Puniske krige
De puniske krige var tre krige mellem den Romerske republik og den fønikiske bystat Kartago, der fandt sted fra 264 f.Kr. til 146 f.Kr.. Ordet 'punisk' kommer af at romerne kaldte kartaginienserne for punere. 'Puner' er etymologisk det samme som føniker.
Krigene var et resultat af Roms ekspansion på den italiske halvø og især under den 2. puniske krig løsrev de italienske forbundsfæller sig fra Rom, hvilket i sidste ende førte til, at de blev godt og grundigt banket på plads og fik konfiskeret deres jord, som altså blev ager publicus – offentlig jord eget af staten Rom.
Indholdsfortegnelse |
Første puniske krig [redigér]
Den første puniske krig mellem 264 og 241 f.Kr. blev udløst af Karthagos ekspansion på Sicilien, som af romerne ansås som en trussel mod Rom og dennes dominans på den italiske halvø. Krigen blev mest kæmpet på havet og endte med, at Rom vandt Sicilien, Sardinien, Korsika og de Baleariske Øer fra Karthago. Herefter havde Karthago kun besiddelser i Nordafrika og på den iberiske halvø.
Anden puniske krig [redigér]
Den anden puniske krig varede fra 218 til 202 f.Kr. Forinden havde Karthagos general Hannibal ekspanderet kraftigt på den iberiske halvø. Krigen er mest berømt for Hannibals togt over Alperne med elefanter og hans sejre over romerne 218-216 f.Kr., især slaget ved Cannae 216 f.Kr.. Krigen endte dog med Roms sejr, der fratog Kartago alle besiddelser pånær landområdet omkring selve byen i Nordafrika.
| Puniske krige |
|---|
Tredje puniske krig [redigér]
Den tredje puniske krig mellem 149 og 146 f.Kr. var en lang belejring af Karthago og endte med byens fuldstændige ødelæggelse.
Udsagn [redigér]
Den romerske politiker Cato den Ældre er berømt for sit udsagn "Ceterum censeo Carthaginem esse delendam" ("Desuden mener jeg, Karthago bør ødelægges") i perioden mellem den anden og tredje puniske krig.
Hovedkilde [redigér]
Hovedkilden til krigene er historikeren Polyb.
