedperson William Høg. Der blev anlagt sag mod Bang, og 23. juli 1881 faldt dommen, der lød på 100 kr. bøde eller 14 dages fængsel, såfremt bøden ikke kunne betales. Bogen blev beslaglagt.

Bang ville nogle år efter udgive en revideret udgave af sin bog uden de, for datiden, anstødelige scener. Han gik på Det Kongelige Bibliotek for at låne et eksemplar af bogen, da han ikke selv ejede et. På biblioteket fik han at vide, at selvom bogen "nok fandtes de facto, så eksisterede den ikke de jure", og han blev nægtet hjemlån af bogen. Det lykkedes dog Bang efter en del forhandling af få tilstedet adgang til bogen på læsesalen, men han måtte højst læse i den 1 time^[1].

Herman Bangs journalistik var interessant i sig selv - og derudover en væsentlig forudsætning for hans litterære forfatterskab. I foråret 2007 udkom alle de artikler, Bang skrev under overskriften "Vekslende temaer" i Nationaltidende fra 1879-1884. Nogle af artiklerne er klassisk læsning som f.eks. "Branden", hvor Bang udfolder sin impressionistiske stil.

I 1906 blev Bang offer for "Den Store Sædelighedsaffære", hvor dele af den danske presse gik til angreb på homoseksuelle mænd. Angrebene på Herman Bang - hvori bl. a. Johannes V. Jensen tog del - hører blandt de mest hadefulde i dansk pressehistorie og overgår uden sammenligning sædelighedsfejden i 2005 mod forfatteren Jørgen Leth.

Herman Bang boede 1863-1872 i Horsens, hvor der er opsat en mindetavle i porten til Søndergade 41.

Indholdsfortegnelse 1 Bang og samtidssatiren 2 Gennembruddet 3 Sædelighedsskandalen 1906-1907 4 Henvisninger 5 Bibliografi 6 Ekstern henvisning

[redigér] Bang og samtidssatiren

Herman Bang var meget andet og mere end en af vore største impressionistiske forfattere. Få kunstnere fik et så bredt og alsidigt virkefelt som han, og endnu færre vakte med deres blotte fremtoning så megen opmærksomhed og offentligt postyr omkring sit liv, som netop han. Allerede i sine unge år indledte Bang en vidspændende karriere som journalist, novelle- og roman-forfatter, samtidig med at han også forsøgte sig som skuespiller og sceneinstruktør, teaterkritiker og teatertænker.

Han debuterede kun 22 år gammel som litteraturkritiker i 1879 med essay-samlingen Realisme og Realister, med hvilken han også slog sin egen retning i litteraturen fast. Allerede året efter udgav han den første af mange novellesamlinger, Tunge Melodier, der efterfulgtes af den skandaleombruste romandebut Haabløse Slægter og lidt senere af novellesamlingen Stille Eksistenser (1886) med bl.a. fortællingen Ved Vejen. Blandt hans hovedværker kan yderligere nævnes romanerne Stuk, Tine, Ludvigsbakke og Det hvide Hus.

Nogen "stille eksistens" var Herman Bang på ingen måde selv. Professionelt spændte han som sagt umådeligt vidt – forfatter, journalist, kronikør, essayist, sceneinstruktør, oplæser, foredragsholder og anmelder - og hans produktivitet på disse felter var enorm. Allerede med debutromanen Haabløse Slægter vakte han stor opmærksomhed, og bogen blev konfiskeret af politiet for dens krænkelse af ”sædeligheden”. Bang blev straffet, men da var første oplag naturligvis revet væk, og forfatterens navn for alvor slået fast i offentligheden. Han var da kun 23 år. Romanen gav nok startskuddet til den store offentlige interesse der altid herskede omkring på hans person på godt - og måske ikke mindst på ondt.

I bogen Stoppet i farten - Herman Bang i karikaturens troldspejl ^[2](Gyldendal, 2007) leverer værkets fire udgivere, Dag Heede, Torben Lund, Knud Arne Jürgensen og Sten Rasmussen for første gang en samlet indføring i Bangs udfordrende liv og professionelle virke – set gennem karikaturens troldspejl. Han var sin tids absolutte yndlingsoffer i en lang række vittighedsblade, og måtte gang på gang betale en endog meget høj pris for sin berømmelse. Bogen giver et generøst og kommenteret udvalg af de mange karikaturtegninger med Bang som hovedmotiv, som fandt vej til bladenes humørspalter i datiden.

