Georg Brandes

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Georg Brandes
P S Krøyer 1900 - Georg Brandes - Skitse til maleri.jpg
Georg Brandes. Skitse af P.S. Krøyer
Fulde navn {{{fuldenavn}}}
Født 4. februar 1842
Fødested København
Pseudonym(er)
Død 19. februar 1927 (85 år)
Dødssted København
Begravet
Nationalitet Dansk
Bosat {{{bosat}}}
Uddannelse Cand.mag i æstetik fra KU
Profession Kritiker og litteraturforsker
Politisk parti {{{politiskparti}}}
Religion {{{religion}}}
Titel Lektor ved KU
Berømt for At have startet det moderne gennembrud
Kendt for {{{kendtfor}}}
Forældre {{{forældre}}}
Ægtefælle
Børn

Georg Morris Cohen Brandes (4. februar 1842 i København19. februar 1927 smst[1]) var en dansk kritiker og litterat, der havde stor indflydelse på skandinavisk litteratur fra 1870'erne og frem til begyndelsen af mellemkrigstiden. Han regnes traditionelt for teoretikeren bag Det Moderne Gennembrud. I en alder af 30 formulerede Brandes principperne for en ny realisme og naturalisme, hvor han fordømte den hyper-æstetiske skrivning og fantasi i litteratur. Ifølge Brandes bør litteratur formidle "frihedens store tanker og menneskehedens fremskridt." Hans litterære målsætning deltes af mange forfattere heriblandt den norske Henrik Ibsen.

Georg Brandes anses generelt for at have inspireret den modernistiske intellektuelle bevægelse i mellemkrigstiden kendt som kulturradikalisme.

Biografi[redigér | redigér wikikode]

Førsteudgaven af Georg Brandes' gennembrudsforelæsninger Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur - Emigrantlitteraturen fra 1872. Senere udgaver indeholdt Brandes' mere modererende ændringer i nogle af de kritiserede passager.

Georg Brandes blev født (4. februar 1842) i København i en jødisk grossererfamilie. Han blev student fra det von Westenske Institut i 1859 og begyndte samme år at læse juraKøbenhavns Universitet. Skiftede dog studium kort tid efter til kulturhistorie, filosofi og til sidst æstetik. I 1862 vandt han universitetets guldmedalje for sin prisopgave i æstetik. Han havde tidligere vist udprægede evner inden for verseskrivning, men resultaterne var ikke omfattende nok til at retfærdiggøre en selvstændig udgivelse. Brandes udgav først sine digte i 1898. På universitetet, som han forlod i 1864, var han under indflydelse af Heibergs kritiske værker og Kierkegaards filosofi. En indflydelse, der blev ved med at sætte sine spor i hans arbejde.

I 1866 deltog han i den kontrovers, der blev rejst om Rasmus Nielsens arbejder i et skrift om Dualismen i vor nyeste Filosofi. Fra 1865 til 1871 rejste han en del i Europa, hvor han lærte om litteraturens vilkår i de største læringscentre. Han første vigtige bidrag til litteraturkritikken var Æstetiske Studier (1868), hvori hans senere udvikling allerede kan anes i adskillige korte monografier over danske digtere. I 1870 udgav han adskillige vigtige arbejder: disputatsen Den franske Æsthetik i vore Dage, der primært handlede om Hippolyte Taine, Kritiker og Portraiter samt en oversættelse af Kvindernes Underkuelse af John Stuart Mill, som han havde mødt i England samme år.

Brandes indtog nu sin plads som den ledende kritiker i Nordeuropa, hvor han anvendte Taines metode på de lokale betingelser og tænkemåder. Erhvervelsen af doktorgraden i februar 1870 medførte, at han fik jus docendi ved Københavns Universitet, en ret han – efter en længere udlandsrejse – gjorde brug af fra november 1871 ved som privatdocent at holde forelæsningerne Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur. Forelæsningerne vakte sensation, og da professoratet i æstetik blev ledigt ved Carsten Hauchs død i 1872, forventede mange som en selvfølge, at Brandes ville blive udnævnt. Men den unge kritiker havde fornærmet mange med sin indædte argumenteren for moderne ideer; han var kendt for at være jøde, han blev anset for yderligtgående i sin overbevisning, og han blev mistænkt for at være ateist. Universitetets ledelse besvarede end ikke hans ansøgning, men hans egnethed til posten var så åbenlys, at stillingen som professor i æstetik på Københavns Universitet forblev ubesat de næste tyve år, fordi ingen andre turde udsætte sig selv for at blive sammenlignet med Brandes.

