Oluf Skotkonung

Sølvmønt slået af Olof Skötkonung i Sigtuna

Olof Skötkonung (oldislandsk: Óláfr sænski, oldsvensk: Olawær skotkonongær) født omkring 980, sandsynligvis død i vinteren 1021-1022, var konge af Sverige cirka 995-1022. Han var søn af Erik Sejrsæl og Sigrid Storråde. Ifølge de islandske sagaer havde Olof far regeret sammen med sin bror, Olof Björnson. Da han døde blev Olof Skötkonung udråbt som medkonge endnu før han var blevet født. Ved sin fars død arvede han den svenske trone, og regerede som enekonge.

Olof er den første konge, som med sikkerhed regerede over både Mälardalen og Västergötland. Han var også den første sveakonge, der blev døbt, og som forblev kristen. Desuden var han den første, der slog mønt i Sverige. Netop møntslagningen tyder på at hans magtcentrum var Sigtuna i Mälardalen. Mod slutningen af sit liv blev han afsat som overkonge og tvunget til at være lydkonge for sin egen søn Anund Jakob i Västergötland.

Krige med Danmark og Norge

I begyndelsen af sin regeringstid lå Olof Skötkonung i krig mod den danske konge Svend Tveskæg, hvis rige Olofs far, Erik Sejrsæl, havde regeret over i kort tid, og som Olof derfor gjorde krav på. Krigen sluttede med, at Olof anerkendte Svend som retmæssig konge over Danmark. Det blev sagt, at Olof foretrak idræt frem for krig, og at det var derfor Svend Tveskæg kunne tage magten i Danmark. Siden skulle Olof også mindske den ret til tribut i Estland og Letland, som han forgængere havde opnået.

Svends ægteskab mod Olofs mor Sigrid Storråde førte til yderligere tilnærmelser mellem de to konger, og Olof blev allieret med Svend i de følgende krige mod Norge, der blev afgjort i slaget ved Svold omkring år 1000. Den norske konge Olav Tryggvasons nederlag og død betød, at Norge blev delt mellem sejrherrerne. Bohuslän og den sydlige del af Trøndelagen blev tildelt Olof Skötkonung. Disse lande tabte han dog atter få år senere til nordmændene.

Da det norske rige blev genetableret af Olaf 2. af Norge, udbrød der en ny krig mellem Sverige og Norge. Mange, både norske og svenske, mænd forsøgte at forlige parterne, men uden held. Ifølge Snorre Sturlason mødtes norske udsendinge med svenske stormænd til tinget i Uppsala i 1018 for at forhandle om fred, men kongen blev vred og truede bl.a. jarlen af Västergötland med landsforvisning. Det medførte så stor utilfredshed at Olof ikke ville lytte til de råd hans egen mænd gav ham, at han blev afsat som konge.

Kristning

Uddybende artikel: Religionsskiftet i Norden

Skt. Sigfrids kilde ved Husaby kirke, hvor Olof Skötkonung ifølge traditionen blev døbt.

Olof Skötkonung var den første svenske konge, som blev døbt, og som forblev kristen resten af sit liv. Hans far Erik Sejrsjæl var også blevet døbt, men var senere vendt tilbage til hedenskabet. Ifølge traditionen blev Olof Skötkonung døbt i 1008 i Husaby nær Kinnekulle i den kilde, der kaldes Skt. Sigfrids i Västergötland, af den engelske missionær og ærkebiskop Sigfrid af York. Han skal også have været Skaras første biskop.

Kildegrundlaget er dog problematisk, og der findes ikke mindre end tre forskellige personer, om hvem det er blevet hævdet, at de døbte kongen. Det er Sigfridslegenden fra omkring 1200, som angiver, at det var Sigfrid. Problemet med Sigfridslegenden er, at det er en tendentiøs kilde, skrevet med det formål at fremstille Sveriges på det tidspunkt yngste stift, Växjö, som det ældste. Der findes derudover ingen anden kilde, der kan bekræfte hændelsesforløbet, fx findes der ingen spor, der bekræfter eksistensen af en ærkebiskop Sigfrid af York.

Ifølge Adam af Bremen skal det i stedet have været Thurgot, der grundlagde Skara stift 1014, og som døbte Olof Skötkonungs dronning og børn. En missionær ved navn Sigfrid skal være kommet til Sverige, men først 1016. Derimod nævner Adam intet om, hvem der døbte kongen selv. Hvilket har ledt til antagelser om, at det måtte være sket tidligere og være gjort af en engelsk missionær, der ikke repræsenterede Adams eget stift i Hamborg. Saxo udpeger en engelsk missionær ved navn Bernhard. Han havde virket i Skåne, men var først ankommet til Danmark sammen med Knud den Store i 1019. Snorre Sturlasson skrev i Heimskringla at den, som døbte Olof Skötkonung, var den engelske missionær Sigurd, der havde været i Olav Tryggvasons hird, inden han trådte i svensk tjeneste efter slaget ved Svold. Hverken Saxo eller Snorre går i detaljer om, hvad der fandt sted, og det er måske grunden til, at den mere indholdsrige Sigfridslegende har vundet popularitet.

