Ernest Rutherford

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Jump to navigation Jump to search
Nobel prize medal.svg Ernest Rutherford

Ernest Rutherford LOC.jpg

Personlig information
Født 30. august 1871Rediger på Wikidata
NelsonRediger på Wikidata
Død 19. oktober 1937 (66 år)Rediger på Wikidata
CambridgeRediger på Wikidata
Gravsted Westminster AbbeyRediger på Wikidata
Nationalitet England Engelsk
Ægtefælle Mary Georgina RutherfordRediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted Nelson College,
Trinity College,
University of Cambridge,
Universitet i CanterburyRediger på Wikidata
Akademisk grad BA, MA, Doctor of Science, Bachelor of ScienceRediger på Wikidata
Medlem af Royal Society,
Académie des sciences,
Kungliga Vetenskapsakademien,
Sovjetunionens videnskabsakademi,
Accademia delle Scienze di Torino med flereRediger på Wikidata
Beskæftigelse Professor, kernefysiker, fysiker, kemikerRediger på Wikidata
Fagområde Fysik, kernefysikRediger på Wikidata
Arbejdsgiver McGill Universitet, Manchester UniversitetRediger på Wikidata
Elever Niels BohrRediger på Wikidata
Nomineringer og priser
Udmærkelser Bakerian Lecture (1904, 1920),
Elliott Cresson Medal (1910),
Faraday Medalje (1930),
Matteucci-medaljen (1913),
Fellow of the Royal Society med flereRediger på Wikidata
Nobelpris Nobel prize medal.svg  Nobelprisen for kem 1908
Signatur
Ernest rutherford sig.jpg
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.
Animation af Ruthersfords atommodel.

Sir Ernest Rutherford (født 30. august 1871, død 19. oktober 1937), engelsk atomfysiker. Modtog Nobelprisen i kemi i 1908.

Rutherford blev født i New Zealand. Efter at have fået sin universitetsgrad fra Canterbury Universitet, rejste han i 1895 til England for at fortsætte sine studier ved Cavendish Laboratoriet ved Cambridge Universitet. Her opdagede han og navngav alfastråling og betastråling.

I 1898 blev Rutherford ansat som professor i fysik på McGill Universitetet i Canada hvor han viste at radioaktivitet var den spontane spaltning af atomer. Dette arbejde gav ham Nobelprisen i kemi i 1908. Han bemærkede at en prøve af radioaktivt materiale altid brugte den samme tid om at halvere sin aktivitet – prøvens halveringstid. Han brugte denne observation til at bestemme Jordens alder. Den var meget højere end det, de fleste daværende forskere forventede.

I 1907 blev han ansat som professor i fysik på University of Manchester. Der opdagede han atomkernen ved at beskyde et guldfolie med alfastråling og blev den første succesfulde alkymist: han omdannede kvælstof til ilt. Mens han arbejdede med Niels Bohr (som fandt ud af at elektroner bevæger sig i bestemte baner), spekulerede Rutherford over muligheden for eksistensen af neutroner, som kunne neutralisere protonernes positive ladning og forhindre atomet i at eksplodere.

I 1917 vendte han tilbage som chef for Cavendish Laboratoriet. Under hans ledelse modtog James Chadwick Nobelprisen for opdagelsen af neutronen, John Cockcroft og Thomas Walton modtog den for at splitte atomet med en partikelaccelerator og Edward Victor Appleton for at påvise eksistensen af ionosfæren.

Grundstoffet rutherfordium er opkaldt efter ham.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]