At samle og præsentere denne side af tidens syn på Bangs kunstnerpersonlighed, bliver derfor ikke alene en underholdende billedbog, men også et stykke alternativ litteratur-, teater-, og pressehistorie om en af de største danske kulturpersonligheder i nyere tid. Vi kan her lære noget om såvel denne forfatters optræden i sin egen tid samt om den udprægede grad af ironisk, ja undertiden ligefrem spottende måde, som vi danskere ind imellem modtager nogle ore største forfattere og kunstnere på.

Kært – eller i denne sammenhæng måske nærmere ”ukært” – barn har jo som bekendt mange navne. Pressens karikaturtegnere udviste da også en sjælden stor opfindsomhed og kreativitet, når det gjaldt om at latterliggøre dét brede virkefelt, som forfatteren, journalisten, essayisten, anmelderen, instruktøren, oplæseren, foredragsholderen, skuespilleren, skribenten og levemanden Herman Bang udfordrede sin tid med.

Læs blot her nogle få af de mange benævnelser man dengang omtalte ham med: ”Herman Bank”, ”Herman Labang”, ”Herman Banco”, ”Frøken Hermine Bang”, ”Bing-Bang”, Herman Go-Bang”, ”Herman Pjank”, ”Hermansen Bang”, ”Herman von Bremen”, ”Herman Brand”, ”Liden Bang”, ”Herman Banbang”, ”Norman Bang”, ”Grev Herman” og ”Hermann von Bangemachen”.

Gennem hele Bangs karriere fra den litterære debut i 1878 til hans død som 56-årig i januar 1912 spillede han med i og spilledes af de moderne medier. Man kan derfor i sandhed sige, at Herman Bang levede for, med, i og af pressen. I over tre årtier forblev han vittighedsbladenes yndlingsoffer. ”De er jo så nem! Og Dem kan jeg” svarede én hans journalistiske plageånder ham en gang i en samtale, hvor Bang selv havde beklaget sig over uge efter uge at blive gjort nar af i pressen.

Bang var vitterlig et let offer; og dagbladene og vittighedsbladene kunne i den grad virkelig aftegne ham overfor publikum. Med sine personlige ”skandaler”, sin ekshibitionisme, sin homoseksualitet, sin lapsethed, sine kunstneriske sejre og nederlag, sine aristokratiske vaner, de utallige pengesorger, hans omfattende danske og internationale netværk, den enorme produktivitet og ikke mindst den aldrig svigtende excentricitet var Herman Bang på alle måder et yderst taknemligt emne for pressen.

Der var derfor altid en historie, der kunne knyttes til Bang. Hvor han end bevægede sig, og hvad han end gjorde, skabte han det man dengang med et helt nyt ord kaldte ”Reklame” – frivilligt og ufrivilligt. Bang selv manøvrerede nu også med stor tæft i pressens søgelys. Men den blev dog samtidig hans egen største fjende. Journalisterne var derfor nogle af forfatterens stærkeste med- og modspillere i hele hans liv.

På et sent tidspunkt i sit liv udtalte han selv: ”Karikaturerne har været for mange og for gode”.

Dermed ønskede han at forklare, hvorfor han langt om længe havde opgivet drømmen om at gøre skuespillerkarrieren til sin egentlige levevej. De mange parodier og latterliggørelser blev derfor bagsiden af den Bang’ske ”reklame”-medalje, næsten på samme måde, som kreditorerne og de mange ubetalte regninger forblev bagsiden af den ekstravagante og luksuriøse facade, Bang vedblev at udstille i det offentlige rum. Dette kostede ham på alle måder dyrt - også på det private plan. Det var på mere end én måde svært at være kunstneren og borgeren ”Herman Bang”.

Et par punktnedslag i denne omfattende satire om Herman Bangs person kan derfor være nyttigt at trække frem, for mere præcist at kunne påvise den ofte helt urimelige latterliggørelse, han så ofte blev gjort til genstand for af sin samtid – uanset hvor morsom og begavet denne satire så end måtte være.

Den unge danske forfatterspire, Herman Bang, var vitterlig en veritabel skrive-blæksprutte. På rekordtid fik han slået sit navn fast som en allestedsnærværende reporter, anmelder, litteraturformidler, modeskribent, selskabsløve, provokatør og skuespilforfatter. Han skrev om København for jyderne som om byen var et mini-Paris, han berettede om sommerfornøjelser og society-skandaler, morskabsteatre og modeluner, væddeløb og vandkure, cirkusforestillinger og kjolesnit, Tivoli, Dyrehavsbakken, gæstespil og royale rygter – og grundlagde dermed ikke mindst sit stampublikum af især kvindelige læsere. Herudover lynlæste Bang den aktuelle franske litteratur og introducerede det danske læsepublikum for fremtrædende forfattere og dramatikere som Émile Zola, Alexandre Dumas den yngre og Honoré de Balzac.