I 1872 stiftedes Litteraturselskabet af Otto Borchsenius, Edvard og Georg Brandes, Holger Drachmann, J.P. Jacobsen, Vilhelm Møller, Sophus Schandorph, H. Schwanenflügel med flere.[2] Foreningens levetid var dog meget kort.[3]

Midt i denne polemik begyndte kritikeren at udsende sit mest ambitiøse værk, Hovedstrømninger i det 19. Aarhundredes Litteratur, hvoraf der udkom fire bind imellem 1872 og 1875. Nytænkningen i denne kritiske fremstilling af litteraturen i de større europæiske lande i begyndelsen af det 19. århundrede og forfatterens beskrivelse af det generelle oprør mod det 18. århundredes pseudo-klassicisme tiltrak sig hurtigt opmærksomhed også uden for Danmark. Værket står i dag som det moderne gennembrud i dansk litteratur. I første del kritiserede Brandes blandt andet romantikken og romantismen og udtalte, at "Det at en Litteratur lever, viser sig i, at den sætter Problemer under Debat."

Georg Brandes som ung. Tegning fra 1868 af Gotfred Rump.

Det røre, der opstod omkring kritikerens person, forøgede arbejdets succes, og Brandes' ry voksede hurtigt, specielt i Tyskland og Rusland. Blandt hans senere arbejder skal nævnes hans monografier om Søren Kierkegaard (1877), Esaias Tegnér (1878), Benjamin Disraëli (1878), Ferdinand Lassalle (1877), Ludvig Holberg (1884), Henrik Ibsen (1899) og Anatole France (1905). Brandes har skrevet tilbundsgående om de mest betydningsfulde af Danmarks og Norges samtidige digtere og forfattere, og han og hans tilhængere var gennem lang tid smagsdommere med hensyn til litterær berømmelse i Norden.

Hans Danske Digtere (1877), der indeholdt studier af Carsten Hauch, Ludvig Bødtcher, Christian Winther, og Paludan-Müller, hans Det moderne Gjennembruds Mænd (1883) og hans Essays (1889) betragtes som essentielle værker i studiet af moderne skandinavisk litteratur. Han udgav en fremragende bog om Polen i 1888 og var medredaktør på en tysk biografi om Henrik Ibsen.

I 1877 forlod Brandes København og bostatte sig i Berlin, hvor han deltog i det æstetiske liv i byen. Hans politiske synspunkter gjorde dog, at Preussen blev ubehagelig for ham at opholde sig i, og han vendte i 1883 tilbage til København, hvor han blev mødt af en helt ny gruppe af forfattere og tænkere, der var ivrige efter at modtage ham som deres leder. Det vigtigste af hans senere arbejder har været hans værk om William Shakespeare, der blev oversat til engelsk af William Archer og med det samme blev meget anerkendt. Det var måske det mest gennemarbejdede værk om Shakespeare, der ikke primært var skrevet til engelsksprogede læsere, der har været trykt i noget land.

Hans indflydelse på de skandinaviske forfattere i 1880'erne var meget stor, men en reaktion ledet af Holger Drachmann mod hans "realistiske" doktriner, begyndte i 1885. I 1900 samlede han sine værker for første gang i en fuldstændig og populær udgave, og begyndte at overvåge en samlet udgave på tysk i 1902.

Efter 1890 vendte den stadig mere skuffede Brandes sig fra direkte kamp og koncentrerede sig i stedet om dyrkelsen af "store personligheder", som oplyste deres middelmådige samtid. I denne periode opdagede han Friedrich Nietzsche, som han introducerede for det nordiske kulturliv. Denne "aristokratiske radikalisme" påvirkede de fleste af Brandes' senere værker og resulterede i bindstærke biografier: Wolfgang Goethe (1914), François de Voltaire (1916-17), Gaius Julius Cæsar (1918) og Michelangelo (1921). Disse bøger må regnes for mindre originale eller vægtige, skønt ofte blændende skrevet.

Georg Brandes signatur, 1919

Brandes' hovedindflydelse svandt noget efter 1900, men han blev stadig anset for en lederskikkelse i dansk litterært liv, og hans internationale ry voksede. På mange måder blev han en moderne nordisk Voltaire med stor moralsk autoritet, som fordømte den dårlige behandling af nationale mindretal, forfølgelsen af Dreyfus osv. Under 1. verdenskrig angreb han imperialismen og aggressionen hos begge parter, og hans sidste år var viet til antireligiøs polemik. I denne senere periode fik han nye forbindelser til intellektuelle som Henri Barbusse, Romain Rolland og Edmund Dene Morel.

I dag står Brandes stadig som en af de mest indflydelsesrige inspiratorer i dansk litteraturhistorie, jævnsides Holberg og Grundtvig. Det har ikke hindret kritik af ham. Højrefløjen har fordømt ham som en unational og umoralsk ateist. På venstrefløjen har socialister kritiseret hans åndsaristokratiske holdning, mens kvindebevægelsen ofte har opfattet ham som inkonsekvent i sin positive holdning til kønnenes ligestilling. Ikke desto mindre er hans historiske betydning stadig vidtrækkende.