Det eneste, som kilderne tilsyneladende er helt entydige om, er, at det var en engelsk missionær, som døbte Olof Skötkonung. Navnene Sigurd/Sigfrid hos Snorre Sturlasson og Sigfridslegenden har desuden stor lighed. Det er kun i Sigfridslegenden, at selve lokaliteten angives. Årstallet 1008 kommer derimod fra en helt anden kilde end de ovennævnte. Bruno af Querfurt berettede, at en kristen fyrste blev døbt dette år. At det var Olof Skötkonung er blot et gæt, men det kan ikke udelukkes, at det, Bruno omtalte, måske var en i dag ukendt vendisk fyrste. Allerede i slutningen af 10. århundrede var der præget mønter i hans navn med tydelige kristne motiver, så måske havde han derfor allerede antaget kristendommen på et langt tidligere tidspunkt. På mønterne benyttes den latinske betegnelse for konge, OLAF REX, ligesom ordet SIDEI er blevet tolket som en forkortelse af Si(gtuna) Dei, dvs. Guds Sigtuna.

Skara stift

En vigtig begivenhed for religionsskiftet i Sveriges var, at Olof Skötkonung tillod, at landets første bispesæde blev oprettet i Skara 1014. Västergötland var blevet kristnet i løbet af anden halvdel af det 10. århundrede, og området fungerede derfor som de kristne præsters indgangsport til Sverige. Rejser over Østersøen blev i reglen undgået af Hamburg-stiftets præster på grund af det omfattende sørøveri dér. Man valgte derfor helst den omstændelige landvej langs det nuværende Sveriges vestkyst og derfra gennem Väster- og Östergötland for at nå frem til Mälardalen (de dybe skove i Tiveden og Kolmården var også yderst farlige). Valget af Skara som stiftsstad frem for Sigtuna, som havde været en kristen by siden grundlæggelsen i 970'erne, behøver ikke kun at skyldes, at Västergötland var det første landskap, som blev kristnet. En mulig forklaring kan også være, at Olof Skötkonung ville gøre Hamborgbispens indflydelse så lille som mulig og dermed også den tysk-romerske kejsers. Af samme grund fik de engelske missionærer støtte.^{[kilde mangler]}

Mønt og bygrundlæggelse

Olof Skötkonung er også den første, som slog mønt i Sverige. Det skete omtrent samtidig med de første mønter i Norge. Ligesom de første danske mønter bar de kongebilleder og indskrifter. Mønterne har stor lighed med samtidige engelske pennies, og det var sandsynligvis den samme mester, Godwine, der udformede mønterne i de tre lande. Han stammede oprindeligt fra England. På Olofs første mønter omtales han som "Olof, konge i Sigtuna", men senere som "Olof sveernes konge". Samtidigt blev der grundlagt nye byer i alle de tre nordiske riger. Byer, som i reglen lå i udkanten af kongens magtområde, muligvis bl.a. med det formål at understøtte de kristne kongers ambitioner i ellers hedenske områder. Den by, som Olof (eller muligvis hans far Erik) grundlagde, var Sigtuna, hvor også møntværkstedet lå – man har bl.a. fundet møntstempler dér. De stempler, der blev benyttet i dette værksted, bar dog ikke indskriften Olof, men derimod Knud, hvilket har ledt til spekulationer om, at Knud den Store en tid regerede over byen, men intet andet støtter denne påstand.

Olof Skötkonungs afsættelse og sidste år

Ifølge kirkehistorikeren Adam af Bremen skulle Olof Skötkonungs kristne tro have ført til utilfredshed blandt de stadigt hedenske sveer. De afsatte ham derfor og indsatte i stedet hans (ligeledes kristne) søn Anund Jakob som konge. De sidste år af sit liv fungerede han derfor efter eget valg kun som vasalkonge i Västergötland. Snorre Sturlasson angiver et andet motiv til sveernes beslutning. Årsagen skulle i stedet have været utilfredshed med Olofs langvarige krig mod Norge, som også havde medført, at landene på den anden side af Østersøen havde frigjort sig fra svensk overhøjhed. Snorre skrev, at Olofs uvilje mod at lytte til gode råd var anledningen til, at Upplands lovmand Torgny sammen med sin vestgøtiske kollega Emund og Västergötlands jarl Ragnvald på sveernes ting fik afsat Olof og valgt sønnen i stedet. Olof fik derpå Västergötland og lov til at beholde sin kongetitel som kompensation. Anund Jakob var dog hans overkonge. Det varede imidlertid ikke længe, før far og søn var blevet så forsonede, at Olof kunne regere som medkonge frem til sin død i vinteren 1021-22. Adam af Bremen skriver, sandsynligvis fejlagtigt, at Olof først døde i 1030’erne.