Bangs emnevalg og skrivestil var både et frisk og frækt pust i den støvede og traditionelle journalistik i de hjemlige hovedstadsaviser, der som udpræget maskulin meningspresse primært orienterede sig mod erhvervslivet og de voldsomme politiske brydninger, som karakteriserede Danmark gennem konseilspræsident Estrups lange regeringsperiode under de såkaldte ”Provisorie-år”, hvor folkestyret reelt var sat ud af kraft.

I Bangs søndagskronikker under fællestitlen Vekslende Themaer, lagde han de allerførste spirer til det, der først omkring århundredskiftet skulle blive til den moderne omnibusavis. Han skrev her om stort og småt, sladder og nyheder, informationer og rygter – og alt sammen i sin egen elegante sprogtone, der på én gang kunne være sofistikeret, krukket og indsmigrende, men altid nærværende.

Han kunne for eksempel indlede en artikel i påtaget brevstil med ord som ”Kære Frue” eller ”Bedste Frue”. Denne åbenlyse appel til netop det kvindelige publikum, som præger mange af hans kronikker, skaffede ham hurtigt den hånlige betegnelse ”Damernes Herman Bang”. Men den skaffede også en markant oplagsfremgang for Nationaltidende, som ejeren, etatsråd Ferslew, naturligt satte stor pris på, og som især vittighedsbladet Punch bidrog til ved nærmest hver uge at være parat med en dugfrisk parodi på Bangs nyeste kronik.

[redigér] Gennembruddet

Gennembrudsåret for Bangs negative ”berømmelse” kom i 1880, hvor én sag overskyggede alle andre og markerede startskuddet på hans noget nær kometagtige karriere som vittigheds- og dagbladenes yndlingsoffer, nemlig retssagen mod romanen Haabløse Slægter for usædelighed. Bang havde allerede på dét tidspunkt debuteret litterært med nogle mindre skuespil og noveller, heriblandt samlingen Tunge Melodier, som var udkommet i foråret 1880 og i løbet af sommeren 1880 blev kritiseret fra alle sider for at være stilistisk latterlig og gennemsyret af en syg sensualitet.

Det blev dog først med Bangs store - og delvis selvbiografiske roman - om en ung mand, der føler, han er det sidste skud på en degenereret og håbløs slægt, at han for alvor kom i offentlighedens søgelys. Romanen, som udkom i november 1880, blev straks mødt af stærkt negative anmeldelser i såvel højre- som venstrepressen. Både satiren og litteraturanmelderne forholdt sig her i lige så høj grad til ”fænomenet Herman Bang” som til hans roman, og gav tilsammen et meget skarpt tegnet billede af de følelser, som den kvindagtige og flamboyante forfatterskikkelse vakte i 1880’ernes bornerte Danmark.

Uanset skandalen med Håbløse Slægter - eller måske netop på grund af denne - tager Herman Bangs litterære karriere nu for alvor fart, og på forholdsvis få år skriver han en række mesterværker som Ved Vejen, Stuk og Tine. Disse uhyre produktive år repræsenterer nok det første og største højdepunkt i Bangs litterære produktion, hvor han perfektionerede dén impressionistiske skrivestil, hvis indflydelse på dansk litteratur næppe kan vurderes højt nok.

Efter en stigende litterær anerkendelse og flerårige ophold som korrespondent i udlandet ændrede Bang nu sin offentlige person – og karikaturtegnerne fulgte straks trop i deres fremstilling af forfatteren. Bang karikeres nu som en mere moden og maskulin skikkelse med elegant moustache og altid iført en ulastelig klædedragt.

Latterliggørelsen af ham bliver dermed ikke mindre respektløs. Det var nu i endnu højere grad den feminine, krukkede og pinlige forfatterpersonage, der skulle trynes. Især Bangs mange offentlige foredrags- og oplæsningsaftener af egne værker fik satiren frem i sædet. I begyndelsen af 1880’erne indleder han således den oplæsningsvirksomhed, der skulle blive en fast del af hans liv og en afgørende indtægtskilde i mange år.

Med disse optrædener fandt Bang måske ind til det fuldgyldigste udtryk for sine sceniske evner. Hans spinkle og aparte fysiske fremtoning, der havde været den største anstødssten for en egentlig karriere som skuespiller, blev nu med succes vendt til en form for personlig retfærdiggørelse over for publikum. De mange beretninger fra øjenvidner fortæller da også alle om hans helt usædvanlige greb om publikum og den sjældne naturlighed i hans diktion, hvormed han overgik de fleste af datidens scenekunstnere.

