Antonio Vivaldi

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Antonio Vivaldi
Vivaldi.jpg
Portræt fra 1723 af F.M. de La Cave . Måske forestiller det Vivaldi.
Information
Fødenavn Antonio Lucio Vivaldi
Pseudonym(er) il prete rosso ("den røde præst")
Født 4. marts 1678(1678-03-04)
Venedig, Republikken Venedig.
Død 28. juli 1741 (63 år)
Wien, Frankerriget.
Oprindelse Italiensk
Genre(r) Violinkoncerter
Operetter
Beskæftigelse Komponist
Violinist
Musikunderviser
Præst
Instrument(er) Violin
Har påvirket Johann Sebastian Bach
Georg Friedrich Händel
Signatur Signatur af Antonio Vivaldi
Fodnoter Vivaldis underskrift
Allegro fra Forår i Vivaldis De fire årstider.

Antonio Lucio Vivaldi (4. marts 1678 i Venedig28. juli 1741 i Wien) var en italiensk violinist og komponist. Han blev uddannet som violinist af sin far Sigfere, der var violinist. Vivaldi blev præst i 1703 og kendes som il prete rosso ("den røde præst"), da han var rødhåret under parykken. Han led af svær brystsyge, antagelig angina pectoris, og hurtigt fritaget for messetjeneste.

Han blev nu kapelmester ved Pio Ospedale della Pieta; en anerkendt katolsk skole for forældreløse piger, som særligt blev uddannet i sang og musik. Stedets status som musikinstitution var markant. Vivaldi komponerede fast koncerter til Pio Ospedale della Pieta og opførte værkerne med pigerne. Vivaldi var i sin levetid kendt i hele Europa, fordi Venedigs handelsmæssige kontakter i Europa medførte kunst og kultur.

Vivaldis musik kom også til Johann Sebastian Bachs kendskab og vakte hans anerkendelse og begejstring. Bach har transkriberet flere værker af Vivaldi. Mod slutningen af Vivaldis liv skiftede musikstilen i Europa, og hans popularitet aftog. Han døde som en glemt kunstner og fik i lighed med Mozart den sædvanlige anonyme begravelse. I kirkekoret ved hans begravelse sang en ung Joseph Haydn, som videreførte den musikalske arv fra Vivaldi.

Liv og gerning[redigér | redigér wikikode]

Opvækst[redigér | redigér wikikode]

Kirken Vivaldi blev døbt i: Chiesa di San Giovanni Battista in Bragora, Sestiere di Castello, Venezia.
Foto: Didier Descouens

Vivaldis fader, Giovanni Battista Vivaldi (1655–1736), kom fra Brescia til Venezia som tiårig. Han var barberer som sin fader men blev senere levebrødsmusiker. I 1676 giftede han sig med skrædderdatteren Camilla Calicchio, og Antonio var deres førstefødte af i alt ni børn, og den eneste som blev levebrødsmusiker. Han skal have kommet til verden under et jordskælv og blev døbt i al hast, enten på grund af jordskælvet eller fordi hans senere helseplager var åbenbare allerede ved fødslen. Faderen havde et godt ry som musiker og blev i en af samtidens rejsehåndbøger nævnt som en violinvirtuos værd at høre. Han blev ansat som violinist i Markuskirken og havde som medlem af musikerforeningen Sovvegno dei musicisti di Santa Cecilia en mængde hverv indenfor det venetianske musiklivet

Antonio viste tidlig sin begavelse på violin og skal allerede i ung alder have vikarieret for sin fader i orkesteret. Giovanni Legrenzi opgives at have givet Antonio undervisning i musikteori, men siden Legrenzi døde, da Vivaldi blot var tolv år bliver dette betvivlet – selv om han i den beskedne alder af tretten år skrev værker påvirket af Legrenzis stil. Faderen kan have været komponist selv: operaen La Fedeltà sfortunata (1688) var komponeret af en Giovanni Battista Rossi, det samme navn Vivaldis fader var opført under i Sovvegno di Santa Cecilia. Navnet Rossi (rød) bar han på grund af hårfarven.

