Sunni-islam

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Religion

Abrahamitiske religioner

jødedom - islam

kristendom Denne artikel er del af serien Islam

Religiøse dogmer

Trosbekendelsen Bøn · Faste · Halal · Haram Pilgrimsrejsen til Mekka · Velgørenhed

Centrale personer

Muhammed · Ali · Abu Bakr Muhammeds følgesvende Ahl Al-Bayt · Imamer Islams profeter · Mahdi

Skrifter og love

Koran · Hadith · Sira Fiqh · Sharia

Retninger

Sunni · Shi'a · Sufisme Religiøse retninger inden for islam

Sociopolitiske aspekter

Byer · Arkitektur Kunst · Kalender Islamiske religiøse ledere Imamat · Kalifat Islam og kvinder Politisk islam · Jihad

Se også

Islamiske begreber Islams historie Kritik af islam Indeks over artikler der handler om islam

Sunni-islam (arabisk: سنّة) er den største retning inden for islam. Tilhængere af sunni-islam er kendt som sunnimuslimer og refererer ofte til sig selv som Ahl us-Sunnah wa-l-Jamā‘ah, hvilket betyder "traditionens og menighedens folk". Sunnimuslimer udgør 80–90 procent af verdens muslimske befolkning.

Indholdsfortegnelse 1 Historie 2 Sunnimuslimernes antal i udvalgte lande 3 Teologi 3.1 Grundlaget for sunnimuslimsk teologi 3.2 Syn på hinanden 3.3 Væsentlige forskelle

[redigér] Historie

I den islamiske verden har politiske uenigheder ofte haft form af religiøse konflikter. Det tidligste eksempel på dette var 30 år efter Muhammeds død. Det islamske samfund havnede i en borgerkrig, som blev grundlaget for islams opdeling i tre retninger. En vigtig grund til denne første borgerkrigen var at nogle oprørere i Irak og Ægypten modsatte sig den tredje kalif og hans guvernører. Efter at kaliffen var blevet dræbt, brød krigen ud i fuldt omfang mellem de forskellige grupper, der kæmpede om magten. Krigen endte med, at der blev skabt et nyt dynasti af kaliffer, der regerede fra Damaskus.

Fire grupper brød med hovedstrømningen blandt muslimerne i denne periode, to af dem med et trosgrundlag som ligner det, vi i dag kender fra sunnimuslimerne. En af dem krævede, at attentatmændene, som havde dræbt den tredje kalif, skulle henrettes, og de blev kaldt shia (partisanerne) fra Uthman; den anden gruppe mente, at genoprettelsen af ro og orden var vigtigere, de blev kaldt shia af Ali. To andre grupper dukkede op som følge af konflikten. Khwarijgruppen mente at begge partisan-grupperne var vantro, mens Rawafidh, som var mere ekstreme partisaner, helt afskrev de tidligere kaliffer.

[redigér] Sunnimuslimernes antal i udvalgte lande

Sunnimuslimerne (som også kaldes sunnitter) udgør en majoritet i de fleste islamiske lande. Herunder er en oversigt over de største muslimske landes procentvise andel af sunnimuslimer:

• Afghanistan - 80 % (20 % shia)
• Algeriet - 99 %
• Azerbaijan - (20-30% [1])
• Bahrain - 30 % (70 % shia)
• Egypten - 94 %
• Forenede Arabiske Emirater - 80 %
• Gambia - 90 %
• Irak - 32-37 %
• Iran - 9 % (89 % shia)
• Israel - 14,6 %
• Yemen - 70 %
• Jordan - 92 %
• Comorerne - 98 %
• Kuwait - 70 %
• Libanon - (31%, restent er Shia Muslimer og Kristne [2])
• Libyen - 97 %
• Malaysia - 99 %
• Maldivene - 100 %
• Mali - 90 %
• Palæstina 97 %
• Pakistan - 77 %
• Saudi Arabien - 92 %
• Senegal - 94 %
• Somalia - 100 %
• Sudan - 80 %
• Syrien - 80 %
• Tadsjikistan - 85 %
• Tyrkiet - 75 %
• Usbekistan - 88 %

[redigér] Teologi

[redigér] Grundlaget for sunnimuslimsk teologi

Nogle af sunnierne baserer deres religion på Koranen og Profeten Muhammads Sunna. Mange andre grupper hævder også at følge Koranen og Sunnaen, men forskellen mellem sunnimuslimer og andre grupper er, at sunnierne følger den historiske sunnimuslimske lære fra de sidste 1400 år for derigennem at forstå Koranen og Profetens Sunna. Den traditionelle sunnimuslimske forståelse af Koranen og Sunna er baseret på tre skoler inden for den sunnimuslimske teologi: Ashari, Maturidi og Athari.

