Orienteringsløb

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
En orienteringsløber gør klar til at klippe en post.
Disambig bordered fade.svg Denne artikel omhandler Orientering som løb eller terrænsport. Opslagsordet har også anden betydning, se Bilorienteringsløb.
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Orientering.

Orientering er en sportsgren, hvor det gælder om at navigere gennem et ukendt terræn ved hjælp af et kort og et kompas. Sporten udøves i organiseret form både til fods, på ski, på mountainbike eller i bil.

Orienteringsløberen får i startøjeblikket udleveret et kort, hvor der er indtegnet en bane med et antal poster, der skal opsøges hurtigst muligt i rækkefølge. Selve posterne er markeret i terrænet med en trefløjet hvid/orange skærm som "klippes" enten med en tang eller med en elektronisk brik.

Udfordringen i orienteringssporten er at holde et højt løbetempo, men samtidigt bevare mental ro og overblik nok til at kunne aflæse kortet og undgå fejl. Det gælder om at navigere gennem ukendt terræn og samtidigt vælge den hurtigste rute mellem posterne. For at udfordre deltagerne vil banelæggeren i konkurrenceløb stile mod at lave baner med flere mulige vejvalg og variation i, hvilke tekniske færdigheder deltageren skal bruge.

Orientering var oprindeligt en militær disciplin, der blev dyrket i slutningen af det 19. århundrede. Det første civile orienteringsløb fandt sted i 1897 nær Oslo, og sporten bredte sig herefter hurtigt til Sverige og de øvrige nordiske lande. Sporten dyrkes i dag i mere end 60 lande, men står stadig stærkest i Norden samt en række europæiske lande.

Historisk baggrund[redigér | redigér wikikode]

Det internationale symbol for orientering. Symbolet viser en stiliseret postskærm.

Orienteringssporten har sit udgangspunkt som en militær disciplin i 1890'erne. I Sverige blev der den 28. maj 1893 afholdt orienteringsløb som en del af Stockholmsgarnisionens årlige idrætsarrangement.

Det første civile orienteringsløb blev afholdt den 31. oktober 1897 fra Grøttum gård i Sørkedalen nær Oslo. Herefter bliver sporten gradvist mere udbredt i Norge og Sverige. Det første natorienteringsløb fandt sted i Danmark i 1915. I 1919 står svenskeren Ernst Killander for et større arrangement med 155 deltagere. Ernst Killander fortsatte med at udvikle sporten og anses i dag for at være sportens oprindelig "fader". Men allerede inden da gennemføres det første nat-orienteringsløb i Danmark.

Sporten voksede i popularitet efter 1. verdenskrig og spredte sig uden for det skandinaviske område i 1960'erne. Det Internationale Orienterings Forbund blev stiftet i 1961. I Danmark nærmest eksploderede sportens popularitet efter 1974, hvor VM blev holdt ved Silkeborg og hvor OK Pan-løberen Mona Nørgaard vandt kvindernes VM-titel. Danmark var atter vært for VM i 2006 der afholdtes ved Silkeborg og Aarhus

Det første VM i orienteringsløb blev afholdt den 1.10.1966 ved landsbyen Fiskars i Pojo-kommune, i det vestlige Nyland i Finland. Alle medaljer gik til nordiske løbere. Der deltog løbere fra i hvert fald Bulgarien, Danmark, DDR, Finland, Norge, Schweiz, Sverige, Tjekkoslovakiet, Ungarn og Østrig. Herrenes bane var på 14,1 km og damernes på 6,6 km. Målestokken på kortet var 1:25 000. Selve konkurrencedagen var en solrig, bidsk efterårsdag med temperaturer på ca. 10-12 °C.

Sporten er stadig mest populær i de nordiske lande, men nyder også en pæn popularitet i Schweiz, Frankrig, Norge, Danmark, Sverige, Finland og en række østeuropæiske lande. Mere end 60 lande har i dag egne nationale orienteringsforbund.

