Procopius

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Procopius af Caesarea (også Prokopius, på græsk Προκόπιος, Prokopios, ca. 500 – ca. 565), var en berømt historie- og krønikeskriver i det østromerske rige.

Forfatterskab[redigér | redigér wikikode]

Procopius er en hovedkilde til tiden omkring kejser Justinian I, en tid hvor det østromerske rige ekspanderede kraftigt mod vest. De mange krige, som succesfuldt blev ført af den byzantinske kejser, beskrives i Procopius Justinians Krige (De Bellis), der består af 8 bøger. Justinians bygningsværker beskrives i Justinians Bygninger (De Aedificiis), mens den meget specielle Hemmelige Historie (Anekdota) beretter om de hemmeligheder og intriger der omgav kejseren, hemmeligheder, som Procopius efter eget udsagn ikke kunne inkludere i de andre værker.

Udover disse værker er Procopius også en af de første til skriftligt at omtale danerne i Norden og blandt andet også herulernes vandring mod Norden.

Litteraturhistorisk placering[redigér | redigér wikikode]

Procopios tilhørte den skole af senantikke, sekulære historikere, som fortsatte traditionerne fra den anden sofisme. De skrev på attisk græsk, deres forebilleder var Herodot og særlig Thukydid, og deres emner var altid sekulær historie. De undgik ord, som var ukendte i attisk gresk og la til en forklaring der hvor de ble nødt til å bruke samtidige ord. Således forklarte Prokopios for sine lesere at ekklesia, i betydningen en kristen kirke, modsvarer et tempel eller en helligdom, og at munkene er «de mest mådeholdne af de kristne... hvis mænd er sædvanligvis kaldet for munke.» (Krigene 2.9.14; 1.7.22) I det klassiske Athen havde munke været ukendte, og en ekklesia var en forsamling af athenske borgere, som vedtog love.

Sekulære historikere undgik historien om den kristne kirke, som de overlod eklektiske historikere — en historiefaglig retning, som blev grundlagt af Eusebius af Cæsarea. Den moderne historiker Averil Cameron har argumenteret for, at Procopios' tekster reflekterede en spænding mellem klassiske og kristne modeller for historieforståelse i 500-tallets østromerske rige. Dette er blevet støttet af Mary Whitbys analyse af Procopios' Bog I, som fremstiller Konstantinopel og Hagia Sofia i sammenligning med samtidige hedenske panegyriske værker. Procopios kan ses på som en som skildrer kejser Justinian som Guds vicekonge på jorden, og fremstiller bygningerne som hovedsagelig religiøse æresbevisninger.[1]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Whitby, Mary (2000): «Procopius’ Buildings Book I: A Panegyrical Perspective» i: Late Antiquity. 8. (2000), 45-57.

Værker[redigér | redigér wikikode]

Trykte udgivelser[redigér | redigér wikikode]

  • Hemmelige historie (Anekdota, oversat fra græsk til svensk; Hemlig historia, ved Sture Linnér), 2000
  • Vandalkrigen (oversat fra græsk til svensk ved Sture Linnér), 2000

På internettet[redigér | redigér wikikode]