En af de bedste beskrivelser af Bangs foredragskunst finder vi i tidsskriftet Verdens-Spejlet, hvor bladets redaktør kommer ind på den særlige Bang’ske oplæsningskunst, der kunne spænde fra det urkomiske og groteske til de mest lidenskabelige udtryk for menneskelig smerte og lidelse. Det hedder her:

	Oplæsning er et skidt Ord, det passer slet ikke. Nei, dét, Herman Bang gjorde, var at gennemspille de Scener, han havde paa sit Program. Han spillede selv alle Rollerne, og saa mægtigt var hans Talent, at det lykkedes ham at illudere, skønt Publikum sad Ansigt til Ansigt med hans sære, lille Person, som Bladene har gjort Grin med og Karikaturtegnerne fraadset i. Bedst er han, naar han laver gamle Damer, og naar han fremstiller et myldrende Virvar af alle Slags Mennesker, der taler i Munden paa hinanden. En Betoning, en Bevægelse, en Ansigtsrynke, der siger alt; af saa smaa Midler er det, at Herman Bang skaber den store Virkning. Eller han skildrer Smerten, Lidelsen. Ogsaa deri er han fuldkommen sikker paa sine Midler. Og der er talrige Eksempler paa hans Magt over Sindene, hvor han viser sig som Smertens og Lidelsens Mester. Med et vildt Raseri vender man sig truende mod Forsynet, der har fyldt Teatre med gode Skikkelser uden Indmad og ladet dette Scenens Geni være forbandet til en ubehjælpelig Kropsløshed
Verdens-Spejlet

.

[redigér] Sædelighedsskandalen 1906-1907

Hvis retssagen mod romanen Haabløse Slægter i 1880 til 1881 markerede det første højdepunkt i Herman Bangs negative berømmelse, så bliver den berygtede ”Sædelighedsskandale” i 1906 til 1907 nok det andet højdepunkt i historien om Bang-satiren.

Ligesom i andre europæiske storbyer som London og Berlin oplevede København i begyndelsen af det 20. århundrede en noget nær moralsk panikbølge omkring den mandlige homoseksualitet. Det var ikke første gang i Danmarkshistorien, at homoseksualitet kom i myndighedernes – og ikke mindst mediernes - søgelys, men aldrig havde forfølgelsen og stigmatiseringen været så omfattende som i disse år.

En forsmag på ”Sædelighedsskandalen” havde Bang allerede oplevet i 1893, hvor mordet på en homoseksuel rentier havde ført til masseafhøringer af en række homoseksuelle mænd i København. Dette kan have været direkte medvirkende til, at Bang samme år besluttede sig for at forlade Danmark og slå sig ned i Paris. Dér arbejdede han nu som bl.a. sceneinstruktør og introducerede det franske publikum for tidens aktuelle nordiske dramatikere som Henrik Ibsen og Bjørnstjerne Bjørnson, hvis internationale gennembrud han dermed fik en væsentlig andel i, og for hvilket de begge blev ham dybt taknemmelige. Flere af Frankrigs teaterprimadonnaer fik Bang nu personlig kontakt med, bl.a. Sarah Bernhardt og ikke mindst Gabrielle Réjane, med hvem han indstuderede rollen som ”Nora” i Ibsens revolutionerende skuespil Et dukkehjem.

Den store ”Sædelighedssag” startede i et af Københavns smudsblade, der økonomisk presset søgte ”salgbare” skandaler, og i efteråret 1906 havde oppisket en moralsk bølge omkring den homoseksuelle drengeprostitution i hovedstaden. Denne kampagne førte under en enorm mediebevågenhed til politiforhør af en lang række kendte homoseksuelle personer.

Det er højst usikkert, om Herman Bang nogensinde selv blev indkaldt til disse forhør, og han havde da heller ikke det fjerneste med sagen at gøre. Men det forhindrede nu ikke smudspressen i at levere den ene skandalehistorie efter den anden om forfatteren. Igen var pressen nu hovedaktør i dét, der udviklede sig til en veritabel heksejagt mod Bangs person. Det var på dette tidspunkt, at den unge forfatter, Johannes V. Jensen, lancerede et af de mest perfide angreb på Bang i den – senere berygtede - kronik i Politiken med titlen ”Samfundet og Sædelighedsforbryderen”.