Vivaldi led af en medicinsk tilstand han selv omtalte som trykken for brystet, sandsynligvis en form for astma. Dette forhindrede ham ikke i at lære at spille violin, komponere eller deltage i ulige musikaktiviteter, men blæseinstrumenter kunne han ikke spille. 15 år gammel, i 1693, begyndte han at studere til præst i den katolske kirke. Ordinationen skete, da han var 25 år, og han fik snart det kendte tilnavn il Prete Rosso ("den røde præst"), sandsynligvis fordi han i lighed med sin fader var rødhåret. Mange venetianere kendte ham kun under dette navn.[1]

Ved Conservatorio dell'Ospedale della Pietà[redigér | redigér wikikode]

Ospedale della Pietà i Venezia.

Efter ordinationen blev han kapellan ved kirken Sta. Maria della Pietà, og på opdrag af Francesco Gasparini violinlærer ved det tilknyttede børnehjem Ospedale della Pietà for forældreløse og forladte piger. Dette var en af fire sådanne institutioner finansieret af Republikken Venezia. Forældreløse drenge lærte et håndværk, mens pigerne fik musikalsk oplæring. De mest talentfulde blev tilbage som medlemmer af Ospedales anerkendte kor og orkester.

I et og et halvt år holdt Vivaldi messer her, men i 1704 blev han fritaget fra denne opgave. Han beholdt præstetitlen, men det ser ikke ud til, at han var i aktiv præstetjeneste senere. I et væsentligt senere brev opgiver Vivaldi strettezza di petto, det vil sige trykken for brystet, som årsag til, at han sluttede i præstetjenesten. Mere nærliggende er det nok, at det skyldtes personlige årsager, problemer med ledelsen, at musikerhvervet gav for lidt tid til overs, og at han ikke længere var afhængig af indtægterne fra arbejdet som præst.

Det fremgår af bøgerne til Ospedale della Pietà, at han efter kort tid underviste i cello og viola d'amore samt violin. Ifølge en anekdote spillede han også cembalo.

Ospedales orkester opnåede snart en legendestatus, som lokkede talrige rejsende til byen. Fremførelsene skete under gudstjenesterne. Den største del af Vivaldis talrige violinkoncerter og sonater skrev han for Ospedale. Af disse blev 30 violinkoncerter skrevet for hans dygtigste elev og senere kollega ved Ospedale, Anna da Violin.

Forholdet til Ospedales ledelse var ofte anstrengt. Lærerne var ansatte for et år ad gangen, og styret stemte hvert år hvorvidt, de skulle beholde en lærer. Vivaldi blev sjældent enstemmig valgt, og i 1709 misted han stillingen efter 7 mod 6 stemmer. Han var da freelancemusiker i et år, men blev enstemmigt valgt ind igen i 1711, så styret forstod nok hvor vigtig, han var. I 1713 blev han ansvarlig for de musikalske aktiviteter ved institutionen og i 1716 forfremmet til maestro di' concerti.

Efter, at han fik trykt to sonatesamlinger, 12 triosonater op.1 og 12 fiolinsonater op.2 (Venezia hhv. 1705 og 1709), vandt Vivaldi europæisk berømmelse med koncertsamlingen L'Estro Armonico (omtrentlig "den harmoniske inspiration") op. 3 (Amsterdam 1711). Denne dundrende succes fulgte han i 1714 op med La stravaganza (forsøgsvis "Det ekstraordinære"[2]) op 4, en samling konserter for soloviolin og strykerorkester. Frem til 1729 udgav han ialt 12 samlinger, deriblandt de tolv solokoncerter op 8 (1725) Il cimento dell'armonia e dell'inventione (ca. "konkurrencen mellem harmoni og opfindsomhed"), hvor de fire første koncerter er Le Quattro Stagioni ("de fire årstider").

I "De fire årstider" fremstiller Vivaldi naturscener ved hjælp af instrumentalmusik. Her hører vi kvidrende fugle af forskellig slags, bjæffende hunde, summende myg, grædende hyrder, storme, brande, fulde dansere, stille nætter, jægere, byttedyr, klukkende bække, frosne landskaber og børn, som står på skøjter. Vivaldi forfattede selv en beskrivende sonet til hver af koncerterne.

