Tadsjikere

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg En tadsjiker kan også betyde en person fra Tadsjikistan

Tadsjikere er iranske folk som taler forskellige iranske sprog, og hovedsageligt stammer fra områderne omkring floden Amu Darja, Ferganadalen og Pamir-bjergene i nutidens Tadsjikistan, Afghanistan, Usbekistan og Kina.[1]

Nu er "tadsjiker" et ord som tadsjikerne bruger om sig selv, men oprindeligt er det en betegnelse givet dem af de omgivende folk, nogle gange nedsættende, og definitionen er ikke altid klar og har været omstridt.[1][2]

Traditionelt tilhører de fleste tadsjikere hanafi-retningen inden for sunni-islam. Nogle, specielt i Pamir, er ismailitter (en shia-retning).[1]

Lande med tadsjikere[redigér | redigér wikikode]

Afghanistan[redigér | redigér wikikode]

Tadsjikere udgør ifølge The World Factbook 27 % af Afghanistans befolkning.[3] De er især dominerende i de fire store byer Kabul, Mazar-e Sharif, Herat og Ghazni, og i de nordlige og vestlige provinser Balkh, Takhar, Badakhshan, Samangan, Parvan, Panjshir, Kapisa, Baghlan, Ghowr, Badghis og Herat.

Tadsjikerne i Afghanistan taler persisk, som lokalt kaldes dari.[1]

Tadsjikistan[redigér | redigér wikikode]

Tadsjikere udgør 79.9% af befolkningen i Tadsjikistan.[4] De fleste taler persisk som lokalt kaldes tadsjikisk, men der er også nogle som taler østiranske sprog som wakhi og shughni.[5]

Usbekistan[redigér | redigér wikikode]

I Usbekistan er tadsjikere den største befolkningsgruppe i de historiske byer Bukhara og Samarkand, og der er mange tadsjikere i Surxondaryo-provinsen i syd og langs Usbekistans østlige grænse mod Tadsjikistan.

Der er officielt 5 % tadsjikere i Usbekistan.[6] Dette tal inkluderer dog ikke tadsjikere som af forskellige grunde vælger at erklære sig for usbeker ved folketællinger.[7] I soviettiden blev tadsjikere udsat at skulle vælge mellem at blive registrerede som usbekere i deres pas og blive i Usbekistan, eller flytte til Tadsjikistan.[8] Først ved folketællingen i 1989 kunne ens nationalitet frit erklæres uafhængigt af oplysningen i ens pas.[9] Det medførte en stigning i tadsjikiske befolkningsandel fra 3,9 % i 1979 til 4,7 % i 1989. Der er estimater som anslår at den reelle andel af tadsjikere i Usbekistan kan være op til 35 %.[10][11]

Kina[redigér | redigér wikikode]

Der er 34.000 tadsjikere i Tašqorḡān-distriktet i den autonome Xinjiang-Uighur-region i det sydvestlige Kina. De taler østiranske sprog, hovedsageligt sarikoli og wakhi.[1]

Kasakhstan[redigér | redigér wikikode]

Ved folketællingen i 1999 var der 26.000 tadsjikere i Kasakhstan hvilket udgør 0,17 % af befolkningen.

Kirgisien[redigér | redigér wikikode]

Ifølge officielle statistikker var der omkring 47.500 tadsjikere i Kirgisien i 2007, hvilket udgør 0,9 % af befolkningen.

Turkmenistan[redigér | redigér wikikode]

Ved folketællingen i 1995 var der 3.103 tadsjikere i Turkmenistan hvilket udgør 0,07 % af befolkningen. De fleste er i provinserne Lebap og Mary ved grænserne til Afghanistan of Usbekistan.[12]

Rusland[redigér | redigér wikikode]

Ved folketællingen i 2002 var der 120.136 tadsjikere i Rusland.[13]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. 1,0 1,1 1,2 1,3 1,4 "TAJIK i. THE ETHNONYM: ORIGINS AND APPLICATION". Encyclopædia Iranica. 20. juli 2009. http://www.iranicaonline.org/articles/tajik-i-the-ethnonym-origins-and-application. Hentet 29. august 2014. 
  2. C.E. Bosworth, B.G. Fragner (1999). "TĀDJĪK". Encyclopaedia of Islam (CD-ROM Edition v. 1.0). Leiden, The Netherlands: Koninklijke Brill NV. 
  3. "Population of Afghanistan". The World Factbook. Central Intelligence Agency (CIA). 20. juni 2014. https://www.cia.gov/library/publications/the-world-factbook/geos/af.html. Hentet 29. august 2014. 
  4. "Tajikistan". The World Factbook. CIA. 20. juni 2014. https://www.cia.gov/library/publications/the-world-factbook/geos/ti.html#People. Hentet 29. august 2014. 
  5. Suny, Ronald Grigor (2006). "History and Foreign Policy: From Constructed Identities to "Ancient Hatreds" East of the Caspian". in Shaffer, Brenda. The Limits of Culture: Islam and Foreign Policy. MIT Press. pp. 100–110. ISBN 0-262-69321-6. 
  6. "Uzbekistan". The World Factbook. CIA. 20. juni 2014. https://www.cia.gov/library/publications/the-world-factbook/geos/uz.html#People. Hentet 29. august 2014. 
  7. Bureau of Democracy, Human Rights, and Labor (23. february 2000). "Uzbekistan". Country Reports on Human Rights Practices – 1999. U.S. Department of State. http://www.state.gov/g/drl/rls/hrrpt/1999/369.htm. Hentet 29. august 2014. 
  8. Rahim Masov, The History of the Clumsy Delimitation, Irfon Publ. House, Dushanbe, 1991 (Russisk). English translation: The History of a National Catastrophe, transl. Iraj Bashiri, 1996.
  9. Ethnic Atlas of Uzbekistan, Part 1: Ethnic minorities, Open Society Institute, p. 195 (Russisk).
  10. Richard Foltz (1996). "The Tajiks of Uzbekistan". Central Asian Survey 15 (2): 213–216. doi:10.1080/02634939608400946. 
  11. Svante E. Cornell, "Uzbekistan: A Regional Player in Eurasian Geopolitics?", European Security, vol. 20, no. 2, Summer 2000.
  12. Population census of Turkmenistan 1995, Vol. 1, State Statistical Committee of Turkmenistan, Ashgabat, 1996, pp. 75–100.
  13. "Russisk folketælling 2002" (på russisk). Perepis2002.ru. http://www.perepis2002.ru/ct/html/TOM_14_24.htm. Hentet 29. august 2014.