Typer af orientering[redigér | redigér wikikode]

Orientering var oprindeligt en sport, der blev udøvet til fods. Det er selvfølgelig muligt at lave o-løb med andre transportmidler; f.eks. i bil, til hest eller med dykkerudstyr. Tre varianter skiller sig dog ud ved, at der fast er organiseret konkurrencer og evt. mesterskaber i disciplinerne.

  • Skiorientering
  • Mountainbike-orientering (Også kaldet MTB-O).
  • Trail-orientering (Også kaldet Præcisions-orientering eller PRÆ-O) Deltageren bevæger sig kun på større stier, men skal i stedet angive hvor på kortet posterne er. Sporten blev oprindelig udviklet for at give bl.a. kørestolsbrugere mulighed for at deltage, men benyttes nu også som en variant til almindelig fod-orienteringsløb).

Orienteringskort[redigér | redigér wikikode]

Orienteringskort over Bygholm Skov ved Horsens. Klik på kortet to gange for at se kortet (med signaturforklaringen) i fuld størrelse. Rekognosceret af Gunnar Poulsen og tegnet af Tage Baun og Preben Jørgensen fra Horsens Orienterings Klub.

Det Internationale Orienterings Forbund (IOF) har både udstukket retningslinier for de signaturer der skal bruges til at tegne o-kort, for indtegning af baner, standarder for (sprogløse) postbeskrivelser og for udformning af posterne. Det gør det muligt at deltage i o-løb overalt i verden uden at skulle vænne sig til andet end terrænet.

Orienteringskort: Det første kort specifikt beregnet til orienteringsformål blev fremstillet i Norge i 1950. Her kombinerede man for første gang et kort i skala 1:20.000, en meget præcis opmåling af terrænet, og indtegning af detaljer der normalt ikke findes på andre typer af kort.

Disse kort gjorde det muligt at placere posterne ved mindre terrængenstande (grøfteknæk, små lavninger, sten, vækstgrænser), og øgede kravene til løbernes tekniske kunnen, samtidigt med at tilfældighederne blev minimeret. Denne type af kort blev op gennem 1960'erne udbredt til andre lande, og der blev i 1961 nedsat et udvalg til at koordinere standarder for o-kort.

O-kort er i dag som regel i størrelsesforhold 1:5000, 1:10.000 eller 1:15.000. 1:5000-kort benyttes især på sprint-distancer og til begynderbaner. Ved 1:10.000 er 1 cm på kortet lig 100 meter i terrænet. Kort i denne målestok benyttes primært til mellemdistanceløb og stafetter. 1: 15.000 bruges til den lange distance.

På o-kort finder man derfor ikke blot veje og stier, men også grøfter, moser, bevoksningsgrænser, større sten, diger og enkeltbygninger. Samtidig er kortene forsynet med detaljerede højdekurver og angivelse af tæthed i vegetationen.

Denne præcision gør det muligt for den øvede orienteringsløber at foretage meget detaljerede vejvalg, hvor der kan tages hensyn til hvor kuperet og hvor fremkommeligt et givet vejvalg er.

Postbeskrivelser i det internationale format - her fra et fiktivt Jysk/Fynsk-mesterskab. Oversættelses-eksempel: Start (trekant): Sti - kryds. Post 1: Skærmnummer 40, sydøstlige slugt, oppe i slugten.

Signaturerne der benyttes er koordineret inden for nogle farvegrupper:

  • Hvid: Skov (åbent terræn)
  • Grøn: Tættere skov (desto mørkere farve – desto tættere)
  • Gul: Åbne/dyrkede arealer (enge, marker, dyrkede områder, plantager, klit)
  • Blå: Vand (søer, moser, grøfter)
  • Brun: Højdeangivelse (højdekurver, jorddiger)
  • Sort: Fysiske genstande (veje, stendiger, huse, indhegninger, sten, tårne, etc)

Tidligere blev orienteringskort tegnet i hånden med tusch. Hver farve havde sit eget lag i kortet, og standard-markeringer blev påført med klæbende "letraset"-ark. I dag benyttes oftest computerprogrammer til af udføre de samme opgaver.

