Spring til indhold

Erik af Pommern

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Erik af Pommern
Konge af Danmark, de Venders og Gothers
Kroning17. juni 1397
Kalmar
Regerede1396-1439
ForgængerMargrete 1. (formynder)
RegentErik 7. af Pommern
EfterfølgerChristoffer af Bayern
Konge af Norge
  • Kroning: 1392
  • Regerede: 1389-1442
  • Forgænger: Margrete I (formynder)
  • Regent: Erik av Pommern
  • Efterfølger: Kristoffer av Bayern
Konge af Sverige
  • Kroning: 17. juni 1397
  • Regerede: 1396-1439
  • Forgænger: Drottning Margareta (formynder)
  • Regent: Erik XIII av Pommern
  • Efterfølger: Kristofer av Bayern
ÆgtefællePhilippa af England
BørnIngen
Født1382
Rügenwalde (Darłowo)
Død24. september 1459
Pommern
Hvilested1459
Rügenwalde (Darłowo)
FarVartislav 7. af Pommern
MorMaria af Mecklenburg-Schwerin
BeskæftigelseKonge
HusJellingdynastiet
Erik af Pommerns nordiske unionssegl med symboler for alle tre riger: I hjerteskjoldet den norske løve med Olavsøkse (hans arverige); Hovedskjoldet kvadreret af: øvre højre felt de danske løver, øvre venstre felt Kalmarunionens (eller Sveriges) tre kroner, nedre højre felt den svenske folkungeløve, nedre venstre felt den pommerske grif. Skjoldet formodentlig kvadreret af det røde kors fra Kalmarunionens flag. Seglet var i brug 1398-1435.
Erik af Pommerns segl anvendt i 1390'erne.
Erik af Pommern portrætteret i 1424

Erik af Pommern (oprindeligt Bugislav; født 1382 i Darłowo, død 1459 i Pommern), var konge af Norge (som Erik 3.) 1389-1442, Danmark (som Erik 7.) og Sverige (som Erik 13.) 1396-1439. Han var søn af hertug Vartislav VII af Pommern-Stolp og Maria af Mecklenborg-Schwerin, fostersøn og søsterbarnebarn til Margrete 1. (og således gennem moderen oldebarn af Valdemar Atterdag).

Efter at hendes søn Oluf var død i 1387, tog Margrete Erik ind som sin fostersøn. Da enkedronningen af Norge Margrete ikke ønskede Albrecht af Mecklenburg til konge, blev Erik udråbt som konge i 1389. I 1396 blev han også hyldet som konge af Danmark og Sverige. Og den 17. juni 1397 blev Nordens kongedømme stadfæstet med indgåelse af Kalmarunionen. Selv om Erik formelt var konge, var det dog stadig Margrete, der styrede. Først da Margrete døde i 1412, blev Erik regent af gavn. I officiel korrespondance bar han titlen "Erik, med Guds nåde Danmarks, Sveriges, Norges, Venders og Goters konge, hertug af Pommern."

Erik fortsatte de reformer, som Valdemar Atterdag og Margrete havde foretaget. Embederne som drost og marsk blev ikke besat, men kanslerens stilling blev styrket, og titlen blev ændret fra "rigets kansler" til "kongens kansler". Erik indsatte også danske adelsmænd på slottene i Danmark.

Pave Pius 2. beskrev (som Eneas Sylvius, dvs. inden han blev pave) Erik af Pommern således:

Citat Erik af Pommern havde et skønt legeme, rødgult hår, rødmosset ansigt og en lang, smal hals (...) Alene, uden hjælp og uden at berøre stigbøjlerne sprang han til hest, og han drog alle kvinder, især kejserinden, til sig med elskovs længsel. Citat
(Citeret efter Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, bd. 6, 1400 – 1500, af Troels Dahlerup)

Baggrund og tronbestigelse

[redigér | rediger kildetekst]
Eriks forældre, hertug Wartislaw og hertuginde Maria.

Erik blev født enten i 1381 eller 1382 i Darłowo (tidligere Rügenwalde), Pommern, Polen. Ved fødslen fik han navnet Bogusław (Bogislaw), og han var søn af Vartislav 7., hertug af Pommern og Maria af Mecklenburg-Schwerin.

Bogislaws grandtante Margrete 1., som regerede over kongerigerne Danmark, Norge og Sverige, ønskede, at hendes rige skulle være forenet og fredeligt, og sørgede derfor for en arvefølge i tilfælde af hendes død. Hun udpegede Bogislaw som sin arving og efterfølger.

I 1389 blev Bogislaw bragt til Danmark for at blive opdraget af dronning Margrete. Hans navn blev ændret til det mere nordisk-klingende Erik. Den 8. september 1389 blev han hyldet som konge af Norge på Tinget i Trondheim. Han kan være blevet kronet som konge af Norge i Oslo i 1392, men dette er omstridt.