Operaimpresario[redigér | redigér wikikode]

Vivaldi begyndte at komponere operaer allerede, mens han var ansat i Ospedale, og frem til 1739 komponerede han over 50 operaer. Den første var Ottone in villa, som blev uropført i Vicenza i 1713. Året efter tog Vivaldi springet over til Venezias operascene og blev impresario ved det venetianske operahus San Angelo.

I anledning af venetianernes sejr over tyrkerne i august 1716 komponerede Vivaldi det patriotiske oratorium Juditha triumphans med stof fra Judits bog. Oratoriet blev opført på Ospedale, hvor alle de 11 sangere var piger fra Pietà, de sang også de mandlige karakterer. Mange af arierne indeholdt partier for soloinstrumenter, som blokfløjte, obo, klarinet, viola d'amore og mandolin, og viser hvilken bredde, det var på pigernes talenter.

Samme år, 1716, skrev og producerede Vivaldi også to operaer, L'incoronazione di Dario (RV 719) og La costanza trionfante degli amori e degli odi (RV 706). Den sidste var så populær, at den blev udgivet på ny to år senere med titlen Artabano re dei Parti (RV 701, tabt) og blev til sidst opført i Praha i 1732. De følgende år skrev Vivaldi flere operaer, som blev opførte over hele Italien.

Omslagssiden til Il teatro alla moda.

Vivaldis moderne operastil gav ham en del problemer med mere konservative musikere. For eksempel skrev amatørmusikeren Benedetto Marcello en pamflet med titlen Il teatro alla moda som angreb Vivaldi og den moderne operastil. Marcellofamilien var Sant'Angelo-teatrets retmæssige ejere og havde kæmpet en lang og forgæves retslig kamp for at få kontrol over det igen. Pamfletten angriber Vivaldi uden at nævne ham direkte, men omslaget viser båden Sant'Angelo med en violinspillende engel iført præstehat ombord (til venstre i båden). Den obskure tekst under billedet nævner ikke-eksisterende steder og navne, og ikke mindst ALDIVIVA som er et anagram over A.Vivaldi.

Rejseår[redigér | redigér wikikode]

Efter stridighederne i Venezia accepterede Vivaldi et tilbud om en prestigefylt post hos greve Philipp von Hessen-Darmstadt i Mantova. Her var han i tre år fra 1718 og skrev flere operaer, blandt andet Tito Manlio (RV 738). I 1721 rejste han til Milano for at præsentere det pastorale drama La Silvia (RV 734, tapt). Året efter var han tilbage med oratoriet L'adorazione delli tre re magi al bambino Gesù (RV 645, også tabt).

Fra 1721 opholdt han sig flere gange i Rom, spillede to gange for pave Benedikt XIII og fik mange bestillinger på operaer og kirkemusik. I 1726 vendte han tilbage til Venezia som musikalsk leder ved Teatro S. Angelo. Der blev han en levende legende som violinvirtuos og et valfartsmål for mange musikere fra hele Europa. På denne tid lærte han mezzosopranen Anna Girò at kende. Hun blev hans elev, protege og foretrukne prima donna. Anna og halvsøsteren Paolina fulgte Vivaldi på mange rejser, og der blev selvsagt spekuleret meget omkring dette. Vivaldi selv stod fast på, at forholdet var rent kunstnerisk,[3] og man fandt aldrig bevis for andet end venskab og professionelt samarbejde. Mellem 1729 og 1733 besøgte Vivaldi talrige norditalienske byer: (Verona, Ancona, Reggio og Ferrara). Han var sandsynligvis også i Praha, hvor han fik uropført to operaer.

Sidste år og død[redigér | redigér wikikode]

Karikatur, P.L.Ghezzi (1723).

Omkring år 1730 skete det en stilændring i musiklivet, barokmusikken blev efterhånden anset som gammeldags og den galante stil kom på mode. Det venetianske publikum svigtede Vivaldi, og det er en sandsynlig grund til, at han i sine sene år rejste rundt og promoverede sin musik i Norditalien. I 1740 rejste han til Wien, sandsynligvis i håb om at tjene til livets ophold hos Karl VI af Det tysk-romerske rige som var en stor beundrer af Vivaldis musik. Kejseren døde imidlertid i oktober samme år, og Vivaldis sundhed var på dette tidspunkt så dårlig, at han døde 28. juli 1741, ti måneder efter ankomsten. Han som en gang var Europas mest kendte musiker døde ensom og fattig, og blev lagt i en enkel grav ved Stefansdomen, hvor den unge Joseph Haydn på det tidspunkt var kordreng. Både samtidige beretninger og nyere forskning støtter antagelsen om, at Vivaldi døde som et fattiglem.[4] Han er begravet ved Karlskirche i Wien, der hovedbygget til Technische Universität ligger. Huset han boede i mens han var i Wien er revet – det lå der det kendte Hotel Sacher senere blev opført. Mindeplaketter er sat op på begge steder.