Baneindtegning: På kortet er startstedet altid indtegnet med en trekant, posterne er indtegnet med en cirkel og målet er indtegnet med en dobbelt-cirkel. De enkelte poster på banen er nummereret og forbundet med streger for at tydeliggøre den rækkefølge de skal opsøges i. Arealer der ekstraordinært ikke må betrædes skal være skraveret. På delstræk kan tvungne overgange, forbudte passager og forbudte ruter være markeret.

Postbeskrivelser: Postens placering beskrives altid yderligere, f.eks. "Lavning, sydlige ende" eller "lysning, nordøstlige kant". Formålet er at give et så præcist billede af, hvor posten befinder sig. Dermed mindskes usikkerheden og fokus i sporten bliver på evnen til hurtigt at navigere i terrænet. Ved stævner udleveres postbeskrivelser ikke i det pågældende lands sprog. I stedet benyttes signatur-lignende symboler til at vise hvilken terrængenstand posten findes ved. Her benyttes også en international standard udstukket af det Internationale Orienterings Forbund.

Orienteringsteknik[redigér | redigér wikikode]

Orientering er en sport, hvor løberne kan opøve stor teknik i at navigere hurtigt – og samtidigt minimere risikoen for at løbe forkert – eller som det hedder med en af sportens få specialudtryk: "at bomme".

Vejvalg: De fleste stræk på en bane, vil have flere vejvalgsmuligheder, hvor det er op til deltagerne at foretage det bedste valg. I den mest basale form, skal deltageren vurdere om det kan betale sig at følge en længere rute på stier eller om det kan betale sig at løbe på tværs af terrænet. Deltageren skal også vurdere, hvor svært gennemløbeligt terrænet er og hvor store stigninger der er på de enkelte strækninger. Afgørende er tillige, at løberen ikke bruger for mange sekunder på at aflæse kortet og foretage sit valg.

Grovorientering / finorientering: Et udfordrende stræk indeholder så mange elementer, at deltageren ikke kan huske alle detaljer undervejs. For at mindske tidstabet ved kortlæsning vil deltageren ofte forsøge at finde det vejvalg, der gør det muligt at komme meget tæt på posten uden at stoppe op undervejs (grovorientering). Deltageren kan f.eks. vælge at løbe på tværs af skoven og sigte på at "fange" en markant terrængenstand (opfang)- f.eks. en tydelig høj, en vej, et dige, etc – tæt ved posten. Herefter kan han finorientere sig det sidste, korte stykke frem til posten.

Typiske årsager til bom: For deltagerne i orientering er det ganske svært at holde en meget præcis kurs igennem terrænet. Typisk vil deltageren nemt komme til at trække skævt ned af en skræntside, eller have svært ved at holde ret kurs gennem kuperet terræn. Deltageren vil også have tendens til at trække ud mod åbne arealer og ikke mindst trække skævt i svært gennemløbeligt eller svært overskueligt terræn. Alt dette kan banelæggeren benytte til at lave den sværest mulige bane.

Banelægning[redigér | redigér wikikode]

Orientering dyrkes af både begyndere og eliteløbere, samt af børn, voksne og ældre. Derfor er der til både træningsløb og konkurrencer mange forskellige baner, der har stor variation i længde og sværhedsgrad. Banelægning er derfor en disciplin for rutinerede orienteringsløbere. Her drejer det sig om, at lave en bane, der er afstemt efter de respektive løberes fysiske formåen og tekniske evner som orienteringsløbere.

Nemme baner vil ofte have en overkommelig længde (ofte 2–5 km), og posterne vil typisk ligge ved tydelige genstande som veje/stier, diger, søer, større grøfter, etc.

Svære baner (farvekode sort) vil både være længere (ofte 4–15 km) og posterne vil typisk ligge ved terrængenstande, der er mere diffuse, f.eks. lysninger, grøfter, slugter/udløbere, små høje eller lavninger, huller, etc. Endeligt vil de svære baner indeholder langt flere udfordringer, f.eks.:

Mange vejvalg: Kernen i god banelægning er at lave stræk, hvor der er mindst 2-3 oplagte vejvalgsmuligheder. På den måde skilles de teknisk stærke løbere fra de deltagere, der blot er gode løbere.