Mange selvstændige teologiretninger er blev udledt fra den sunnimuslimske retning og har startet nye retninger inden for islam. Disse retninger inkluderer blandt andet Kharijiterne, Mu'taziliterne, Jahmiterne, Murjiterne, Qadarierne og Wahhabierne. Selvom nogle af disse grupper refererer til sig selv som værende Sunni, så anser majoriteten af Sunnimuslimerne ikke disse grupper for at være Sunnier, men snarere afvigere, pga. deres afvigelse i spørgsmål om grundlæggende doktriner. Eksempelvis fordømmes flere af disse grupper i klassiske teologiske Sunni værker, såsom al-'Aqida al-Tahawiyya af Imam Abu Ja'far al-Tahawi, et af de mest anerkendte og udbredte værker der opsummerer Sunni troslære.

De fire lovskoler (madhāhib), Hanafi, Maliki, Shafi´i og Hanbali, er til tider blevet misforstået som værende selvstændige religiøse retninger eller sekter. De fire lovretninger er baseret på fire tidlige islamiske lærdes teologiske arbejde: Abu Hanifa, Malik, Shafi'i, og Ahmed bin Hanbal. Disse lærde var blandt andet kendt for deres kundskaber i forbindelse med tolkninger af Koranen og de islamiske bud. De blev berømte for deres store indsigt i islamiske spørgsmål i de muslimske lande. De havde kun forskellige holdninger til mindre spørgsmål om anvendelsen af enkelte principper inden for den islamiske religion, og var på ingen måde i opposition til hinanden. Rent faktisk var tre af de fire elever hos hinanden. Ahmed bin Hanbal var elev hos Shafi`i, som var elev hos Malik såvel somMuhammad ibn al-Hasan, elev til Imam Abu Hanifa.

Tasawwuf eller sufismen bliver af flertallet af sunnimuslimerne anset for at være en integreret del af sunni-islam. Sufismen står for de mere åndelige aspekter af sunnimuslimernes hverdagsliv. Nogle af de mest kendte sufi-retninger er Qadiri, Naqshbandi, Shadhili, Chishti og Rifa‘i.

[redigér] Syn på hinanden

Sunnimuslimer anser shiamuslimerne for at være "ahl ul-bid'a" (bogstaveligt: innovationens folk) og angiver "dem som opdigter nye ting i religionen", men dog stadig muslimer, om end vildledte. Shiamuslimer mener det modsatte. Den mest kendte gruppering der anser shiamuslimer for værende vantro er Salafi-jihadi samt Wahhabi-retningen. sidstnævnte er specielt udbredt i de to golfstater der kaldes Saudi-Arabien og Qatar. Lederen af al-Qaeda, navnlig Osama Bin Laden er Salafi-jihadi.

[redigér] Væsentlige forskelle

Forskellene mellem sunni og shia islam er historiske og teologiske. De teologiske forskelle inkluderer forskellige holdninger i forhold til nogle af hovedprincipperne inden for den islamiske religion. Sådanne forskelle kan blandt findes i forståelsen af tawhid (Guds Enhed), nubuwwa (profetværdighed) og imama (lederskab).

Disse forskellige holdninger stammer helt tilbage til konflikten der opstod da der skulle vælges en leder efter Profetens død. her mente Shiamuslimene at Profeten valgte hans fætter og svigersøn Ali bin Abi Talib, mens Sunni-muslimerne ikke mener at dette var tilfældet. Sunni-muslimerne mener at Profeten ved at udpege Abu Bakr al-Siddiq til at lede muslimerne i bøn, indikerede at han var tilfreds med ham for at lede muslimerne. Senere bekræftedes dette af et konsensus blandt muslimerne. Shiamuslimerne mener derimod at de bedst egnede er og forbliver de 12 ledere som de mener han har udpeget og skulle stamme fra hans familie (hustand) også kaldet ahl al-bayt. De to grupper har det til fælles, at de tager udgangspunkt i Den Hellige Koran, mens de er uenige hvad angår beretningerne om Profeten. Shi'iterne godtager kun beretninger bevidnet af ahl al-bayt, som er Profetens familie, af efterkommere og nogle enkelte af Profetens ledsagere (sahaba), mens de afviser alt andet. Sunnimuslimerne derimod baserer accept eller afvisning af beretninger på en kildekritisk tilgang til overleveringskæden (isnad), og godtager beretninger fra både Profetens ledsagere og familie, hvis bare overleveringskæden er stærk eller autentisk. Denne videnskab ud fra hvilken man klassificerer de Profetiske beretninger kaldes mustalah al-hadith. Palæstina (97%)