Musik[redigér | redigér wikikode]

I over 240 af Vivaldis næsten 500 koncerter er violin hovedinstrumentet. Der efter følger 39 fagotkoncerter på andenplads, koncerter for forskellige træblæserinstrumenter, nogen koncerter for cello og nogen få for viola d'amore og mandolin. Omkring 70 koncerter er skrevet for to eller flere solister og nogen for helt specielle instrumentkombinationer.

Vivaldi banede vejen for at solokoncerten og tresatsede værker fik sit gennembrud i barokmusikken. Han introducerede ritornell-formen (tilbagevendende, refrænagtige motiver) i de hurtige ydersatser, hvor orkesteret gentager en passage flere gange og veksler med solisterne, som spiller de samme motiver frit og episodisk og med modulerende passager. I den langsomme midtersats spiller solisten sangbare partier (kantilerne).

Hans henved 55 ripieno-koncerter (det vil sige uten solister) og ca. 21 kammerkoncerter (for solister uden orkester) viser en ganske heftig eksperimenteren med koncertformen. Vivaldi hævdede selv at have komponeret 94 operaer, men til nu er der blot identificeret 49. Af disse er ca. 20 helt eller delvis bevaret. Alle Vivaldis operaer er en tidlig form for dramma per musica.

Johann Georg Pisendel formidlede Vivaldis teknikker ved hoffet i Dresden, og studium og transkription af en række af Vivaldis koncerter kan have været en kritiske faktor til at hjælpe den hovedsagelig selvlærte Bach til at forstå hvordan "Ordnung", "Zusammenhang" og "Verhältnis" kunne skabes i musikken.[5]

Eftermæle[redigér | redigér wikikode]

Vivaldis største betydning i musikhistorien ligger inden for udviklingen af solokoncerterne. Han skrev mange for violin. Hans violinkoncerter "De fire årstider" var længe kendingsmelodi for DR's P2.[Kilde mangler] Desuden skrev han sonater og koncerter. Mindre kendt var hans værker for andre instrumenter (bl.a. tværfløjte, blokfløjte og mandolin). Han komponerede operaer og skrev en række messer til kirkebrug. Navnlig hans "Gloria", i D-dur, RV 589 bliver hyppigt opført.

Værker[redigér | redigér wikikode]

Den mest pålidelige fortegnelse over hans værker er lavet af den danske forsker Peter Ryom. RV (Ryom-Verzeichnis) numre efter et værk henviser til denne fortegnelse.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Etter Goldoni (Mémoires) : R. de Candé, op.cit. side 37
  2. ^ For en udførlig forklaring af navnet og koncerterne se Christopher Hogwood. VIVALDI "La Stravaganza". Besøgt 2009-05-12.
  3. ^ Heller, Karl (1997). Antonio Vivaldi: The red priest of Venice. Hal Leonard Corporation, ISBN 978-1-57467-015-8
  4. ^ Musikkviteren H.C. Robbins Landon støtter denne antagelse og citerer rapporten om Vivaldis død i Commemorali Gradenigo hvor det skrives, at Vivaldi tjente over 50.000 dukater i sit liv, men at han sløste alt bort på en uansvarlig livsførsel: "Abbe Lord Antonio Vivaldi, incomparable virtuoso of the violin, known as the Red Priest, much esteemed for his compositions and concertos, who earned more than 50,000 ducats in his life, but his disorderly prodigality caused him to die a pauper in Vienna", Landon, Vivaldi: Voice of the Baroque Thames and Hudson 1993, p.166
  5. ^ Wolff: Johann Sebastian Bach – The Learned Musician s.169ff

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]