Fokus på finorientering: Banelæggeren vil selvfølgelig også forsøge at lægge posterne i stor afstand fra meget markante terrængenstande. Dermed undgåes, at deltagerne kan grov-orientere sig helt frem til posten.

Variation i stræklængder: En god bane har typisk også stor variation imellem de enkelte delstræk. Et langt stræk, der ofte vil blive løbet i højt tempo, efterfølges af en stribe poster med kort afstand, hvor deltageren tvinges ned i tempo for at kunne læse alle detaljer på kortet. Glemmer deltageren at skifte tempo og fokus vil det ofte resultere i fejl.

Retningsændring: For deltageren kan det næsten virke naturstridigt at løbe tilbage i den retning, hvor han kom fra. En bane der ofte ændrer retning kan derfor øge sværhedsgraden. Samtidigt skal banelæggeren dog undgå, at løbere på vej væk fra posten kommer til at hjælpe løbere, der ikke har fundet den endnu.

Uanset banens sværhedsgrad sættes posterne altid ved terrængenstande som kan findes ved hjælp af god orienteringsteknik. Poster sættes dermed ikke midt i et diffust areal, ligesom man normalt undgår, at deltagerne skal mase sig igennem store mængder meget tæt skov, da det øger chance-elementet for løberne.

Miljøspørgsmål[redigér | redigér wikikode]

Med sportens voksende udbredelse i den sidste del af 1970'erne, kom der også et større pres på dyrelivet i de relativt små danske skove. Der blev lavet flere undersøgelser af, hvordan råvildt reagerede på belastningen.

Især ved større arrangementer er det derfor blevet udbredt at indføre områder i skoven (såkaldte "vildtlommer" eller "naturzoner") – især områder med tæt vegetation – der friholdes for løbere, så specielt råvildt kan gemme sig her.

Derudover arbejder klubberne med at sprede arrangementerne, så de enkelte skove kun belastes et vist antal gange om året.

Udstyr[redigér | redigér wikikode]

Orientering kan dyrkes i almindeligt fritidstøj, men som i de fleste andre sportsgrene, findes der en del specialudstyr:

  • Kompas: Bruges til hurtigt at nord-vende kortet, så der er overensstemmelse mellem kort og terræn. Når der skal navigeres gennem terræn uden særlige kendemærker, og når der er brug for større præcision udstikkes en mere præcis kurs. Kompasser findes både som almindelig håndkompasser, tommelfingerkompas og som håndledskompas.
  • Orienteringssko: Her benyttes som regel lette løbesko med knopper/pigge, der giver et godt greb i en fedtet skovbund.
  • Løbetøj: Åndbart løbetøj der ikke bliver tungt selv om løberen bliver våd af løbe gennem tæt vegetation. Bukserne kan evt. være forstærket på forsiden og brændenælde-afvisende. Nogle løbere benytter tillige benbeskyttere for at beskytte skinnebenene mod rifter fra vegetationen i underskoven – f.eks. brombær.
  • Natlampe og batteriholder: Til natorienteringsløb anvendes en pandelampe med remme rundt om tindingen. Batterier bæres enten i en vest eller et bælte.
  • Stemplingsbrik: Ved en del konkurrencer stempler løberne ikke længere et mønster i et kontrolkort. I stedet medbringes en elektronisk stemplingsbrik, som registrerer at løberen har været ved posten. Brikken kan i modsætning til kontrolkortet også registrere tidspunktet for hvornår der stemples. Der kan således efterfølgende udprintes en oversigt over stræk-tiderne til løberen.

Inden for orienteringssporten er det ikke tilladt at benytte elektronisk navigationsudstyr.

Konkurrence[redigér | redigér wikikode]

Verdensmesterskaber[redigér | redigér wikikode]

Der har været afholdt VM i almindelig (fod)orienteringsløb siden 1966. Det er først senere, at der er blevet afholdt verdensmesterskaber i de øvrige orienterings-discipliner; (Ski-orienteringsløb: 1975; Mountainbike-orienteringsløb: 2002; Præcisions-orienteringsløb: 2004).