Også Georg Brandes' yngre broder Edvard Brandes (1847-1931) var en kendt kritiker og forfatter. Han skrev en del naturalistiske debatskuespil og var med til at grundlægge Dagbladet Politiken, hvor han også arbejdede som redaktør. Desuden blev han en fremtrædende politiker i Det Radikale Venstre og var finansminister i årene 1913-1920.

Andet arbejde[redigér | redigér wikikode]

Brandes oversatte også hovedværket Der Einzige und sein Eigentum (Den eneste og hans ejendom) fra 1902 til dansk, af den anarkistiske Max Stirner.

Brandes skrev forordet til Memoirs of a revolutionist (en revolutionists erindringer) af anarkisten Peter Kropotkin.

Sprogreformator[redigér | redigér wikikode]

Det var Brandes, der i 1899 introducerede ordet og begrebet "intellektuel" i dansk. Ellers bød fremmedord ham imod, og han afsluttede forordet til Samlede skrifter med, at "jeg tør sige, at det danske sprog i vore dage ikke har haft en mere trofast og agtpågivende elsker og dyrker" [end ham]. Han sørgede for, at følgende ord fik indpas i dansk: Begrebsbestemmelse, bevisgrund, enstonig, folkeforfører, folkemening, foreteelse, foretræde, fremmedfører, følgeret, følgerigtighed, godkende, grundsætning, gøremål, henholdsvis, hærge, ildhu, indbildningskraft, kendetegne, knæsætte og tålsomhed. Fra norsk lånte han bagstræv og målstræv; fra Bjørnstjerne Bjørnson ordet folkestyre. [4]

Hertil kom de gloser, han selv skabte eller oversatte som låneord fra tysk: Almenbevidsthed, almenkendt (= udbredt), almennyttig, bedrestillet, bedreviden, bedsteborgerlig, billeddannende, bogmenneske, dennesidig, egenart, endegyldig, foreliggøre, folkelivsmaleri, folkerejsning, forespejling, forfaldstid, forfatningsbrud, forgrovethed, formgivning, formålsløs, fornuftægteskab, forundersøgelse, fremmedåg, fædrelanderi, jøderi, knaldroman, kraftudfoldelse, lystseende, læsekreds, massemorder, mellemfolkelig, modstille, mørkemand, samfundsbevarende, samfundsstormer, samhørighed, selvsikker, sidebemærkning, sjæleforskning, tænkemod, uselvisk og virkelighedsfjern. Når det gælder at få nye ord optaget i dansk, overgås han næppe af andre end Holberg og Kierkegaard. Nogle nyord lykkedes han dog ikke med, såsom adhu (= interesse), folkehovmod (= nationalisme), gladsyn (= optimisme) og trangsyn (= bornerthed). Men han sløjfede verbernes flertalsendelse og ændrede sin retskrivning fra "De Danske betragte gjerne..." til "De Danske betragter gærne..." [5] Enkelte ord blev dog hans overmand: "Hvilket uhyre af et ord, det ord "forfatter", og hvordan skal vi blive af med det! Og alle de rædselsfuldt slæbende endelser på -else og -hed, der får stilen til at klinge som et slag med en karklud!" [6]

Udvalgt bibliografi, kronologisk[redigér | redigér wikikode]

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  1. Georg Brandesgravsted.dk
  2. Sakuntala – Sangen om Vilhelmine og Holger Drachmann] – (2006) Gert Maarløw Nicolaisen – s. 83, 84.
  3. adl.dk
  4. Jørgen Knudsen: Georg Brandes – magt og afmagt (s. 113-4), forlaget Gyldendal, ISBN 87-00-34664-0
  5. Jørgen Knudsen: Georg Brandes – magt og afmagt (s. 114-5)
  6. Jørgen Knudsen: Georg Brandes – magt og afmagt (s. 116)
  • Artiklen er for størstedelens vedkommende oversat fra den engelske version
  • Hansen, I.F. et al. red. (1994) Litteraturhåndbogen 4. udg. 6. opl. København Gyldendal
  • Blangstrup, C. red. (1915-1930) Salmonsens Konversationsleksikon 2. udg., København, J. H. Schultz Forlagsboghandel
  • Hovedværket om Brandes er Jørgen Knudsen, Georg Brandes, 8 bind, 1985-2004, Gyldendal. ISBN 87-01-99402-6. Den udkom i forkortet étbinds-udgave i 2008 med titlen GB : en Georg Brandes-biografi, Gyldendal. ISBN 978-87-02-06018-8.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Wikipedia-logo.png Søsterprojekter med yderligere information: