Væv (redskab)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
En væv
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se væv. (Se også artikler, som begynder med væv)

En væv er et arbejdsredskab til fremstilling af vævede tekstiler.



Et vævet tekstil består af to trådsystemer, der krydser hinanden vinkelret. De længdegående tråde benævnes trend eller kæde, mens de tværgående tråde benævnes islæt eller skud. Det redskab, der tjener til at holde trendtrådene udspændt under vævningen af tekstilet, kaldes en væv eller vævestol. De fleste vævetyper er tillige forsynet med udstyr, der kan danne skel, dvs. dele trendtrådene i to lag, således at islættet kan indføres mellem trendtrådene under vævning. Håndvæve findes i mange udformninger, fra de mest simple, såsom lændevæve, der blot består af et antal pinde og rundstokke, til de meget avancerede, såsom trækvæve og jacquardvæve.

Opstadsvæv[redigér | redigér wikikode]

Fremgangsmåde ved binding af halvsøller på opstadsvæv.
Tegning af opstadsvæven, der er sat op til kippervævning.

Opstadsvæven, der hører til blandt de ældste kendte vævetyper, var tidligere udbredt over store dele af den vestlige verden. Opstadsvæven kendetegnes ved, at trendtrådene holdes udspændt ved hjælp af vævevægte, som enten er hulsten eller er fremstillet i keramik. Ved arkæologiske udgravninger er fund af vævevægte ofte det eneste bevarede spor efter denne vævetype, eftersom træstolper, væveredskaber og selve tekstilerne for længst er forsvundet. Ved udgravninger i såvel Norden som resten af Europa og Mellemøsten har man fundet mængder af kugleformede eller diskosformede vævevægte fra forskellige tidsperioder. Derfor ved man, at tekstilfremstilling på opstadsvæv har været udbredt over store dele af verden.

En opstadsvæv består af to lodrette træstolper med en vandret bom påsat foroven. Væven står lænet mod en væg under brug. Trendens startkant er fæstnet til vævens vandrette bom og trendens tråde er opdelt i grupper, der hver tynges ned af en vævevægt. Ved opsætning af trend på opstadsvæven begynder man med fremstillingen af en startkant. Startkanten kan være brikvævet eller udføres i lærred med et vævespjæld. Kantens islæt bliver i den ene side trukket ud og ført omkring et punkt i rummet inden der skiftes skel. Disse lange tråde skal fungere som trendtråde i det planlagte tekstil, og jo længere startkantens islæt trækkes ud, jo længere bliver opstadsvævens trend. Startkanten virker næsten som en vævekam og afgør såvel antallet som tætheden af trendtråde foruden bredden af opsætningen. Hvis startkantens islæt slås tæt sammen, vil trendtætheden og dermed antallet af trendtråde øges. Den færdige startkant sys fast til en rundstok, der fastgøres til opstadsvævens vandrette bom. Inden vævningen kan påbegyndes, bindes der halvsøller om hver anden trendtråd. Halvsøllerne sidder på en rundstok, der kan placeres i forskellige positioner alt efter hvilket skel, man ønsker åbnet. Når opsætningen er færdig, hænger vævevægtene i to (eller flere) lige rækker og holder hver trendtråd udspændt. Under arbejdet ved væven står væveren op og banker islættet op mod vævens vandrette bom.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Andersson Strand, Eva: “The Basics of Textile Tools and Textile Technology”, s. 10-22 in Textile Terminologies in the ancient near east and Mediterranean from the third to the first millennium BC”, (red. C. Michel and M.L. Nosch), Oxbow Books, 2010.

Barber E. J. W.: Prehistoric Textiles, the development of cloth in the neolithic and bronze ages, with special reference to the Aegean. Princeton University Press, 1991.

Broudy, Eric: The Book of Looms. A History of the Handloom from Ancient Times to the Present, University Press of New England, 1979

Hansen, Egon H.: Opstadsvæv før og nu, Teamcos Forlag, 1978.

Hoffmann, Martha: the Warp-weighted Loom, Robin & Russ Handweavers, 1974

Stærmose Nielsen, Karen Hanne: Opstadsvævens historie og nutidige brug, Historisk-arkæologisk Forsøgscenter Lejre, 1999.

Wild, John Peter: Textile Manufacture in the Northern Roman Provinces, Cambridge University Press, 1970.

Gobelinvæv[redigér | redigér wikikode]

Tegnet gengivelse af vægmaleri i Thut-Nofers gravkammer, Theben, 18. dynasti, ca. 1425 f. Kr.