Danmark har været vært for Verdensmesterskabet to gange; I henholdsvis 1974 og 2006. Begge gange fandt løbene sted i skovområder ved Silkeborg og Århus. Det lykkedes også i begge tilfælde for danske løbere at hente medaljer. I 1974 vandt Mona Nørgaard individuelt guld hos damerne, mens Claus Hallingdal Bloch vandt bronze på herrernes sprint-distance i 2006.

Der afholdes VM i følgende distancer/discipliner:

  • Sprint – cirka tre kilometer for begge køn (løbes på 12 – 15 minutter)
  • Mellem – cirka 6-7 kilometer for mænd og 4,5-6 kilometer for kvinder (løbes på cirka 30 minutter for begge).
  • Lang – cirka 15-18 kilometer for mænd (løbes på 90 – 100 minutter) og 9-12 kilometer for kvinder (løbes på 70-75 minutter).
  • Stafet – (tilbagelægges på cirka 3 x 45 minutter).

Danmarksmesterskaber[redigér | redigér wikikode]

I Danmark afholdes der DM i de samme discipliner som ved VM, samt yderligere tre:

  • Sprint – cirka tre kilometer for begge køn (løbes på 12 – 15 minutter).
  • Mellem – cirka 6-7 kilometer for mænd og 4,5-6 kilometer for kvinder(løbes på cirka 30 minutter for begge).
  • Lang – cirka 15-18 kilometer for mænd (løbes på 90 – 100 minutter) og 9-12 kilometer for kvinder (løbes på 70-75 minutter).
  • Stafet – cirka 3 x 45 minutter.

og de nationale...

  • Ultralang – cirka 25-30 kilometer for mænd og 17-20 kilometer for kvinder (løbes på ca. 150 minutter for mænd og 120 minutter for kvinder).
  • Nat
  • Hold
  • MTB-O (endnu alene et Forbundsmesterskab)

Mesterskaberne udskrives kønsopdelt – og opdelt i følgende alderskatagorier.

Herreklasser Dameklasser
H-12 D-12
H-14 D-14
H-16 D-16
H-18 D-18
H-20 Junior D-20 Junior
H21- Elite D21- Elite
H35- D35-
H40- D40-
H45- D45-
H50- D50-
H55- D55-
H60- D60-
H70- D70-
H80- D80-

COWI-ligaen[redigér | redigér wikikode]

(eller Danmarks Divisionsturneringen) I Danmark findes en division-opdeling, som afgøres ved såkaldte division-turnering. Løbet fungerer efter systemet med at vinderen får 100 point, og for hvert minut den næste er efter giver det, det antal færre point (f.eks: Vinder: 77 min, Nr. 2: 78 min. Det giver 99 point). Til sidst ligges det hele sammen, og man finder ud af hvem der vinder turneringen. Ligaen er opdelt i lokale ligaer, en for det nordlige Jylland, en for det sydlige Jylland og Fyn, og en for Sjælland og Bornholm. Hvert år er det 2 turneringer i hver division, og super-turnering i efteråret. Der afholdes også DM i Hold(Klub) sidst på året for de bedste i 1. division i de lokale kredse.

Øvrige konkurrencer[redigér | redigér wikikode]

Der er stort set hver weekend konkurrenceløb over hele landet. Heraf er en del blevet traditionstævner, som findes i løbskalenderen hvert år. Det gælder f.eks. Påskeløb (3 dages) og Midgårdsormen (10 mands stafet). Der konkurreres ved de store stævner altid i køns- og aldersinddelte klasser, mens der ved mindre konkurrencer blot er opdeling i længde og sværhedsgrader.

Derudover arrangerer de fleste klubber en-to gange om ugen træningsløb, hvor der typisk er et par baner at vælge imellem.

Er der tale om begyndere eller letøvede, skal banerne lægges så trygheden er det vigtigste. Banernes sværhedgrad udtrykkes ved en farvekode. Grøn, Hvid, Gul og Sort, hvor sort er den sværeste. På alle baner undtagen sort er det tilladt at medbringe en skygge. En skygge er en erfaren deltager der passivt følger med, og som kun griber ind, hvis der bliver begået alvorlige orienteringsmæssige fejl.