En senere legende fortæller, at han led martyrdøden i Stockholm, fordi han havde nægtet at ofre til hedenske guder. Siden blev han helgenkåret i den katolske kirke.

Den islandske skjald Óttarr svarti var i en periode i Olofs tjeneste, og han skrev bl.a. digtet Óláfsdrápa sœnska, der beskrev kongens krigstog mod øst. Andre skjalde, som også havde tjent hos Olof var Gunnlaugr ormstunga, Hrafn Önundarson og Gizurr svarti.

En oplysning om, at Olof skulle ligge begravet i Husaby i Västergötland, stammer fra 1740’erne, mens 100-200 år ældre kilder oplyser, at det er i Skara eller Linköping. Den udpegede grav i Husaby er dertil ikke gammel nok til at kunne være hans.^{[kilde mangler]}

Navnet Skötkonung

Det findes mange forskellige forklaringer på hvorfor Olof har fået tilnavnet Skötkonung, oprindeligt skotkonongær. En tolkning går ud på at det peger på kvindens skød, fordi Olof angiveligt blev født ved kejsersnit, eller fordi han blev valgt til konge inden han var født. Hvis navnet oprindeligt var skotkonung kan det i stedet betyde, at han havde tilbragt en periode i Skotland. Disse tolkninger er dog højst usikre. Andre forklaringer er dog endnu mere kontroversielle; fx at det var en dialektal udtale Götkonung, eller Skattkonung i betydningen lydkonge (i så fald under den danske konges overhøjhed). Ingen af disse forklaringer kan bevises eller støttes af kildematerialet, og de udelukkende baseret på tolkning af selve ordet skotkonongær.

Tolkningen Skatkonge i betydningen møntkonge kan derimod have en vis sandsynlighed, Olof Skötkonung var den første konge som slog mønt i Sverige. En anden tolkning af Skattkonung, som dog ikke kan bevises, er at Olof kan have været den første, der indførte gebyr for leding, når den udeblev, hvilket senere udvikledes til skat i den moderne betydning.

Endelig findes der tolkninger, der tager udgangspunkt i at navnet skotkonongær ikke optræder i nogen kilder for i slutningen af 13. århundrede. I første omgang bruges det i forbindelse med omtale af hans donationer til Skara stift. Skotkonongær han derfor have haft betydningen gavekonge, og være blevet tildelt Olof med det formål at underbygge stiftets krav på jorder. Det eneste tilnavn der kendes før da, stammer fra Snorres Heimskringla, hvor han for at man kunne skelne ham fra de norske konger Olav Tryggvasson og Olav Haraldsson kaldte ham Olav den svenske.

Ægteskab

På et togt til Vendland havde han taget Edla, en datter af en vendisk høvding, til fange og gjorde hende til sin frille. Senere giftede han sig med Estrid, der var en kristen (obotritisk) fyrstedatter.

Børn

• Med Estrid:
  • Anund Jakob
  • Ingegerd Olofsdatter af Sverige (gift med Jaroslav I af Kiev)

• Med Edla:
  • Astrid Olofsdatter af Sverige (gift mod faderens vilje med Olav den hellige af Norge)
  • Emund den gamle.

Litteratur

• Maja Hagerman, Maja (1996). Spåren av kungens män. Rabén Prisma. ISBN 91-518-2927-4. {{cite book}}: Mere end en |efternavn= og |forfatter= angivet (hjælp); Ukendt parameter |utgivningsort= ignoreret (hjælp)
• Dick Harrison, Dick (2002). Jarlens sekel. Ordfront förlag. ISBN 91-7324-999-8. {{cite book}}: Mere end en |efternavn= og |forfatter= angivet (hjælp); Ukendt parameter |utgivningsort= ignoreret (hjælp)
• Alf Henrikson, Alf (1963). Svensk historia. Bonniers. ISBN 91-0-046394-9. {{cite book}}: Mere end en |efternavn= og |forfatter= angivet (hjælp); Ukendt parameter |utgivningsort= ignoreret (hjælp)

Referencer

Foregående:	Konge i Sverige 995-1022	Efterfølgende:
Erik Sejrsæl ca 970-995		Anund Jakob 1022-1050