Eriks far Vartislav døde mellem november 1394 og 23. februar 1395.[1] Da Wartislaw døde, overtog Erik alle hans troner som arving.[2]

I 1396 blev Erik udråbt som konge i Danmark og derefter i Sverige. Den 17. juni 1397 blev han kronet som konge over de tre nordiske lande i domkirken i Kalmar. Samtidig blev en unionsaftale udformet, som erklærede oprettelsen af det, der senere er blevet kendt som Kalmarunionen. Dronning Margrete forblev dog den de facto hersker over de tre riger indtil sin død i 1412.[3][4][5]

Ægteskab

[redigér | rediger kildetekst]
Dronning Philippa.

I 1402 indledte dronning Margrete forhandlinger med kong Henrik 4. af England om muligheden for en alliance mellem Kongeriget England og den nordiske union. Forslaget gik ud på et dobbeltbryllup, hvor kong Erik skulle gifte sig med kong Henriks anden datter, Philippa af England, og Henrik 4.s arving, Henrik, prins af Wales, skulle gifte sig med Eriks søster, Katarina af Pommern (ca. 1390–1426).[6][7]

Det dobbelte bryllup blev aldrig til noget, men Eriks ægteskab med Philippa af England blev forhandlet på plads. Den 26. oktober 1406 blev han gift med den 12-årige Philippa i Lund. Brylluppet blev ledsaget af en rent defensiv alliance med England. Efter Philippas død senere i 1430, erstattede Erik hende med hendes tidligere hofdame, Cecilia, som blev hans kongelige elskerinde og senere hans ægtefælle til venstre hånd. Forholdet var en offentlig skandale og nævnes i rigsrådets officielle klager over kongen.[8][9]

Omkring Øresund

[redigér | rediger kildetekst]
Erik af Pommerns kroningsdokument (Rigsarkivet. Foto:Tom Jersø)

Sildemarkedet i Skåne var på retur, men trafikken gennem Øresund til Østersøen voksede kraftigt. I 1422 udstedte Erik en forordning, hvorefter alene danske købmænd kunne optræde som mellemmænd for udenlandske varer. Hansestæderne kunne ikke længere handle direkte med stormændene eller bønderne. I 1417 flyttede han regeringen til København, som herefter blev regnet som Danmarks hovedstad. Han lod Malmø befæste og byggede fæstningen Ørekrog [10] ved Helsingør (Kronborgs forgænger) og Kernen ved Helsingborg. Fra 1429 opkrævede Erik "Øresundstold" som erstatning for de faldende indtægter fra sildemarkedet i Skåne.

Sønderjylland

[redigér | rediger kildetekst]

Erik havde det samme brændende ønske om at indlemme Sønderjylland igen i riget som hans forfædre. Den 25. juli 1413 indkaldte han til danehof, for at det skulle afsige dom mellem kronen som lensherre og de schauenburgske grever som lensmænd. Erik mente, at hertugdømmet skulle betragtes som hjemfaldent, fordi greverne havde brudt deres troskabsed og ført krig mod Danmark. Dommen faldt ikke overraskende ud til kongens fordel. Erik begyndte at anlægge en række borge nær grænsen, hvor en af de største var Königsburg ved Slien. I 1413 grundlagde han Landskrone. I 1416 brød krigen ud. Erik indledte med at erobre Femern, men den blev hurtigt tilbageerobret af de holstenske grever. Erik mistede også Tønder, men i 1417 indtog han Slesvig. Krigen fortsatte til 1422, hvor Erik kun havde Flensborg tilbage. I 1417 stødte den slesvig-holstenske hær sammen med den danske hær ved Königsburg. Den tysk-romerske kejser (der i parentes bemærket var Eriks fætter) forlangte, at parterne satte sig til forhandlingsbordet. I 1423 blev der erklæret våbenhvile, og greverne skulle rømme Sønderjylland.

Erik tog nu på en udenlandsrejse af flere års varighed. Da han vendte hjem, erfarede han, at greverne endnu ikke havde rømmet hele Sønderjylland, og krigen blev genoptaget i 1426. Hansestæderne var nu gået over på grevernes side, og i 1427 angreb de København. Det lykkedes dog at slå dem tilbage, men ved den efterfølgende våbenstilstand måtte Erik anerkende de holstenske grevers ret til Sønderjylland og måtte give Hansestæderne deres handelsprivilegier tilbage. Erik ophørte dog ikke med at opkræve øresundstold.

Uro og flugt

[redigér | rediger kildetekst]

Sammenholdet i unionen var langt fra godt. Især i Norge og Sverige var der stor utilfredshed med alle krigsskatterne, og i 1434 udbrød der oprør i Midt- og Nordsverige. Erik blev tvunget til at besætte embederne drot og marsk. Kongen skulle ydermere regere i overensstemmelse med det svenske Rigsråd. Desuden skulle de svenske len besættes af svenske adelsmænd. Erik blev tvunget til at underskrive en håndfæstning, hvori hans beføjelser blev stærkt reducerede. Erik blev rasende og trak sig tilbage til sin borg, Visborg på Gotland. I 1437, da de danske bønder gjorde oprør, kaldte Rigsrådet ham tilbage til Danmark. Erik prøvede uden held at få hertug Bogislaw anerkendt som sin efterfølger. Erik tog igen tilbage til Gotland, medbringende sine skatte,[11] og efterfølgende ernærede han sig ved sørøveri. Efter svenske angreb i 1449 blev han tvunget til at overgive borgen til Christian 1. og vende hjem til sit fødested i Pommern.

Det svenske rigsråd forsøgte at melde Sverige ud af unionen, og senere fulgte Danmark og Norge efter. Stormændene, som ønskede at beholde unionen, rettede henvendelse til Erik af Pommerns søstersøn, hertug Christoffer 3. af Bayern om at overtage kongemagten. Efter afgivelse af en række løfter blev Christoffer hyldet som konge af Danmark i 1440, af Sverige i 1441 og af Norge i 1442. Erik døde i Pommern i 1459 og blev begravet i kirken i Darłowo (Rügenwalde).

Stamtræ

[redigér | rediger kildetekst]

Referencer

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ↑ Zdrenka, Joachim (1995). "Die Pilgerfahrten der pommerschen Herzöge ins Heilige Land in den Jahren 1392/1393 und 1406/1407". Baltische Studien. Marburg: Elwert. 81 (127): 10-11.
  2. ↑ The King Who Became a Pirate, Story by Anja Klemp Vilgaard · Illustrations by Darya Malikova · Edited by Shawna Kenney · 20 April 2020, narratively.com.
  3. ↑ "Erik av Pommern". Svenskt biografiskt lexikon. Hentet 1. juni 2018.
  4. ↑ Lenore Lindström. "Erik Av Pommern". landskronahistoria. Arkiveret fra originalen 24. april 2017. Hentet 1. juni 2018.
  5. ↑ Hans Jacob Orning. "Kalmarunionen". University of Oslo. Hentet 1. juni 2018.
  6. ↑ Terje Bratberg. "Filippa Av England". Norsk biografisk leksikon. Hentet 1. juni 2018.
  7. ↑ "Cathrine , Prinsesse, var en Datter af Hertug Vartislavs VII af Pommern". Dansk biografisk Lexikon. Hentet 1. juni 2018. {{cite web}}: line feed character i |title= på position 9 (hjælp)
  8. ↑ Erik af Pommern ca. 1382–1459 Arkiveret 19. oktober 2015 hos Wayback Machine (Danmarkshistorien)
  9. ↑ Higgins, Sofia Elizabeth (1885). Women of Europe in the fifteenth and sixteenth centuries. Hurst and Blackett. s. 169–171.
  10. ↑ "Flynderborg - Helsingør Leksikon". Arkiveret fra originalen 16. august 2016. Hentet 2. august 2016.
  11. ↑ Dannebrog og Kalundborg Slot. kalundborghojby.com. Hentet 17/6-2025

Litteratur

[redigér | rediger kildetekst]

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]
Erik af Pommern
Født: 1382 Død: 3. maj 1459
Titler som regent
Foregående:
Margrete 1.		 Konge af Norge
(som Erik 3.)
1389 – 1442		 Efterfølgende:
Christoffer af Bayern
Konge af Danmark
(som Erik 7.)
1396 – 1439		 Efterfølgende:
Christoffer af Bayern
Konge af Sverige
(som Erik 13.)
1396 – 1434		 Efterfølgende:
Interregnum
Rigshøvedsmand:
Engelbrekt Engelbrektsson
Foregående:
Interregnum
Rigshøvedsmand:
Engelbrekt Engelbrektsson		 Konge af Sverige
(som Erik 13.)
1435 – 1436		 Efterfølgende:
Interregnum
Rigshøvedsmand:
Engelbrekt Engelbrektsson og
Karl Knutsson Bonde
Foregående:
Interregnum
Rigshøvedsmand:
Karl Knutsson Bonde		 Konge af Sverige
(som Erik 13.)
1436 – 1439		 Efterfølgende:
Interregnum
Rigsforstander:
Karl Knutsson Bonde
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Erik_af_Pommern&oldid=12167268"