Blåtårn (Københavns Slot)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Jump to navigation Jump to search
Blåtårn
Disambig bordered fade.svg Denne artikel omhandler Blåtårn i København. Opslagsordet har også en anden betydning, se Blåtårn.

Blåtårn var et tårn på Københavns Slot. Det formodes at være opført under Erik af Pommern; det eksisterede, da Kong Hans regerede.

Tårnet lå mellem riddersalen og portbygningen. Grundarealet var 16×16 meter med fem etager. Da Christian 4. blev kronet i 1596, blev muren forhøjet med næsten tre meter til omkring 28 meter (44 alen),[1] og der blev tilføjet et spir med kobbertag. Da Frederik 4. ombyggede Københavns Slot i begyndelsen af 1700-tallet, blev Blåtårn stående, men det blev gennembrudt af den nye hovedport til slotsgården og fungerede som portbygning.

På tredje etage var der indrettet et fængsel, der er mest kendt for Leonora Christinas lange fængselsophold; hun sad indespærret i 22 år under kongerne Frederik 3. og Christian 5. for medvirken til Corfitz Ulfeldts forræderi. Det var her, hun i 1673-1674 påbegyndte sit Jammers Minde, som en skildring af fængselslivet stilet til hendes børn. Hun fortsatte og bearbejdede det senere.

Andre kendte fanger er Torben Oxe, den svenske rigsforstander Sten Stures enke Kristina Nilsdotter Gyllenstierna og hendes børn samt rigsråd Knud Pedersen Gyldenstierne, Maren Splids og biskop Joachim Rønnov.

Blåtårn blev revet ned med hele slottet i 1731-1732. Herefter betegnede "Blåtårn" en arrestbygning for enden af Frederiksholms Kanal for bl.a. ulydige skuespillere og dansere fra Det Kongelige Teater. Dette Blåtårn blev nedrevet 1848. H.C. Andersen troede, at det var i dette Blåtårn, at Leonora Christina sad indespærret.[2]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Måltegning fra omkr. 1700. Gengivet i Hvidt, Ellehøj og Norn (red.):Christiansborg Slot. Folketingets Præsidium, 1975
  2. ^ H.C. Andersens fejltagelse om Blåtårn
Question book-4.svg Der er få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel. Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande som fremføres i artiklen.

Koordinater: 55°40′35.36″N 12°34′50.52″E / 55.6764889°N 12.5807000°Ø / 55.6764889; 12.5807000