Slaget ved Hemmingstedt

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Mindesmærke ved Hemmingstedt

Danmarks Kong Hans begiver sig i år 1500 mod Meldorf i Ditmarsken med en hær bestående af danske adelsmænd og Den Sachsiske Garde. Hensigten er at underlægge sig Ditmarsken, et uafhængigt område syd for Ejderen i det nuværende Holsten, der nominelt er tilknyttet bispesædet i Bremen, men reelt er autonomt. Ditmarskerne er organiseret som en bondehær, der er henvist til at bruge guerillametoder og primitive våben i bestræbelsen på at forsvare deres territorium.

Efter d. 13. februar 1500 at have plyndret og nedbrændt Meldorf og massakreret byens indbyggere afventer kongen og hans hær et vejrskifte, der skal muliggøre videre fremrykning. Efter indtagelsen af Meldorf er det slået om i tø, og føret er ufremkommeligt, hvorfor man håber på frost. D. 17. februar 1500 vurderer Kong Hans, at de økonomiske omkostninger ved at have 10.000 mand stående ubeskæftigede er for store, og han træffer beslutning om fremrykning trods advarsler fra sine rådgivere. I mellemtiden har Ditmarskerne fanget og afhørt en af kongens mænd, som er sendt ud for at rekognoscere. De indhenter gennem ham oplysninger om kongens planer (og planlagte rute), og kaster i nattens løb en jordvold op på tværs af den smalle vej, hæren må forcere. Desuden åbnes sluserne mod Nordsøen, som har opdæmmet de lavtliggende områder, hvorved de oversvømmes. Herved fratages den store hær muligheden for at udnytte deres overtal i terrænet, og de tvinges til at blive på den smalle, mudrede vej, ad hvilken de er kommet. Ditmarskerne angriber, ifølge sagnet, Kong Hans' hær under kampråbet Help, Maria Milde og forårsager øjeblikkeligt forvirring og store tab, og det står efterhånden klart, at et forsmædeligt tilbagetog er danskernes eneste udvej. Men grundet hærens betragtelige tross (gods-vogne), som spærrer vejen bagud, er den ude af stand til at vende om og slippe væk. Man forsøger i desperation at vælte vognene i vandet, og Kong Hans undslipper selv kun med nød og næppe. Hovedparten af de omkomne drukner i det iskolde vand. Blandt ditmarskernes fordele er, at de ved at bruge stager til at springe mellem små tuer af land bliver mere mobile end fjenden. Desuden har de fordel af at have vinden og den fygende sne i ryggen. Sagnet siger videre, at de trods den bidende kulde smed støvlerne for at komme lettere omkring.

Angiveligt skulle den originale Dannebrogsfane fra Estlandstoget i 1219 ved denne lejlighed være blevet erobret af ditmarskerne og senere ophængt i kirken i Wöhrden[1].

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Jørgensen, s. 178f

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Koordinater: 54°08′50″N 9°04′19″Ø / 54.147222222222°N 9.0719444444444°Ø / 54.147222222222; 9.0719444444444