Plantesamfund

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Plantesamfundet ved en vejkant på Korsika i slutningen af april. Her se blomstrende Soløjetræ, Sommerfugle-Lavendel og Hvid Affodil.

Begrebet plantesamfund bruges på to vidt forskellige måder: dels bruges det om et bestemt sæt af plantearter, der forekommer under ensartede eller meget tilsvarende miljøforhold inden for en økoregion, dels bruges det om "en kombination af arter, der forekommer sammen på et økologisk ensartet område"[1].

Det er konkurrence og udvælgelse samt de stedlige miljøvilkår, der gør, at der opstår samfundsdannelser af plantepopulationer. Sammensætningen af et plantesamfund er konstant, så længe der ikke opstår nye konkurrencevilkår på grund af klimaforandringer, geologiske eller jordbundsmæssige udviklinger, menneskelige indgreb eller indvandring (og uddøen) af bestemte arter. Sådanne nye, ydre vilkår skaber nye nicher i plantesamfundet, men det gør planteædere, plantesygdomme, rovdyr og parasitter samt forholdet mellem to eller flere plantearter også. Derfor kan plantesamfund være ganske kortvarige (fx ruderatsamfund), eller de kan overleve i millioner af år (fx regnskov).

Vegetationsformation betegner i plantegeografien et samfund af plantearter, som hører til bestemte livsformer, og som vokser sammen på grund af visse, af jordbunden eller klimaet betingede egenskaber hos voksestedet, til hvilket disse plantearter er tilpassede. Så længe livsvilkårene er de samme, eller næsten de samme, har et plantesamfund samme udseende, selv i ulige egne af verden, og selv om plantearterne hører til meget uens familier og slægter. Tilpasningen til de samme livsvilkår bevirker nemlig, at de vegetative organer har lignende former.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Udtrykket vegetationsformation indførtes i 1838 af August Grisebach om grupper af planter, så som skov, eng og så videre, karakteriserede ved en bestemt fysiognomisk form. Eugen Warming indførte i 1895 udtrykket plantesamfund for det samme begreb, men i stedet for planternes ydre fysiognomi lagde han deres livsformer, det vil sige deres tilpassethed til omgivelserne, til grund for definitionen. I den engelske udgave af Warmings bog "Plantesamfund" fra 1909 er anvendt udtrykket "formation" entydigt med plantesamfund. De fleste senere plantegeografer benytter det i samme betydning; andre forstår dog ved formation et samfund af planter karakteriserede ved een eller flere særlig hyppige plantearter. Sådanne samfund betegner Warming som associationer.

Beskrivelses- og inddelingsprincipper[redigér | redigér wikikode]

Plantesamfund kan være usammensatte eller sammensatte. Usammensatte plantesamfund, som kun består af een eneste livsform, er sjældne. De fleste sammensættes af flere livsformer, der ofte står i afhængighedsforhold til hverandre. Skoven sammensættes således af træer, buske og urter, heden af dværgbuske og urter, strandvegetationen af enårige og flerårige urter. Endelig findes blandede plantesamfund, som består af små arealer af flere plantesamfund; sådanne findes især i grænseområdet mellem to plantesamfund eller på uregelmæssigt terræn, hvor livsvilkårene veksler på små afstande. Plantesamfund kan endelig være naturlige eller sekundære, hvorved forstås plantesamfund, som skylder menneskets indgriben deres oprindelse. De kan være dyrkede, halvdyrkede, fx eng og kulturskov, eller blot skyldes ødelæggelse af et naturligt plantesamfund. I sidste tilfælde vil det naturlige plantesamfund efterhånden kunne regenerere, men ofte er jordbunden ved menneskets indgriben bleven betydelig forandret, således ved rydning af skov, og det vil da undertiden kunne vare århundreder, inden det naturlige plantesamfund gennem flere udviklingstrin til sidst atter tilbageerobrer sit område.

Plantesamfund underinddeles i associationer, der inden for samme plantesamfund vel består af samme livsformer, men sammensættes af uens arter. Egeskov og bøgeskov er således to associationer, men hører til samme plantesamfund, sommergrøn løvskov. Rugmark og hvedemark er associationer af kultursamfundet kornmark. Associationerne ordner sig ofte i bælter, fx om fordybninger i terrænet, hvor jordbundens fugtighed bæltevis bliver større. Så længe, livsformerne dog væsentlig vedbliver at være de samme, henregnes alle sådanne floristiske bælter til samme plantesamfund. Associationerne underinddeles atter i facies, hvor de dominerende planter vel er de samme, men hvor associationens underordnede bestanddele er uens. Eksempler på ulige facies er bøgeskov med bundvegetation af anemoner og bøgeskov med bundvegetation af surkløver og så videre, granskov med mostæppe, men næsten uden højere planter, og granskov med rigeligt tæppe af blåbær og andre dværgbuske og så videre.

