Anklagerens vidne

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Anklagerens vidne (en: The Witness for The Prosecution) er en novelle, skrevet af Agatha Christie. Den udkom første gang i 1925 som ugebladsnovelle,[1], men var i en længere version med en mere grundig procedure i retten med i The Hound of Death, en novellesamling udgivet i 1933. Denne samling blev dog først blev udgivet i Danmark i 1973 med titlen Dødens Tegn og Andre Mysterier. [2]

Plot

Leonard Vole er en dørsælger, som kommer under anklage for at have myrdet en rig enke, som han har rådgivet om investeringer. Anklageren kræver dødsstraf, idet der er klare tegn på rovmord. En række indicier peger på Vole som gerningsmanden. Bl.a. er der et vidne, som fastholder, at han groft har udnyttet enkens venlighed, ligesom det viser sig, at enken har gjort ham til arving af sin formue, tilsyneladende uden at vide, at Vole er gift. [3]

Anklagerens største trumf er imidlertid, at den anklagedes hustru, østigskfødte Romaine, optræder som vidne mod sin mand. Hun hævder, at han på mordaftenen kom hjem med blod på tøjet og overfor hende tilstod at have dræbt enken. Forsvarsadvokaten giver dog ikke op, og netop som sagen ser ud til at være afgjort, fremskaffer han et nyt vidne, der fastslår, at Romaines forklaring er opspind. Hendes motiv til at vidne mod Leonard er, at hun har en elsker, som hun vil gifte sig med, når hendes mand er dømt og henrettet. Sagen tager nu en dramatisk vending, hvis pointe afsløres i Agatha Christies fortælleteknik

Anmeldelser

To kendte Christie -biografier karakteriserer denne novelle som en af Christies bedste. [4]

Bearbejdning

Under navnet Witness for the Prosecution omskrev Christie selv novellen til et teaterstykke, som bl.a. blev opført i Glasgow inden den engelske premiere i The Winter Garden Teatre i London 28. oktober 1953. I stykket er Voles hustru Berliner. En større ændring er dog slutningen, som afviger stærkt fra den oprindelige version, ifølge Christie selv, fordi hun ønskede den nye slutning. [5]

I 1957 blev anklagerens vidne filmatiseret med Billy Wilder som instruktør. Det er en storstilet Hollywood – produktion, filmet i sort – hvid med Tyrone Power i hovedrollen som den anklagede. Romaine Vole er i filmen omdøbt til Christine og rollen spilles af Marlene Dietrich. Charles Laughton optræder i en betydeligt mere fremtrædende rolle som forsvarsadvokat, end den tilsvarende rolle i bogen og teaterstykket.

En stor del af filmen foregår i forsvarsadvokatens hjem eller i retssal, men der er også flere tilbageblik til Berlin, hvor det senere ægtepar bliver forelskede i hinanden mod slutningen af anden verdenskrig. Et grundigt studium af disse tilbageblik kan afsløre spor, der opklarer gåden. Også nogle tvetydige episoder i retssalen er blandt de spor, biografgængerne kan forsøge at tolke korrekt.

Noter

  1. ^ Optrykt i Anklagerens vidne, kriminalhistorier af..., Carit Andersens Forlag 1964
  2. ^ I England skelner man mellem Short Story, en kort novelle, Novella, en længere novelle, ofte af omfang ca. ½ roman og novel, en roman. I Danmark er der ikke noget udtryk for "den halve roman".
  3. ^ I den første, korte version, er han ikke gift, men samlevende
  4. ^ Robert Barnard (1980), s. 195, betegner den som ”en juvel – helt sikkert den mest intelligente short story, hun har skrevet." Charles Osborne (1982), s. 73 bruger også "intelligent" om plottet.
  5. ^ Jf. Christie (1977) og Osborne (1980), s. 173

Litteratur

  • Barnard, Robert (1980): A Talent to Decieve, Fontana/Collins
  • Osbourne, Charles (1982): The Life and Crimes of Agatha Christie,Collins (London)