Vattenfall

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Vattenfalls hovedkontor i Stockholm
Olidan

Vattenfall er et svensk statsejet elektricitetsselskab og en af de ledende energiproducenter i nord-Europa. NavnetVattenfall er svensk for vandfald, og er en forkortelse af dets oprindelige navn, Kongelige Vandfalds-styrelsen (Svensk: Kungliga Vattenfallstyrelsen). Vattenfall-koncernen beskæftiger i alt cirka 33.000 medarbejdere i 6 europæiske lande. Heraf arbejder knap 700 medarbejdere i Danmark, hvor de indgår i Vattenfall Norden, hvis elproduktion dækker cirka 20 procent af Nordens elforbrug. Vattenfall er hel-ejet af den svenske stat. Det er Europas femte største energiselskab.

42% af Vattenfall's produktion hidrører fra fossil energi, 35% fra atomkraft, og 23% fra hydroelektrisk energi (data fra 2005). Produktionsressourcer for hydroelektrisk energi befinder sig hovedsagelig i det nordlige Sverige, for atomkraft ved to anlæg i Sverige, Forsmark atomkraftværk og Ringhals atomkraftværk og ved to anlæg i Tyskland, og for gas- og kulbaseret energi i Tyskland og Polen.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Vattenfall grundlagdes i 1899 efter en beslutning i Rigsdagen om Trollhätte kanal- och vattenverk under navnet Kungliga Vattenfallsstyrelsen. De første vandkraftprojekter var Olidan i Göta älv, Porjus i Lule älv og Älvkarleby i Dalälven.

Vattenfalls kraftværk i Stornorrfors, Umeå

Vattenfall leverede først og fremmest energi til industrien. Jernbanen og skov- og træindustrien var de største kunder. Privatkunderne var relativt få grundet de høje elpriser.

Vattenfall AB dannedes i 1992 ved at selskabet Vattenfall omdannedes til aktieselskab, som en forberedelse til af-regleringen af elmarkedet, som gennemførtes i 1996. Ved samme lejlighed dannedes selskabet Svenska Kraftnät som overtog stam-nettet.

Selskabet går udenlands[redigér | redigér wikikode]

Vattenfall er Tysklands tredje største elleverandør og forsyner hele det tidligere Østtyskland plus Hamborg(rødt)
Vattenfall Europe AG s hovedkontor i Berlin på Puschkinallee 52
Kraftværk i Berlin-Charlottenburg drevet af Vattenfall, i forgrunden er bygninger relateret til røggas-rensning
Vattenfalls brunkulsfyrede kraftværk i Boxberg, Tyskland
Lillgrund vindkraftspark

Efter af-regleringen i 1996 anvendte Vattenfall sit løbende overskud – som hovedsagelig stammer fra dets svenske hydroelektriske anlæg – til at ekspandere internationalt og ejer nu et større antal kraftværk i forskellige lande. I Tyskland og Polen har de satset meget på kulkraft, og har også produktion i Finland og Estland. Strategien har involveret erhvervelse af flere brunkuls-fyrede kraftværker. Dette har været højst kontroversielt i Sverige på grund af brunkuls status som et af de mindst miljøvenlige alternativer til produktion af elektricitet. Hvad mere er, brunkullene bliver strip-mined i en proces som undertiden involverer den tvungne flytning af hele bysamfund, når mine-området ekspanderer. [1] I Tyskland er Vattenfall forsyningsselskab for delstaterne: Hamburg, Mecklenburg-Vorpommern, Brandenburg, Berlin, Sachsen-Anhalt, Thüringen, og Sachsen. Vattenfall ejer to atomkraftværker i landet: Brunsbüttel og Krümmel, begge beliggende nær Hamburg. Det ejer også et antal brunkul-fyrede kraftværker, bl.a. Jänschwalde, Boxberg, Schwarze Pumpe og Lippendorf (del-ejet), alle beliggende i umiddelbar nærhed af en serie brunkuls-lejer, som også ejes af Vattenfall, og endelig et stenkuls-fyret kraftværk i Rostock (del-ejet).

Kritik[redigér | redigér wikikode]

Vattenfall promoverer sig selv som værende i førerfeltet i global energi-forvaltning, som kommer til udtryk i et initiativ til at sænke global kuldioxid udledning. Selskabet bygger verdens første kulkraftværk med kuldioxid-fri elproduktion. Anlægget bygges i tilslutning til kulkraftværket Schwarze Pumpe i Tyskland og skal tages i drift i løbet af 2008. Vattenfall AB har fået meget kritik på grund af engagementet i tysk kul- og atomkraft. På Verdenssnaturfondens "Dirty Thirty"-liste over de tredive største udslippere af kuldioxid i Europa indtager Vattenfall AB 4 pladser. Selv de i sammenligning små satsninger på forskning vedvarende energikilder er blevet kritiseret.I løbet af 2007 introducerede Præsident og adm. direktør i Vattenfall, Lars G Josefsson, "global burden-sharing" under en præsentation i De Forenede Nationer. Dette initiativ er beregnet til at give fleksibilitet mellem udviklings- og udviklede lande.[2].

Danmark[redigér | redigér wikikode]

Vattenfall er blevet kritiseret i Danmark på grund af deres kontroversielle forskningsprojekt om deponering af CO2 i jorden. Flere danske landmænd samt Greenpeace er gået sammen om kritik af Vattenfalls projekt.[3]

Vattenfall Danmark ejer kraftvarmeværkerne Fynsværket, Nordjyllandsværket og Amagerværket. Desuden har Vattenfall del i Havvindmølleparker i Danmark.


Vindkraft[redigér | redigér wikikode]

Vattenfall ejer Lillgrund vindmøllepark, den hidtil største satsning på vindkraft i Sverige, 100 % af Vindmølleparken Nørrekær Enge og 60 % af Horns Rev Havmøllepark.

Andre aktiviteter[redigér | redigér wikikode]

Vattenfall AB har nu også etableret sig som leverandør af internet- og mobiltelefonitjenester.For sine mobiltelefonitjenester anvender selskabet TeliaSoneras GSM-net.

Selskabets administrerende direktør er Øystein Løseth

Finansiel information[redigér | redigér wikikode]

I første kvartal 2008 øgede Nettoomsætningen med 9,0% till 45. 404 mill. SEK. Overskuddet øgedes med 0,2% til 11.426 mill. SEK. Periodens resultat (efter skat) mindskede med 0,7% til 7.184 mill. SEK. For det stabile overskud kan Business Group Nordic, op 40.9%, takkes, medens Business Group Central Europe rapporterede en nedgang i indtægterne på 26.1%.[4][5]

Datterselskaber[redigér | redigér wikikode]

  • Vattenfall Europe AG
  • Biq Location Development and Real Estate Services

Noter[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]