Publius Cornelius Scipio Africanus

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Byste af Scipio Africanus den Ældre fra Pushkinmuseet i Moskva.

Publius Cornelius Scipio Africanus Major (ofte blot omtalt som Scipio eller Scipio Africanus; 236 f.Kr.-183 f.Kr.) var en romersk politiker og general, der var leder af de romerske styrke under den Anden puniske krig, hvor han bl.a. slog Karthagos legendariske hærfører, Hannibal. Hans søn Publius Cornelius Scipio adopterede Publius Cornelius Scipio Aemilianus, der var Scipio Africanus' kones nevø.

Da både Scipios far og onkel var faldet i krigen mod karthagerne i Spanien, meldte han sig i 211 f.Kr. til krigen mod Karthago. Han udkæmpede først flere slag mod karthagerne i Spanien, inden han i 205 f.Kr. blev valgt til konsul (i den meget unge alder af 31 år). For at tvinge Hannibal til at forlade Italien foreslog Scipio senatet at angribe i Nordafrika og derved tvinge Karthagos ældsteråd til at kalde Hannibal hjem for at beskytte hovedstaden. Taktikken lykkedes, og Hannibal drog med sine styrker til Afrika, hvor han i 202 f.Kr. blev besjeret af Scipio i Slaget ved Zama.

Efter sejren vendte Scipio tilbage til Rom, hvor han afslog al hæder, pånær tilnavnet Africanus. Han blev i 199 f.Kr. valgt til censor og levede ellers et tilbagetrukket liv. Cato den Ældre, der var en af Scipios politiske modstandere, stod senere bag et mislykket forsøg på at anklage Scipio for at modtage bestikkelse.

Scipio døde i 183 f.Kr. på sit landsted i Campanien uden for Rom, ifølge nogle kilder under mystiske omstændigheder.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Puniske krige
Rediger