Opera buffa

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Opera buffa er en komisk operaform med oprindelse i Italien i 1700-tallet; den kendetegnes ved et komisk indhold og ved at al tekst synges, selv dialoger; dette er i modsætning til to nærtstående genrer opéra comique og syngespil der har talt dialog.

Ifølge Gyldendals musikhistorie anvendte samtiden ikke denne betegnelse, men skelnede mellem den traditionelle komiske opera – intermezzo eller commedia per musica – og den nye genre, som ofte kaldtes drama giocoso per musica ("muntert stykke sat i musik")[1]

Under buffaens blomstringsperiode, som varede til midten af 1800-tallet, anvendes for dialogen seccorecitativet som senere dog afløstes af andre reciativtyper.

I modsætning til opera seria lagde den klassiske opera buffa an på livfuld karaktertegning, vokalensembler og store finaler.

La serva padrona (da. "Tjenestepigen som frue") er et eksempel, en opera i to akter af Giovanni Battista Pergolesi, uropført i Neapel 1733. Den var oprindelig indlagt som komisk intermezzo i en opéra seria Il prigioner superbo også af Pergolesi.[2] Ved en opførsel i Paris 1752 gav den stødet til den såkaldte querelle des bouffons ("buffoniststrid") [3]

Ensemble og arie udtrykker forskellige sociale tilknytninger

I Gyldendals musikhistorie knyttes forskellige operaformer til ideologien hos forskellige klasser:

"Ensemblet bliver buffo-operaens karakteristiske form, ligesom arien er seria-operaens, og denne forskel stikker dybere end det rent sang-og komposititionstekniske. Hvor arien og dens litterære modstykke, monologen, er knyttet til enevældendes ideologi og anvendelsen af retorik som overtalelsesmiddel, er ensemblet udtryk for den borgerlige ideologi og dens fremhævelse af samtalen og debatten som den ideelle kommunikationsform. I den offentlige debat er det argumenter og meningsudvekslinger, som fører til en fælles opfattelse. I ensemblet nedbrydes standsforskellene og de mest velformulerede sikrer sig publikums sympati."[4]

Buffo[redigér | redigér wikikode]

Buffo (it. 'komisk'; buffa er hunkøn) betegner den tenor eller bas (sjældnere baryton) i opera eller operette som har en komisk rolle. Udtrykket bruges også om komiske sangstemmer i andre ensembler.
Bufforoller er gerne karakterer som nærmer sig karikaturer, overdrevne figurer eller typer som bare gennem gestus, mimik og kostymering kan få publikum til at le. Ofte gives en bufforolle i en opsætning et lokalt tilsnit ud fra det sted hvor stykket spilles. En buffo har ofte ikke det samme stemmematerialet som sangere med lyrisk- eller helterepertoir. Evnerne for skuespil kan derimod være desto større. Det kvindelige modstykke til buffo kalles soubrette og bliver sædvanligvis sunget af en sopran.

Nogle berømte bufforoller[redigér | redigér wikikode]

Opera[redigér | redigér wikikode]

Operette[redigér | redigér wikikode]

Se også

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  • I opslaget om Italien – Musik bd. 12, s. 684 har Salmonsen et lille afsnit om emnet
  • "Niederer" Stil: Opera buffa som "lav stil" i modsætning til den "høje" stil hos opera seria (Tysk)
  • Ifølge den engelske side må opera buffa ikke ikke forveksles med Opéra bouffe som er en genre fra det sene 1800-tal inden for fransk operette i forbindelse med Jacques Offenbach som producerede mange til Théâtre des Bouffes-Parisiens der lagde navn til formen. Et eksempel er La belle Hélène "Den skønne Helene".

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Gyldendals musikhistorie, bd 2., s. 101f — se evt. Dramma giocoso (Engelsk)
  2. Oplysning om "Tjenestepigen som frue" fra La serva padrona (Tysk)
  3. Om den såkaldte "buffoniststrid" i Paris 1752-54 der affødte et stort antal indlæg af tidens førende intellektuelle om italiensk og fransk opera (bl.a. af Denis Diderot, d'Alembert, Rousseau): se evt. Querelle des Bouffons (Engelsk) eller Buffonistenstreit (Tysk)
  4. Gyldendals musikhistorie, 1983, bd 2., s. 104