Kronikken er et af de mest bizarre, paranoide og homofobiske dokumenter i dansk litteratur. Udgangspunktet var angiveligt en beskyldning mod Jensen selv for at være homoseksuel, hvilket han nu med bogstavelig vold afviste, idet han meget insinuerende udtalte om Bang:

	En meget kendt Forfatter, der i øvrigt foruden at være abnorm ogsaa har vist Talent, er naaet til i disse sidste Dage at staa frem og snakke om Landets Forsvar? Staklen, der næppe nogensinde har haft et Vaaben i sin Haand, lider formodentlig i Øjeblikket af platonisk Kærlighed til en Løjtnant
Johannes V. Jensen, kronik i Politiken, 1906

.

Skønt en kreds af venner straks slog ring om Bang, og mange af hans forfatterkolleger fordømte Jensen, der blev truet med eksklusion af Forfatterforeningen, var Bang fuldkommen nedbrudt af sagen, og i januar 1907 skrev han i et brev til en ven:

	Kun én Ting staar mig ganske tydeligt: i dette Land vil jeg ikke blive. Her har man saaledes faaet for Vane at mishandle mig, at det aldrig vil ophøre

.

I juli samme år forlod Bang derfor Danmark for at slå sig ned i Berlin, der da fungerede som et slags seksuelt fristed. Han opholdt sig her de følgende år, hvilket karikaturtegnerne igen ikke lod gå upåagtet hen, idet man nu satiriserede over den ”hypersensitive og nærtagende Forfatter”.

I sit Berlin-eksil skrev Bang blandt en epilog til den tyske udgave af hans noveller, der udkom i 1908 under titlen Aus der Mappe. Denne epilog kalder han ”Om berømmelsen” og han opsummerer her sine bitre personlige erfaringer om dét konstant at leve i mediernes nådesløse søgelys. Han udtaler:

	Intet forekommer mig så trist eller så trøstesløst som berømmelsen. Den er en celle, i hvilken Guds grønne jord er indespærret. Den er en mur, som skiller os fra livet. ”Den berømte” er ikke elsket. Man beundrer ham som en statue på en sokkel. Men stiger han, som jo også har et hjerte, ned fra soklen for at være et menneske blandt andre mennesker, foragter man ham som en ligegyldig eller sågar en uværdig. Den berømte er lænket til sin egen berømmelse, ja, han må klamre sig til den. For svinder glansen i hans stålrustning, og forringes hans dåd, dør han – forhånet

.

Bang vidste i sandhed hvad han talte om. Og satiren - dén sparede ham aldrig, end ikke til hans allersidste dage.

[redigér] Henvisninger

[redigér] Bibliografi

• Hverdagskampe og Du og Jeg (1879)
• Realisme og Realister. Portrætstudier og Aforismer (1879)
• Vekslende Themaer (1879-1884)
• Tunge Melodier. Studier (1880)
• Haabløse Slægter. Roman (1880)
• Kritiske Studier og Udkast (1880)
• Herhjemme og derude (1881)
• Graaveir. En Akt (1881)
• Inden fire Vægge. En Akt (1881)
• Fædra. Brudstykker af et Livs Historie (roman) (1883)
• Præster (noveller) (1883)
• Frøkenen (noveller) (1883)
• Excentriske Noveller (1885)
• Ellen Urne. Skuespil i fire Akter (efter Fædra) (1885)
• Stille Eksistenser. Fire Livsbilleder (heri "Ved Vejen") (1886)
• Stuk (roman) (1887)
• Tine (roman) (1889)
• Digte (1889)
• Under Aaget. Noveller (heri "Irene Holm") (1890)
• Les quatre diables. Excentrisk Novelle (1890) Filmatiseret som "De flyvende djævle".
• Ti Aar. Erindringer og Hændelser (1891)
• To Sørgespil (1891)
• Teatret (1892)
• Rundt i Norge. Skildringer og Billeder (1892)
• Ludvigsbakke. Roman (1896)
• Det hvide Hus (erindringer) (1898)
• Liv og Død (1899)
• Det graa Hus (erindringer) (1901)
• Sommerglæder (roman) (1902)
• Ravnene. To Fortællinger (1903)
• Mikaël (roman) (1904)
• De uden Fædreland - (roman) (1906)
• Sælsomme Fortællinger (1907)
• Masker og Mennesker (1910)

[redigér] Ekstern henvisning

• Herman Bang på Bibliografi.dk
• Hos Kalliope kan man se Herman Bangs digte og finde flere links
• Online bøger af Herman Bang på Gutenberg Project
• Herman Bang 1-10 ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
• Horsens Bibliotek - Lokalhistorie
• DR's multimedieklip
• Netbibliografi med Herman Bangs teaterkritik
• Dramaturgiske Pennetegninger Herman Bang som teateressayist, udgivet og kommenteret af Knud Arne Jürgensen