Den opretstående tobommede billedvæv udgøres af en ramme med to bomme og to sidestykker; øverste bom er til trenden og den nederste til at rulle det vævede stof op på. Trenden holdes stramt udspændt mellem de to bomme. Det første skel, kaldet det faste skel, dannes ved at indsætte en skelstok, der går under og over hver anden trendtråd. Det andet skel, sølleskellet, dannes ved at hver af de trendtråde, der befinder sig bag skelstokken i det faste skel, omkranses af en løkke, der hæftes på endnu en stok, søllestokken. Det faste skel står altid let åbent på væven, mens sølleskellet aktiveres ved at væveren trækker søllerne ind mod sig selv. Derved trækker han de bageste trendtråde frem og det andet skel åbnes. Islæt bankes ned med en spids pind eller en vævegaffel.


Eftersom trenden er hævet til lodret position, behøver væveren ikke åbne det søllede skel tværsover fra ægkant til ægkant, og med bommene fastgjort til opretstående sidestykker og søllestokken placeret over væverens hoved, kan han frit gribe det ønskede antal søller og åbne dele af skellet ved gobelinvævning.

Gennem tekstilhistorien har den opretstående tobommede væv været uløseligt forbundet med gobelinvævning, og den bruges endnu den dag i dag til fremstilling af vævede vægtæpper. Vægmalerier afdækket under udgravninger i Egypten viser, at den tobommede væv var kendt og i brug så tidligt som i 15. årh. f. Kr. under Det Nye Riges 18. dynasti.


Vævede gobeliner kan inddeles i to grupper; De som er fremstillet på opretstående væve og de som er vævet på vandrette trampevæve. Når man undersøger et vævet billede, er det umuligt at afgøre, om det er vævet på den ene eller den anden type væv. Det skyldes det faktum, at kun to skel er nødvendige for at væve gobelin. Den vandrette trampevæv, som stadig bruges i gobelinværkstederne i Aubusson i Frankrig, har søllerne placeret på to sæt skafter, der kan hæves og sænkes ved hjælp af tramper under vævningen og således åbne de to skel. Tramperne sætter væveren i stand til at arbejde hurtigere, fordi han ikke behøver at gribe om søllerne med sin venstre hånd for at åbne sølleskellet, men har begge hænder frie til at placere islættet mellem trendtrådene.



Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Brekke Koppen, Maria: Innføring i Billedvev, Universitetsforlaget, Oslo, 1974

Paulli Andersen, M. K.: Billedvæv, Borgen, 1977

Rössing, Mette Lise: Trådens gang i billedvæv, udgivet på eget forlag, 2013

Lændevæv[redigér | redigér wikikode]

Her ses en indianerkvinde fra Guatemala i færd med at væve på lændevæv. Mellem træerne hænger vævede stofbaner fremstillet på lændevæv.

Denne meget primitive væv kendes især fra Syd-og Mellemamerika, hvor den fortrinsvis anvendes til fremstilling af stof til traditionelle dragter og bånd. Men den findes også udbredt i Asien, såsom det nordlige Hokkaido i Japan samt afsides liggende områder i Malaysia, Indonesien og Philippinerne. Væven består af et antal rundstokke og pinde, snore til søller og et bælte, der går rundt om væverens ryg. Trenden, hvis bredde svarer til eller er smallere end væverens krop, spændes ud mellem væveren og et fast punkt fx et træ. Væveren holder med sin kropsvægt trendtrådene tilstrækkelig stramt udspændte under arbejdet.

Væversken fra Timor væver på en meget bred bane. Bæltet om hendes ryg tjener til, at hun med sin krop kan holde trendens tråde i rette spænding.


Skeldannelsen sker, ligesom på gobelinvæven ved, at en skelstok lægges imellem trendtrådene og danner det faste skel. De trendtråde, der ligger under skelstokken omkranses af halvsøller, der er fastgjort til en søllestok. Når søllestokken hæves, åbnes sølleskellet og når den igen sænkes, står det faste skel åbent. Selvom væven i sig selv er meget simpel, kan så godt som alle mønsterteknikker udføres på den, afhængig af væverens færdigheder. Man har eksempelvis under arkæologiske udgravninger i Peru fundet tekstiler fremstillet i komplicerede drejerbindingsteknikker, enkelt- og dobbelt brokade, billedvævning og dobbeltvævning. Tunikaer, kapper og bluser blev således ofte syet sammen af flere smalle baner vævet på lændevæv. I præcolombiansk tid blev kvinder begravet sammen med deres lændevæve og andre tekstilredskaber fx håndtene, tenvægte og spoler til garn

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Bjerregaard, Lena: Indianervævning fra Guatemala - mayaernes lændevæv, fremstilling, opsætning, vævning, mønstre, Høst og Søn, 1976

Broudy, Eric: The Book of Looms. A History of the Handloom from Ancient Times to the Present, University Press of New England, 1979

Engelstad, Helen: Vævninger fra det gamle Peru, Nationalmuseet, 1985

Schellerup, Inge: Inkapigens væv, Nationalmuseet, 1980

Se også[redigér | redigér wikikode]