Ahmed 3.

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Ahmed 3.

III. Ahmet.jpg

Personlig information
Født 30. december 1673 Rediger på Wikidata
Dobritj, Bulgarien Rediger på Wikidata
Død 1. juli 1736 (62 år) Rediger på Wikidata
Topkapi-paladset, Tyrkiet Rediger på Wikidata
Gravsted Istanbul Rediger på Wikidata
Far Mehmed 4. Rediger på Wikidata
Mor Emetullah Rabia Gülnûş Sultan Rediger på Wikidata
Søskende Mustafa II,
Hatice Sultan Rediger på Wikidata
Ægtefæller Ayşe Hanım Sultan,
Rabia Sultan,
Amina Mihr-i Shah,
Emetullah Kadın Efendi Rediger på Wikidata
Børn Abd-ul-Hamid I,
Ümmügülsüm Sultan,
Saliha Sultan,
Mustafa 3.,
Fatma Sultan (1704-1733),
Esma Sultan,
Zeynep Sultan,
Ayşe Sultan (datter af Ahmed 3.),
Zübeyde Sultan,
Atike Sultan,
Hatice Sultan Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Beskæftigelse Hersker, digter, politiker Rediger på Wikidata
Signatur
Tughra of Ahmed III.JPG
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Ahmed 3. (osmannisk-tyrkisk: احمد ثالث, Aḥmed-i sālis) arabisk: أحمد الثالث, født den 30. december 1673, død 1. juli 1736) var sultan i Det Osmanniske Rige. Han tiltrådte som sultan i 1703, da broderen Mustafa 2. blev afsat.[1]

Opvækst og tiltræden[redigér | rediger kildetekst]

Ahmed var søn af Mehmed 4.. Hans mor var Gülnuş Sultan, der var af græsk afstamning.[2] Ahmed besteg tronen i 1703, efter at Ahmed og janissarerne havde afsat broren Mustafa 2. efter utilfredshed med Mustafa mangel på kontrol med riget.[3]

Tiden som sultan[redigér | rediger kildetekst]

Sultan Ahmed 3. modtager den franske ambassadør Vicomte d'Andrezel i Topkapi-paladset.

Ahmed 3. opnåede gode relationer til Frankrig, hvilket var præget af truslen fra Rusland. Begge Ahmeds hustruer var franske.

Han gennemførte jordreformer i 1705, hvilket reducerede de uorligheder, der havde præget brorens regeringsperiode.[4] Tiden fra 1703 til 1730 blev kendt som tulipantiden (Lale devrı). Ahmed 3. ejede flere tulipanmarker, der blev vidt beundret.[5][6]. Under Ahmed 3. oplevede osmannerriget en kulturel blomstringsperiode, bl.a. kendetegnet ved udviklingen af miniaturmalerier og litteratur. I 1727 tillod Ahmed 3. etableringen af en trykpresse med arabiske bogstaver, noget, der havde været forbudt i riget, der alene havde tilladt tryk på græsk, armensk og hebraisk.

Russisk-tyrkiske krig (1710–11)[redigér | rediger kildetekst]

Under den Store nordiske krig var osmannerriget formelt i alliance med Frankrig, der støttede Sverige i krigen mod Rusland. Osmanneriget var dog ikke direkte involveret i kampene. Efter Karl 12.'s nederlag ved Slaget ved Poltava i 1709 til Peter den Store flygtede han til et område i Moldavien, der var under osmannisk kontrol. Ahmed 3. accepterede at give asyl til den svenske konge, der herefter kune opholde sig i osmannerriget.[7] I 1710 fil Karl 12. overtalt Ahmed 3. til at erklære krig mod Rusland. De osmanniske styrker sejrede ved Slaget ved Prut i 1711 og Ahmed 3. planlagde et felttog til Moskva med henblik på en gang for alle at nedkæmpe Rusland,[1] hvis territoriale ekspansion sydpå havde truet osmannerne i mange år. Under krigen mod russerne benyttede en anden af osmannerrigets fjender, Safavideriget, sig af lejeligheden til at invadere Osmannerriget, horfor Ahmed 3. opgav sine planer om et storstilet angreb på Rusland. Krigen mod Rusand blev afsluttet i 1711, hvor Rusland tilbagegav Azov og påtog sig at nedrive fæstningerne omkring Azovhavet, herunder fæstningen i Taganrog og at ophøre med sin indblanding i forhold vedrørende Den polsk-litauiske realunion. Herudover tillod Rusland sikker passage for Karl 12. tilbage til Sverige.

Karl 12. ønskede imidlertid, at Ahmed 3. skulle fortsææte krigen mod russerne, og forblev i Moldavien og indtil 1713, hvor Ahmed 3. besluttede at sende ham ud af riget. Efter en batalje ved Karl 12.'s lejr, vendte den svenske konge hjem til Sverige.[8]

Krige med Venedig og Habsburgerne[redigér | rediger kildetekst]

Ahmed erklærede i 1714 krig mod Venedig, og det lykkedes at generobre Morea (Peloponnesos)[4][9].