Warming og Vahls inddeling[redigér | redigér wikikode]

Plantesamfund sammenfattes i flere store formationsgrupper med beslægtede livsvilkår. Eugen Warming og Martin Vahl opstillede i 1909 13 sådanne grupper:

A. på meget våd bund:

I. Hydrofylformationer eller plantesamfund af vandplanter,
II. Helofytformationer eller plantesamfund af sumpplanter, som vel har roden i vand, men hvis vegetative organer rager op i luften.

B. på tør bund, hvor jorden vel indeholder rigelig vand, men hvor dette er vanskelig tilgængeligt for planterne:

III. Oxylofytformationer eller plantesamfund af surbundsplanter, fx mose og hede,
IV. Psychrofytformationer eller plantesamfund af planter, tilpassede til jordbund, hvis lave temperatur nemmer vandoptagelsen,
V. Halofytformationer eller plantesamfund på saltrig jordbund.

C. på tør bund:

VI. Litofytformationer eller de stejle klippers plantesamfund,
VII. Psammofytformationer eller den tørre sandbunds plantesamfund,
VIII. Chersofytformationer eller plantesamfund på forskellige andre arter af tør bund. Hertil hører navnlig mange sekundære plantesamfund.

D. i egne med yderlig tørt klima er al jord uden for vandløbenes og kildernes umiddelbare nærhed tør, og vegetationen bestemmes mere af klimaet end af jordbunden. Hertil hører:

IX. Eremofytformationer eller ørkeners og steppers plantesamfund,
X. Psilofytformationer eller savannernes plantesamfund,
XI. Sklerofytformationer eller makier og beslægtede plantesamfund.

E. en tilpasningsdygtig gruppe:

XII. nåleskovsformationer, som findes på højst uens jordbund, således at det samme samfund ofte vokser både på tør bund, fx. sand, eller på tør bund, fx. sur bund. Som stedsegrønne må nåletræernes blade i lande med en kold vinter altid være værnede mod for stærk fordampning i den tørre vinter.

F. på jordbund, som uden at være vandmættet byder planterne tilstrækkeligt og tilgængeligt vand:

XIII. Mesofytformationer, fx. regnskov, sommergrøn løvskov, eng, kulturformationer.

Denne inddeling må kun betragtes som et forsøg på at skabe en oversigt over plantesamfund. At inddele plantesamfund efter deres livsbetingelser og deres tilpasning til disse er overordentlig vanskeligt.[2]

Inddeling og karakterisering af plantesamfund[redigér | redigér wikikode]

Plantesamfund grupperer man først i tre typer, som bestemmes af den måde, arterne er fordelt på:

  1. Mosaiksamfund (f.eks. plantesamfundet på toppen af Mont Ventoux)
  2. Etagesamfund (f.eks. de forskellige etager i en skov)
  3. Zonationssamfund (f.eks. vegetationsbælterne fra havstokken og ind mod den grå klit)

Når man dernæst skal placere et plantesamfund mere præcist, er ikke tilstrækkeligt at fastslå, hvilke arter, der findes på stedet. Man må også opgøre, hvor hyppigt arterne findes, og hvor dominerende de er. I den forbindelse kan man udskille nogle bestemte arter, som gør det lettere at placere plantesamfundet. Det drejer sig om:

Desuden inddrager man i undersøgelsen, om bestemte forventelige artsgrupper findes eller mangler. Artsgrupper dannes på grund af ensartede økologiske egenskaber (f.eks. salttolerance, mineralbehov, konkurrencekraft), ensartede måder at leve sammen med andre på (se livsformer) eller en fast, fælles optræden under samme vilkår (f.eks. højmoseplanter, skovbundsplanter, hedeplanter).

I den forbindelse er det blevet nødvendigt at skelne mellem naturlige og menneskepåvirkede plantesamfund.

Klassificering af et plantesamfund[redigér | redigér wikikode]

Skov
Løvskov – en klasse inden for plantesamfundet med flere ordener (her: Querco-Fagetea)
Bøgeskov – en orden med flere forbund (her: Fagetalia sylvaticae)
Kalk-bøgeskov – et forbund med flere grupper (her: Cephalanthero-Fagion)
Orkidé-bøgeskov – en gruppe, der findes på tørre steder (her: Carici-Fagetum)

Heraf kan man se, at plantesamfundene kan underopdeles. De bliver benævnt efter den eller de dominerende arter, og betegnelserne følger disse regler:

  • Klasse, der ender på -etea: Carpino-Fagetea (løvskov)
    • Orden, der ender på -alia: Carpino-Fagetalia
      • Forbund, der ender på -ion: Cephalanthero-Fagion
        • Gruppe, der ender på -etum: Carici-Fagetum

Eksempelsamfund[redigér | redigér wikikode]

I det følgende beskrives forskellene mellem de naturlige plantesamfund og de menneskeskabte ud fra to eksempler: naturskov og eng.