Orientering dyrkes i forskellige discipliner. Kongedisciplinen er Lang. Her er vindertiden ca. 90 minutter. Mellemdistance med en vindertid på 30 minutter og Sprint med en vindertid på 12-15 minutter er de nyeste konkurrencediscipliner. Endelig findes et antal variationer, f.eks. Ultralang, stafetløb, natløb, etapeløb m.fl.

Danske Verdensmestre[redigér | redigér wikikode]

Danmark har historisk ligget et niveau under løbere fra Norge, Sverige og Finland. Det er dog blevet til et par VM-titler gennem årene:

I dag er den tidligere nordiske dominans i sporten reduceret, selvom det fortsat er her, at sporten som breddesport er stærkest forankret. Specielt Schweiz og østeuropæiske nationer er i dag med til at sætte dagsordenen.

Variationer[redigér | redigér wikikode]

Konkurrenceløb foregår normalt under betingelser, hvor evnen til at orientere sig med kortet får størst muligt vægt, og hvor chance-elementer minimeres. Der lægges derfor vægt på at give løberne det bedst mulige kort, en teknisk varieret bane og mindst mulig indflydelse fra andre løbere i skoven.

Der er dog udviklet en række løbsvarianter for at træne eller konkurrere i særlige discipliner inden for sporten. Det kan være ændrede distancer, nat-løb – eller løb, hvor udøveren ikke får et optimalt kort.

Park / Sprintløb[redigér | redigér wikikode]

For at gøre sporten mere tilskuervenlig har man de senere år indført parkløb, hvor eliteløbere gennemfører løb i byer og parker. Her er der ofte tale om kortere distancer med relativt mange poster. Det er lykkedes at skabe noget, som er både publikumsvenligt og udfordrende for deltagerne.

Natløb[redigér | redigér wikikode]

Natløb gennemføres som normale orienteringsløb, blot om natten. Deltagerne har pandelamper med halogenpære med forskellig lysstyrke, og posterne er markeret med reflekser.

Trail-orientering[redigér | redigér wikikode]

Ved Trail-O eller præcisionsorientering følges en rute på veje og større stier rundt i skoven. Ved afmærkede kontrolposter standser deltageren; herfra er et antal poster synlige, og deltageren skal afgøre, hvilken af disse, der er afmærket på kortet. Disciplinen dyrkes især af personer med fysisk handicap, herunder kørestolsbrugere.

Stafet[redigér | redigér wikikode]

Stafetløb løbes i mesterskab-sammenhæng som 3-mand-stafetter, hvor klasseindelingen er som i de individuelle discipliner og opdelt efter køn. Der findes dog også traditionsrige 4-, 5- og 10-mandsstafetter. Stafet-banerne er ofte "gaflet", det vil sige, at selvom alle løbere i samme klasse har et nogenlunde ensartet baneforløb, så kan de enkelte løbere have forskellige poster. Gafling af banerne sker for at sikre, at alle løbere selv skal orientere, og ikke blot "hænge", dvs. overlade orienteringen til andre løbere og blot følge efter. Med en korrekt gafling sikres det, at alle hold løber lige langt, og at alle hold kommer til alle poster.

Stafetorienteringen er for specielt de bedste klubber samlingspunktet for elitesatsning med deltagelse i internationale orienteringsstafetter. Denne satsning baner også vejen for, at mange af de bedste danske orienteringsløbere tilbydes attraktive vilkår for at løbe for de bedste udenlandske klubber.

De største og mest prestigefyldte stafetter i verden samler 10-20.000 deltagere. Det er stafetterne

Jukola og Venla (Finland) 10-mila (Sverige)

Øvrige store internationale stafetter

O-Festivalen (Norge) SMålandskavlen (Sverige) Spring Cup (Danmark)

Pointløb[redigér | redigér wikikode]

Hver post tildeles en pointværdi. deltagerne skal indenfor en tidsbegrænsning samle så mange point som muligt ved at besøge selvvalgte poster. Denne form anvendes kun sjældent til konkurrencer, men ofte som en træningsvariant.