Successen i krigen mod Venedig bekymrede Østrig, hvorfor den tysk-romerske kejser Karl 4. erklærede krig. Krigen blev afsluttet i 1718 med et tyrkisk nederlag, hvor osmannerne ved freden i Pozarevac måtte afstå Banatet, Nord-Serbien med Beograd og Lille Valakiet til Habsburgerne (Østrig). Nederlaget var en stor skuffelse for Ahmed og riget, og vilkårene i fredsaftalen havde en negativ effekt på osmannerrigets økonomi.[10]

Krige mod Safavideriget og i Persien[redigér | rediger kildetekst]

Osmannerne drog fordel af Safaviderigets forfald og erobrede under Ahmed 3. områder af riget. Safavideriget mistede territorium i normd til Rusland, ligesom afghanske stammer overtog kontrol med dele af Safaviderigets territorium. Afghanerne forlangte, at osmannerne trak sig ud af de erobrede områder af Safavideriget, hvilket ledte til krig i 1726-27. Krigen endte med militært nederlag til osmannerne, men ved fredsslutningen lykkedes det osmannerne at bevare kontrollen over de erobrede områder i Safavideriget mod til gengæld af acceptere afghanernes egne erobringer.

Afsættelse og død[redigér | rediger kildetekst]

Ahmed 3. blev upopulær grundet sit store personlige forbug og hang til luksus. Den 20. september 1730 udbrød et oprør ledet af en gruppe janissarer, og sultanen blev tvunget til at opgive sin trone til sin nevø Mahmud 1. (1730–54). Han blev sat i husarrest i Kafes i Topkapi-paladset, hvor han døde den 1. juli 1736.[11]

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ a b Denne artikel indeholder materiale fra Encyclopædia Britannica Eleventh Edition, en udgivelse, som nu er i offentligt domæne, fordi ophavsretten er udløbet.
  2. ^ Baker, Anthony E (1993). The Bosphorus. Redhouse Press. s. 146. ISBN 975-413-062-0. The Valide Sultan was born Evmania Voria, daughter of a Greek priest in a village near Rethymnon on Crete. She was captured by the Turks when they took Rethymnon in 1645. 
  3. ^ Sakaoğlu 2015, s. 297.
  4. ^ a b Keskiner 2012, s. 56.
  5. ^ John H. Harvey 1976: Turkey as a Source of Garden Plants. Garden History 4/3, 22. Stable URL: http://www.jstor.org/stable/1586521
  6. ^ Liz Dobbs: Tulip. Quadrille, London 2004, 6
  7. ^ Chisholm 1911.
  8. ^ Petersen (2007), pp. 268–272, 275; Bengtsson (1960), pp. 393ff, 409ff, 420–445
  9. ^ Ágoston & Masters 2009, s. 25.
  10. ^ Keskiner 2012, s. 57.
  11. ^ Sakaoğlu 2015, s. 306.

Litteratur og kilder[redigér | rediger kildetekst]

  • Ágoston, Gábor; Masters, Bruce, (red.) (2009). Encyclopedia of the Ottoman Empire. New York, NY: Facts On File. ISBN 9780816062591. 
  • Keskiner, Philippe Bora (2012). Sultan Ahmed III (r.1703-1730) as a Calligrapher and Patron of Calligraphy. 
  • Sakaoğlu, Necdet (2008). Bu mülkün kadın sultanları: Vâlide sultanlar, hâtunlar, hasekiler, kadınefendiler, sultanefendiler. Oğlak Yayıncılık. ISBN 978-9-753-29623-6. 
  • Sakaoğlu, Necdet (2015). Bu Mülkün Sultanları. Alfa Yayıncılık. ISBN 978-6-051-71080-8. 
  • Topal, Mehmet (2001). Silahdar Findiklili Mehmed Agha Nusretnâme: Tahlil ve Metin (1106-1133/1695-1721). 
  • Türkal, Merve (2013). Silahdar Findiklili Mehmed Ağa'nin Hayati ve eserleri (1658 / 1726-27). 
  • Uluçay, Mustafa Çağatay (2011). Padişahların kadınları ve kızları. Ankara: Ötüken. ISBN 978-9-754-37840-5. 
  • Uysal, Zekiye (2019). Topkapı Sarayındaki III. Ahmet Kütüphanesi'nin Alçı Bezemeleri. 
  • Ferenc Majoros, Bernd Rill: Das Osmanische Reich 1300-1922. Die Geschichte einer Großmacht. Marix, Wiesbaden 2004, ISBN 3-937715-25-8.
  • Josef Matuz: Das osmanische Reich. Grundlinien seiner Geschichte. 4. Auflage. Wissenschaftliche Buchgesellschaft, Darmstadt 2006, ISBN 3-534-20020-9.
  • Nicolae Iorga: Geschichte des Osmanischen Reiches. Nach den Quellen dargestellt. 5 Bände, Verlag Perthes, Gotha 1908-1913, Nachdruck Frankfurt/Main 1990.
  • Gabriel Effendi Noradounghian: Recueil d’actes internationaux de l’Empire Ottoman 1300-1789. Tome I. Paris, Neufchâtel 1897. Reprint: Kraus, Nendeln 1978, ISBN 3-262-00527-4.

Ekserne henvisninger[redigér | rediger kildetekst]

Foregående: Sultaner af det Osmanniske Rige
Sultan (1695-1703)
Efterfølgende:
Mustafa 2.
Sultan (1703-1730)
Mahmud 1.
Sultan (1730-1754)