Slaget ved Hemmingstedt

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Mindesmærke ved Hemmingstedt

Danmarks Kong Hans begav sig i år 1500 mod Meldorf i Ditmarsken med en hær bestående af danske adelsmænd og Den Sachsiske Garde. Hensigten var at underlægge sig Ditmarsken, et uafhængigt område syd for Ejderen i det nuværende Holsten, der nominelt var tilknyttet bispesædet i Bremen, men reelt var autonomt. Ditmarskerne var organiseret som en bondehær, der var henvist til at bruge guerillametoder og primitive våben i bestræbelsen på at forsvare deres territorium.

Efter den 13. februar 1500 at have plyndret og nedbrændt Meldorf og massakreret byens indbyggere afventede kongen og hans hær et vejrskifte, der skulle muliggøre videre fremrykning. Efter indtagelsen af Meldorf var vejret slået om i tø, og føret var ufremkommeligt, hvorfor man håbede på frost. Den 17. februar 1500 vurderede Kong Hans, at de økonomiske omkostninger ved at have 10.000 mand stående ubeskæftigede var for store, og han traf beslutning om fremrykning trods advarsler fra sine rådgivere. I mellemtiden havde ditmarskerne fanget og afhørt en af kongens mænd, som vaer sendt ud for at rekognoscere. De indhentede gennem ham oplysninger om kongens planer (og planlagte rute), og kastede i nattens løb en jordvold op på tværs af den smalle vej, hæren måtte forcere. Desuden åbnedes sluserne mod Nordsøen, som havde opdæmmet de lavtliggende områder, hvorved de oversvømmedes. Herved fratoges den store hær muligheden for at udnytte deres overtal i terrænet, og de blev tvunget til at blive på den smalle, mudrede vej, ad hvilken de var kommet. Ditmarskerne angreb, ifølge sagnet, Kong Hans' hær under kampråbet Help, Maria Milde og forårsagede øjeblikkeligt forvirring og store tab, og det stod efterhånden klart, at et forsmædeligt tilbagetog var danskernes eneste udvej. Men grundet hærens betragtelige tros (gods-vogne), som spærrede vejen bagud, var den ude af stand til at vende om og slippe væk. Man forsøgte i desperation at vælte vognene i vandet, og Kong Hans undslap selv kun med nød og næppe. Hovedparten af de omkomne druknede i det iskolde vand. Blandt ditmarskernes fordele var, at de ved at bruge stager til at springe mellem små tuer af land blev mere mobile end fjenden. Desuden havde de fordel af at have vinden og den fygende sne i ryggen. Sagnet siger videre, at de trods den bidende kulde smed støvlerne for at komme lettere omkring.

Angiveligt skulle den originale Dannebrogsfane fra Estlandstoget i 1219 ved denne lejlighed være blevet erobret af ditmarskerne og senere ophængt i kirken i Wöhrden[1].

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Jørgensen, s. 178f

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Koordinater: 54°08′50″N 9°04′19″Ø / 54.147222222222°N 9.0719444444444°Ø / 54.147222222222; 9.0719444444444