Skov
Uddybende Uddybende artikel: Naturskov
Den sidste rest af de europæiske urskove findes i Białowieska Skoven. Her ses en Europæisk bison forlade en græsset lysning.
Foto: Felipe Stahlhoefer

Som klima og jordbund er i Danmark, blev den blandede løvskov var den dominerende vegetationsform, indtil skovrydning, kvæghold og opdyrkning satte sit præg på naturen. Der findes endnu enkelte smårester på steder, som er så stejle eller på anden måde utilgængelige, at der kun har været drevet meget ekstensiv skovdrift på dem. Det er karakteristisk for disse naturprægede skove), at de består af mange arter, at individerne inden for disse arter står med stor indbyrdes afstand, og at træerne findes i alle aldersgrupper. Det skyldes, at biotopen også rummede det sidste led i skovens succession, hvor de gamle kæmpetræer vælter og skaber større eller mindre lysninger.

Der er endnu to forhold, som har gjort den helt naturlige løvskov anderledes end nutidens dyrkede skov. Det ene har med vandet at gøre. Forskerne er enige om, at vore skove var fyldt med vandlidende områder, dvs. sumpede områder med dele, der blev oversvømmet hvert forår. Det er et ret sent fænomen, at skovfolkene har drænet skovparterne og skabt fast bund i skoven[3]. Også dette meget våde miljø har præget løvskoven, sådan at der har været åbne eller tyndt bevoksede partier i den.

Det andet – og måske afgørende – er de store græssere: bison, urokse, elsdyr og kronhjort. Alle er enige om, at husdyrenes græsning i skovene igennem mange århundreder gjorde dem åbne og bidrog til, at der blev skabt store, vedvarende lysninger. Derimod har det været overset, hvad der var de vilde drøvtyggeres virkning.[4] Når man konstaterer, at blandet løvskov er det naturlige plantesamfund for Danmark, er det altså med det in mente, at skoven så ganske anderledes ud end de skove, vi kender i dag.

Eng
Uddybende Uddybende artikel: Eng
Typisk engflora, her med Eng-Karse og Eng-Kabbeleje i forgrunden.
Foto: Guido Gerding

Det var først højt oppe i Middelalderen, at man begyndte at udnytte de våde jorde. Indtil da lå disse våde, ofte oversvømmede arealer hen som ellesump. Da man opdagede, at kreaturerne kunne klare sig gennem vinteren på et foder af tørrede urter, fik man sat slåning, tørring og bjergning af hø i system. I mange tilfælde satte man dyrene ud på engen, når høet var bjerget. De kunne så gå derude og æde løs af den sprøde nyopvækst til hen på efteråret. De to påvirkninger: slåning af hø og eftergræsning med kreaturer, betød efterhånden en sortering af engenes vegetation. Slåning begunstiger planter som hurtigt skyder frem igen, og græsning begunstiger dem, som dyrene undgår (se under overdrev). Den kunstigt skabte engbiotop blev efterhånden til et artsrigt sted med et stort antal lavtvoksende, blomstrende planter, og årsagen er et kulturtryk, som bl.a. består af følgende elementer:

  • slåning
  • slåningshyppighed pr. år
  • græsning
  • græsningstryk
  • kreatursammensætning
  • jordbundstype
  • klimaforhold
  • oversvømmelse
  • sammensætning af aflejret mudder

Engene betegner i virkeligheden et fastfrosset successionstrin midt mellem den rå jord og plantesamfundet ellesump. På én måde er der tale om ren natur, for engene er led i det, som er den karakteristiske danske vegetationsrækkefølge. Men på en anden måde er eng en kulturskabt naturtype, som kun kan eksistere i få år uden det kulturtryk, som er dens forudsætning.

Andre samfund i Danmark

Se også[redigér | redigér wikikode]

Wiktionary-logo.svg Se Wiktionarys definition på ordet:

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Dieter Heinrich, Manfred Hergt (1992). Munksgaards atlas – økologi. København: Munksgaard. ISBN 87-16-10775-6.
  • Pott Richard (1995). Pflanzengesellschaften Deutschlands. ISBN 3-8252-8067-5.
  • Eugen Warming: Plantesamfund; København 1895;
  • Eugen Warming: Oecology of Plants; Oxford 1909

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Note[redigér | redigér wikikode]

  1. Peter Milan Petersen og Peter Vestergaard: Vegetationsøkologi, 2006 ISBN 87-02-04706-3, side 9
  2. Salmonsen, s. 227f
  3. Jf. Stenhus Gymnasium: Lille Skovhistorie
  4. Jf. Karsten Thomsen: Dansk skovnatur