Punktorientering[redigér | redigér wikikode]

I denne disciplin vendes opgaven så at sige på hovedet: Deltagerne drager af sted med et kort uden indtegnede poster og følger en markeret rute gennem terrænet. Ved poster skal deltagerne markere disses placering på eget kort med en knappenål. Der tillægges straftid efter antal fejl-millimeter. Denne form anvendes oftest som en træningsvariant.

Kort-husk[redigér | redigér wikikode]

Løberne gennemfører løbet uden kort; ved hver post er der et kort (eller kortudsnit), som viser placeringen af næste post. Deltagerne skal så huske nødvendige detaljer frem til næste post. Denne form anvendes oftest som en træningsvariant.

Kurveløb[redigér | redigér wikikode]

Kurveløb gennemføres med specialkort, som kun indeholder højdekurver, men ellers som normale løb. Denne – teknisk svære – form anvendes oftest som en træningsvariant.

Løb på historiske kort[redigér | redigér wikikode]

Som underholdende element arrangeres af og til løb på meget gamle kort. Desto ældre kortene er, desto mere tvinges løberne til at distrahere fra nyere ændringer i landskabet, såsom stier og beplantninger. I stedet må de nøjes med at støtte sig til varige elementer som højdekurver, større veje, gamle diger, åer og ældre bebyggelser.

Bilorientering[redigér | redigér wikikode]

Foregår ved at deltagerene kører i bil to og to. Hver bil får fra start aflæst sin kilometerstand og det gælder herefter om at finde alle poster ved at køre den korteste rute. I disse orienteringsløb er det ofte ensrettede gader eller nyligt anlagt vej, som er udfordringen.

Orientering som pc-spil[redigér | redigér wikikode]

I stil med mange andre computerspil er der også udviklet 3-D-computerspil, hvor man simulerer et orienteringsløb gennem et skovterræn. Her kan man enten konkurrere med sig selv på indlagte baner, eller man kan deltage i online-turneringer mod andre løbere, der er på nettet samtidigt med en selv.

Skove og baner kan være bygget over både virkelige og fiktive terræner, der via kort er omsat til 3-D-grafik. På den måde kan man f.eks. få lov til at udfordre sig selv på de baner som elite-løberne har brugt til tidligere verdensmesterskaber.

Spillet hedder Catching Features og kan hentes fra hjemmsiden www.catchingfeatures.com.

Organisation[redigér | redigér wikikode]

Internationalt[redigér | redigér wikikode]

International Orienteering Federation (IOF) blev stiftet i 1961 i Danmark. I dag har organisationen tilknyttet godt 60 nationale orienteringsforbund.

IOF har nedsat en række kommissioner, der udstikker retningslinier for de forskellige typer af orienteringsløb (til fods, på ski, præcisions-orientering og mountainbike-orientering). Herunder styrer IOF også verdensranglisten, udstikker retningslinier for afholdelse af Verdensmesterskaber og World Cup i de forskellige discipliner.

Endeligt udstikker IOF også retningslinier for f.eks. kort-signaturer for o-kort.

Orienteringsløb er anerkendt som en olympisk idrætsgren, men har endnu ikke været på det officielle program.

Nationalt[redigér | redigér wikikode]

I Danmark er orienteringssporten hovedsageligt organiseret i Dansk Orienterings-Forbund, der har ca. 6.500 medlemmer. Der er ca. 90 registrerede orienteringsklubber i Danmark, der typisk har 50-200 medlemmer.

Dansk Orienterings-Forbund blev stiftet 3. december 1950. Forbundet står for afvikling af DM i (fod-)orienteringsløb, præcisionsorientering og mountainbike-orientering, mens DM i ski-orienteringsløb afvikles af Dansk Skiforbund.

Der arrangeres dog også en del orienteringsløb i spejderbevægelsen og militæret.

Kilder[redigér | redigér wikikode]

Historie[redigér | redigér wikikode]

Eksterne kilder/henvisninger[redigér | redigér wikikode]